Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Fat mod nu hvor udfrielsen nærmer sig
    Vagttårnet – 1997 | 1. april
    • Fat mod nu hvor udfrielsen nærmer sig

      „’Jeg er med dig,’ lyder Jehovas udsagn, ’for at udfri dig.’“ — JEREMIAS 1:19.

      1, 2. Hvorfor har menneskeheden brug for at blive udfriet?

      UDFRIELSE! Hvilket trøstende ord! Når man bliver udfriet, indebærer det at man bliver reddet og slipper ud af en dårlig og ulykkelig situation. Det indeholder også tanken om at komme til at opleve langt bedre og lykkeligere forhold.

      2 Menneskeheden har desperat brug for en sådan udfrielse netop nu! Overalt føler folk sig undertrykt og nedslåede som følge af dårlige økonomiske og sociale forhold og på grund af fysiske, mentale og følelsesmæssige problemer. Langt de fleste er utilfredse med og skuffede over udviklingen i verden og kunne godt tænke sig en ændring til det bedre. — Esajas 60:2; Mattæus 9:36.

      „Kritiske tider som er vanskelige at klare“

      3, 4. Hvorfor er der et særlig stort behov for udfrielse netop i dag?

      3 Eftersom man her i det 20. århundrede har oplevet flere lidelser end nogen sinde før, er behovet for udfrielse også større end nogen sinde. I dag lever godt en milliard mennesker i dyb fattigdom, og tallet stiger med cirka 25 millioner om året. Hvert år dør 13 millioner børn af underernæring eller andre fattigdomsrelaterede årsager. Det er over 35.000 om dagen! Og der er millioner af voksne som dør for tidligt af forskellige sygdomme. — Lukas 21:11; Åbenbaringen 6:8.

      4 Krige og uroligheder har medført utallige lidelser. Bogen Death by Government (Dræbt af staten) siger at krige, etniske og religiøse stridigheder og staters massemord på deres egne borgere i dette århundrede har „kostet over 203 millioner mennesker livet“. Det hedder endvidere i bogen: „Det kan tænkes at tallet næsten når op på 360 millioner mennesker. Det er som om menneskeslægten er blevet hjemsøgt af en nutidig afart af den sorte død. Og det er faktisk tilfældet. Den spredes blot ikke af bakterier, men af magtbegær.“ Forfatteren Richard Harwood har bemærket: „De barbariske krige op gennem århundrederne var små og ubetydelige i sammenligning.“ — Mattæus 24:6, 7; Åbenbaringen 6:4.

      5, 6. Hvad er det der gør vor tid så foruroligende?

      5 Dertil kommer at umoralitet og familielivets opløsning i de senere år er taget til, foruden at der er sket en voldsom stigning i antallet af voldsforbrydelser. USA’s forhenværende undervisningsminister William Bennett har bemærket at landets befolkning i løbet af de sidste 30 år er vokset med 41 procent, men voldskriminaliteten er steget med 560 procent, antallet af fødsler uden for ægteskabet med 400 procent, skilsmissetallet med 300 procent og selvmordsraten blandt teenagere med 200 procent. Professor John DiIulio jun. fra Princeton University har advaret om at stadig flere unge bliver „superkriminelle“ der „myrder, overfalder, voldtager, røver, begår indbrud og skaber alvorlige samfundsproblemer. Det rører dem ikke at blive arresteret eller fængslet, og de plages ikke af samvittighedsnag.“ I USA er mord nu den næsthyppigste dødsårsag blandt de 15-19-årige. Blandt børn under fire år dør flere af misrøgt end af sygdomme.

      6 Kriminaliteten og volden begrænser sig ikke til et enkelt land. De fleste lande rapporterer om en lignende udvikling. Noget der bidrager til dette, er det udbredte stofmisbrug der bringer millioner i fordærv. Den australske avis Sydney Morning Herald har skrevet at den internationale handel med narkotika „er blevet verdens næststørste industri, kun overgået af våbenhandelen“. En anden faktor er den vold og umoralitet der gennemsyrer det man kan se i fjernsynet. I mange lande vil et barn som 18-årig have set titusinder af voldsscener og utallige sexscener i fjernsynet. Det øver en betragtelig fordærvende indflydelse, eftersom vores personlighed formes af det vi regelmæssigt fylder sindet med. — Romerne 12:2; Efeserne 5:3, 4.

