Kapitel tretten

Kampen mellem to konger

1, 2. Hvorfor bør den profeti der er beskrevet i Daniels Bog, kapitel 11, interessere os?

TO RIVALISERENDE konger er fastlåst i en afgørende kamp om overherredømmet. I tidens løb har først den ene overtaget, så den anden. Undertiden har den ene konge overherredømmet mens den anden må holde sig i ro, og der er perioder uden kamp. Men så bryder en ny krig pludselig ud, og kampen fortsætter. Aktørerne i dette drama har blandt andre været den syriske konge Seleukos I Nikator, den ægyptiske konge Ptolemaios Lagos, den syriske prinsesse der blev den ægyptiske dronning Kleopatra I, de romerske kejsere Augustus og Tiberius og dronning Zenobia af Palmyra. Hen imod kampens slutning har Nazityskland, den kommunistiske blok af nationer, den anglo-amerikanske verdensmagt, Folkeforbundet og De Forenede Nationer også været involveret. Den endelige og sidste kamp og resultatet af den er en begivenhed som ingen af de politiske deltagere har forudset. Jehovas engel forkyndte denne opsigtsvækkende profeti for profeten Daniel for omkring 2500 år siden. — Daniel, kapitel 11.

² Daniel må have følt sig stærkt grebet da han hørte engelen åbenbare de nærmere enkeltheder i magtkampen mellem to fremtidige konger. Dramaet har også interesse for os, for kampen mellem de to konger strækker sig frem til vor tid. Når vi ser hvordan historien har bekræftet den første del af profetien, bliver vi overbevist om at den sidste del også med sikkerhed vil gå i opfyldelse. Ved at give agt på denne profeti vil vi få et klart billede af hvor vi befinder os på tidens strøm. Det vil desuden bestyrke os i vores beslutning om at forblive neutrale i denne konflikt mens vi tålmodigt venter på at Gud vil gribe ind til gavn for os. (Salme 146:3, 5) Lad os derfor med stor opmærksomhed høre hvad Jehovas engel siger til Daniel.

IMOD DET GRÆSKE RIGE

3. Hvem var engelen en støtte for „i mederen Darius’ første år“?

³ Engelen siger: „Jeg på min side stod frem i mederen Darius’ første år [539/538 f.v.t.] som en stærk støtte og en fæstning for ham.“ (Daniel 11:1) Darius levede ikke mere, men engelen henviste til hans regeringstid som udgangspunktet for det profetiske budskab. Han var den konge der havde befalet at Daniel skulle hentes op fra løvekulen, og det var også ham der havde befalet at alle hans undersåtter skulle frygte Daniels Gud. (Daniel 6:21-27) Den som engelen stod frem som en støtte og fæstning for, var imidlertid ikke mederen Darius, men engelen Mikael, Daniels folks fyrste. (Jævnfør Daniel 10:12-14.) Guds engel ydede hjælp og støtte mens Mikael kæmpede med Medo-Persiens dæmonfyrste.

4, 5. Hvem var de forudsagte fire konger i Persien?

⁴ Guds engel fortsætter: „Se, der skal fremstå endnu tre konger i Persien, og en fjerde, der vil samle sig større rigdom end alle de andre. Og så snart han er blevet stærk ved sin rigdom, vil han opbyde alt imod det græske rige.“ (Daniel 11:2) Hvem var disse persiske konger?

⁵ De tre første konger var Kyros den Store, Kambyses II og Darius I. Da Bardija (eller måske en mager og bedrager ved navn Gaumata) kun regerede i syv måneder, har profetien ikke taget hans korte regeringstid i betragtning. I 490 f.v.t. forsøgte den tredje konge, Darius I, at trænge ind i Grækenland for anden gang, men perserne blev slået på flugt ved Marathon og trak sig tilbage til Lilleasien. Skønt Darius traf omhyggelige forberedelser til endnu et felttog mod Grækenland, nåede han ikke at bringe planen til udførelse før sin død fire år senere. Det blev overladt til hans søn og efterfølger, den „fjerde“ konge, Xerxes I. Han var den Ahasverus der tog Ester til ægte. — Ester 1:1; 2:15-17.

6, 7. (a) Hvordan opbød den fjerde konge „alt imod det græske rige“? (b) Hvad blev resultatet af Xerxes’ felttog mod Grækenland?

⁶ Det kan virkelig siges at Xerxes I ’opbød alt imod det græske rige’, det vil sige imod de uafhængige græske stater tilsammen. „Tilskyndet af ærgerrige hofmænd indledte Xerxes et angreb til lands og til vands,“ siger bogen The Medes and Persians — Conquerors and Diplomats af Robert Collins (1974). Den græske historiker Herodot fra det 5. århundrede før vor tidsregning skriver at „af alle de ekspeditioner, jeg kender, er denne langt den største“. Han fortæller at Xerxes’ flådemandskab „ialt [har] beløbet sig til 517.610 mand. For hærens vedkommende var infanteriet på 1.700.000 mand, rytteriet på 80.000. Til disse lægger jeg så araberne, der red på kamel, og libyerne, der var til vogns; dem anslår jeg til 20.000. Lægger man så tallene på flådemandskabet og hæren sammen, får man en samlet sum på 2.317.610.“

⁷ Da målet var intet mindre end en fuldstændig sejr, rykkede Xerxes I med sin enorme hær mod Grækenland i 480 f.v.t. Efter at perserne havde overvundet en græsk styrke som skulle opholde dem ved Thermopylæ, plyndrede de Athen. Men ved Salamis led de et stort nederlag. Endnu en sejr blev vundet af grækerne ved Platææ i 479 f.v.t. Ingen af de syv konger der efterfulgte Xerxes på Persiens trone i de følgende 143 år, førte krig på græsk jord. Så fremstod en mægtig konge i Grækenland.

ET STORT RIGE DELES I FIRE

8. Hvem var den ’mægtige konge’ der fremstod, og hvordan kom han til at „udøve et stort herredømme“?

⁸ „En mægtig konge skal stå frem og udøve et stort herredømme og gøre som han vil,“ siger engelen. (Daniel 11:3) Den tyveårige Alexander ’stod frem’ som konge over Makedonien i 336 f.v.t. Han blev virkelig „en mægtig konge“ — Alexander den Store. Drevet af sin fars, Filip II’s, plan erobrede han de persiske provinser i Det Mellemste Østen. Efter at være gået over Eufrat og Tigris spredte han med sine 47.000 mand Darius III’s hær på 250.000 mand ved Gaugamela. Derefter flygtede Darius; han blev myrdet, og således endte det persiske dynasti. Grækenland blev nu en verdensmagt, og Alexander ’udøvede et stort herredømme og gjorde som han ville’.

9, 10. Hvordan gik profetien om at Alexanders rige ikke skulle tilfalde hans efterkommere, i opfyldelse?

⁹ Alexanders verdensherredømme skulle imidlertid blive kort, for Guds engel tilføjede: „Og når han er stået frem, vil hans rige blive knust og delt efter himmelens fire vinde, men vil ikke tilfalde hans efterkommere, og det vil ikke være som det herredømme han udøvede; for hans rige vil blive rykket op og tilfalde andre end disse.“ (Daniel 11:4) Alexander var ikke engang 33 år gammel da han pludselig blev syg og døde i Babylon i 323 f.v.t.

¹⁰ Alexanders store rige tilfaldt ikke „hans efterkommere“. Hans bror Filip III Arrhidaios regerede i mindre end syv år og blev myrdet i 317 f.v.t. på foranledning af Alexanders mor, Olympias. Alexanders søn Alexander IV regerede indtil 311 f.v.t., men blev dræbt af en af sin fars generaler, Kassander. Alexanders illegitime søn, Herakles, forsøgte at regere i sin fars navn, men blev myrdet i 309 f.v.t. Med ham uddøde Alexanders slægt, og herredømmet forsvandt fra hans hus.

11. Hvordan blev Alexanders rige „delt efter himmelens fire vinde“?

¹¹ Efter Alexanders død blev hans rige „delt efter himmelens fire vinde“. Hans mange generaler stredes indbyrdes mens de søgte at tilrive sig landområder. Den enøjede general Antigonos I prøvede at gøre sig til herre over hele Alexanders rige, men han blev dræbt i slaget ved Ipsos i Frygien. I 301 f.v.t. herskede fire af Alexanders generaler over det vældige område som deres hærfører havde erobret. Kassander havde herredømmet over Makedonien og Grækenland; Lysimachos over Lilleasien og Thrakien; Seleukos I Nikator havde sikret sig Mesopotamien og Syrien; og Ptolemaios Lagos regerede i Ægypten og Palæstina. I overensstemmelse med det profetiske ord var Alexanders store verdensrige blevet delt i fire hellenistiske riger.

TO RIVALISERENDE KONGER VISER SIG

12, 13. (a) Hvordan blev fire hellenistiske riger reduceret til to? (b) Hvilket dynasti grundlagde Seleukos i Syrien?

¹² Nogle få år efter at Kassander var kommet til magten, døde han, og i 285 f.v.t. tog Lysimachos den europæiske del af det græske rige i besiddelse. I 281 f.v.t. faldt Lysimachos i et slag mod Seleukos I Nikator, hvorved Seleukos fik herredømmet over størstedelen af de asiatiske områder. Antigonos II Gonatas, der var sønnesøn af en af Alexanders generaler, overtog Makedoniens trone i 276 f.v.t. Med tiden blev Makedonien underlagt Rom og endte med at blive en romersk provins i 146 f.v.t.

¹³ Nu var der kun to riger af betydning tilbage af de oprindelig fire hellenistiske riger — det ene under Seleukos I Nikator og det andet under Ptolemaios Lagos. Seleukos grundlagde det seleukidiske dynasti i Syrien. Han anlagde flere byer, deriblandt Antiochia — den nye syriske hovedstad — og havnebyen Seleukia. Apostelen Paulus kom senere til Antiochia, hvor han underviste, og hvor betegnelsen „kristne“ første gang blev brugt om Jesu disciple. (Apostelgerninger 11:25, 26; 13:1-4) Seleukos blev snigmyrdet i 281 f.v.t., men hans dynasti blev ved magten indtil år 64 f.v.t. da den romerske general Gnæus Pompejus gjorde Syrien til en romersk provins.

14. Hvornår blev det ptolemaiske dynasti grundlagt i Ægypten?

¹⁴ Det hellenistiske rige der eksisterede længst af de fire oprindelige, var det der tilhørte Ptolemaios Lagos, eller Ptolemaios I, der antog kongetitlen i 305 f.v.t. Det ptolemaiske dynasti som han grundlagde, forblev ved magten i Ægypten indtil det bukkede under for Rom i år 30 f.v.t.

15. Hvilke to stærke konger fremstod af de fire hellenistiske riger, og hvilken kamp begyndte da?

¹⁵ Af fire hellenistiske riger fremstod der således to stærke konger — Seleukos I Nikator, som herskede over Syrien, og Ptolemaios I, som herskede over Ægypten. Med disse to konger begyndte den lange kamp mellem „Nordens konge“ og „Sydens konge“ som er beskrevet i Daniels Bog, kapitel 11. Jehovas engel nævnte ikke navnene på de to konger, for i tidens løb ville de skifte identitet og nationalitet. Uden at gå i unødvendige detaljer nævnte engelen kun de konger og begivenheder der har betydning for kampen.

KAMPEN TAGER SIN BEGYNDELSE

16. (a) Hvem sigter betegnelserne „Nordens konge“ og „Sydens konge“ til? (b) Hvem var de to første konger?

¹⁶ Jehovas engel beskriver begyndelsen til denne dramatiske kamp således: „Sydens konge vil blive stærk, ja en af hans [Alexanders] fyrster; og en [Nordens konge] vil modstå ham stærkt og udøve et stort herredømme, større end hans herredømme.“ (Daniel 11:5) Betegnelserne „Nordens konge“ og „Sydens konge“ sigter til kongerne nord for og syd for Daniels folk, som da var blevet udfriet fra det babyloniske fangenskab og igen bosat i Judas land. Den første „Sydens konge“ var den ægyptiske Ptolemaios I. Den af Alexanders generaler der modstod Ptolemaios I og udøvede „et stort herredømme“, var den syriske konge Seleukos I Nikator. Han var „Nordens konge“.

17. Hvem var Judas land underlagt ved begyndelsen af kampen mellem Nordens konge og Sydens konge?

¹⁷ Ved kampens begyndelse var Judas land underlagt Sydens konge. Fra omkring 320 f.v.t. opfordrede Ptolemaios I jøder til at komme til Ægypten og slå sig ned dér. Der blev en blomstrende jødisk koloni i Alexandria, hvor Ptolemaios I grundlagde et berømt bibliotek. Jøderne i Juda var underlagt det ptolemaiske Ægypten, Sydens konge, indtil år 198 f.v.t.

18, 19. Hvordan blev der med tiden ’bragt en overenskomst i stand’ mellem de to rivaliserende konger?

¹⁸ Om de to konger profeterede engelen: „Efter nogle års forløb går de i forbund med hinanden, og Sydens konges datter kommer til Nordens konge for at bringe en overenskomst i stand. Men hun beholder ikke armens kraft, og han holder ikke stand, heller ikke hans arm; og hun bliver overgivet, både hun selv, og de som bragte hende, og han som blev fader til hende, og han som gjorde hende stærk i de tider.“ (Daniel 11:6) Hvordan gik det i opfyldelse?

¹⁹ Profetien medtager ikke Seleukos I Nikators søn og efterfølger, Antiochos I, for han førte ikke nogen afgørende krig mod Sydens konge. Men hans efterfølger, Antiochos II, førte en langvarig krig mod Ptolemaios II, søn af Ptolemaios I. Antiochos II og Ptolemaios II var henholdsvis Nordens konge og Sydens konge. Antiochos II var gift med Laodike, og de havde en søn, Seleukos (II), mens Ptolemaios II havde en datter ved navn Berenike. I 250 f.v.t. indgik de to konger „en overenskomst“. Prisen for denne var at Antiochos II lod sig skille fra sin hustru, Laodike, og giftede sig med Berenike, „Sydens konges datter“. Med Berenike fik han en søn der blev arving til den syriske trone i stedet for Laodikes sønner.

