EN MORDERISK PLAN IVÆRKSÆTTES

7. Hvilket forslag forelagde de højere embedsmænd og satrapperne kongen, og hvordan gjorde de det?

⁷ Flere højere embedsmænd og satrapper kom nu til Darius „i samlet flok“. Det aramaiske udtryk indeholder den tanke at de kom stormende under megen larm. Åbenbart fik de det til at se ud som om de havde en sag af største vigtighed at forelægge Darius. Måske har de tænkt at han ville være mindre tilbøjelig til at stille spørgsmål angående deres forslag hvis de fremførte det med overbevisning og som noget der krævede øjeblikkelig handling. Derfor gik de lige til sagen idet de sagde: „Alle de højere embedsmænd i riget, præfekterne og satrapperne, de kongelige embedsmænd og landshøvdingerne, foreslår i samråd at der udstedes en kongelig forordning, og at der sættes et forbud i kraft, om at enhver der i tredive dage retter en bøn til nogen anden gud eller noget andet menneske end dig, o konge, skal kastes i løvekulen.“a — Daniel 6:6, 7.

8. (a) Hvorfor ville Darius uden tvivl synes godt om lovforslaget? (b) Hvad var embedsmændenes og satrappernes egentlige motiv?

⁸ Den verdslige historie bekræfter at det var almindeligt at de mesopotamiske konger blev betragtet og dyrket som guder. Darius følte sig derfor uden tvivl smigret over dette forslag. Måske har han også set sin fordel ved det. Vi må huske at for indbyggerne i Babylon var Darius en fremmed og nyankommen. Den nye lov ville befæste hans kongedømme og få de mange der boede i Babylon, til åbent at give udtryk for at de ville være loyale mod den nye regering og støtte den. Men det var dog langtfra kongens velfærd der lå embedsmændene og satrapperne på sinde da de stillede forslaget. Deres sande motiv var at lægge en fælde for Daniel. De vidste nemlig at han var vant til at bede til Gud tre gange om dagen foran de åbne vinduer i sit tagkammer.

9. Hvorfor ville de fleste ikkejøder ikke have noget imod at rette sig efter den nye lov?

⁹ Ville dette forbud i forbindelse med bøn skabe vanskeligheder for alle religiøse samfund i Babylon? Ikke nødvendigvis, især ikke da forbudet kun skulle vare en måned. Desuden var der kun få ikkejøder der ville betragte det som et kompromis at rette deres bøn til et menneske for en kort tid. En bibelforsker siger: „At tilbede kongen ville ikke være noget usædvanligt krav for det mest afguderiske af folkeslagene; da babylonierne blev opfordret til at vise erobreren — mederen Darius — den ærbødighed der tilkom en gud, gik de derfor beredvilligt ind på at opfylde dette krav. Det var kun jøderne der ville modsætte sig et sådant krav.“

10. Hvordan betragtede mederne og perserne en lov der var udstedt af kongen?

¹⁰ De embedsmænd der var kommet til Darius, opfordrede ham til at „udstede forbudet og undertegne skrivelsen, så den ikke [kunne] ændres, i overensstemmelse med medernes og persernes lov, der ikke [kunne] kaldes tilbage“. (Daniel 6:8) I Østen blev kongens vilje i oldtiden ofte betragtet som uforanderlig. Det understøttede den opfattelse at han var ufejlbarlig. Selv en lov der kunne føre til uskyldige menneskers død, måtte stå ved magt!

11. Hvordan ville Daniel blive berørt af Darius’ dekret?

¹¹ Uden at tænke på Daniel underskrev Darius forbudet. (Daniel 6:9) Dermed underskrev han intetanende dødsdommen over sin mest værdsatte embedsmand, for Daniel ville med sikkerhed blive berørt af dette dekret.

DARIUS TVINGES TIL AT AFSIGE EN UGUNSTIG DOM

12. (a) Hvad gjorde Daniel så snart han fik kendskab til den nye lov? (b) Hvem holdt øje med Daniel, og hvorfor?