      7. Hvordan har Bibelens profetier forudsagt de ubehagelige forhold vi oplever?

      7 Bibelens profetier har meget præcist forudsagt denne forfærdelige udvikling her i vort århundrede. Den har forudsagt at der ville komme verdensomspændende krige, epidemier, hungersnød og tiltagende lovløshed. (Mattæus 24:7-12; Lukas 21:10, 11) Og når vi læser profetien i Andet Timoteusbrev 3:1-5, er det som at lytte til dagens nyhedsudsendelser. Den viser at vi lever i „de sidste dage“ og beskriver folk som ’egenkærlige, pengekære, ulydige mod forældre, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uden selvbeherskelse, vilde, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud’. Det er nøjagtig sådan verden er i dag. Det forholder sig som William Bennett erkendte: „Der er alt for mange tegn på at . . . civilisationen er blevet rådden.“ Det er endog blevet sagt at civilisationen ophørte med den første verdenskrig.

      8. Hvorfor bragte Gud Vandfloden over jorden på Noas tid, og hvilken forbindelse har det med vor tid?

      8 Situationen i dag er værre end den var selv før Vandfloden på Noas tid, da „jorden blev fyldt med vold“. Dengang nægtede folk i almindelighed at ændre sind og ophøre med deres ondskab. Derfor sagde Gud: „Jorden er fuld af vold på grund af dem; og se, jeg ødelægger dem.“ Vandfloden gjorde ende på datidens voldelige verden. — 1 Mosebog 6:11, 13; 7:17-24.

      Ingen udfrielse ved menneskers indgriben

      9, 10. Hvorfor bør vi ikke se hen til mennesker efter udfrielse?

      9 Kan mennesker gøre noget for at udfri os fra disse dårlige forhold? Guds ord siger: „Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hos hvem der ikke er frelse.“ „Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ (Salme 146:3; Jeremias 10:23) Årtusinders historie har bekræftet dette. Mennesker har forsøgt sig med ethvert tænkeligt politisk, økonomisk og socialt system, men forholdene forværres alligevel. Havde mennesker kunnet finde frem til løsningen, ville de have gjort det på nuværende tidspunkt. I stedet viser virkeligheden at „det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det“. — Prædikeren 8:9; Ordsprogene 29:2; Jeremias 17:5, 6.

      10 For nogle få år siden sagde USA’s forhenværende sikkerhedspolitiske rådgiver Zbigniew Brzezinski: „Den uundgåelige konklusion på enhver grundig analyse af de globale udviklingstendenser er at sociale opstande, politiske uroligheder, økonomiske kriser og internationale stridigheder sikkert vil blive endnu mere omsiggribende.“ Han tilføjede: „Menneskeheden står over for . . . globalt anarki.“ Denne bedømmelse af verdensforholdene gælder i endnu højere grad i dag. I en lederartikel i avisen Register i New Haven, Connecticut, stod der følgende: „Det lader til at vi er kommet for langt ud til at vi kan vende udviklingen.“ Nej, man kan ikke vende udviklingen i verden, for i profetien om disse „sidste dage“ hedder det: „Onde mennesker og bedragere vil gå frem til det værre, idet de leder vild og ledes vild.“ — 2 Timoteus 3:13.

      11. Hvorfor vil mennesker ikke kunne ændre den forværrede situation?

      11 Årsagen til at menneskene ikke kan ændre kurs, er at Satan er „denne tingenes ordnings gud“. (2 Korinther 4:4) Ja, „hele verden ligger i den ondes magt“. (1 Johannes 5:19; se også Johannes 14:30.) Bibelen siger med rette om vor tid: „Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ (Åbenbaringen 12:12) Satan ved at hans styre og hans verden inden længe vil blive bragt til ophør. Han er derfor „som en brølende løve og søger nogen at opsluge“. — 1 Peter 5:8.

      Udfrielsen er nær — for hvem?

