Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Bibelens 27. bog — Daniels Bog
    “Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig”
    • BOGENS INDHOLD

      7. Hvad fører til at Daniel og hans venner træder i den babyloniske regerings tjeneste?

      7 Forberedelsen til statstjenesten (1:1-21). I 617 f.v.t. kommer Daniel til Babylon sammen med de fangne jøder. De hellige redskaber fra Jerusalems tempel er også med, og de bliver opbevaret i et hedensk skatkammer. Daniel og hans tre hebraiske venner er blandt de unge judæere af kongelig slægt der udvælges til at få en treårig oplæring i kongens palads. Da Daniel i sit hjerte er besluttet på ikke at besmitte sig med den hedenske konges fine mad og vin, foreslår han en prøve der går ud på at han og hans venner i ti dage kun skal spise grøntsager. Prøven falder ud til gunst for Daniel og hans venner, og Gud giver dem lærdom og visdom. Nebukadnezar udnævner disse fire til sine rådgivere. Det sidste vers i kapitel 1, som kan være føjet til længe efter at den foregående del blev skrevet, oplyser at Daniel stadig var i kongens tjeneste omkring 80 år efter at han var draget i landflygtighed, det vil sige omkring år 538 f.v.t.

      8. Hvilken drøm og tydning åbenbarer Gud for Daniel, og hvordan viser Nebukadnezar sin værdsættelse?

      8 Drømmen om billedstøtten (2:1-49). I det andet år af sit kongedømme (sikkert regnet fra Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t.) bliver Nebukadnezar foruroliget over en drøm. Hans magere kan ikke fortælle ham drømmen og tyde den. Han tilbyder dem store gaver, men de indvender at ingen andre end guderne kan opfylde kongens ønske. Kongen bliver rasende og befaler at vismændene skal dræbes. Eftersom denne befaling også gælder de fire hebræere, beder Daniel om at få en frist så han kan tyde drømmen. Daniel og hans venner beder til Jehova om vejledning. Jehova åbenbarer drømmen og dens betydning for Daniel, som så føres frem for kongen og siger: „Der er . . . en Gud i himmelen som åbenbarer hemmeligheder, og han har ladet kong Nebukadnezar vide hvad der skal ske i de sidste dage.“ (2:28) Daniel beskriver drømmen. Den handler om en vældig billedstøtte. Dens hoved er af guld, dens bryst og arme af sølv, dens bug og hofter af kobber, dens ben af jern, og dens fødder dels af jern, dels af ler. En sten rammer og knuser billedstøtten og bliver et stort bjerg der fylder hele jorden. Hvad betyder det? Daniel forklarer at Babylons konge er hovedet af guld. Efter hans rige vil der følge et andet, et tredje og et fjerde rige. Til sidst „vil himmelens Gud oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. . . . Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig“. (2:44) I taknemmelighed og værdsættelse priser kongen Daniels Gud som „gudernes Gud“ og gør Daniel til „hersker over hele provinsen Babylon og øverste præfekt over alle Babylons vismænd“. Daniels tre venner får ledende stillinger i riget. — 2:47, 48.

      9. Hvad fører de tre hebræeres frimodige standpunkt imod billeddyrkelse til?

      9 De tre hebræere overlever opholdet i den brændende ildovn (3:1-30). Nebukadnezar opstiller en mægtig billedstøtte af guld, 60 alen (knap 27 meter) høj, og befaler at alle de ledende i riget skal overvære indvielsen af den. Ved lyden af en bestemt slags musik skal alle falde ned og tilbede billedstøtten. Enhver der ikke gør det, skal kastes i den brændende ildovn. Det bliver meddelt at Daniels tre venner, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, har nægtet at adlyde befalingen. De bliver ført for den opbragte konge og vidner frimodigt: „Vor Gud som vi tjener, [kan] redde os. . . . guldbilledstøtten som du har opstillet, tilbeder vi ikke.“ (3:17, 18) Fyldt med forbitrelse giver kongen ordre til at ovnen skal gøres syv gange hedere end sædvanlig og at de tre hebræere skal bindes og kastes i den. Da kongens mænd gør dette, bliver de selv dræbt af den flammende ild. Nebukadnezar bliver forfærdet. Hvad er det han ser inde i ovnen? Fire mænd går uskadte omkring inde i ilden, og ’den fjerde ligner en gudssøn’. (3:25) Kongen råber til de tre hebræere at de skal træde ud af ilden. Det gør de. De er ikke så meget som blevet svedet — der er ikke engang brandlugt ved dem! Som følge af at de modigt holdt fast ved den sande tilbedelse, udråber Nebukadnezar tilbedelsesfrihed for alle jøderne i riget.