¹² Daniel fik snart kendskab til den nye lov. Han gik straks ind i sit hus og op i sit tagkammer, hvor vinduerne stod åbne mod Jerusalem.b Her begyndte Daniel at bede til Gud, „sådan som han hidtil havde været vant til at gøre“. Daniel har sikkert ment at han var alene, men de sammensvorne holdt øje med ham. Pludselig trængte de ind „i samlet flok“, uden tvivl lige så ophidsede som da de havde henvendt sig til Darius. Nu så de med egne øjne Daniel „i færd med at holde bøn og bede ydmygt foran sin Gud“. (Daniel 6:10, 11) De højere embedsmænd og satrapperne havde alle de beviser de behøvede for at anklage Daniel over for kongen.

13. Hvad indberettede Daniels fjender til kongen?

¹³ Listigt spurgte Daniels fjender Darius: „Har du ikke undertegnet et forbud om at enhver der i tredive dage retter en bøn til nogen anden gud eller noget andet menneske end dig, o konge, skal kastes i løvekulen?“ Darius svarede: „Sagen står fast i overensstemmelse med medernes og persernes lov, som ikke kan kaldes tilbage.“ De sammensvorne kom straks til sagen og sagde: „Daniel, som er en af de landflygtige fra Juda, har ikke givet agt på dig, o konge, eller på forbudet som du har undertegnet, for han beder sin bøn tre gange om dagen.“ — Daniel 6:12, 13.

14. Hvad var åbenbart grunden til at de højere embedsmænd og satrapperne omtalte Daniel som „en af de landflygtige fra Juda“?

¹⁴ Det er værd at bemærke at de højere embedsmænd og satrapperne omtalte Daniel som „en af de landflygtige fra Juda“. De ville åbenbart understrege at denne Daniel som Darius havde ophøjet til en så fremtrædende stilling, blot var en jødisk træl. De mente at som sådan var han ikke hævet over loven — uanset hvad kongen mente om ham!

15. (a) Hvordan reagerede Darius på indberetningen fra de højere embedsmænd og satrapperne? (b) Hvordan viste embedsmændene og satrapperne yderligere deres foragt for Daniel?

¹⁵ De højere embedsmænd og satrapperne troede måske at kongen ville belønne dem for deres snedige detektivarbejde. I så fald ventede der dem en overraskelse. Darius blev dybt bekymret over det de fortalte ham. I stedet for at blive rasende på Daniel eller straks sende ham i løvekulen tænkte han hele dagen på hvordan han kunne redde ham. Men hans anstrengelser var forgæves. Inden længe vendte de sammensvorne tilbage og forlangte skamløst at Daniel skulle lide døden. — Daniel 6:14, 15.

16. (a) Hvorfor respekterede Darius Daniels Gud? (b) Hvilket håb nærede Darius med hensyn til Daniel?

¹⁶ Darius indså at han ikke havde noget valg. Loven kunne ikke annulleres, og der kunne ikke ses gennem fingre med Daniels ’lovovertrædelse’. Alt hvad Darius kunne sige til Daniel var: „Din Gud som du så vedholdende tjener, vil selv redde dig.“ Det ser ud til at Darius havde respekt for Daniels Gud. Det var trods alt Jehova der havde givet Daniel evnen til at forudsige Babylons fald. Han havde også givet Daniel „en ånd ud over det sædvanlige“, som skilte ham ud fra de andre højere embedsmænd. Måske Darius vidste at den samme Gud mange år før havde udfriet tre unge hebræere fra ildovnen. Sandsynligvis håbede kongen at Jehova nu ville udfri Daniel, eftersom Darius ikke kunne omstøde den lov som han havde undertegnet. Altså blev Daniel kastet i løvekulen.c Derefter blev „en sten . . . hentet og anbragt over kulens åbning, og kongen forseglede den med sin signetring og med sine stormænds signetring, sådan at intet kunne ændres i Daniels sag“. — Daniel 6:16, 17.

BEGIVENHEDERNE TAGER EN DRAMATISK VENDING

17, 18. (a) Hvad viser at Darius var ulykkelig over Daniels situation? (b) Hvad skete der da Darius næste morgen vendte tilbage til løvekulen?