      12. For hvem er udfrielsen nær?

      12 De stadig vanskeligere forhold på jorden er et tydeligt vidnesbyrd om at en stor forandring, ja, en storslået udfrielse, er nært forestående. For hvem? For dem der giver agt på advarselssignalerne og tager de nødvendige skridt. Første Johannesbrev 2:17 viser hvad vi må gøre: „Verden [Satans tingenes ordning] forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — Se også Andet Petersbrev 3:10-13.

      13, 14. Hvordan understregede Jesus behovet for at holde sig vågen?

      13 Jesus forudsagde at vore dages fordærvede samfund inden længe vil forgå i så stor en trængselstid „som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. (Mattæus 24:21) Det er grunden til at han gav følgende advarsel: „Vær opmærksomme på jer selv, så jeres hjerter aldrig bliver tynget af frådseri og drikkeri og det daglige livs bekymringer, og den dag pludselig, i et øjeblik, er over jer som en snare. For den vil komme over alle dem der bor på hele jordens flade. Våg da, idet I hele tiden beder, så I må være i stand til at undslippe alle disse ting som skal ske.“ — Lukas 21:34-36.

      14 De der er „opmærksomme“ og ’holder sig vågne’, vil søge at finde ud af hvad der er Guds vilje og gøre den. (Ordsprogene 2:1-5; Romerne 12:2) Det er dem der vil „være i stand til at undslippe“ den ødelæggelse der inden længe vil ramme Satans ordning. Og de kan have fuldstændig tillid til at de vil blive udfriet. — Salme 34:15; Ordsprogene 10:28-30.

      Befrieren

      15, 16. Hvem kan frem for nogen anden tilvejebringe udfrielse, og hvorfor er vi overbevist om at hans domme vil være retfærdige?

      15 For at Guds tjenere kan blive udfriet, må Satan og hele hans verdensomspændende tingenes ordning fjernes. Det kræver en befrier der er langt mægtigere end noget menneske. Denne Befrier er Jehova Gud, den øverste Suveræn og almægtige Skaber af det ærefrygtindgydende univers. Han er selve Befrieren: „Jeg, jeg er Jehova, og ud over mig er der ingen frelser.“ — Esajas 43:11; Ordsprogene 18:10.

      16 Jehova besidder den største kraft og magt og den højeste grad af visdom, retfærdighed og kærlighed. (Salme 147:5; Ordsprogene 2:6; Esajas 61:8; 1 Johannes 4:8) Når han eksekverer sine domme, kan vi derfor være forvissede om at han handler retfærdigt. Abraham spurgte: „Den der dømmer hele jorden, skulle han ikke øve ret?“ (1 Mosebog 18:24-33) Paulus erklærede: „Er der uretfærdighed hos Gud? Måtte det aldrig blive sådan!“ (Romerne 9:14) Johannes skrev: „Ja, Jehova Gud, du Almægtige, sande og retfærdige er dine domme.“ — Åbenbaringen 16:7.

      17. Hvordan har Jehovas tjenere i fortiden givet udtryk for deres tillid til hans løfter?

      17 Når Jehova lover udfrielse, vil han med sikkerhed udvirke den. Josua sagde: „Ikke ét af alle de gode løfter som Jehova havde givet Israels hus slog fejl.“ (Josua 21:45) Salomon erklærede: „Ikke ét af alle de gode løfter som han har givet . . . er slået fejl.“ (1 Kongebog 8:56) Apostelen Paulus påpegede at Abraham „ikke [vaklede] af mangel på tro, men . . . var fuldt ud overbevist om at det Gud havde lovet, var han også i stand til at gøre“. Også Sara ’anså Gud som havde givet løftet, for trofast’. — Romerne 4:20, 21; Hebræerne 11:11.

      18. Hvorfor kan Jehovas tjenere i dag være forvissede om at de vil blive udfriet?

      18 I modsætning til mennesker er Jehova fuldstændig pålidelig og ordholdende. „Hærstyrkers Jehova har svoret og sagt: ’Visselig, som jeg har tænkt det, sådan skal det ske; og det som jeg har besluttet, det står fast.’“ (Esajas 14:24) Når Bibelen siger at „Jehova [forstår] at udfri gudhengivne mennesker af prøvelse og at bevogte uretfærdige til afskærelse på dommens dag“, kan vi altså nære fuld tillid til at det vil ske. (2 Peter 2:9) Selv når Jehovas tjenere trues med udslettelse af magtfulde fjender, henter de mod i det løfte han gav en af sine profeter: „De skal kæmpe imod dig, men de vil ikke kunne klare sig imod dig, for ’jeg er med dig,’ lyder Jehovas udsagn, ’for at udfri dig.’“ — Jeremias 1:19; Salme 33:18, 19; Titus 1:2.