20. (a) På hvilken måde ’beholdt’ Berenike ’ikke armens kraft’? (b)  Hvordan blev Berenike, „de som bragte hende“ og „han som gjorde hende stærk“ overgivet? (c) Hvem blev Syriens konge efter at Antiochos II havde mistet ’sin arm’, eller kraft?

²⁰ Berenikes ’arm’, eller støttende kraft, var hendes far, Ptolemaios II. Da han døde i 246 f.v.t., ’beholdt hun ikke armens kraft’ i forholdet til sin mand. Antiochos II forstødte hende, giftede sig igen med Laodike, og indsatte deres søn til sin efterfølger. Ved Laodikes intriger blev Berenike og hendes søn myrdet. Øjensynlig led Berenikes følge, „de som bragte hende“ fra Ægypten til Syrien, samme skæbne. Laodike forgav oven i købet sin mand, Antiochos II, og således holdt „hans arm“, eller kraft, ’heller ikke stand’. På denne måde døde både „han som blev fader til“ Berenike, og hendes syriske ægtemand, han som midlertidigt „gjorde hende stærk“. Dermed var Laodikes søn, Seleukos II, tilbage, og han var nu Syriens konge. Hvordan ville den næste ptolemaiske konge reagere på alt dette?

EN KONGE HÆVNER MORDET PÅ SIN SØSTER

21. (a) Hvem var det der var „et skud“ af Berenikes „rødder“, og hvordan ’fremstod’ han? (b) Hvordan gik Ptolemaios III „imod Nordens konges fæstning“, og hvordan ’viste han sig stærk’?

²¹ „I hans sted vil der fremstå et skud af hendes rødder, og han vil komme til kampstyrken og gå imod Nordens konges fæstning og gribe til handling imod dem og vise sig stærk,“ siger engelen. (Daniel 11:7) Den der var „et skud“ af Berenikes „rødder“, det vil sige af hendes forældre, var hendes bror. Ved faderens død ’fremstod’ han som Sydens konge, den ægyptiske farao Ptolemaios III. Han drog straks af sted for at hævne mordet på sin søster. Han marcherede mod den syriske konge Seleukos II, som Laodike havde brugt til at myrde Berenike og hendes søn, og angreb „Nordens konges fæstning“. Han indtog den befæstede del af Antiochia og dræbte Laodike. Derefter drog han mod øst gennem Nordens konges land, plyndrede Babylonien og marcherede videre mod Indien.

22. Hvad førte Ptolemaios III med sig tilbage til Ægypten, og hvorfor ’holdt han sig fra Nordens konge i nogle år’?

²² Hvad skete der så? Guds engel fortæller: „Og også med deres guder og deres støbte billeder og med deres klenodier af sølv og guld og med fanger vil han komme til Ægypten. Og i nogle år vil han holde sig fra Nordens konge.“ (Daniel 11:8) Mere end 200 år før havde perserkongen Kambyses II erobret Ægypten og bortført ægyptiske guder, „deres støbte billeder“. Da Ptolemaios III nu plyndrede Persiens tidligere kongelige residensstad Susa, tog han disse guder og førte dem med tilbage som „fanger“ til Ægypten. Som krigsbytte tog han desuden mange „klenodier af sølv og guld“. Imidlertid blev han tvunget til at tage sig af en opstand derhjemme, hvorefter han ’holdt sig fra Nordens konge’ og ikke tilføjede ham flere tab.

DEN SYRISKE KONGE TAGER HÆVN

23. Hvorfor vendte Nordens konge „tilbage til sin jord igen“ efter at han var trængt ind i Sydens konges rige?

²³ Hvordan reagerede Nordens konge? Engelen sagde til Daniel: „Denne vil trænge ind i Sydens konges rige, men vil vende tilbage til sin jord igen.“ (Daniel 11:9) Nordens konge — den syriske konge Seleukos II — slog igen. Han trængte ind i den ægyptiske Sydens konges „rige“ eller område, men led nederlag. Med kun en lille rest af sin hær vendte Seleukos II „tilbage til sin jord igen“ idet han trak sig tilbage til den syriske hovedstad Antiochia omkring år 242 f.v.t. Ved sin død blev han efterfulgt af sin søn Seleukos III.

24. (a) Hvad skete der med Seleukos III? (b) Hvordan rykkede den syriske konge Antiochos III ’vedholdende frem, overskyllede Sydens konges område og drog igennem det’?

²⁴ Hvad forudsagde profetien om den syriske konge Seleukos II’s afkom? Engelen sagde til Daniel: „Og hans sønner ruster sig og samler en hærskare af store kampstyrker. Og han rykker vedholdende frem og overskyller landet og drager igennem det. Men han vender tilbage, og han ruster sig og trænger frem til hans [eller: sin] fæstning.“ (Daniel 11:10) Efter mindre end tre års forløb blev Seleukos III snigmyrdet, og dermed endte hans regering. Hans bror, Antiochos III, efterfulgte ham på den syriske trone. Denne søn af Seleukos II samlede en stor hær til et angreb på Sydens konge, som på det tidspunkt var Ptolemaios IV. Den nye syriske konge kæmpede med held mod Ægypten og tilbageerobrede havnebyen Seleukia, provinsen Kølesyrien og byerne Tyrus og Ptolemais med de nærliggende byer. En hær som kong Ptolemaios IV sendte imod ham, slog han på flugt, og han tog mange byer i Juda. Antiochos III forlod i foråret 217 f.v.t. Ptolemais og drog mod nord, „til [sin] fæstning“ i Syrien. Men en forandring var nær.

KRIGSLYKKEN VENDER SIG

25. Hvor stod der et slag mellem Ptolemaios IV og Antiochos III, og hvad blev givet i den ægyptiske Sydens konges hånd?

²⁵ Ligesom Daniel lytter vi spændt mens engelen fortsætter: „Sydens konge fyldes af bitter vrede og drager ud og kæmper mod ham, mod Nordens konge; og denne stiller en vældig hærskare på benene, men den bliver givet i den andens hånd.“ (Daniel 11:11) Med en hær på 75.000 mand rykkede Sydens konge, Ptolemaios IV, mod nord for at gå imod fjenden. Den syriske Nordens konge, Antiochos III, havde stillet „en vældig hærskare“ på 68.000 mand på benene imod ham. Men den blev givet i „den andens hånd“, i Sydens konges hånd, i et slag der stod ved byen Rafia ved Middelhavet, ikke langt fra den ægyptiske grænse.

26. (a) Hvilken „hærskare“ blev ’båret bort’ af Sydens konge i slaget ved Rafia, og hvordan var betingelserne ved fredsslutningen? (b) Hvordan ’udnyttede’ Ptolemaios IV ’ikke sin stærke stilling’? (c) Hvem blev den næste Sydens konge?

²⁶ Profetien fortsætter: „Og hærskaren bæres bort. Hans hjerte bliver stolt, og han fælder titusinder; men han udnytter ikke sin stærke stilling.“ (Daniel 11:12) Sydens konge, Ptolemaios IV, ’bar’ 10.000 syriske infanterisoldater og 300 ryttere ’bort’ i døden og tog 4000 fanger. Kongerne undertegnede nu en fredstraktat ifølge hvilken Antiochos III beholdt sin syriske havneby Seleukia, men måtte give afkald på Fønikien og Kølesyrien. Den ægyptiske Sydens konges hjerte ’blev stolt’ over denne sejr; især hovmodede han sig mod Jehova. Juda forblev under Ptolemaios IV’s herredømme. Men han ’udnyttede ikke sin stærke stilling’, og han fulgte ikke sejren over den syriske Nordens konge op. Ptolemaios IV begyndte at føre et udsvævende liv, og hans femårige søn, Ptolemaios V, blev den næste Sydens konge nogle år før Antiochos III’s død.

EN STOR KRIGER VENDER TILBAGE

27. Hvordan vendte Nordens konge tilbage efter ’nogle års forløb’ for at vinde de tabte områder tilbage fra Ægypten?

²⁷ På grund af sine store bedrifter blev Antiochos III kaldt Antiochos den Store. Om ham sagde engelen: „Og Nordens konge vender tilbage og stiller en hærskare på benene, større end den første, og efter nogle tiders, nogle års, forløb rykker han vedholdende frem med en stor kampstyrke og med et vældigt tros.“ (Daniel 11:13) De ’tider’ der nævnes, udgjorde 16 år eller mere efter at ægypterne havde slået syrerne ved Rafia. Da den unge Ptolemaios V blev Sydens konge, rykkede Antiochos III ud med en hær der var „større end den første“, for at genvinde de områder han havde tabt til den ægyptiske Sydens konge. Med dette mål for øje sluttede han sig sammen med kong Filip V af Makedonien.

28. Hvilke besværligheder havde den unge Sydens konge?

²⁸ Sydens konge havde også vanskeligheder inden for rigets grænser. „I de tider vil der være mange som står op imod Sydens konge,“ siger engelen. (Daniel 11:14a) Og der var virkelig mange der ’stod op imod Sydens konge’. Den unge konge måtte, foruden at skulle møde Antiochos III’s og dennes makedoniske allieredes hær, også tage sig af uroligheder hjemme i Ægypten. Hans formynder, Agathokles, der regerede i kongens navn, optrådte meget arrogant over for ægypterne, og mange gjorde derfor oprør. Engelen tilføjede: „Og røversønnerne i dit folk vil lade sig rive med for at få et syn til at gå i opfyldelse; men de skal snuble.“ (Daniel 11:14b) Selv nogle i Daniels folk blev ’røversønner’, oprørere. Men ethvert „syn“ som disse jøder måtte have haft med hensyn til at gøre ende på hedningernes herredømme over deres hjemland, var grundløst, og deres forehavende ville ikke lykkes; de ville „snuble“.

29, 30. (a) Hvordan holdt „Sydens arme“ ikke stand over for angrebet nordfra? (b) Hvordan kom Nordens konge til at stå i „Prydelsens land“?

²⁹ Jehovas engel sagde videre: „Nordens konge vil komme og opkaste en belejringsvold, og han skal indtage en stærkt befæstet by. Og Sydens arme holder ikke stand, heller ikke hans udvalgte krigsfolk, og der er ingen kraft til at holde stand. Og den der kommer imod ham gør som han vil, og ingen holder stand imod ham. Og han står i Prydelsens land, og der er udslettelse i hans hånd.“ — Daniel 11:15, 16.

³⁰ Ptolemaios V’s hærstyrker, „Sydens arme“, måtte bukke under for angrebet fra nord. Ved Paneas (Cæsarea Filippi) drev Antiochos III den ægyptiske general Scopas og hans 10.000 mand, „udvalgte krigsfolk“, ind i Zidon, „en stærkt befæstet by“. Her ’opkastede’ Antiochos III „en belejringsvold“ og indtog denne fønikiske havneby i 198 f.v.t. Han ’gjorde som han ville’, for den ægyptiske Sydens konges hær kunne ikke holde stand over for ham. Antiochos marcherede derefter imod Jerusalem, hovedstaden i Juda, „Prydelsens land“. I 198 f.v.t. overgik herredømmet over Jerusalem og Juda fra den ægyptiske Sydens konge til den syriske Nordens konge. Fra da af ’stod’ Antiochos III, Nordens konge, „i Prydelsens land“. Der var „udslettelse i hans hånd“ for alle som modstod ham, både jøder og ægyptere. Hvor længe ville denne Nordens konge kunne gøre som han ville?

ROM SÆTTER GRÆNSER FOR KRIGERKONGEN

31, 32. Hvorfor endte det med at Nordens konge ’indgik en overenskomst’ med Sydens konge?

³¹ Jehovas engel giver os svaret: „Han [Nordens konge] vil sætte sig for at komme med hele sit riges vælde, og man vil indgå en overenskomst med ham; og han gennemfører det han har i sinde. Og kvindedatteren vil det blive givet ham at ødelægge. Og hun holder ikke stand, og hun skal ikke fortsat tilhøre ham.“ — Daniel 11:17.

³² Nordens konge, Antiochos III, ’satte sig for’ at underlægge sig Ægypten „med hele sit riges vælde“. Men det endte med at han ’indgik en overenskomst’, en fredsaftale, med Sydens konge, Ptolemaios V. Roms krav fik Antiochos III til at ændre sin plan. Da han og kong Filip V af Makedonien sluttede sig sammen mod den unge ægyptiske konge for at tage hans besiddelser, vendte Ptolemaios V’s formyndere sig til Rom efter beskyttelse. Rom, der øjnede muligheden for at udvide sin indflydelsessfære, spillede med musklerne.

33. (a) Hvordan var betingelserne for den fred der blev sluttet mellem Antiochos III og Ptolemaios V? (b) Hvad var formålet med ægteskabet mellem Kleopatra I og Ptolemaios V, og hvorfor mislykkedes planen?

³³ Tvunget af Rom forelagde Antiochos III Sydens konge sine fredsbetingelser. I stedet for at afstå de erobrede områder, sådan som Rom havde forlangt, planlagde Antiochos III at foretage en nominel overgivelse ved at lade sin datter Kleopatra (I) — „kvindedatteren“ — ægte Ptolemaios V. Nogle provinser, deriblandt Juda, „Prydelsens land“, skulle være hendes medgift. Men ved ægteskabets indgåelse i 193 f.v.t. overlod den syriske konge ikke disse provinser til Ptolemaios V. Det var et politisk ægteskab, bragt i stand for at lægge Ægypten ind under Syrien. Men planen mislykkedes, for Kleopatra ’tilhørte ham ikke fortsat’ idet hun senere tog sin mands parti. Da der blev krig mellem Antiochos III og romerne, stillede Ægypten sig på Roms side.

34, 35. (a) Hvilke ’kystlande’ vendte Nordens konge sit ansigt imod? (b) Hvordan skaffede Rom sig af med forsmædelsen fra Nordens konge? (c) Hvordan døde Antiochos III, og hvem blev den næste Nordens konge?

³⁴ Om den modgang Nordens konge herefter mødte, sagde engelen: „Og han [Antiochos III] vil vende sit ansigt mod kystlandene og indtage mange. Men en feltherre [Rom] vil skaffe sig af med forsmædelsen fra ham [Antiochos III], så forsmædelsen fra ham ikke er der mere. Han [Rom] vil lade den komme over ham selv. Og han [Antiochos III] vil vende sit ansigt mod sit eget lands fæstninger, og han skal snuble og falde og ikke findes mere.“ — Daniel 11:18, 19.

