En brochure udgivet i 1999 af National Academy of Sciences (NAS) i USA henviser til “de 13 finkearter som Darwin studerede på Galápagosøerne, og som i dag kaldes Darwins finker”.²³

I 1970’erne begyndte en forskningsgruppe ledet af ægteparret Peter R. og B. Rosemary Grant fra Princeton University at studere disse finker. Efter et år med tørke på øerne opdagede gruppen at finker med lidt større næb var mere overlevelsesdygtige end finker med mindre næb. Eftersom næbenes størrelse og form er en af de vigtigste måder hvorpå man kan identificere de 13 finkearter, mente man at denne opdagelse var betydningsfuld. Brochuren fra NAS fortsætter: “Parret Grant skønner at hvis der indtræffer en tørke på øerne cirka hvert 10. år, vil der opstå en ny finkeart i løbet af blot 200 år.”²⁴

Brochuren undlader dog at nævne at i årene efter tørken blev de finker der havde et mindre næb, igen de dominerende i bestanden. Forskerne lagde mærke til at i takt med at klimaet på øen ændrede sig, skiftedes finkerne med større næb og dem med mindre næb til at være de dominerende på øen. De fandt også ud af at nogle af de forskellige “arter” af finker parrede sig med hinanden og frembragte afkom som klarede sig bedre end forældrefuglene. De konkluderede at hvis dette fortsatte, kunne det resultere i at to “arter” smeltede sammen til én.²⁵

Nej, Darwins finker er ikke blevet til “noget som helst nyt”. De er stadig finker. Og dét at de formerer sig indbyrdes, sår tvivl om de måder hvorpå nogle evolutionister definerer en art. Den viden man har om finkerne, er også med til at vise at end ikke ansete videnskabelige akademier er hævede over at fremlægge forskningsresultater på en forudindtaget måde.