      Udfrielse i fortiden

      19. Hvordan udfriede Jehova Lot, og hvilken parallel har dette til vor tid?

      19 Vi kan hente megen opmuntring ved at betragte nogle af Jehovas frelsesgerninger i fortiden. For eksempel var Lot „stærkt plaget“ af ondskaben i Sodoma og Gomorra. Men Jehova lyttede til „klageskriget“ over disse byer. På et passende tidspunkt udsendte han sine sendebud for at give Lot og hans familie besked om straks at forlade området. Hvad blev resultatet? Jehova „udfriede den retfærdige Lot“ og ’lagde Sodoma og Gomorra i aske’. (2 Peter 2:6-8; 1 Mosebog 18:20, 21) Også i dag lægger Jehova mærke til det klageskrig der skyldes denne verdens store ugudelighed. Når hans nutidige sendebud har fuldført deres presserende forkyndelsesarbejde i den udstrækning han ønsker det, vil han gribe ind over for denne verden og udfri sine tjenere ligesom han udfriede Lot. — Mattæus 24:14.

      20. Beskriv hvordan Jehova udfriede fortidens israelitter fra Ægypten.

      20 I fortiden var de milliontallige israelitter i trældom i Ægypten. Jehova sagde om dem: „Jeg har hørt deres skrig . . . for jeg kender jo deres lidelser. Og jeg vil stige ned for at udfri dem.“ (2 Mosebog 3:7, 8) Efter at Farao havde ladet Guds folk rejse, skiftede han mening og satte efter dem med sin vældige hær. Israelitterne var tilsyneladende fanget ved Det Røde Hav. Men Moses sagde: „Vær ikke bange. Stå fast og se Jehovas frelse, som han vil udvirke for jer i dag.“ (2 Mosebog 14:8-14) Jehova skilte Det Røde Hav, og israelitterne undslap. Faraos hær satte efter dem, men Jehova brugte sin magt så „havet dækkede dem; de sank som bly i majestætiske vande“. Bagefter sang Moses jublende om Jehova: „Hvem er som du, der viser dig mægtig i hellighed? Den som må frygtes med lovsange, den som gør undere.“ — 2 Mosebog 15:4-12, 19.

      21. Hvordan blev Jehovas folk reddet fra Ammon, Moab og Se’ir?

      21 Ved en anden lejlighed truede de fjendtlige nationer Ammon, Moab og Se’ir (Edom) Jehovas folk med udslettelse. Jehova sagde da: „I skal ikke være bange eller skrækslagne for denne vældige [fjendtligsindede] folkemængde; for kampen er ikke jeres, men Guds. . . . I får ikke brug for at kæmpe . . . Stil jer op, bliv stående og se at Jehova frelser jer.“ Jehova udfriede sit folk ved at skabe forvirring i fjendens rækker så de huggede hinanden ned. — 2 Krønikebog 20:15-23.

      22. Hvordan udfriede Jehova mirakuløst israelitterne af assyrernes hånd?

      22 Da den assyriske verdensmagt angreb Jerusalem, hånede kong Sankerib Jehova ved at sige til folkene på muren: „Hvem er der blandt alle disse [besejrede] landes guder som har udfriet deres land af min hånd, så Jehova skulle kunne udfri Jerusalem af min hånd?“ Til Guds tjenere sagde han: „Lad ikke Ezekias få jer til at sætte jeres lid til Jehova når han siger: ’Jehova vil helt sikkert udfri os.’“ Derefter bad Ezekias en inderlig bøn om at israelitterne måtte blive udfriet, „så alle jordens riger kan vide at du, Jehova, alene er Gud“. Jehova slog 185.000 assyriske soldater ihjel, og Guds tjenere blev udfriet. Senere, da Sankerib tilbad sin falske gud, blev han snigmyrdet af to af sine sønner. — Esajas, kapitel 36 og 37.