³⁵ „Kystlandene“ var Makedoniens, Grækenlands og Lilleasiens kystlande. Der udbrød krig i Grækenland i 192 f.v.t., og Antiochos III blev tilskyndet til at komme til Grækenland. Rom, som var misfornøjet med at den syriske konge ville erobre yderligere områder her, erklærede ham krig. Han blev slået af romerne ved Thermopylæ, og omkring et år efter at han i 190 f.v.t. havde tabt slaget ved Magnesia, måtte han afstå alle områder i Grækenland og Lilleasien og alt vest for Taurusbjergene. Rom krævede en klækkelig bod og befæstede sit herredømme over den syriske Nordens konge. Efter at være drevet ud af Grækenland og Lilleasien og efter at have mistet næsten hele sin flåde vendte Antiochos III „sit ansigt mod sit eget lands fæstninger“ i Syrien. Romerne havde ’skaffet sig af med forsmædelsen fra ham’. Han døde i 187 f.v.t. under forsøget på at plyndre et tempel i Elymaïs i Persien. Således ’snublede og faldt han’. Han blev efterfulgt af sin søn Seleukos IV, der blev den næste Nordens konge.

KAMPEN FORTSÆTTER

36. (a) Hvordan prøvede Sydens konge at fortsætte kampen, men hvordan gik det ham? (b) Hvordan gik det Seleukos IV, og hvem efterfulgte ham?

³⁶ Sydens konge, Ptolemaios V, prøvede at genvinde de provinser der var lovet ham som Kleopatras medgift, men før han nåede så langt, blev han forgivet og døde. Han blev efterfulgt af Ptolemaios VI. Hvordan gik det Seleukos IV? Da han havde brug for penge for at kunne betale den store bod til Rom, sendte han sin skatmester, Heliodoros, til Jerusalem for at beslaglægge de rigdomme som efter sigende fandtes i templet. Heliodoros, der selv tragtede efter at blive konge, myrdede Seleukos IV, men kong Eumenes af Pergamon og hans bror Attalos lod den dræbte konges bror indsætte på tronen som Antiochos IV.

37. (a) Hvordan søgte Antiochos IV at vise at han var mægtigere end Jehova Gud? (b) Hvad førte Antiochos IV’s vanhelligelse af templet i Jerusalem til?

³⁷ Den nye Nordens konge, Antiochos IV, søgte at vise at han var mægtigere end Gud ved at prøve at udrydde Jehovas tilbedelsesordning. I trods mod Jehova indviede han templet i Jerusalem til Zeus, eller Jupiter. I december 167 f.v.t. blev et hedensk alter rejst oven på det store alter i templets forgård, hvor man havde bragt et dagligt brændoffer til Jehova. Ti dage senere bragte man et offer til Zeus på det hedenske alter. Denne vanhelligelse førte til den jødiske opstand under makkabæerne. Antiochos IV førte krig imod dem i tre år. I 164 f.v.t., på årsdagen for vanhelligelsen, genindviede Judas Makkabæer templet til Jehova, og indvielseshøjtiden — chanukka — blev indstiftet. — Johannes 10:22.

38. Hvordan endte makkabæernes herredømme?

³⁸ Makkabæerne sluttede en traktat med Rom — sandsynligvis i år 161 f.v.t. — og oprettede et kongedømme i 104 f.v.t. Men gnidningerne mellem dem og den syriske Nordens konge fortsatte. Til sidst blev Rom anmodet om at intervenere. Den romerske general Gnæus Pompejus indtog Jerusalem i år 63 f.v.t. efter tre måneders belejring. I år 39 f.v.t. indsatte det romerske senat idumæeren Herodes som konge over Judæa. Han indtog Jerusalem i år 37 f.v.t. og gjorde dermed ende på makkabæernes herredømme.

39. Hvilken gavn har du haft af at undersøge Daniel 11:1-19?

³⁹ Vi har ovenfor set hvordan den første del af profetien om kampen mellem de to konger er blevet opfyldt i detaljer. Det har været spændende at betragte historiens gang gennem de omkring 500 år der gik efter at det profetiske budskab var blevet overbragt Daniel, og at identificere de herskere der har indtaget stillingen som henholdsvis Nordens og Sydens konge. Disse to kongers politiske identitet ændres imidlertid efterhånden som kampen mellem dem fortsætter mens Jesus Kristus levede på jorden og videre frem til vor tid. Ved at sammenholde udviklingen af de historiske begivenheder med de spændende detaljer i profetien vil vi fortsat kunne identificere de to rivaliserende konger.

[Oversigt/illustrationer på side 228]

KONGERNE I DANIEL 11:5-19

Daniel 11:5

Nordens konge: Seleukos I Nikator

Sydens konge: Ptolemaios I

Daniel 11:6

Nordens konge: Antiochos II (hustru Laodike)

Sydens konge: Ptolemaios II (datter Berenike)

Daniel 11:7-9

Nordens konge: Seleukos II

Sydens konge: Ptolemaios III

Daniel 11:10-12

Nordens konge: Antiochos III

Sydens konge: Ptolemaios IV

Daniel 11:13-19

Nordens konge: Antiochos III (datter Kleopatra I)

Efterfølger: Seleukos IV og Antiochos IV

Sydens konge: Ptolemaios V

Efterfølgere: Ptolemaios VI

Kapitel fjorten

De to konger skifter identitet

1, 2. (a) Hvad fik Antiochos IV til at bøje sig for Roms krav? (b) Hvornår blev Syrien en romersk provins?

DEN syriske konge Antiochos IV invaderer Ægypten og lader sig krone til landets konge. Efter anmodning fra den ægyptiske konge Ptolemaios VI sender Rom sin legat Gajus Popilius Lænas til Ægypten. Han har en imponerende flådestyrke med sig samt ordre fra det romerske senat til Antiochos IV om at frasige sig kongeværdigheden over Ægypten og trække sig ud af landet. I Eleusis, en forstad til Alexandria, mødes den syriske konge og den romerske udsending. Antiochos IV beder om tid til at tale med sine rådgivere, men Lænas tegner en cirkel rundt om kongen og siger at han må svare før han overskrider stregen. Ydmyget bøjer Antiochos IV sig for Roms krav og vender tilbage til Syrien i 168 f.v.t. Således ender konfrontationen mellem den syriske Nordens konge og den ægyptiske Sydens konge.

² Rom, der har en afgørende indflydelse i Det Mellemste Østen, fortsætter med at diktere Syrien sin vilje. Efter Antiochos IV’s død i 163 f.v.t. indtager kongerne af det seleukidiske dynasti i Syrien derfor ikke længere stillingen som „Nordens konge“. (Daniel 11:15) Syrien bliver til sidst en romersk provins i år 64 f.v.t.

3. Hvornår og hvordan fik Rom overherredømmet over Ægypten?

³ Det ptolemaiske dynasti i Ægypten bevarer fortsat sin stilling som „Sydens konge“ i godt 130 år efter Antiochos IV’s død. (Daniel 11:14) I slaget ved Actium i år 31 f.v.t. vinder den romerske hersker Octavian over de forenede styrker under den sidste ptolemaiske dronning, Kleopatra VII, og hendes romerske elsker, Marcus Antonius. Efter Kleopatras selvmord året efter bliver Ægypten også en romersk provins og indtager ikke længere stillingen som Sydens konge. I år 30 f.v.t. har Rom overherredømmet over både Syrien og Ægypten. Kan vi nu forvente at andre regeringsmagter kommer til at indtage stillingen som Nordens konge og Sydens konge?

EN NY KONGE UDSENDER „EN OPKRÆVER“

4. Hvorfor kunne man forvente at en anden herskermagt ville overtage stillingen som Nordens konge?

⁴ I foråret 33 e.v.t. sagde Jesus Kristus til sine disciple: „Når I får øje på afskyeligheden der forårsager ødelæggelse og som er omtalt ved profeten Daniel, idet den står på et helligt sted, . . . så lad dem der er i Judæa flygte til bjergene.“ (Mattæus 24:15, 16) Med et citat fra Daniel 11:31 advarede Jesus her sine disciple om en fremtidig ’afskyelighed der forårsager ødelæggelse’. Denne profeti, som handler om Nordens konge, blev fremsat omkring 195 år efter at Antiochos IV, den sidste syriske konge der optrådte i rollen som Nordens konge, var død. Det vil sige at en anden herskermagt ville overtage denne stilling. Hvem kunne det være?

5. Hvem fremstod som Nordens konge i Antiochos IV’s sted?

⁵ Jehova Guds engel sagde: „I hans [Antiochos IV’s] sted fremstår der en som sender en opkræver gennem det prægtige rige, men i løbet af nogle få dage knuses han, dog ikke i vrede eller i krig.“ (Daniel 11:20) Den der ’fremstod’ på denne måde, viste sig at være den første romerske kejser, Octavian, der blev kendt som kejser Augustus. — Se „Den ene blev æret, den anden foragtet“, side 248.

6. (a) Hvornår blev „en opkræver“ sendt gennem „det prægtige rige“, og hvilken betydning fik det? (b) Hvordan kan det siges at Augustus døde hverken „i vrede“ eller „i krig“? (c) Hvilken forandring havde fundet sted med hensyn til Nordens konges identitet?

⁶ Til Augustus’ „prægtige rige“ hørte „Prydelsens land“, den romerske provins Judæa. (Daniel 11:16) I år 2 f.v.t. udsendte Augustus „en opkræver“ idet han gav befaling om at befolkningen skulle registreres. Der skulle foretages en folketælling, sandsynligvis for at man kunne få kendskab til befolkningens størrelse, så der kunne udskrives skat og indkaldes mandskab til militærtjeneste. På grund af denne befaling rejste Josef og Maria til Betlehem for at blive indskrevet, og derfor blev Jesus født i Betlehem som forudsagt. (Mika 5:2; Mattæus 2:1-12) I august år 14 e.v.t. — „i løbet af nogle få dage“, det vil sige ikke længe efter at der var givet befaling om indskrivningen — døde Augustus i en alder af 76 år, hverken „i vrede“ for en snigmorders hånd eller „i krig“, men som følge af sygdom. Nordens konge havde virkelig skiftet identitet! Det var nu Romerriget, repræsenteret ved dets kejsere, der var Nordens konge.

’EN SOM MÅ FORAGTES, FREMSTÅR’

7, 8. (a) Hvem fremstod som Nordens konge i Augustus’ sted? (b) Hvorfor blev „kongeværdigheden“ kun modvilligt skænket kejser Augustus’ efterfølger?

⁷ Engelen siger videre: „I hans [Augustus’] sted fremstår der en som må foragtes, og de vil ikke overdrage ham kongeværdigheden, men han skal komme mens man er ubekymret og gribe kongedømmet med glat tale. Oversvømmelsens arme skal skylles bort foran ham, og de vil blive knust, og det vil Pagtens Anfører også.“ — Daniel 11:21, 22.

⁸ Den „som må foragtes“ var kejser Tiberius, søn af Augustus’ tredje hustru, Livia. (Se „Den ene blev æret, den anden foragtet“, side 248.) Augustus hadede denne stedsøn på grund af hans dårlige karakter og ønskede ikke at han skulle efterfølge ham som kejser. Det var kun modvilligt at Tiberius fik skænket „kongeværdigheden“, og det skete først efter at alle andre sandsynlige arvtagere var døde. Augustus adopterede Tiberius i år 4 e.v.t. og gjorde ham til tronarving. Efter Augustus’ død ’fremstod’ så den 54-årige Tiberius — den foragtede — som romersk kejser og Nordens konge.

9. Hvordan gik det til at Tiberius ’greb kongedømmet med glat tale’?

⁹ The New Encyclopædia Britannica oplyser at „Tiberius . . . manipulerede med senatet og tillod ikke at man udråbte ham til kejser i næsten en måned [efter Augustus’ død]“. Han sagde til senatet at ingen anden end Augustus havde været i stand til at skuldre opgaven som Romerrigets kejser, og bad derfor senatorerne om at genindføre republikken ved at overdrage regeringsmagten til en forsamling af borgere i stedet for til én mand alene. Herom skriver Will Durant i sin kulturhistorie: „Senatet turde ikke tage ham på ordet men udvekslede høfligheder med ham, indtil han til sidst gik ind på at påtage sig magten.“ Durant tilføjer: „Begge parter spillede deres roller godt. Tiberius ønskede principatet, ellers ville han have fundet på en udvej til at undgå det; senatet på sin side hadede og frygtede ham, men veg tilbage for at genindføre en republik, der ligesom den tidligere i teorien var baseret på suveræne folkeforsamlinger.“ Således gik det til at Tiberius ’greb kongedømmet med glat tale’.

10. Hvordan blev „oversvømmelsens arme“ „knust“?

¹⁰ Om „oversvømmelsens arme“ — de omgivende landes hære — sagde engelen: ’De skal skylles bort og vil blive knust.’ På det tidspunkt da Tiberius blev Nordens konge, havde hans nevø Germanicus Caesar befalingen over de romerske soldater ved Rhinen. I år 15 e.v.t. førte Germanicus sine styrker mod den germanske høvding Arminius med noget held. Sejrene, som var begrænsede, blev imidlertid vundet under store omkostninger, og Tiberius afbrød derfor krigene i Germanien. I stedet søgte han at forhindre de germanske stammer i at slutte sig sammen ved at få dem til at føre krige indbyrdes. Tiberius gik almindeligvis ind for at føre en forsvarspolitik udadtil og koncentrerede sig om at styrke grænserne. Det lykkedes til dels, og på denne måde blev „oversvømmelsens arme“ holdt i skak og „knust“.

11. Hvordan blev „Pagtens Anfører“ „knust“?

¹¹ „Pagtens Anfører“ blev også „knust“. Pagten er den som Jehova Gud indgik med Abraham til velsignelse af alle jordens slægter, og Jesus Kristus er det afkom der blev lovet Abraham i denne pagt. (1 Mosebog 22:18; Galaterne 3:16) Den 14. nisan år 33 stod Jesus anklaget for Pontius Pilatus i den romerske landshøvdings palads i Jerusalem. De jødiske præster havde anklaget Jesus for oprør mod kejseren. Men Jesus sagde til Pilatus: „Mit rige er ikke en del af denne verden. . . . Men nu er mit rige ikke herfra.“ For at den romerske landshøvding ikke skulle frikende Jesus, der var uskyldig, råbte jøderne: „Hvis du frigiver denne mand, er du ikke kejserens ven. Enhver som gør sig selv til konge, taler imod kejseren.“ Efter at have krævet at Jesus blev pælfæstet, sagde de: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ Ifølge loven om „majestætsforbrydelse“, som Tiberius havde udvidet til at omfatte næsten enhver fornærmelse mod kejseren, overgav Pilatus Jesus til at blive „knust“, hængt på en marterpæl. — Johannes 18:36; 19:12-16; Markus 15:14-20.

