-
Glædebringende bryllupper som ærer JehovaVagttårnet – 2000 | 1. maj
-
-
Der har sikkert været ærbar dans og passende musikunderholdning eftersom det var almindeligt når jøderne dyrkede selskabelighed. Det fremgår for eksempel af Jesu berømte billedtale om den fortabte søn. I denne beretning var den velhavende far så glad for at hans angrende søn var kommet tilbage, at han sagde: „Lad os spise og være glade.“ Ifølge Jesus var der ved den lejlighed både musik og dans. — Lukas 15:23, 25.
Men interessant nok omtaler Bibelen ikke musik og dans i forbindelse med brylluppet i Kana. I virkeligheden omtales dans ikke i nogen som helst af Bibelens beretninger om bryllupper. Det ser ikke ud til at dans var det vigtigste eller det dominerende kendetegn ved bryllupper blandt Guds trofaste tjenere på Bibelens tid. Kan vi lære noget af dette?
Ved nogle kristne bryllupper i Afrika bruger man kraftige forstærkeranlæg. Musikken kan blive så høj at gæsterne dårligt kan føre en almindelig samtale. Nogle gange er der ikke mad nok, men det skorter ikke på dans som meget nemt kan blive tøjlesløs. Ved sådanne lejligheder kan en bryllupsfest blive brugt som undskyldning for et dansegilde. Den høje musik tiltrækker desuden ofte ballademagere, fremmede som møder op uden at være inviteret.
Bibelens beretninger om bryllupper lægger ikke vægt på musik og dans. Bør det ikke indgå i overvejelserne når man planlægger et bryllup der skal ære Jehova? I Sydafrika har unge kristne som var inviteret til bryllup, under forberedelserne til flere nyligt afholdte bryllupsfester brugt mange timer på at indøve komplicerede danse. I flere måneder brugte de uforholdsmæssig lang tid til dette. Kristne skal imidlertid ’købe sig den belejlige tid’ til „de mere vigtige ting“, såsom forkyndelsen, personligt studium og overværelse af de kristne møder. — Efeserne 5:16; Filipperne 1:10.
-
-
Glædebringende bryllupper som ærer JehovaVagttårnet – 2000 | 1. maj
-
-
Hvis der skal danses, kan der lægges op til dette på en værdig og afdæmpet måde. Hvis ikketroende eller umodne kristne danser på en vulgær og sensuel måde, kan brudgommen blive nødt til at sørge for at den musik der spilles, erstattes af noget mere passende. Han kan også taktfuldt anmode om at dansen stoppes. Hvis han intet gør, risikerer han at brylluppet udvikler sig til en løssluppen fest som kunne blive en snublesten for nogle. — Romerne 14:21.
På grund af de faremomenter som er uløseligt forbundet med visse af nutidens former for dans, høj musik og fri udskænkning af alkohol, har flere kristne brudgomme besluttet at den slags ting slet ikke skal foregå ved deres bryllup. Det har nogle kritiseret dem for, men i virkeligheden bør disse brudgomme roses fordi de ønsker at undgå alt som kunne bringe skam over Jehovas hellige navn. Andre brudgomme har tilrettelagt deres bryllup på en sådan måde at der har været passende musik, at der et stykke tid blev danset, og at der blev udskænket alkohol i begrænsede mængder. Uanset hvad man vælger, er det brudgommen der har ansvaret for de ting han giver grønt lys for ved sit bryllup.
-