      23. Hvilke spørgsmål om udfrielse i dag vil vi gerne have besvaret?

      23 Det indgyder os mod at betragte hvordan Jehova i fortiden på forunderlig måde udfriede sit folk. Hvordan forholder det sig i dag? Hvilken farlig situation vil hans trofaste tjenere inden længe opleve som vil kræve at han mirakuløst udfrier dem? Hvorfor har han ventet indtil nu med at udfri dem? Hvordan vil følgende ord af Jesus gå i opfyldelse: „Når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig“? (Lukas 21:28) Hvordan vil de af Guds tjenere der er døde, blive udfriet? Disse spørgsmål vil blive besvaret i den følgende artikel.

  • Udfrielse til liv i en retfærdig ny verden
    Vagttårnet – 1997 | 1. april
    • Udfrielse til liv i en retfærdig ny verden

      „De kan glæde sig over megen fred.“ — SALME 37:11.

      1, 2. (a) Hvordan vil den udfrielse Jehova udvirker i vor tid, adskille sig fra udfrielserne i fortiden? (b) Hvilken slags verden vil Jehova føre sit folk ind i?

      JEHOVA er en Gud der formår at udfri. I fortiden udfriede han ved mange lejligheder sit folk. Dengang var udfrielsen midlertidig, for Jehova eksekverede ikke i noget tilfælde sine domme over hele Satans verden. Men i vor tid vil Jehova inden længe udvirke den mest storslåede udfrielse af sine tjenere. Denne gang vil han fjerne ethvert spor af Satans ordning overalt på jorden og føre sine tjenere ind i en retfærdig ny verden der vil bestå for evigt. — 2 Peter 2:9; 3:10-13.

      2 Jehova giver dette løfte: „Om kort tid, da er den ugudelige ikke mere. . . . Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ (Salme 37:10, 11) Hvor længe? „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ (Salme 37:29; Mattæus 5:5) Men før det sker, vil denne verden opleve den største trængselstid nogen sinde.

      ’Den store trængsel’

      3. Hvordan beskrev Jesus ’den store trængsel’?

      3 I 1914 gik verden ind i den periode der kaldes „de sidste dage“. (2 Timoteus 3:1-5, 13) Vi er nu 83 år inde i den periode og nærmer os dens afslutning, en tid hvor Jesus forudsagde at følgende ville finde sted: „Der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen.“ (Mattæus 24:21) Ja, trængselen vil blive værre end selv den anden verdenskrig, der kostede 50 millioner livet. Den tid der hastigt nærmer sig, vil ryste verden.

      4. Hvorfor rammes „Babylon den Store“ af Guds domme?

      4 ’Den store trængsel’ vil komme med forbløffende pludselighed, „på én time“. (Åbenbaringen 18:10) Dens udbrud vil blive markeret af at Gud eksekverer dommen over al falsk religion, som Guds ord kalder „Babylon den Store“. (Åbenbaringen 17:1-6, 15) Falsk religion dominerede fortidens Babylon. Nutidens Babylon ligner sit fortidige modstykke og repræsenterer verdensimperiet af falsk religion. Hun omtales som en skøge fordi hun har indgået kompromiser med de politiske elementer. Hun har støttet deres krige og har velsignet hærene på begge sider, hvilket har resulteret i at folk der tilhørte samme trossamfund, har nedslagtet hinanden. (Mattæus 26:51, 52; 1 Johannes 4:20, 21) Hun har set gennem fingre med sine tilhængeres fordærv og har forfulgt sande kristne. — Åbenbaringen 18:5, 24.

      5. Hvordan vil ’den store trængsel’ begynde?

      5 ’Den store trængsel’ begynder når de politiske elementer pludselig angriber „Babylon den Store“. De „vil hade skøgen og gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes kød og opbrænde hende med ild“. (Åbenbaringen 17:16) Derefter vil de der før har støttet hende, „græde og slå sig selv af sorg over hende“. (Åbenbaringen 18:9-19) Men Jehovas tjenere har længe ventet dette, og de vil udbryde: „Lovsyng Jah! . . . For han har eksekveret dommen over den store skøge som fordærvede jorden med sin utugt, og han har hævnet sine trælles blod og krævet det af hendes hånd.“ — Åbenbaringen 19:1, 2.

