Den første som i dette land blev fængslet på grund af sin kristne neutralitet, var Bohumil Müller. Han skrev: „Jeg skulle begynde at aftjene min værnepligt den 1. oktober 1937. Men min samvittighed sagde mig at Gud ikke ønsker at hans tjenere skal ’lære at føre krig’. (Es. 2:4) Jeg stolede på at Jehova ville give mig den styrke og udholdenhed der var nødvendig for at stå de kommende prøvelser igennem. I slutningen af marts 1939 havde jeg på grund af mit standpunkt været indkaldt for en militær domstol fire gange, og hver gang var jeg blevet idømt mange måneders fængsel. Når jeg i dag ser tilbage, er jeg taknemmelig for de prøvelser jeg blev udsat for dengang. De forberedte mig til langt sværere tider.“

Den 1. april blev Bohumil Müller løsladt efter at have afsonet en fængselsdom for sin kristne neutralitet. Undervejs fra fængselet til jernbanestationen ringede han til afdelingskontoret. Senere fortalte han: „Jeg sagde til dem at jeg ville komme dagen efter for at hjælpe til med det jeg kunne. Vi var tre på Betel den dag. Der var meget arbejde der skulle gøres. Noget af trykkeriudstyret stod allerede klar i en havn for at blive udskibet til Holland, og resten skulle pakkes ned med det samme. Broder Vojtech Matejka og jeg tog os af den opgave mens broder František Kapinus ryddede kontorerne og Betel. Under alt dette fortsatte vi med at oversætte bladene Vagttårnet og Consolation (nu Vågn op!). Det lykkedes også for os at fjerne en stor mængde tjekkiske bøger og brochurer som Gestapo ikke havde været interesseret i ved razziaen i marts. Under lukningen af kontoret og betelhjemmet fik vi dog besøg af Gestapo flere gange.“

Da besættelsen var en realitet, stod det klart at det ville blive meget vanskeligt at udføre forkyndelsesarbejdet. Mange brødre forlod Tjekkoslovakiet. Broder Dwenger rejste til Schweiz aftenen før Gestapo kom for at arrestere ham. Broder Müller forberedte sig også på at rejse. Han havde allerede fået den nødvendige tilladelse fra myndighederne da der fra afdelingskontoret i Bern kom et brev om at det ville være gavnligt hvis han fortsat kunne varetage sin opgave med at føre tilsyn med arbejdet og opmuntre brødrene i Tjekkoslovakiet. Broder Müller indvilligede straks, og for at hindre sig selv i at skifte mening tilintetgjorde han sit pas.

Otteogfyrre år senere sagde broder Müller: „Hvis nogen i dag spurgte mig om jeg nogen sinde har fortrudt at jeg ikke forlod Prag i foråret 1939, ville jeg helt klart svare ’nej!’ Jeg har aldrig fortrudt at jeg blev. Med tiden indså jeg at det var her jeg hørte til. Det var her Jehova og hans organisation havde placeret mig. Alle de grusomheder og den mishandling jeg blev udsat for, blev langt opvejet af glæden ved at se fremgangen i arbejdet fra år til år og væksten af den skare glade tilbedere af den Almægtige som var omkring mig.“

Men da broder Müller, som han tidligere havde samarbejdet med, mødte ham i 1940, var Karel Kopetzky en helt anden mand. Det gik til på følgende måde: Brødrene havde duplikeret en bibelsk publikation og lagt kopierne i konvolutter for at sende dem ud med posten. Bohumil Müller lagde dem i en sæk og cyklede derefter rundt fra det ene posthus i Prag til det andet. Han lagde blot nogle få konvolutter i hver postkasse. Broder Müller fortæller: „Da jeg kom ind på et af postkontorerne, så jeg en mand i SS-uniform som stod og ventede ved skranken. Jeg stoppede op, men før jeg fandt ud af hvad jeg skulle gøre, vendte manden sig om så vi stod ansigt til ansigt. Et øjeblik stirrede vi på hinanden. Til min store overraskelse stod jeg over for Karel Kopetzky, en tidligere broder. Jeg genvandt hurtigt fatningen, gik hen til en af skrankerne og tog en formular, gik ud af posthuset og skyndte mig at komme væk på min cykel.“

Året efter blev broder Müller, som på det tidspunkt førte tilsyn med arbejdet i landet, arresteret og sat i koncentrationslejren Mauthausen.