EN TYRAN ’LÆGGER PLANER’

12. (a) Hvem sluttede forbund med Tiberius? (b) Hvordan blev Tiberius mægtig „ved en lille nation“?

¹² Om Tiberius hed det videre i profetien: „Fordi de slutter forbund med ham, vil han handle med svig og drage op og blive mægtig ved en lille nation.“ (Daniel 11:23) Medlemmerne af det romerske senat var ifølge forfatningen i forbund med Tiberius, og formelt var han afhængig af dem. Men ’han handlede med svig’ og ’blev mægtig ved en lille nation’. Denne „lille nation“ var prætorianergarden, der havde opslået sin lejr tæt ved Roms mure. Dens nærhed gjorde senatet bange, men hjalp Tiberius til at holde enhver opstand i befolkningen nede. Ved hjælp af denne garde på omkring 10.000 mand bevarede Tiberius derfor sin magt.

13. På hvilken måde overgik Tiberius sine forfædre?

¹³ Engelen tilføjede profetisk: „Mens man er ubekymret vil han også gå ind i provinsens fedeste egne og gøre hvad hans fædre og hans fædres fædre ikke gjorde. Rov og bytte og gods vil han sprede iblandt dem, og han vil lægge planer imod befæstede steder, men kun til en tid.“ (Daniel 11:24) Tiberius var yderst mistænksom, og i hans regeringstid fandt en mængde bestillingsmord sted. Som følge af den indflydelse som prætorianergardens øverstbefalende, Sejanus, øvede, var den sidste del af Tiberius’ regeringstid et sandt rædselsregimente. Til sidst kom Sejanus selv under mistanke og blev henrettet. Som tyran overgik Tiberius sine forfædre.

14. (a) Hvordan spredte Tiberius „rov og bytte og gods“ ud over de romerske provinser? (b) Hvordan betragtede man Tiberius på det tidspunkt han døde?

¹⁴ Imidlertid spredte Tiberius „rov og bytte og gods“ ud over de romerske provinser. Ved tidspunktet for hans død var der velstand blandt alle de folkeslag der var underlagt Romerriget. Skatterne var lave, og han kunne være rundhåndet mod dem der befandt sig i egne hvor der var dårlige tider. Hvis soldater eller embedsmænd undertrykte nogen, eller der var uregelmæssigheder i varetagelsen af deres tildelte opgaver, kunne de forvente kejserens hævn. Et fast greb om magten opretholdt den offentlige sikkerhed, og et forbedret samfærdselssystem fremmede handelen. Tiberius sørgede for at der blev styret retfærdigt og besindigt såvel i som uden for Rom. Lovene blev forbedret, og de sociale og moralske bestemmelser blev udbygget ved at man fremmede de reformer der var indført af kejser Augustus. Alligevel ’lagde’ Tiberius ’planer’, og den romerske historiker Tacitus beskriver ham som en hykler, en mand der forstod at forstille sig. Ved sin død i marts 37 e.v.t. blev han anset for at være en tyran.

15. Hvordan var forholdene i Romerriget i slutningen af det 1. og begyndelsen af det 2. århundrede?

¹⁵ Blandt Tiberius’ efterfølgere som Nordens konge kan nævnes Gajus (Caligula), Claudius I, Nero, Vespasian, Titus, Domitian, Nerva, Trajan og Hadrian. „I det store og hele fortsatte Augustus’ efterfølgere hans administrative politik og byggeprogram, dog med mindre fornyelse og større pragtudfoldelse,“ siger The New Encyclopædia Britannica. I samme opslagsværk hedder det: „I slutningen af det 1. og begyndelsen af det 2. århundrede var Roms pragt og befolkningstal på sit højeste.“ Skønt der var nogle uroligheder i grænseområderne i dette tidsrum, fandt den første forudsagte konfrontation med Sydens konge først sted i det 3. århundrede.

ÆGGET TIL AT GÅ IMOD SYDENS KONGE

16, 17. (a) Hvem var den Nordens konge der omtales i Daniel 11:25? (b) Hvem kom til at indtage stillingen som Sydens konge, og hvordan skete det?

¹⁶ Guds engel fortsatte profetien således: „Han [Nordens konge] vil ægge sin kraft og sit hjerte mod Sydens konge med en stor kampstyrke; og Sydens konge vil ruste sig til krigen med en overvældende stor og mægtig kampstyrke. Og han [Nordens konge] vil ikke holde stand, for man vil lægge planer imod ham. Og de som spiser hans fine mad vil knuse ham. Og hans kampstyrke vil blive skyllet bort, og mange vil falde slagne.“ — Daniel 11:25, 26.

¹⁷ Omkring 300 år efter at Octavian havde gjort Ægypten til en romersk provins, optrådte den romerske kejser Aurelian i rollen som Nordens konge. I mellemtiden var dronning Septimia Zenobia i den romerske koloni Palmyra kommet til at indtage stillingen som Sydens konge.a (Se „Zenobia — Palmyras krigerdronning“, side 252.) Den palmyrenske hær besatte Ægypten i 269 under påskud af at ville sikre Rom dette land. Zenobia ville gøre Palmyra til den dominerende by i øst og ønskede magten over Roms østlige provinser. Opskræmt af hendes ambitioner opbød Aurelian „sin kraft og sit hjerte“ for at gå imod Zenobia.

18. Hvad blev resultatet af konflikten mellem Aurelian som Nordens konge og dronning Zenobia som Sydens konge?

¹⁸ Sydens konge, i form af den regerende dronning Zenobia, ’rustede sig’ til krigen mod Nordens konge „med en overvældende stor og mægtig kampstyrke“ under ledelse af to generaler, Zabdas og Zabbaj. Men Aurelian erobrede først Ægypten og indledte derpå et felttog til Lilleasien og Syrien. Zenobia blev slået ved Emesa (nu Homs), hvorpå hun trak sig tilbage til Palmyra. Da Aurelian belejrede byen, forsvarede hun den modigt, men uden held. Hun flygtede sammen med sin søn for at nå til Persien, men blev taget til fange af romerne ved Eufratfloden. Palmyrenerne overgav sig i 272. Aurelian skånede Zenobia og førte hende med i sit triumftog gennem Rom i 274 som sit fornemste bytte. Hun tilbragte her resten af sit liv i ubemærkethed som hustru til en romersk embedsmand.

19. Hvordan holdt Aurelian ikke stand fordi ’man lagde planer imod ham’?

¹⁹ Aurelian selv ’holdt ikke stand, for man lagde planer imod ham’. I 275 drog han af sted på et krigstogt mod perserne. Mens han ventede i Thrakien på en lejlighed til at krydse strædet, førte ’de som spiste hans fine mad’ deres planer ud i livet og forårsagede at han blev ’knust’. Han stod i begreb med at drage sin sekretær, Eros, til ansvar for visse uregelmæssigheder, men Eros lavede en falsk liste med navne på officerer der var dømt til døden, og viste den til de pågældende officerer. Da de så listen, dannede de en sammensværgelse og myrdede Aurelian.

20. Hvordan blev Nordens konges „kampstyrke“ „skyllet bort“?

²⁰ Nordens konges rolle var imidlertid ikke udspillet med kejser Aurelian. Andre romerske kejsere fulgte efter. En tid lang var der en kejser over den vestlige del af Romerriget, og en over den østlige del. Under disse kejsere blev Nordens konges „kampstyrke“ „skyllet bort“, eller „spredt“,b og mange ’faldt slagne’ på grund af de germanske stammers indtrængen nordfra. Goterne brød igennem de romerske grænser i det 4. århundrede, og invasionerne fortsatte, den ene efter den anden. I 476 afsatte den germanske hærfører Odoaker den sidste kejser som regerede i Rom. Ved begyndelsen af det 6. århundrede var den vestlige del af Romerriget blevet splittet, og germanske konger var ved magten i Britannien, Gallien, Italien, Spanien og Nordafrika. Den østlige del af Romerriget bestod indtil det 15. århundrede.

ET STORT RIGE DELES

21, 22. Hvilke forandringer udvirkede kejser Konstantin i det 4. århundrede?

²¹ Uden at oplyse unødvendige detaljer om Romerrigets opløsning, der strakte sig over århundreder, fortsatte Jehovas engel med at forudsige det videre forløb i forbindelse med Nordens konge og Sydens konge. En kort redegørelse for udviklingen i Romerriget kan imidlertid hjælpe os til at identificere de to rivaliserende konger senere hen.

²² I det 4. århundrede blev den frafaldne kristendom anerkendt som statsreligion af kejser Konstantin. Han indkaldte oven i købet til et kirkemøde i Nikæa i Lilleasien i 325 og præsiderede selv ved mødet. Senere flyttede Konstantin den kejserlige residens fra Rom til Byzans, eller Konstantinopel, og gjorde denne by til sin nye hovedstad. Romerriget fortsatte under én kejser indtil kejser Theodosius’ død den 17. januar 395.

23. (a) Hvilken deling af Romerriget fandt sted efter Theodosius’ død? (b) Hvornår ophørte Det Østromerske Rige med at eksistere? (c) Hvem var Ægypten underlagt i 1517?

²³ Efter Theodosius’ død blev Romerriget delt mellem hans to sønner. Honorius fik den vestlige del, og Arkadios den østlige med hovedstad i Konstantinopel. Britannien, Gallien, Italien, Spanien og Nordafrika var provinser som hørte under den vestlige del. Makedonien, Thrakien, Lilleasien, Syrien og Ægypten hørte under den østlige del. I 642 blev Ægyptens hovedstad, Alexandria, erobret af saracenerne (araberne), og Ægypten blev underlagt kaliffernes styre. I januar 1449 blev Konstantin XI indsat som den sidste østromerske kejser. Osmannerne under sultan Mehmed II erobrede Konstantinopel den 29. maj 1453, og dermed ophørte Det Østromerske Rige med at eksistere. I 1517 blev Ægypten en provins i Osmannerriget. Men med tiden skulle dette land, som i oldtiden havde tilhørt Sydens konge, blive underlagt et andet, vestligt, imperium.

24, 25. (a) Hvad markerede begyndelsen til Det Hellige Romerske Rige ifølge nogle historikere? (b) Hvad skete der til sidst med titlen „kejser“ over Det Hellige Romerske Rige?

²⁴ I Romerrigets vestlige del fik Roms katolske biskop større og større betydning. Især ville pave Leo I, der levede i det 5. århundrede, gerne hævde pavens myndighed. Med tiden tiltog paven sig retten til at krone den vestromerske kejser. Dette fandt sted første gang i Rom juledag år 800 da pave Leo III kronede frankerkongen Karl (den Store) til kejser over det nye Vestromerske Rige. Hermed genoplivedes kejserdømmet i Rom, og ifølge nogle historikere markerede det begyndelsen til Det Hellige Romerske Rige. Fra da af eksisterede der et egentligt østromersk og vestromersk rige, det sidste kaldet Det Hellige Romerske Rige. Begge gjorde krav på at være kristne.

²⁵ Som tiden gik, viste Karl den Stores efterfølgere sig at være svage regenter. Kejserembedet var endog ubesat for en tid. I mellemtiden havde den tyske konge Otto I fået herredømmet over det meste af det nordlige og mellemste Italien. Han udråbte sig selv til konge over Italien. Pave Johannes XII kronede den 2. februar 962 Otto I til kejser over Det Hellige Romerske Rige. Hovedstaden lå i Tyskland, og kejserne var tyskere ligesom de fleste af deres undersåtter. Fem hundrede år senere gik kejserværdigheden over til huset Habsburg i Østrig, og her forblev den i størsteparten af den tid Det Hellige Romerske Rige endnu eksisterede.

DE TO KONGER KAN IGEN IDENTIFICERES

26. (a) Hvordan ophørte Det Hellige Romerske Rige med at eksistere? (b) Hvem viste sig nu at være Nordens konge?

²⁶ Det var Napoleon I der blev årsag til Det Hellige Romerske Riges opløsning da han nægtede at anerkende dets eksistens efter sine sejre i Tyskland i 1805. Da kejser Frans II ikke længere kunne forsvare kronen, gav han den 6. august 1806 afkald på titlen som romersk kejser og trak sig tilbage for fra da af at regere som Østrigs kejser. Efter 1006 år endte Det Hellige Romerske Rige, der var blevet grundlagt af den romersk-katolske pave Leo III og frankerkongen Karl den Store. I 1870 blev Rom hovedstaden i kongeriget Italien, uafhængigt af Vatikanet. Året efter oprettedes et nyt tysk rige under Wilhelm I, som blev udråbt til kejser. Hermed var den nutidige Nordens konge — Tyskland — trådt ind på verdensskuepladsen.

27. (a) Hvordan blev Ægypten et britisk protektorat? (b) Hvem indtog nu stillingen som Sydens konge?

²⁷ Men hvem var den nutidige Sydens konge? Historien viser at England udviklede sig til at blive en stormagt i det 17. århundrede. I 1798 erobrede Napoleon I Ægypten i den hensigt at blokere de britiske handelsruter. Det kom til krig, og en britisk-osmannisk alliance tvang franskmændene til at trække sig tilbage fra Ægypten, der i sin tid var Sydens konge. I det følgende århundrede øgedes den britiske indflydelse i Ægypten. Efter 1882 befandt Ægypten sig i realiteten under britisk kontrol. Da den første verdenskrig brød ud i 1914, tilhørte Ægypten Tyrkiet og blev styret af en khediv, eller vicekonge. Efter at Tyrkiet havde stillet sig på Tysklands side i krigen, afsatte England imidlertid khediven og erklærede Ægypten for et britisk protektorat. Efter at der var knyttet stærke bånd mellem England og Amerikas Forenede Stater, blev disse til den anglo-amerikanske verdensmagt. Sammen kom de til at indtage stillingen som Sydens konge.