      Guds tjenere angribes

      6, 7. Hvorfor kan Jehovas tjenere være fortrøstningsfulde når de angribes under ’den store trængsel’?

      6 Efter at have udslettet falsk religion vil de politiske elementer angribe Jehovas tjenere. Satan, der i profetien kaldes „Gog fra Magogs land“, siger: „Jeg vil gå imod folk der har ro, som bor trygt.“ I den tro at de er et let bytte, vil han angribe dem med „en talrig kampstyrke, . . . som en sky der dækker landet“. (Ezekiel 38:2, 10-16) Jehovas folk ved at dette angreb vil mislykkes fordi de stoler på Jehova.

      7 Da Farao og hans hær antog at Guds tjenere var fanget i en fælde ved Det Røde Hav, udfriede Jehova mirakuløst sit folk og tilintetgjorde Ægyptens hær. (2 Mosebog 14:26-28) Under ’den store trængsel’, når nationerne antager at de har fanget Jehovas folk i en fælde, vil han endnu en gang komme til undsætning: „På den dag . . . stiger [min forbitrelse] op i min næse. Og i min nidkærhed, i min glødende vrede, vil jeg tale.“ (Ezekiel 38:18, 19) Da vil ’den store trængsels’ klimaks være umiddelbart forestående!

      8. Hvilke overnaturlige begivenheder vil finde sted før Jehova udsletter de onde, og hvilken virkning vil det få?

      8 På et tidspunkt efter at ’den store trængsel’ er begyndt, men før Jehova eksekverer sine domme over den øvrige del af verden, vil der indtræffe overnaturlige fænomener. Det er værd at bemærke den virkning det vil have. „Derpå vil Menneskesønnens [Kristi] tegn vise sig i himmelen, og da skal alle jordens stammer slå sig selv af sorg, og de skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med magt og megen herlighed.“ (Mattæus 24:29, 30) „Der vil være tegn i sol og måne og stjerner . . . mens mennesker besvimer på grund af frygt og det de venter der kommer over den beboede jord.“ — Lukas 21:25, 26.

      „Jeres befrielse nærmer sig“

      9. Hvorfor kan Jehovas tjenere ’løfte deres hoveder’ når disse overnaturlige begivenheder indtræffer?

      9 Det er dette tidspunkt profetien i Lukas 21:28 gælder. Jesus sagde: „Når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“ Guds fjender vil skælve af frygt fordi de ved at de overnaturlige begivenheder der finder sted, er Jehovas værk. Men Jehovas tjenere vil glæde sig, for de vil vide at deres befrielse nærmer sig.

      10. Hvordan beskriver Guds ord ’den store trængsels’ klimaks?

      10 Dernæst retter Jehova dødsstødet mod Satans ordning: „Jeg vil have et retsopgør med [Gog], med pest og blod; og en rivende skylregn og haglsten, ild og svovl lader jeg regne ned over ham og hans hærafdelinger . . . Og de skal vide at jeg er Jehova.“ (Ezekiel 38:22, 23) Ethvert spor af Satans ordning vil blive fjernet. Hele samfundet af mennesker der ignorerer Gud, vil blive udslettet. Dette klimaks i ’den store trængsel’ kaldes Harmagedon. — Jeremias 25:31-33; 2 Thessaloniker 1:6-8; Åbenbaringen 16:14, 16; 19:11-21.

      11. Hvorfor bliver Jehovas tjenere udfriet fra ’den store trængsel’?

      11 De millioner der jorden over tilbeder Jehova, vil komme frelst gennem ’den store trængsel’. De udgør ’den store skare’ „af alle nationer og stammer og folk og tungemål“. Hvorfor bliver de udfriet på denne ærefrygtindgydende måde? Fordi de yder Jehova „hellig tjeneste dag og nat“. De overlever således denne verdens ende og bliver ført ind i en retfærdig ny verden. (Åbenbaringen 7:9-15) På den måde erfarer de opfyldelsen af Jehovas løfte: „Sæt dit håb til Jehova og hold dig til hans vej, så ophøjer han dig til at tage jorden i besiddelse. Når de ugudelige udryddes, ser du det.“ — Salme 37:34.