      10. Hvilken forfærdende drøm om „syv tider“ havde Nebukadnezar, og blev den opfyldt på ham?

      10 Drømmen om de „syv tider“ (4:1-37). Denne drøm gengives i beretningen som Daniels afskrift af et babylonisk statsdokument. Det blev skrevet af den ydmygede Nebukadnezar. Nebukadnezar anerkender først den højeste Guds magt og rige. Derefter fortæller han om en drøm der forfærdede ham, og om hvordan den blev opfyldt på ham. Han så et træ der nåede til himmelen og gav ly og føde til alt kød. En vægter råbte: ’Fæld træet. Bind dets stub med jern og kobber. Lad syv tider gå hen over det, for at det kan erkendes at den Højeste er hersker over menneskenes rige og ophøjer den ubetydeligste blandt menneskene over det.’ (4:14-17) Daniel tydede drømmen og forklarede at træet symboliserede Nebukadnezar. Snart gik denne profetiske drøm i opfyldelse. Da kongen ved en lejlighed gav udtryk for stort hovmod, blev han slået med vanvid og levede som et dyr på marken i syv år. Derefter fik han sin forstand igen, og han anerkendte Jehovas overhøjhed.

      11. Under hvilke udsvævelser ser Belsazzar den skæbnesvangre skrift på væggen, hvordan tyder Daniel den, og hvordan opfyldes den?

      11 Belsazzars banket, skriften på væggen tydes (5:1-31). Det er den skæbnesvangre nat mellem den 5. og 6. oktober 539 f.v.t. Kong Belsazzar, søn af Nabonid og medregent i Babylon, afholder en stor banket for tusind af sine stormænd. Påvirket af vinen lader kongen de hellige kar af guld og sølv fra Jehovas tempel hente, og i deres drukkenskab drikker Belsazzar og hans gæster af dem mens de priser deres hedenske guder. I samme øjeblik viser der sig en hånd som skriver et gådefuldt budskab på væggen. Kongen bliver rædselsslagen. Hans vismænd kan ikke tyde skriften. Til sidst bliver Daniel ført ind. Kongen tilbyder at gøre ham til den tredje i riget, hvis han kan læse og tyde skriften, men Daniel siger at kongen kan beholde sine gaver. Derefter læser han skriften og forklarer dens betydning: „MENE, MENE, TEKEL og PARSIN. . . . Gud har talt dit riges dage og gjort ende på det. . . . Du er blevet vejet på vægten og fundet for let. . . . Dit rige er blevet delt og givet til mederne og perserne.“ (5:25-28) Samme nat bliver Belsazzar dræbt, og mederen Darius overtager riget.

      12. Hvordan bliver en sammensværgelse mod Daniel gjort til intet, og hvilket dekret udsteder Darius derefter?

      12 Daniel i løvekulen (6:1-28). Højere embedsmænd i Darius’ rige forsøger at skade Daniel ved at få kongen til at udstede en lov om at det i 30 dage skal være forbudt at bede til nogen gud eller noget menneske, bortset fra kongen. Enhver der ikke følger befalingen skal kastes for løverne. Daniel nægter at adlyde denne lov der berører hans tilbedelse, og han vender sig til Jehova i bøn. Han bliver kastet i løvekulen. Jehovas engel lukker på mirakuløs vis løvernes gab, og næste morgen er kong Darius glad for at finde Daniel uskadt. Fjenderne bliver nu kastet ned til løverne og fortæret af dem, og kongen udsteder et dekret om at alle skal frygte Daniels Gud, eftersom „han er den levende Gud“. (6:26) Daniel har fremgang i regeringens tjeneste, under både Darius og Kyros.