[Fodnoter]

[Ramme/illustration på side 248-251]

DEN ENE BLEV ÆRET, DEN ANDEN FORAGTET

DEN ene omdannede en republik som var hærget af krig og uro, til et verdensrige. Den anden tyvedoblede rigets velstand på 23 år. Den ene blev æret da han døde, men den anden blev foragtet. Jesus levede og udførte sin gerning i disse to romerske kejseres regeringstid. Hvem var de? Og hvorfor blev den ene æret og den anden foragtet?

HAN „OVERTOG EN BY AF TEGLSTEN OG EFTERLOD EN BY AF MARMOR“

Da Julius Cæsar blev myrdet i år 44 f.v.t., var Gajus Octavius (Octavian), en dattersøn af Julius Cæsars søster, kun 18 år gammel. Da han var Julius Cæsars adoptivsøn og indsat som hans hovedarving, tog han straks af sted til Rom for at gøre krav på sin arv. Her mødte han en formidabel modstander, Cæsars næstkommanderende Marcus Antonius, som regnede med at han var hovedarving. Det politiske intrigespil og den magtkamp der fulgte, varede i 13 år.

Først efter at have slået den ægyptiske dronning Kleopatras og hendes elsker Marcus Antonius’ forenede styrker (i år 31 f.v.t.) stod Octavian som Romerrigets ubestridte enehersker. Året efter begik Antonius og Kleopatra selvmord, og Octavian annekterede Ægypten. Det sidste spor af det græske verdensrige var hermed udslettet, og Rom blev det førende verdensrige.

Octavian, der vidste at Julius Cæsars despotiske magtudøvelse havde ført til at han blev myrdet, passede på ikke at begå den samme fejl. For ikke at støde de romere der var tilhængere af en republik, camouflerede han sit monarki under en republikansk klædning. Han afslog at bære titlerne „konge“ og „diktator“. Desuden gik han et skridt videre og meddelte at han ville overgive ledelsen af alle provinserne til det romerske senat, og tilbød at træde tilbage fra de embeder han beklædte. Taktikken virkede. Senatet viste sin påskønnelse ved at opfordre Octavian til at beholde sine embeder og bevare ledelsen af nogle af provinserne.

Den 16. januar år 27 f.v.t. skænkede senatet ham ærestitlen „Augustus“, der betyder „ophøjet“, „hellig“. Octavian tog ikke alene imod titlen, men opkaldte også en måned efter sig selv og lånte en dag fra februar så august fik lige så mange dage som juli, den måned der var opkaldt efter Julius Cæsar. Octavian blev således den første romerske kejser og blev kendt som kejser Augustus. Titlen gik i arv til de følgende kejsere. Senere antog han også titlen „pontifex maximus“ (ypperstepræst), og i år 2 f.v.t. — det år Jesus blev født — skænkede senatet ham titlen Pater Patriae, „Fædrelandets Fader“, eller „Landsfader“.

Samme år „udgik en bestemmelse fra kejser Augustus om at hele den beboede jord skulle indskrives; . . . og alle tog af sted, hver til sin by, for at blive indskrevet“. (Lukas 2:1-3) Denne bestemmelse medførte at Jesus blev født i Betlehem som en opfyldelse af bibelprofetien. — Daniel 11:20; Mika 5:2.

Styret under Augustus var præget af en vis hæderlighed og en stabil møntfod. Augustus indførte et effektivt postvæsen og byggede veje og broer. Han reorganiserede hæren, skabte en permanent flåde og oprettede en kejserlig livvagt, prætorianergarden, som bestod af elitesoldater. (Filipperne 1:13) Han støttede digtere som Vergil og Horats, og billedhuggere skabte i denne periode skønne skulpturer i den klassiske stil. Augustus fuldførte bygningsværker som ikke var gjort færdige under Julius Cæsar, og han restaurerede mange templer. Pax Romana („Den Romerske Fred“), som han indførte, varede i over 200 år. Den 19. august år 14 e.v.t. døde Augustus i en alder af 76 år og blev senere guddommeliggjort.

Augustus pralede af at han, da han kom til Rom, overtog „en by af teglsten“, men efterlod „en by af marmor“. Da han ikke ønskede at Rom skulle genopleve den krigsfyldte tid under den tidligere republik, ville han uddanne sin efterfølger. Men han havde ikke mange at vælge imellem. Hans nevø, to dattersønner, en svigersøn og en stedsøn var alle døde, og hermed var kun hans stedsøn Tiberius tilbage.

„EN SOM MÅ FORAGTES“

Knap en måned efter Augustus’ død udnævnte det romerske senat den 54-årige Tiberius til kejser. Han regerede indtil sin død i marts 37 e.v.t. Han var derfor Roms kejser i den tid Jesus udførte sin tjeneste.

Som kejser havde Tiberius både dyder og laster. Blandt hans dyder var hans tilbageholdenhed med hensyn til at bruge penge på luksus. Som følge heraf voksede rigets velstand, og han havde midler til at yde hjælp i nødsituationer og dårlige tider. Det tjener til hans ære at han kun betragtede sig selv som et menneske. Han afslog at tage imod mange ærestitler, og han lod i det store og hele kejserdyrkelsen være rettet mod Augustus frem for mod sig selv. Han opkaldte ikke en af månederne efter sig selv, sådan som Augustus og Julius Cæsar havde gjort, og han tillod heller ikke andre at ære ham på denne måde.

Hans laster overgik imidlertid hans dyder. Han var yderst mistroisk og hyklerisk over for andre, og utallige blev henrettet på hans befaling. Mange af hans tidligere venner var blandt ofrene. Han udvidede loven om crimen laesae majestatis (majestætsforbrydelse) til foruden oprør mod staten at omfatte ærekrænkende udtalelser om hans egen person. Det var formentlig ved hjælp af denne lov at jøderne tvang den romerske landshøvding Pontius Pilatus til at lade Jesus dræbe. — Johannes 19:12-16.

Tiberius flyttede prætorianergarden nærmere Rom og stationerede den i befæstede kaserner nord for byens mure. Gardens tilstedeværelse satte skræk i det romerske senat, som var en trussel mod hans magt, og den holdt enhver uro i befolkningen nede. Tiberius tilskyndede også til angiveri, og den sidste del af hans regeringstid var nærmest et rædselsregimente.

Ved sin død blev Tiberius anset for at være en tyran. Da han døde, glædede romerne sig, og senatet nægtede at guddommeliggøre ham. Af disse og andre grunde ser vi i Tiberius en opfyldelse af profetien om at „en som må foragtes“ ville fremstå som „Nordens konge“. — Daniel 11:15, 21.

HVAD HAR DU LAGT MÆRKE TIL?

• Hvordan gik det til at Octavian blev den første romerske kejser?

• Hvad kan der siges om Augustus’ regering?

• Hvilke dyder og laster havde Tiberius?

• Hvordan blev profetien om „en som må foragtes“ opfyldt på Tiberius?

[Illustration]

Tiberius

[Ramme/illustrationer på side 252-255]

ZENOBIA — PALMYRAS KRIGERDRONNING

„HUN var mørk af lød . . . Hendes tænder var hvide som perler, og i hendes store, sorte øjne tindrede der en egen ild, som mildnedes af noget indtagende sødt. Hendes stemme var kraftig og harmonisk. Hendes virile forstand havde fået øget styrke og finhed ved studier. Hun var ikke uden kendskab til det latinske sprog, men beherskede med samme fuldkommenhed græsk, syrisk og ægyptisk.“ Sådan lyder historikeren Edward Gibbons lovprisning af Zenobia — krigerdronningen i den syriske by Palmyra.

Zenobias mand var en fornem palmyrener ved navn Odenathus, som af Rom fik tildelt rang af konsul i 258 på grund af et heldigt gennemført felttog mod perserne på Romerrigets vegne. To år senere fik Odenathus af den romerske kejser Gallienus skænket titlen corrector totius Orientis (statholder over hele Orienten). Dette skete som en anerkendelse af hans sejr over kong Sapor (Shapur) I af Persien. Med tiden udnævnte Odenathus sig selv til konge og kaldte sig „kongernes konge“. Hans sejre kan for en stor del tilskrives Zenobias mod og klogskab.

ZENOBIA STILER EFTER AT SKABE ET IMPERIUM

Da Odenathus var på højdepunktet af sin karriere, blev han i 267 myrdet sammen med sin søn og arvtager. Zenobia overtog sin mands stilling, da hendes søn endnu var for ung. Eftersom hun var smuk, ærgerrig, en dygtig administrator, kunne tale flere sprog flydende og var vant til at drage ud på felttog sammen med sin mand, vandt hun sine undersåtters støtte og respekt. Hun holdt af lærdom og dannelse og omgav sig med intellektuelle. En af hendes rådgivere var filosoffen og retorikeren Cassius Longinus, om hvem det blev sagt at han var „et levende bibliotek og et omvandrende museum“. Richard Stoneman siger i sin bog Palmyra and Its Empire — Zenobia’s Revolt Against Rome (Palmyra og dets imperium — Zenobias oprør mod Rom): „Zenobia nåede i løbet af fem år efter Odenathus’ død at fastslå sit ry i sit folks bevidsthed som Østens herskerinde.“

På den ene side af Zenobias magtområde lå Persien, som hun og hendes mand havde svækket, og på den anden side lå Rom, som var i tilbagegang. Om Romerrigets tilstand på det tidspunkt siger historikeren J. M. Roberts: „Det tredje århundrede var . . . en frygtelig tid for Romerriget, både ved dets østlige og vestlige grænser, og i Rom var en ny tid med borgerkrig og tronfølgerstridigheder begyndt. Toogtyve kejsere (tronprætendenter fraregnet) afløste hinanden.“ Den syriske herskerinde indtog derimod en solid stilling som enevældig monark i sit rige. „Hendes kontrol over balancen mellem to imperier [det persiske og det romerske] gav hende forhåbning om at skabe et tredje der ville beherske dem begge,“ siger Stoneman.

Anledningen til at udvide sit magtområde kom for Zenobia i 269 da en tronprætendent dukkede op i Ægypten og bestred Roms overherredømme. Zenobias hær rykkede hurtigt ind i Ægypten, nedkæmpede oprøreren og erobrede landet. Hun udråbte sig selv til Ægyptens dronning og lod præge mønter der bar hendes navn. Hendes rige strakte sig nu fra Nilen til Eufrat. Det var på dette stadium i sit liv at hun kom til at indtage stillingen som „Sydens konge“. — Daniel 11:25, 26.

ZENOBIAS HOVEDSTAD

Zenobia befæstede og forskønnede sin hovedstad, Palmyra, i en sådan grad at den kunne måle sig med de større byer i den romerske verden. Man har anslået dens befolkningstal til over 150.000. Pragtfulde offentlige bygninger, templer, haver, søjler og monumenter fyldte byen, der var omgivet af mure som efter sigende var 21 kilometer i omkreds. En søjlegang med over 15 meter høje korinthiske søjler — i alt omkring 1500 — strakte sig langs hovedgaden. Statuer og buster af helte og rige velgørere fandtes overalt i byen. I 271 lod Zenobia opstille en statue af sig selv og en af sin afdøde mand.

Soltemplet var et af de prægtigste bygningsværker i Palmyra og har uden tvivl domineret byens religiøse liv. Zenobia tilbad muligvis en guddom der havde tilknytning til solguden. Det tredje århundredes Syrien var imidlertid et land med mange religioner. I Zenobias område var der jøder, nogle der bekendte sig som kristne, og tilbedere af solen og månen. Hvordan var hendes indstilling til disse mange former for gudsdyrkelse? Richard Stoneman siger: „En klog hersker vil ikke negligere skikke som undersåtterne finder passende. . . . Man håbede at guderne stod på Palmyras side.“ Det ser ud til at Zenobia førte en tolerant religionspolitik.

Med sin farverige personlighed vandt Zenobia manges beundring. Hun har stor betydning idet hun repræsenterede en politisk magt som er forudsagt i Daniels profeti. Hendes regeringstid kom imidlertid ikke til at strække sig over mere end fem år. Den romerske kejser Aurelian sejrede over Zenobia i 272 og lagde senere byen øde så den aldrig rejste sig igen. Zenobia blev imidlertid behandlet med mildhed. Hun skal have giftet sig med en romersk senator og ført en tilbagetrukken tilværelse resten af sit liv.

HVAD HAR DU LAGT MÆRKE TIL?

• Hvordan var Zenobias personlighed?

• Hvilke bedrifter er Zenobia blandt andet kendt for?

• Hvordan var Zenobias indstilling til religion?

[Illustration]

Dronning Zenobia taler til sine soldater

[Oversigt/illustrationer på side 246]

KONGERNE I DANIEL 11:20-26

Daniel 11:20

Nordens konge: Augustus

Daniel 11:21-24

Nordens konge: Tiberius

Daniel 11:25, 26

Nordens konge: Aurelian

Sydens konge: Dronning Zenobia

Romerrigets forudsagte undergang fører til dannelsen af

Nordens konge: Det tyske rige

Sydens konge: England, efterfulgt af den anglo-amerikanske verdensmagt

[Illustration]

Tiberius

[Illustration]

Aurelian

[Illustration]

Statuette af Karl den Store

[Illustration]

Augustus

[Illustration]

Engelsk krigsskib fra det 17. århundrede

[Helsides illustration på side 230]

[Illustration på side 233]

Augustus

[Illustration på side 234]

Tiberius

[Illustration på side 235]

Som følge af Augustus’ befaling rejste Josef og Maria til Betlehem

[Illustration på side 237]

Som forudsagt blev Jesus „knust“, henrettet

[Illustrationer på side 245]

1. Karl den Store 2. Napoleon I 3. Wilhelm I 4. Tyske soldater under Første Verdenskrig

Kapitel femten

De rivaliserende konger træder ind i det 20. århundrede

1. Hvem førte ifølge en historiker an i det 19. århundredes Europa?

„DER var en særlig dynamik over det nittende århundredes Europa som man ikke hidtil havde kendt til,“ skriver historikeren Norman Davies. Han tilføjer: „Europa dirrede af magt som aldrig før: på det tekniske, økonomiske, kulturelle og interkontinentale område.“ De som førte an i „Europas triumferende ’magtens århundrede’,“ siger Davies, „var til at begynde med Storbritannien . . . og i de senere årtier Tyskland.“

„BESLUTTEDE PÅ AT HANDLE ONDT“

2. Hvilke magter indtog stillingen som „Nordens konge“ og „Sydens konge“ da det 19. århundrede nærmede sig sin afslutning?