¹⁷ En nedslået Darius vendte tilbage til sit palads. Ingen musikere blev tilkaldt, for han var ikke i humør til at blive underholdt. I stedet lå han vågen hele natten, og han fastede. „Søvnen flygtede fra ham.“ Ved daggry skyndte Darius sig hen til løvekulen. Med bedrøvet stemme råbte han: „Daniel, du den levende Guds tjener, mon din Gud som du til stadighed tjener, har kunnet redde dig fra løverne?“ (Daniel 6:18-20) Til sin forbløffelse — og store lettelse — kom der et svar!

¹⁸ „O konge, måtte du leve til fjerne tider!“ Med denne respektfulde hilsen viste Daniel at han ikke nærede nogen fjendtlige følelser for kongen. Han forstod at den egentlige årsag til forfølgelsen ikke var Darius, men de misundelige embedsmænd og satrapper. (Jævnfør Mattæus 5:44; Apostelgerninger 7:60.) Daniel fortsatte: „Min Gud har sendt sin engel og lukket løvernes gab; og de har ikke gjort mig fortræd, for over for ham er jeg blevet fundet uskyldig; og over for dig, o konge, har jeg heller ikke gjort noget der var til skade.“ — Daniel 6:21, 22.

19. Hvordan havde de højere embedsmænd og satrapperne ført Darius bag lyset og manipuleret med ham?

¹⁹ Darius må være blevet ramt af samvittighedsnag. Han havde hele tiden vidst at Daniel ikke havde gjort noget der fortjente at han blev kastet i løvekulen. Han var udmærket klar over at embedsmændene og satrapperne havde sammensvoret sig om at få Daniel ryddet af vejen, og at de havde manipuleret med kongen for at nå deres selviske mål. Da de hævdede at „alle de højere embedsmænd i riget“ havde anbefalet at denne forordning blev udstedt, havde de ladet Darius forstå at Daniel også var blevet rådspurgt. Darius ville tage sig af disse udspekulerede mænd senere. Men først gav han ordre til at Daniel skulle løftes op af løvekulen. Ved et mirakel havde Daniel ikke fået en eneste skramme! — Daniel 6:23.

20. Hvad skete der med Daniels ondsindede fjender?

²⁰ Nu da Daniel var i sikkerhed, havde Darius en anden vigtig sag at tage sig af. „Da gav kongen befaling, og man hentede de mænd som havde rettet anklage mod Daniel, og kastede dem, deres sønner og deres hustruer i løvekulen, og de havde ikke nået kulens bund før løverne kastede sig over dem og knuste alle knoglerne i dem.“d — Daniel 6:24.

21. Hvilken modsætning var der mellem Moseloven og nogle oldtidsrigers love med hensyn til behandlingen af medlemmer af en lovovertræders familie?

²¹ Det kan synes urimeligt at Darius ikke alene lod de sammensvorne, men også deres hustruer og børn, lide døden. I modsætning hertil hed det i den lov som Gud havde givet ved profeten Moses: „Fædre skal ikke lide døden på grund af deres børn, og børn skal ikke lide døden på grund af deres fædre. Enhver skal lide døden for sin egen synd.“ (5 Mosebog 24:16) I nogle af oldtidens kulturer var det imidlertid ikke ualmindeligt, i tilfælde hvor der var tale om en alvorlig forbrydelse, at medlemmerne af en familie måtte lide døden sammen med den der havde overtrådt loven. Man gjorde det måske for at ingen i familien senere skulle tage hævn. Daniel havde imidlertid intet at gøre med at der blev skredet ind over for de højere embedsmænds og satrappernes familier. Han har sikkert været bedrøvet over den ulykke som disse onde mænd havde bragt over deres hustruer og børn.

22. Hvilken ny proklamation udsendte Darius?

²² De rænkefulde højere embedsmænd og satrapper var borte. Darius udsendte en proklamation, der lød: „Der er af mig udstedt en befaling om at man overalt under mit riges herredømme skal skælve og frygte for Daniels Gud; for han er den levende Gud og den som består evindelig, og hans rige er et som ikke vil blive ødelagt, og hans herredømme varer for evigt. Han redder og udfrier og gør tegn og undere i himmelen og på jorden, for han har reddet Daniel af løvernes vold.“ — Daniel 6:25-27.

[Helsides illustration på side 121]