      13. Hvilket syn har Daniel af fire dyr og Rigets herredømme?

      13 Syner af dyrene (7:1–8:27). Vi vender tilbage til „kong Belsazzar af Babylons første år“, der efter alt at dømme var 553 f.v.t. Daniel har selv en drøm, som han nedskriver på aramaisk.g Han ser fire store og frygtindgydende dyr vise sig, det ene efter det andet. Det fjerde er overmåde stærkt, og et lille horn skyder op blandt de andre horn og ’taler store ord’. (7:8) Den gamle af dage viser sig og tager sæde. „Tusind gange tusind“ tjener ham. ’En der er som en menneskesøn’ træder frem for ham, og der bliver „givet ham herredømme og ære og kongemagt, og alle folkeslag, folkestammer og tungemål skal tjene ham“. (7:10, 13, 14) Daniel modtager derefter tydningen af synet af de fire dyr. De symboliserer fire konger eller riger. Blandt de ti horn på det fjerde dyr vokser et lille horn frem. Det bliver mægtigt og fører krig mod de hellige. Men så sættes retten i himmelen, og ’riget og herredømmet og storheden som tilhører rigerne under den ganske himmel bliver givet til det folk som er den Allerhøjestes hellige’. — 7:27.

      14. Hvilket syn får Daniel af en gedebuk og en tohornet vædder? Hvordan forklarer Gabriel det?

      14 To år senere, længe før Babylons fald, ser Daniel et andet syn, som han nedskriver på hebraisk. En gedebuk med et anseligt horn i panden kæmper med og overvinder en stolt vædder der har to horn. Gedebukkens store horn bliver brudt af, fire mindre horn vokser frem, og fra et af disse skyder et lille horn frem der bliver stort, så det endog trodser himmelens hær. Det bliver forudsagt at der skal gå 2300 dage indtil helligdommen bringes tilbage til sin „rette tilstand“. (8:14) Gabriel forklarer synet for Daniel. Vædderen symboliserer Mediens og Persiens konger. Gedebukken er kongen af Grækenland, hvis rige vil blive delt i fire. Senere vil en konge med bistert ansigt modstå „fyrsternes Fyrste“. Eftersom synet ’først gælder om mange dage’ skal Daniel indtil videre holde det hemmeligt. — 8:25, 26.

      15. Hvad bevirker at Daniel beder til Jehova, og hvad fortæller Gabriel nu om „halvfjerds uger“?

      15 Messias, Føreren, forudsiges (9:1-27). I mederen Darius’ første år undersøger Daniel Jeremias’ profeti. Da Daniel forstår at de 70 år hvori Jerusalem ifølge profetien skal ligge øde, nærmer sig deres afslutning, beder han til Jehova og bekender sine egne og Israels synder. (Dan. 9:1-4; Jer. 29:10) Gabriel viser sig for at fortælle at der vil være „halvfjerds uger . . . til at gøre ende på overtrædelsen og bringe synd til ophør og skaffe soning for brøde“. Messias, Føreren, vil komme efter afslutningen af de 69 uger, og skal derefter ryddes bort. Pagten skal stå ved magt for de mange til afslutningen af den 70. uge, og til sidst skal der komme ødelæggelse og udslettelse. — Dan. 9:24-27.