² Da det 19. århundrede nærmede sig sin afslutning, var Det Tyske Rige „Nordens konge“, og England „Sydens konge“. (Daniel 11:14, 15) „Og begge disse konger er i deres hjerte besluttede på at handle ondt, og de taler løgn ved samme bord,“ udtalte Jehovas engel og fortsatte: „Men det vil ikke lykkes, for enden kommer først til den fastsatte tid.“ — Daniel 11:27.

3, 4. (a) Hvem blev Det Tyske Riges første kejser, og hvilke alliancer blev dannet? (b) Hvilken politik fulgte Wilhelm II?

³ Den 18. januar 1871 blev Wilhelm I Det Tyske Riges første kejser. Han udnævnte Otto von Bismarck til rigskansler. Da Bismarck ville styrke det nye Tyske Rige, søgte han at undgå konflikter med andre lande og dannede en alliance med Østrig-Ungarn og Italien kendt som Tripelalliancen. Men den nye Nordens konges interesser kom snart i konflikt med Sydens konges.

⁴ Efter at Wilhelm I og hans efterfølger, Frederik III, begge var døde i 1888, besteg den 29-årige Wilhelm II tronen. Wilhelm II, eller slet og ret kejser Wilhelm, tvang Bismarck til at tage sin afsked og fulgte en politik der skulle øge Tysklands indflydelse i hele verden. „Under Wilhelm II tillagde [Tyskland] sig en arrogant og aggressiv holdning,“ siger en historiker.

5. Hvordan kom de to konger til at sidde „ved samme bord“, og hvad talte de dér? Forklar nærmere.

⁵ Da den russiske zar Nikolaj II den 24. august 1898 indkaldte til en fredskonference i Haag i Holland, herskede der en spændt atmosfære på den internationale skueplads. Denne fredskonference og den efterfølgende i 1907 førte til oprettelsen af Den Faste Voldgiftsret i Haag. Både Tyskland og England blev medlemmer af denne voldgiftsret, eller domstol, og gav det dermed udseende af at de ønskede fred. De sad „ved samme bord“ som var de venner, men ’i deres hjerte var de besluttede på at handle ondt’. Den diplomatiske taktik ’at tale løgn ved samme bord’ kunne ikke fremme sand fred. Med hensyn til opfyldelsen af deres politiske, kommercielle og militære ambitioner ’ville det ikke lykkes’; de to kongers endeligt ville indtræffe „til den fastsatte tid“, den tid som Jehova Gud havde fastsat.

„IMOD DEN HELLIGE PAGT“

6, 7. (a) På hvilken måde vendte Nordens konge tilbage til „sit land“? (b) Hvordan reagerede Sydens konge på Nordens konges voksende indflydelse?

⁶ Guds engel fortsatte: „Og han [Nordens konge] vender tilbage til sit land med meget gods, og hans hjerte er imod den hellige pagt. Og han gennemfører det han har i sinde og vender tilbage til sit land.“ — Daniel 11:28.

⁷ Kejser Wilhelm vendte tilbage til „sit land“ eller den fortidige Nordens konges jordiske tilstand. Hvordan? Ved at opbygge en imperialistisk styreform med det formål at udvide Det Tyske Rige og gøre dets indflydelse gældende viden om. Wilhelm II søgte at skaffe sig kolonier i Afrika og andre steder. Han opbyggede en mægtig flåde for at gøre England rangen stridig som den største flådemagt i verden. „I løbet af kun godt ti år voksede Tysklands flåde fra en ganske ubetydelig størrelse til at blive den næststørste i verden, kun overgået af den britiske,“ siger The New Encyclopædia Britannica. For at bevare sit overherredømme måtte England i realiteten udvide sit eget flådebygningsprogram. England indgik også en entente cordiale („hjertelig forståelse“) med Frankrig og en lignende med Rusland, hvilket førte til at de tre lande dannede Tripelententen. Europa var nu delt i to militære lejre — på den ene side de lande der udgjorde Tripelalliancen, og på den anden side de der udgjorde Tripelententen.

8. Hvordan fik Det Tyske Rige „meget gods“?

⁸ Det Tyske Rige førte en aggressiv politik, som resulterede i at det fik „meget gods“ fordi det var den vigtigste part i Tripelalliancen. Da Østrig-Ungarn og Italien var romersk-katolske, så paven desuden med velvilje på Tripelalliancen, men ikke på Sydens konges Tripelentente, der var overvejende ikkekatolsk.

9. Hvordan var Nordens konge i sit hjerte „imod den hellige pagt“?

⁹ Hvad med dem der tilhørte Jehovas folk? De havde i lang tid forkyndt at „nationernes fastsatte tider“ ville udløbe i 1914.a (Lukas 21:24) I det år blev Guds rige oprettet i himmelen med kong Davids arving, Jesus Kristus, på tronen. (2 Samuel 7:12-16; Lukas 22:28, 29) Så langt tilbage som i marts 1880 havde bladet Watch Tower [Vagttårnet] forbundet Guds riges oprettelse med udløbet af „nationernes fastsatte tider“, eller „Hedningernes Tider“. (King James Version) Men den tyske Nordens konge var i sit hjerte „imod den hellige pagt“, den hellige pagt om Riget. I stedet for at anerkende dette riges styre ’gennemførte’ kejser Wilhelm ’det han havde i sinde’ idet han fremmede sine egne planer om verdensherredømmet. Derved såede han sæden til den første verdenskrig.

KONGEN BLIVER „NEDSLÅET“ UNDER EN KRIG

10, 11. Hvordan begyndte den første verdenskrig, og hvordan skete det „ved den fastsatte tid“?

¹⁰ „Ved den fastsatte tid vender han [Nordens konge] tilbage og går imod Syden, men sidste gang bliver ikke som første,“ sagde engelen i profetien. (Daniel 11:29) Guds „fastsatte tid“ til at gøre ende på det hedenske herredømme over jorden kom i 1914 da han oprettede det himmelske rige. Den 28. juni dette år blev den østrigske ærkehertug Frans Ferdinand og hans hustru myrdet af en serbisk terrorist i Sarajevo i Bosnien. Det var gnisten der antændte den første verdenskrig.

¹¹ Kejser Wilhelm opfordrede Østrig-Ungarn til at tage stærke forholdsregler imod Serbien. Forsikret om Tysklands støtte erklærede Østrig-Ungarn Serbien krig den 28. juli 1914. Men Rusland kom Serbien til hjælp. Da Tyskland erklærede Rusland krig, støttede Frankrig (som var Ruslands allierede under Tripelententen) Rusland. Derpå erklærede Tyskland krig mod Frankrig. For at skaffe sig lettere adgang til Paris rykkede Tyskland ind i Belgien, hvis neutralitet England havde garanteret. England erklærede derfor Tyskland krig. Andre lande blev involveret, og Italien skiftede side. Under krigen erklærede England Egypten for at være et britisk protektorat for at forhindre Nordens konge i at afskære Suezkanalen og invadere Egypten, som i fortiden havde været Sydens konges land.

12. På hvilken måde gik det ikke denne gang, under den første verdenskrig, som første gang?

¹² „Trods de allieredes styrke og talmæssige overlegenhed så det ud til at Tyskland var tæt på at vinde krigen,“ siger The World Book Encyclopedia. I de tidligere konflikter mellem de to konger havde Romerriget som Nordens konge altid været den sejrende. Men denne gang ’blev ikke som første’. Nordens konge tabte krigen. Grunden hertil var, som engelen sagde: „Skibe fra Kittim kommer imod ham, og han bliver nedslået.“ (Daniel 11:30a) Hvad var det for skibe?

13, 14. (a) Hvad var hovedsagelig de nævnte „skibe fra Kittim“ der kom imod Nordens konge? (b) Hvordan kom der flere „skibe fra Kittim“ til under den første verdenskrig?

¹³ På Daniels tid blev Cypern kaldt Kittim. På et tidligt tidspunkt under den første verdenskrig annekterede England Cypern. Desuden betegner navnet Kittim ifølge The Zondervan Pictorial Encyclopedia of the Bible „i udvidet forstand Vesten som helhed, men især det søfarende Vesten“. New International Version gengiver udtrykket „skibe fra Kittim“ med „skibe fra de vestlige kystlande“. Under den første verdenskrig viste skibene fra Kittim sig hovedsagelig at være skibe fra England, som jo ligger ud for det europæiske kontinents vestkyst.

¹⁴ Efterhånden som krigen langsomt udviklede sig, fik den britiske flåde forstærkning af flere „skibe fra Kittim“. Den 7. maj 1915 sænkede den tyske ubåd U-20 den britiske passagerdamper Lusitania ud for Irlands sydkyst. Blandt de omkomne var 128 amerikanere. Senere udstrakte Tyskland ubådskrigen til Atlanterhavet. Følgen blev at USA’s præsident, Woodrow Wilson, den 6. april 1917 erklærede Tyskland krig. Med denne forstærkning af amerikanske krigsskibe og tropper var Sydens konge — nu den anglo-amerikanske verdensmagt — fuldt engageret i krigen mod sin rival, Nordens konge.

15. Hvornår blev Nordens konge „nedslået“?

¹⁵ Dette angreb fra den anglo-amerikanske verdensmagts side resulterede i at Nordens konge blev „nedslået“ og erkendte sit nederlag i november 1918. Wilhelm II flygtede og søgte eksil i Holland, og Tyskland blev en republik. Men Nordens konge var endnu ikke færdig.

KONGEN „GENNEMFØRER DET HAN HAR I SINDE“

16. Hvordan ville Nordens konge ifølge profetien reagere på sit nederlag?

¹⁶ „Han [Nordens konge] vender tilbage og slynger fordømmelser mod den hellige pagt og gennemfører det han har i sinde. Og han vil vende tilbage og mærke sig dem der svigter den hellige pagt.“ (Daniel 11:30b) Sådan lød profetien, og sådan viste det sig at gå.

17. Hvad førte til at Adolf Hitler trådte frem?

¹⁷ Efter krigens ophør i 1918 pålagde de allierede ved fredsslutningen Tyskland meget strenge fredsbetingelser. Det tyske folk fandt betingelserne urimeligt hårde, og den nye republik var svag fra begyndelsen. Tyskland befandt sig efter krigen i den yderste nød og havde svært ved at komme på fode. Den økonomiske depression førte til sidst til at der var seks millioner arbejdsløse. I begyndelsen af 1930’erne var situationen moden til at Adolf Hitler kunne træde frem. Han blev rigskansler i januar 1933, og året efter overtog han rigspræsidentens funktioner i det som nazisterne kaldte Det Tredje Rige.b

18. Hvordan ’gennemførte’ Hitler ’det han havde i sinde’?

¹⁸ Straks efter at Hitler var kommet til magten, iværksatte han et ondsindet angreb mod „den hellige pagt“, repræsenteret ved Jesu Kristi salvede brødre. (Mattæus 25:40) Herved ’gennemførte han det han havde i sinde’ mod disse loyale kristne, og forfulgte mange af dem på det grusomste. Hitler havde både økonomisk og diplomatisk succes og ’gennemførte’ også ’det han havde i sinde’ på disse områder. I løbet af få år havde han gjort Tyskland til en magt man måtte regne med på verdensskuepladsen.

19. Hvis støtte søgte Hitler at opnå?

¹⁹ Hitler ’mærkede sig’ også ’dem der svigtede den hellige pagt’. Hvem var det? Det var tydeligvis kristenhedens religiøse ledere, som hævdede at de stod i et pagtsforhold til Gud, men som var ophørt med at være disciple af Jesus Kristus. Hitler havde held til at vinde støtte hos ’dem der svigtede den hellige pagt’. For eksempel indgik han et konkordat med paven i Rom i 1933, og i 1935 oprettede han et kirkeministerium. Et af hans mål var at lægge de evangeliske kirker ind under staten.

DE „ARME“ DER UDGÅR FRA KONGEN

20. Hvilke „arme“ gjorde kongen brug af, og mod hvem?

²⁰ Som engelen ganske rigtigt havde forudsagt, gik Hitler snart efter i krig: „Arme der udgår fra ham vil fremstå, og de vil vanhellige helligdommen, fæstningen, og fjerne det stadige offer.“ (Daniel 11:31a) Disse „arme“ var de militærstyrker som Nordens konge brugte i kampen mod Sydens konge i den anden verdenskrig. Den 1. september 1939 invaderede de nazistiske „arme“ Polen. To dage senere erklærede England og Frankrig Tyskland krig for at hjælpe Polen. Sådan begyndte den anden verdenskrig. Polen bukkede hurtigt under, og kort efter besatte tyske styrker Danmark, Norge, Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig. „Ved slutningen af 1941 dominerede Nazityskland det europæiske kontinent,“ siger The World Book Encyclopedia.

21. Hvordan vendte krigslykken sig til ugunst for Nordens konge under den anden verdenskrig, og hvad endte det med?

²¹ Selv om Tyskland og Sovjetunionen havde undertegnet en venskabs-, samarbejds- og grænsedemarkationspagt, invaderede Hitler alligevel sovjetisk territorium den 22. juni 1941. Dette fik Sovjetunionen til at stille sig på Englands side. Den sovjetiske hær ydede stærk modstand trods de tyske styrkers markante fremgang til at begynde med. Den 6. december 1941 led den tyske hær dog nederlag ved Moskva. Den følgende dag bombede Tysklands allierede, Japan, Pearl Harbor på Hawaii. Da Hitler fik det at vide, sagde han til sine adjudanter: „Nu kan vi ikke tabe krigen.“ Den 11. december erklærede han ubesindigt Amerikas Forenede Stater krig. Men han undervurderede både Sovjetunionens og De Forenede Staters styrke. Da den sovjetiske hær angreb fra øst, og de engelske og amerikanske styrker rykkede nærmere fra vest, vendte krigslykken sig for Hitler. De tyske styrker tabte terræn og måtte opgive det ene område efter det andet. Efter Hitlers selvmord kapitulerede Tyskland over for de allierede den 7. maj 1945.