      Den nye verden

      12. Hvad kan de der overlever Harmagedon, se frem til?

      12 Det bliver en spændende tid når ondskaben fjernes og den mest fantastiske tidsalder i hele menneskehedens historie begynder. (Åbenbaringen 20:1-4) Alle der overlever Harmagedon, vil være Jehova taknemmelige for at de har fået lov at være en del af den strålende, rene civilisation han skaber, en ny verden på en jord der vil blive omdannet til et paradis. (Lukas 23:43) De vil aldrig behøve at dø. (Johannes 11:26) Fra dette tidspunkt og frem vil de kunne leve lige så længe som Jehova. En storslået tanke!

      13. Hvordan genoptager Jesus det helbredelsesarbejde han begyndte på jorden?

      13 Til glæde for de overlevende vil Jesus, som Jehova har udnævnt til himmelsk konge, forvalte mirakuløse velsignelser. Da Jesus var på jorden, åbnede han blindes øjne og døves ører og helbredte „enhver form for sygdom og enhver form for skrøbelighed“. (Mattæus 9:35; 15:30, 31) I den nye verden vil han genoptage dette store arbejde med at helbrede mennesker, men denne gang vil det være i globalt omfang. Som Guds befuldmægtigede vil han sørge for at følgende løfte bliver til virkelighed: „[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ (Åbenbaringen 21:4) Aldrig mere vil der være brug for læger eller bedemænd! — Esajas 25:8; 33:24.

      14. Hvordan vil de af Jehovas tjenere der er døde, blive udfriet?

      14 De af Guds trofaste tjenere der gennem tiden er døde, vil også blive udfriet. I den nye verden vil de blive udfriet fra dødens greb. Jehova garanterer: „Der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ (Apostelgerninger 24:15) De „retfærdige“ vil sandsynligvis blive oprejst på et tidligt tidspunkt og være med til at omdanne jorden til et paradis. Det vil blive fascinerende for dem der overlever Harmagedon, at høre erfaringer fra dem der for længe siden er døde trofaste, og som nu har fået livet igen. — Johannes 5:28, 29.

      15. Beskriv nogle af forholdene i den nye verden.

      15 Alle der lever til den tid, vil erfare det som salmisten sagde om Jehova: „Du åbner din hånd og mætter alt levende med hvad det ønsker.“ (Salme 145:16) Sult hører fortiden til: Jordens økologiske balance vil blive genoprettet så der kan frembringes rigeligt med føde. (Salme 72:16) Hjemløshed er afskaffet: „De skal bygge huse og bo der“, og hver skal sidde „under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve“. (Esajas 65:21, 22; Mika 4:4) Frygten er borte: Der vil ikke mere være krig, vold eller kriminalitet. (Salme 46:8, 9; Ordsprogene 2:22) „Hele jorden har fået hvile, er faldet til ro. Folk bryder ud i glædesråb.“ — Esajas 14:7.

      16. Hvorfor vil den nye verden være helt igennem præget af retfærdighed?

      16 I den nye verden vil Satans propagandamedier være fjernet. I stedet vil „den frugtbare jords indbyggere lære retfærdighed“. (Esajas 26:9; 54:13) Som følge af den gavnlige åndelige oplæring folk modtager år efter år, vil jorden blive „fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund“. (Esajas 11:9) Menneskene vil være præget af opbyggende tanker og handlinger. (Filipperne 4:8) Forestil dig et verdensomspændende menneskesamfund der er fri for kriminalitet, egoisme og jalousi — et internationalt brodersamfund hvor alle frembringer Guds ånds frugt. Den store skare opdyrker allerede nu sådanne egenskaber. — Galaterne 5:22, 23.

      Hvorfor så længe?