      16. Under hvilke omstændigheder viser en engel sig igen for Daniel?

      16 Norden mod Syden, Mikael står frem (10:1–12:13). Det er „kong Kyros af Persiens tredje år“ og følgelig omkring 536 f.v.t., ikke længe efter at jøderne er vendt tilbage til Jerusalem. Efter tre ugers faste befinder Daniel sig ved bredden af floden Hiddekel. (Dan. 10:1, 4; 1 Mos. 2:14) En engel viser sig for ham og forklarer at „perserrigets fyrste“ forsøgte at hindre ham i at komme til Daniel, men at „Mikael, en af de øverste fyrster,“ kom ham til hjælp. Han lader nu Daniel se et syn der gælder „de sidste dage“. — Dan. 10:13, 14.

      17. Hvilken profetisk-historisk skildring af Nordens og Sydens konge giver Daniel nu?

      17 Dette fængslende syn drejer sig først om det persiske dynasti og en kommende kamp mod Grækenland. En mægtig konge skal stå frem og udøve et stort herredømme, men hans rige skal blive delt i fire dele. Med tiden vil der blive to lange kongerækker, Sydens konge og Nordens konge, der kæmper imod hinanden. Magtkampen vil bølge frem og tilbage. Disse uforbederligt onde konger vil tale løgn ved samme bord. „Ved den fastsatte tid“ vil kampen blusse op igen. Guds helligdom vil blive vanhelliget, og „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“ skal opstilles. (11:29-31) Nordens konge vil sige ting man undres over mod gudernes Gud og ære fæstningernes gud. Når Sydens konge „i endens tid“ støder sammen med Nordens konge, vil Nordens konge overskylle mange lande og også trænge ind i „Prydelsens land“. Forfærdet af rygter fra øst og nord vil han rykke ud i forbitrelse og „slå sine paladstelte op mellem det store hav og Prydelsens hellige bjerg“. „Men han skal møde sit endeligt, og ingen kommer ham til hjælp.“ — 11:40, 41, 45.

      18. Hvad indtræffer mens Mikael står op for ’Guds folks sønner’?

      18 Det storslåede syn fortsætter: Mikael står op for ’Guds folks sønner’. Der skal komme „en trængselstid“ der ikke har haft sin mage i menneskenes historie, men de der findes skrevet i bogen skal undslippe. Mange af dem som sover i jordens støv vil vågne til evigt liv, og „de der har indsigt vil stråle som glansen på den udstrakte himmel“. De vil føre mange til retfærdighed. Daniel skal sætte segl for bogen „indtil endens tid“. „Hvor længe er der til enden på disse underfulde ting?“ Engelen nævner tidsperioder på henholdsvis tre og en halv tid, 1290 dage og 1335 dage, og at kun „de som har indsigt skal forstå“. Ja, disse mennesker er lykkelige! Til sidst fremholder engelen det beroligende løfte for Daniel at han skal hvile og stå op til sin lod „ved dagenes ende“. — 12:1, 3, 4, 6, 10, 13.

  • Bibelens 27. bog — Daniels Bog
    “Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig”
    • Navnet „Daniel“ (hebraisk: Danīje’lʹ) betyder „Gud er min dommer“. Ezekiel, der levede samtidig med Daniel, bekræfter at Daniel var en virkelig person, for han nævner ham sammen med Noa og Job. (Ez. 14:14, 20; 28:3) Daniel tidsfæster begyndelsen af sin bog til „kong Jojakim af Judas tredje regeringsår“. Dette var i 618 f.v.t., Jojakims tredje år som tributpligtig konge over for Nebukadnezar.a Daniel fortsatte med at få profetiske syner helt frem til Kyros’ tredje år, omkring 536 f.v.t. (Dan. 1:1; 2:1; 10:1, 4) Hvilken begivenhedsrig tid Daniel levede i! I sin barndom og tidlige ungdom levede han under Guds kongedømme i Juda. Så blev han som en halvvoksen fyrste sammen med sine fornemme judæiske fæller ført til Babylon, og der oplevede han bibelhistoriens tredje verdensmagts storhed og fald. Daniel levede så længe at han kom til at tjene som regeringsembedsmand i det fjerde verdensrige, Medo-Persien. Daniel må have levet i næsten hundrede år.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del