En brochure udgivet i 1999 af National Academy of Sciences (NAS) i USA siger: „Et særligt overbevisende eksempel på speciation [artsdannelse] er de 13 finkearter som Darwin studerede på Galápagosøerne, og som i dag kaldes Darwins finker.“

I 1970’erne begyndte en forskningsgruppe ledet af Peter og Rosemary Grant at studere disse finker. Gruppen opdagede efter et år med tørke at finker med lidt større næb havde været mere overlevelsesdygtige end finker med mindre næb. Eftersom en af de vigtigste måder hvorpå man kan identificere de 13 finkearter, er at betragte næbbenes størrelse og form, troede man at denne opdagelse var betydningsfuld. Brochuren fortsætter: „Ægteparret Grant skønner at der, hvis der indtræffer tørke på øerne cirka en gang hvert 10. år, måske vil opstå en ny finkeart i løbet af blot 200 år.“

Brochuren undlader dog at nævne nogle vigtige men i denne forbindelse pinlige kendsgerninger. I årene efter tørken blev de finker der havde et mindre næb, igen de dominerende i populationen. I 1987 skrev Peter Grant og universitetsstuderende Lisle Gibbs derfor i det videnskabelige tidsskrift Nature at der var sket „en ændring i selektionsretningen“. I 1991 skrev Peter Grant at „populationen, som er underkastet naturlig selektion, oscillerer frem og tilbage“ hver gang klimaet ændrer sig. Forskerne lagde også mærke til at nogle af de forskellige „arter“ af finker parrede sig med hinanden og frembragte afkom som klarede sig bedre end forældrefuglene. Peter og Rosemary Grant konkluderede at hvis dette fortsatte, kunne det inden for 200 år resultere i at to „arter“ smeltede sammen til én art.

Nej, Darwins finker er ikke blevet til „noget nyt“. De er stadig finker. Og dét at de formerer sig indbyrdes, sår tvivl om de måder hvorpå nogle evolutionister definerer en art.