22. Hvordan vanhelligede Nordens konge helligdommen og fjernede det stadige offer?

²² „De [nazistiske arme] vil vanhellige helligdommen, fæstningen, og fjerne det stadige offer,“ sagde engelen. I fortidens Juda var helligdommen en del af templet i Jerusalem. Da jøderne forkastede Jesus, forkastede Jehova imidlertid dem og deres tempel. (Mattæus 23:37–24:2) Siden det første århundrede har Jehovas tempel været et åndeligt tempel hvis Allerhelligste er i himmelen, hvor Jesus gik ind som ypperstepræst, mens den åndelige forgård er her på jorden, hvor Jesu salvede brødre tjener. Fra 1930’erne og fremefter har „en stor skare“ tilbedt Gud sammen med den salvede rest, og den kan derfor siges at tjene ’i Guds tempel’. (Åbenbaringen 7:9, 15; 11:1, 2; Hebræerne 9:11, 12, 24) I de lande der var underlagt Nordens konge, vanhelligede han templets jordiske forgård ved ubarmhjertigt at forfølge den salvede rest og dens medarbejdere. Forfølgelsen var så hård at „det stadige offer“ — lovprisningen af Jehovas navn gennem den offentlige forkyndelse — blev fjernet. (Hebræerne 13:15) Trods store lidelser fortsatte trofaste salvede kristne og de „andre får“ dog med at forkynde under den anden verdenskrig. — Johannes 10:16.

„AFSKYELIGHEDEN“ OPSTILLES

23. Hvad var i det første århundrede „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“?

²³ Da afslutningen på den anden verdenskrig var i sigte, indtraf der endnu en ting som Guds engel havde forudsagt. „De skal opstille afskyeligheden der forårsager ødelæggelse.“ (Daniel 11:31b) Jesus havde også talt om „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“. I det første århundrede viste det sig at være de romerske legioner der kom til Jerusalem i år 66 for at knuse den jødiske opstand.c — Mattæus 24:15; Daniel 9:27.

24, 25. (a) Hvad er „afskyeligheden“ i vor tid? (b) Hvornår og hvordan blev „afskyeligheden“ opstillet?

²⁴ Hvilken ’afskyelighed’ har man opstillet i vor tid? Man har opstillet en ’afskyelig’ efterligning af Guds rige. Det var Folkeforbundet, det skarlagenrøde vilddyr der gik ned i afgrunden, det vil sige ophørte med at eksistere som en fredsbevarende organisation, dengang den anden verdenskrig brød ud. (Åbenbaringen 17:8) Dette „vilddyr“ skulle imidlertid „stige op af afgrunden“. Det skete da De Forenede Nationer bestående af 50 medlemsnationer, deriblandt Sovjetunionen, blev oprettet den 24. oktober 1945. Således blev den ’afskyelighed’ som var forudsagt af engelen — De Forenede Nationer — opstillet.

²⁵ Tyskland havde været Sydens konges store fjende under begge verdenskrige og havde indtaget stillingen som Nordens konge. Hvem ville blive den næste i denne stilling?

[Oversigt/illustrationer på side 268]

KONGERNE I DANIEL 11:27-31

Daniel 11:27-30a

Nordens konge: Det Tyske Rige (1. verdenskrig)

Sydens konge: England, efterfulgt af den anglo-amerikanske verdensmagt

Daniel 11:30b, 31

Nordens konge: Hitlers Tredje Rige (2. verdenskrig)

Sydens konge: Anglo-amerikanske verdensmagt

[Illustration]

Præsident Woodrow Wilson sammen med kong Georg V

[Illustration]

Mange kristne blev forfulgt og sat i koncentrationslejre

[Illustration]

Religiøse ledere i kristenheden støttede Hitler

[Illustration]

Den bil som ærkehertug Ferdinand sad i da han blev skudt

[Illustration]

Tyske soldater under Første Verdenskrig

[Illustration på side 257]

I Jalta i 1945 blev den engelske premierminister Winston Churchill, USA’s præsident Franklin D. Roosevelt og den sovjetiske statschef Josef Stalin enige om besættelsesplanerne for Tyskland, om dannelsen af en ny regering i Polen og om afholdelsen af en konference vedrørende oprettelsen af De Forenede Nationer

[Illustrationer på side 258]

1. Ærkehertug Ferdinand 2. Skibe fra den tyske flåde 3. Skibe fra den britiske flåde 4. Lusitania 5. USA’s krigserklæring

[Illustrationer på side 263]

Adolf Hitler følte sig sikker på sejren efter at Japan, Tysklands allierede under krigen, havde bombet Pearl Harbor

Kapitel seksten

De stridende konger nærmer sig enden

1, 2. Hvordan skiftede Nordens konge identitet efter den anden verdenskrig?

DEN franske filosof og historiker Alexis de Tocqueville skrev i 1835 om de tanker han gjorde sig om det politiske klima i henholdsvis De Forenede Stater og Rusland: „Den enes [amerikanerens] vigtigste værktøj er friheden, den andens [russerens] slaveriet. . . . de veje de følger er forskellige. Alligevel synes det, som om Forsynet har udset dem til en dag at holde hver sin verdenshalvdels skæbne i sine hænder.“ (Lighed og frihed, side 61, ved Poul A. Jørgensen) Kom denne forudsigelse til at passe efter den anden verdenskrig? Historikeren J. M. Roberts skriver: „Da den anden verdenskrig endte, så verdens skæbne til sidst ud til at skulle domineres af to store og vidt forskellige magtsystemer, det ene med udgangspunkt i det der havde været Rusland, det andet i Amerikas Forenede Stater.“

² Under de to verdenskrige havde Tyskland indtaget stillingen som Nordens konge og været Sydens konges — den anglo-amerikanske verdensmagts — store fjende. Men efter den anden verdenskrig var landet splittet. Vesttyskland blev Sydens konges allierede, og Østtyskland stillede sig på en anden mægtig magtfaktors side — den kommunistiske blok af nationer med Sovjetunionen som den ledende. Denne blok, eller politiske magtfaktor, fremstod som Nordens konge, der stod i et klart modsætningsforhold til den anglo-amerikanske alliance. Og rivaliseringen mellem de to konger udviklede sig til en kold krig der varede fra 1948 til 1989. Tidligere havde den tyske Nordens konge handlet „imod den hellige pagt“. (Daniel 11:28, 30) Hvordan ville den kommunistiske blok forholde sig til pagten?

SANDE KRISTNE SNUBLER, MEN STÅR FAST

3, 4. Hvem er de der „handler ugudeligt mod pagten“, og hvordan har deres forhold været til Nordens konge?

³ „Dem der handler ugudeligt mod pagten, vil han [Nordens konge] forlede til frafald med glatte ord,“ sagde Guds engel og fortsatte: „Men det folk som kender sin Gud vil stå fast og gennemføre det de har i sinde. Og de i folket som har indsigt, bringer mange til forståelse, men i nogle dage vil de snuble ved sværd og ved flammer, ved fangenskab og ved plyndring.“ — Daniel 11:32, 33.

⁴ De der „handler ugudeligt mod pagten“, kan kun være kristenhedens religiøse ledere, som hævder at de er kristne, men som ved deres handlinger vanhelliger selve det kristne navn. Forfatteren Walter Kolarz siger i sin bog Religion in the Soviet Union: „[Under den anden verdenskrig] gjorde Sovjetregeringen en indsats for at vinde kirkernes materielle og moralske støtte til forsvaret af fædrelandet.“ Efter krigen søgte kirkelederne at bevare dette venskab til trods for at den stormagt der nu udgjorde Nordens konge, førte en ateistisk politik. Således blev kristenheden mere end nogen sinde en del af denne verden — et afskyeligt frafald i Jehovas øjne. — Johannes 17:16; Jakob 4:4.

5, 6. Hvem var „det folk som kender sin Gud“, og hvordan gik det dem under Nordens konges styre?

⁵ Hvordan forholdt det sig med de sande kristne, „det folk som kender sin Gud“ og „de i folket som har indsigt“? De ’underordnede sig de højere myndigheder’, sådan som kristne bør gøre, også selv om de befandt sig under Nordens konges styre, men de var ikke en del af verden. (Romerne 13:1; Johannes 18:36) Samtidig med at de sørgede for at tilbagebetale „kejseren det der er kejserens“, gav de også „Gud det der er Guds“. (Mattæus 22:21) Derved blev deres uangribelighed prøvet. — 2 Timoteus 3:12.

⁶ Følgen blev at de sande kristne både ’snublede’ og ’stod fast’. De snublede idet de kom ud for stærk forfølgelse, hvorunder nogle endda blev dræbt. Men de stod fast idet langt de fleste forblev trofaste. De besejrede verden, sådan som Jesus gjorde. (Johannes 16:33) De holdt desuden aldrig op med at forkynde, heller ikke når de var i fængsel eller koncentrationslejre. Derved ’bragte de mange til forståelse’, og trods forfølgelsen voksede Jehovas vidner i antal i de lande der var underlagt Nordens konge. En stadig større del af ’den store skare’ har vist sig i disse lande fordi „folket som har indsigt“ forblev trofast. — Åbenbaringen 7:9-14.

JEHOVAS FOLK LUTRES

7. Hvordan fik de salvede kristne under Nordens konge „lidt hjælp“?

⁷ „Men under deres [Guds folks] snublen får de lidt hjælp,“ sagde engelen. (Daniel 11:34a) Den sejr som Sydens konge havde vundet i den anden verdenskrig, medførte en vis lettelse for de kristne der levede under den rivaliserende konges styre. (Jævnfør Åbenbaringen 12:15, 16.) På lignende måde erfarede de der blev forfulgt af den efterfølgende konge, fra tid til anden en lettelse. Efterhånden som den kolde krig blev nedtrappet, erkendte mange i ledende stillinger at trofaste kristne ikke udgjorde nogen trussel, og disse kristne opnåede derfor juridisk anerkendelse. Der kom også hjælp fra den store skare, der voksede stærkt i antal som følge af de salvedes trofaste forkyndelse. — Mattæus 25:34-40.

8. Hvordan sluttede nogle sig til Guds folk „med glat tale“?

⁸ Det var ikke alle som under den kolde krig gav udtryk for at de var interesserede i at tjene Gud, der havde de rette motiver. Engelen havde advarende sagt: „Mange vil slutte sig til dem med glat tale.“ (Daniel 11:34b) Der var forholdsvis mange der viste interesse for sandheden, men som ikke var villige til at indvi sig til Gud. Andre igen, som tilsyneladende tog imod den gode nyhed, var i virkeligheden spioner for myndighederne. I en rapport fra ét land siges der: „Nogle af disse personer, der ikke kendte til skrupler, var svorne kommunister, som havde sneget sig ind i Herrens organisation, gjort et stort nummer ud af deres foregivne nidkærhed og ildhu for sagen, og endog havde opnået at blive udnævnt til betroede poster.“

9. Hvorfor tillod Jehova at nogle trofaste kristne ’snublede’ på grund af dem der havde sneget sig ind i menighederne?

⁹ Engelen fortsatte: „Og nogle af dem som har indsigt vil snuble, så der kan ske en lutring på grund af dem og nogle kan renses og gøres hvide, indtil endens tid; for den kommer først til den fastsatte tid.“ (Daniel 11:35) De som havde sneget sig ind i menighederne, blev årsag til at nogle af de trofaste faldt i hænderne på myndighederne. Jehova tillod at det skete for at der kunne ske en lutring og renselse af hans folk. Ligesom Jesus ’lærte lydighed af det han led’, lærte disse trofaste udholdenhed af de trosprøver de kom ud for. (Hebræerne 5:8; Jakob 1:2, 3; jævnfør Malakias 3:3.) På denne måde blev de ’lutret, renset og gjort hvide’.

10. Hvad menes der med udtrykket „indtil endens tid“?

¹⁰ Jehovas folk ville snuble og gennemgå en lutring „indtil endens tid“. De forventer naturligvis at blive forfulgt indtil enden på denne onde tingenes ordning. Imidlertid skulle den renselse og lutring som Guds folk ville erfare på grund af Nordens konge, vare ved „til den fastsatte tid“. Det vil sige at udtrykket ’endens tid’ i Daniel 11:35 må gælde enden på den tidsperiode der er nødvendig til lutring af Guds folk mens det udholder Nordens konges angreb. Denne snublen endte øjensynlig til den af Jehova fastsatte tid.

KONGEN OPHØJER SIG SELV

11. Hvad sagde engelen om Nordens konges indstilling til Jehovas suverænitet?

¹¹ Om Nordens konge tilføjede engelen: „Kongen gør som han vil, og han ophøjer sig selv og gør sig større end enhver gud; og mod gudernes Gud [Jehova, hvis suverænitet han nægter at anerkende] vil han sige ting man undres over. Og han har fremgang indtil fordømmelsen er fuldbyrdet; for det der er truffet afgørelse om, må bringes til udførelse. Og sine fædres gud ænser han ikke; heller ikke kvindernes højt skattede gud eller nogen som helst anden gud ænser han; for han gør sig større end alle.“ — Daniel 11:36, 37.

12, 13. (a) På hvilken måde forkastede Nordens konge „sine fædres gud“? (b) Hvem var de ’kvinder’ hvis „højt skattede gud“ Nordens konge ikke ænsede? (c) Hvilken „gud“ ærede Nordens konge?

¹² Nordens konge opfyldte disse profetiske ord idet han forkastede „sine fædres gud“, som for eksempel kristenhedens treenige gud. Den kommunistiske blok af nationer fremmede åbenlyst ateismen. Nordens konge gjorde sig selv til en gud idet han ’gjorde sig større end alle’. Han ænsede ikke „kvindernes højt skattede gud“, de ’guder’, eller det der blev sat højt, i lande (for eksempel Nordvietnam) der var som tjenerinder for Nordens konge. Han ’gjorde som han ville’.

¹³ Engelen sagde videre: „I stedet ærer han fæstningernes gud; og en gud som hans fædre ikke kendte, ærer han med guld og sølv og kostbare sten og klenodier.“ (Daniel 11:38) Ja, Nordens konge satte sin lid til den moderne videnskabelige krigsførelse, „fæstningernes gud“. Han søgte frelse ved denne gud og ofrede enorme rigdomme på dens alter.

14. Hvordan ’greb’ Nordens konge ’til handling’?

¹⁴ „Han vil gribe til handling over for de stærkeste fæstninger sammen med en fremmed gud. Dem som anerkender ham, vil han vise stor ære, og han vil lade dem herske over mange, og han vil dele jord ud for en pris.“ (Daniel 11:39) Idet Nordens konge stolede på sin militaristiske ’fremmede gud’, ’greb han til handling’ og viste at han udgjorde en formidabel militærmagt i „de sidste dage“. (2 Timoteus 3:1) De som gik ind for hans ideologi, blev belønnet med politisk, økonomisk og undertiden militær støtte.

