En mand der boede på samme hotel i Prag som stævnedeltagere fra Storbritannien, fortalte dem en aften at han også havde overværet stævnet den dag. Hvad havde fået ham til det? Han sagde at han havde følt sig tilskyndet til det efter at ti forskellige forkyndere på byens gader havde indbudt ham. Stævnet havde gjort et dybt indtryk på ham, og han var ivrig efter at lære mere. — 1 Timoteus 2:3, 4.

Mange af stævnedeltagerne vil huske stævnet af andre grunde. Kristina, en tjekkisk søster som meldte sig til at tage sig af en busfuld delegerede fra andre lande, fortæller: „Ved afskeden trak en søster mig til side, gav mig et knus og sagde: ’I har taget jer så godt af os! I bragte mad helt hen til vores plads og forsynede os med drikkevand. I skal have rigtig mange tak for jeres selvopofrende kærlighed.’“ Hun tænkte her på bespisningen af de udenlandske delegerede. „Det var noget vi aldrig før havde prøvet,“ fortalte en broder. „Opgaven bestod i at levere næsten 6500 madpakker hver dag. Det var rørende at se hvor mange, deriblandt børn, der ønskede at hjælpe til.“

En broder der arbejdede i pressetjenesten ved stævnet i Prag, beretter: „Lørdag morgen fik vi besøg af overbetjenten for det vagthavende politi under stævnet. Han havde lagt mærke til den fred der herskede, og sagde at han faktisk ikke havde noget at lave. Han nævnte også at nogle af de lokale beboere omkring stadion havde spurgt ham hvad der foregik. Når han nævnte navnet Jehovas Vidner, gik der ofte en skælven igennem dem, hvorefter betjenten havde sagt: ’Hvis folk opførte sig bare halvt så godt som Jehovas Vidner, ville vi slet ikke have behov for noget der hed politi.’“

Ved stævnet i Prag blev alle indlæggene holdt på engelsk, russisk og tjekkisk.

Tjekkiets hovedstad, Prag,