’SAMMENSTØD’ I ENDENS TID

15. Hvordan ’stødte’ Sydens konge ’sammen med’ Nordens konge?

¹⁵ „I endens tid støder Sydens konge sammen med ham,“ sagde engelen til Daniel. (Daniel 11:40a) Har Sydens konge ’stødt’ til Nordens konge i „endens tid“? (Daniel 12:4, 9) Ja. Efter den første verdenskrig var de hårde fredsbetingelser der blev pålagt den daværende Nordens konge — Tyskland — som et stød eller en provokation til at øve gengæld. Efter sin sejr i den anden verdenskrig rettede Sydens konge frygtindgydende atomvåben mod sin rival og dannede en stærk militær alliance, Den Nordatlantiske Traktats Organisation (Atlantpagten, NATO). Om NATO’s funktion siger en engelsk historiker: „Den var det vigtigste redskab til ’inddæmning’ af USSR, der nu blev opfattet som den største trussel mod freden i Europa. Den tjente sit formål i 40 år og var en ubestridelig succes.“ Under den kolde krig fortsatte Sydens konge med at ’støde’ til Nordens konge ved blandt andet at gøre brug af højteknologisk spionage foruden diplomatiske og militære offensiver.

16. Hvordan reagerede Nordens konge på at Sydens konge ’stødte’ til ham?

¹⁶ Hvordan reagerede Nordens konge? „Nordens konge stormer imod ham med vogne og rytteri og mange skibe; og han vil trænge ind i landene og overskylle og drage igennem dem.“ (Daniel 11:40b) De historiske begivenheder i de sidste dage har været præget af Nordens konges ekspansionspolitik. Under den anden verdenskrig trængte den nazistiske „konge“ ind i de omgivende lande og ’overskyllede’ dem. Efter denne krig opbyggede den efterfølgende „konge“ et stærkt imperium. Under den kolde krig kæmpede Nordens konge mod sin rival i mindre krige og opstande i Afrika, Asien og Latinamerika, idet de stridende parter blev støttet af henholdsvis Nordens og Sydens konge. Nordens konge forfulgte de sande kristne og lagde dem hindringer i vejen — uden at deres forkyndelsesarbejde dog blev standset. Hans militære og politiske offensiver bragte flere lande under hans kontrol. Det er gået nøjagtig som engelen profeterede: „Han vil også trænge ind i Prydelsens land [Jehovas folks åndelige domæne], og mange lande vil snuble.“ — Daniel 11:41a.

17. Hvor langt strakte Nordens konges ekspansionspolitik sig?

¹⁷ Men det lykkedes ikke Nordens konge at opnå verdensherredømmet. Engelen forudsagde: „Disse vil blive udfriet af hans hånd: Edom, Moab og hovedparten af Ammons sønner.“ (Daniel 11:41b) I fortiden lå Edom, Moab og Ammon mellem den ægyptiske Sydens konges og den syriske Nordens konges områder. I vor tid repræsenterer de nationer og organisationer som Nordens konge har haft som mål at få indflydelse på, men som han har måttet opgive at vinde for sig.

ÆGYPTEN UNDSLIPPER IKKE

18, 19. På hvilke måder mærkede Sydens konge sin rivals indflydelse?

¹⁸ Jehovas engel fortsatte: „Han [Nordens konge] vil række sin hånd ud mod landene, og Ægyptens land vil ikke undslippe. Og han skal herske over de skjulte skatte af guld og sølv og over alle Ægyptens klenodier. Og der vil være libyere og ætiopiere i hans følge.“ (Daniel 11:42, 43) Ikke engang Sydens konge, „Ægypten“, undgik virkningerne af Nordens konges ekspansionspolitik. For eksempel led Sydens konge et mærkbart nederlag i Vietnam. Og hvad med ’libyerne og ætiopierne’? Disse folk, der var naboer til det gamle Ægypten, kan meget vel skildre folk der i geografisk henseende er naboer til vor tids „Ægypten“ (Sydens konge), men som undertiden har fulgt Nordens konge, været „i hans følge“, så at sige.

¹⁹ Har Nordens konge hersket over ’Ægyptens skjulte skatte’? Han har i hvert fald haft stor indflydelse på hvordan Sydens konge har anvendt sine økonomiske ressourcer. Af frygt for sin rival har Sydens konge brugt enorme summer på at opretholde en formidabel hær og flåde og et stort luftvåben. I den forstand har Nordens konge ’hersket over’, eller haft indflydelse på, Sydens konges økonomiske dispositioner.

DET SIDSTE FELTTOG

20. Hvordan beskriver engelen Nordens konges sidste felttog?

²⁰ Magtkampen mellem Nordens konge og Sydens konge — på militære, økonomiske og andre områder — nærmer sig sin afslutning. Jehovas engel afslørede enkelthederne i en konflikt som endnu hører fremtiden til: „Rygter [meldinger, fodnoten] fra solopgangen og nordfra vil forfærde ham [Nordens konge], og han vil rykke ud i stor forbitrelse for at tilintetgøre og vie mange til udslettelse. Og han vil slå sine paladstelte op mellem det vældige hav og Prydelsens hellige bjerg; men han skal møde sit endeligt, og ingen kommer ham til hjælp.“ — Daniel 11:44, 45.

21. Hvilke spørgsmål står tilbage angående Nordens konge?

²¹ Sovjetunionens opløsning i december 1991 var et alvorligt tilbageslag for Nordens konge. Hvem vil indtage stillingen som denne konge når Daniel 11:44, 45 bliver opfyldt? Vil han kunne identificeres med et af de lande der var en del af det tidligere Sovjetunionen? Eller vil han fuldstændig skifte identitet, sådan som han har gjort flere gange før? Vil den omstændighed at flere lande kommer i besiddelse af kernevåben, resultere i et nyt våbenkapløb og få indflydelse på denne konges identitet? Kun tiden kan besvare disse spørgsmål, og vi gør klogt i ikke at spekulere. Når Nordens konge indleder sit sidste felttog, vil alle der har indsigt fra Bibelen, være klar over at det er profetierne der opfyldes. — Se „Kongerne i Daniels Bog, kapitel 11“, side 284.

22. Hvilke spørgsmål kan man stille angående Nordens konges sidste angreb?

²² Vi ved imidlertid hvad Nordens konge snart vil gøre. På grund af rygter eller meldinger „fra solopgangen og nordfra“ vil han drage ud på et felttog ’for at tilintetgøre mange’. Hvem drager han ud imod? Og hvilke „rygter“ eller „meldinger“ udløser angrebet?

FORUROLIGENDE MELDINGER

23. (a) Hvilken særlig begivenhed må finde sted inden Harmagedon? (b) Hvem er „kongerne fra solens opgang“?

²³ I Åbenbaringens Bog fortælles der om hvordan Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, vil møde sit endeligt. Før „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, Harmagedon, vil denne store fjende af sand gudsdyrkelse ’blive opbrændt med ild’. (Åbenbaringen 16:14, 16; 18:2-8) Dens ødelæggelse bebudes ved at den sjette af Guds harmes skåle udgydes over den symbolske Eufratflod, og floden udtørres så ’vejen kan være beredt for kongerne fra solens opgang’. (Åbenbaringen 16:12) Hvem er disse konger? Det er ingen andre end Jehova Gud og Jesus Kristus. — Jævnfør Esajas 41:2; 46:10, 11.

24. Hvilken handling fra Jehovas side kan være det der foruroliger Nordens konge?

²⁴ Babylon den Stores ødelæggelse beskrives malende i Åbenbaringens Bog, der siger: „Og de ti horn som du så [de konger der regerer i endens tid], og vilddyret [De Forenede Nationer], disse vil hade skøgen og gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes kød og opbrænde hende med ild.“ (Åbenbaringen 17:16) Hvorfor ødelægger kongerne Babylon den Store? Fordi Gud ’indgiver i deres hjerter at udføre hans tanke’. (Åbenbaringen 17:17) Blandt disse konger er Nordens konge. Det han hører „fra solopgangen“, kan sigte til netop den handling at Jehova indgiver i de jordiske regeringslederes hjerter at de skal udslette den store religiøse skøge.

25. (a) Hvad er Nordens konges særlige mål? (b) Hvor slår Nordens konge „sine paladstelte“ op?

²⁵ Men Nordens konge har et særligt mål for sin vrede. „Han vil slå sine paladstelte op mellem det vældige hav og Prydelsens hellige bjerg,“ siger engelen. På Daniels tid var „det vældige hav“ Middelhavet, og ’det hellige bjerg’ var Zion, hvor Guds tempel lå. I profetiens opfyldelse leder den forbitrede Nordens konge altså et felttog mod Guds folk. I symbolsk forstand er stedet „mellem det vældige hav og Prydelsens hellige bjerg“ Jehovas salvede tjeneres åndelige domæne. De er kommet op af den gudfremmede menneskeheds „hav“ og har håb om at regere sammen med Jesus Kristus på det himmelske Zions Bjerg. — Esajas 57:20; Hebræerne 12:22; Åbenbaringen 14:1.

26. Fra hvem kommer meldingerne „nordfra“, som det fremgår af Ezekiels profeti?

²⁶ Ezekiel, der var en af Daniels samtidige, profeterede også om et angreb på Guds folk „i de sidste dage“. Han sagde at det fjendtlige angreb ville blive indledt af Gog fra Magog, som er Satan Djævelen. (Ezekiel 38:14, 16) Hvorfra kommer Gog i symbolsk forstand? „Fra de fjerneste egne mod nord,“ siger Jehova gennem Ezekiel. (Ezekiel 38:15) Hvor voldsomt angrebet end er, vil det ikke udslette Jehovas folk. Det dramatiske angreb vil komme som følge af en strategisk manøvre fra Jehovas side med det formål at tilintetgøre Gogs styrker. Jehova siger nemlig, henvendt til Satan: „Jeg vil . . . sætte kroge i dine kæber og trække dig frem.“ „Jeg vil . . . lede dig frem og føre dig op fra de fjerneste egne mod nord og bringe dig ind på Israels bjerge.“ (Ezekiel 38:4; 39:2) De meldinger „nordfra“ der gør Nordens konge forbitret, må derfor stamme fra Jehova. Men hvad disse rygter eller meldinger „fra solopgangen og nordfra“ til sidst vil bestå i, véd kun Gud. Tiden vil vise det.

27. (a) Hvorfor vil Gog ægge nationerne, deriblandt Nordens konge, til at angribe Jehovas folk? (b) Vil Gogs angreb lykkes?

²⁷ Gog vil iværksætte sit endelige angreb på „Guds Israel“ på grund af dets velstand. Sammen med ’den store skare’ af de „andre får“ er dette folk ikke længere en del af hans verden. (Galaterne 6:16; Åbenbaringen 7:9; Johannes 10:16; 17:15, 16; 1 Johannes 5:19) Gog ser med mishag på „et folk der er samlet fra nationerne, et folk der erhverver sig [åndelig] velstand og ejendom“. (Ezekiel 38:12) Gog, der betragter de kristnes åndelige domæne som „et åbent land“ der er lige til at indtage, gør sit yderste for at fjerne denne hindring der står i vejen for hans fuldstændige herredømme over menneskene. Men angrebet mislykkes. (Ezekiel 38:11, 18; 39:4) Når jordens konger, deriblandt Nordens konge, angriber Jehovas folk, vil de ’møde deres endeligt’.

’KONGEN VIL MØDE SIT ENDELIGT’

28. Hvad ved vi om Nordens konges og Sydens konges fremtid?

²⁸ Nordens konges sidste angreb er ikke rettet mod Sydens konge. Derfor vil Nordens konge ikke møde sit endeligt for sin store rivals hånd. Tilsvarende vil Sydens konge ikke blive tilintetgjort af Nordens konge. Sydens konge vil blive tilintetgjort, „ikke ved menneskehånd“, men af Guds rige.a (Daniel 8:25) I slaget ved Harmagedon vil alle jordiske konger blive fjernet af Guds rige, og dette vil også ske med Nordens konge. (Daniel 2:44) I Daniel 11:44, 45 beskrives de begivenheder der fører frem til dette sidste slag. Det er derfor ikke så mærkeligt at ’ingen kommer Nordens konge til hjælp’ når han møder sit endeligt!

[Oversigt/illustration på side 284]

KONGERNE I DANIELS BOG, KAPITEL 11

Daniel 11:5

Nordens konge: Seleukos I Nikator

Sydens konge: Ptolemaios I

Daniel 11:6

Nordens konge: Antiochos II (hustru Laodike)

Sydens konge: Ptolemaios II (datter Berenike)

Daniel 11:7-9

Nordens konge: Seleukos II

Sydens konge: Ptolemaios III

Daniel 11:10-12

Nordens konge: Antiochos III

Sydens konge: Ptolemaios IV

Daniel 11:13-19

Nordens konge: Antiochos III (datter Kleopatra I)

Efterfølger: Seleukos IV og Antiochos IV

Sydens konge: Ptolemaios V

Efterfølgere: Ptolemaios VI

Daniel 11:20

Nordens konge: Augustus

Daniel 11:21-24

Nordens konge: Tiberius

Daniel 11:25, 26

Nordens konge: Aurelian

Romerriget går i opløsning

Sydens konge: Dronning Zenobia

Daniel 11:27-30a

Nordens konge: Det Tyske Rige (1. verdenskrig)

Sydens konge: England, efterfulgt af den anglo-amerikanske verdensmagt

Daniel 11:30b, 31

Nordens konge: Hitlers Tredje Rige (2. verdenskrig)

Sydens konge: Anglo-amerikanske verdensmagt

Daniel 11:32-43

Nordens konge: Kommunistiske blok (Kolde krig)

Sydens konge: Anglo-amerikanske verdensmagt

Daniel 11:44, 45

Nordens konge: Endnu fremtidigb

Sydens konge: Anglo-amerikanske verdensmagt

[Fodnote]

[Helsides illustration på side 271]

[Illustrationer på side 279]

Sydens konge har ’stødt’ til Nordens konge ved blandt andet at gøre brug af højteknologisk spionage og trusler om våbenmagt