      17. Hvorfor har Jehova ventet så længe med at gøre ende på ondskaben?

      17 Men hvorfor har Jehova ventet så længe med at fjerne ondskaben og udfri sit folk til liv i den nye verden? Overvej engang hvad der har måttet afklares. Først og fremmest har Jehovas suverænitet, hans ret til at herske, måttet hævdes. Ved at Gud har ladet tilstrækkelig tid gå, er det hævet over enhver tvivl at menneskers styre uden hensyntagen til hans suverænitet har været en fiasko af dimensioner. (Jeremias 10:23) Jehova kan derfor nu med rette erstatte menneskers styre med sit himmelske rige ved Kristus. — Daniel 2:44; Mattæus 6:9, 10.

      18. Hvornår skulle Abrahams efterkommere arve Kana’ans land?

      18 Det der er sket i alle disse århundreder, ligner det der skete på Abrahams tid. Jehova sagde til Abraham at hans efterkommere skulle arve Kana’ans land, men ikke før der var gået fire hundrede år, ’for amoritternes brøde var endnu ikke fuldstændig’. (1 Mosebog 12:1-5; 15:13-16) Her bruges udtrykket ’amoritterne’ (der var en fremtrædende folkestamme) sandsynligvis om kana’anæerne som et hele. Der ville altså gå cirka fire hundrede år før Jehova ville sætte sit folk i stand til at indtage Kana’an. I mellemtiden lod Jehova Kana’ans folkeslag indrette deres samfund som de ville. Med hvilket resultat?

      19, 20. Hvordan var kana’anæernes samfund?

      19 I Henry H. Halleys Bible Handbook kan man læse at arkæologer ved Megiddo har fundet nogle ruiner af et tempel for gudinden Astarte, Ba’als hustru. Han skriver: „Blot nogle få skridt fra dette tempel lå en gravplads hvor man har fundet et stort antal krukker som indeholdt resterne af spædbørn der var blevet ofret i dette tempel. . . . Ba’als og Astartes profeter var officielt indsat til at dræbe små børn.“ „En anden grusom skik var det man kaldte ’grundvoldsofre’. Når man skulle bygge et hus, ofrede man et barn og murede dets lig inde.“

      20 Halley siger: „Dyrkelsen af Ba’al, Astarte og andre kana’anæiske guder indbefattede de mest tøjlesløse orgier; deres templer var centre for laster. . . . Kana’anæernes gudsdyrkelse bestod i at de hengav sig til umoralitet . . . og derefter i at de myrdede deres førstefødte børn og ofrede dem til de samme guder. Det ser ud til at Kana’ans land i høj grad var blevet en slags Sodoma og Gomorra på nationalt plan. . . . Havde en civilisation af en så afskyelig urenhed og råhed nogen ret til at eksistere længere? . . . Arkæologer som graver i ruinerne af kana’anæiske byer, undrer sig over at Gud ikke udslettede dem noget før.“ — Jævnfør Første Kongebog 21:25, 26.

      21. Hvilken lighed er der mellem kana’anæernes situation og det vi oplever i vor tid?

      21 Amoritternes ugudelighed var blevet „fuldstændig“. Jehova kunne derfor nu med rette udslette dem. Det samme kan siges om verden i dag. Den er fyldt med vold, umoralitet og foragt for Guds love. Og eftersom man uvilkårligt forfærdes over de afskyelige børneofringer i fortidens Kana’an, hvad må man så ikke mene om at millioner af unge menneskers liv er blevet ofret i denne verdens krige? Dette overgår langt det der skete i Kana’an. Jehova kan derfor med rette gøre ende på denne onde verden.

      Noget andet der udvirkes

      22. Hvad udrettes der i vor tid som følge af Jehovas tålmodighed?

      22 Jehovas tålmodighed her i de sidste dage udvirker også noget andet. Han giver tid til at ’den store skare’, der allerede tæller over fem millioner, kan blive indsamlet og oplært. Under Jehovas ledelse er de blevet ført sammen i en fremadskridende organisation. Mænd, kvinder og børn bliver oplært til at undervise andre om Bibelens budskab. Ved Guds folks møder og gennem deres bibelske publikationer lærer de Guds kærlige veje at kende. (Johannes 13:34, 35; Kolossenserne 3:14; Hebræerne 10:24, 25) Desuden tilegner de sig færdigheder i forbindelse med byggeri, elektronik, trykning og meget andet for at kunne støtte forkyndelsen af ’den gode nyhed’. (Mattæus 24:14) Sådanne færdigheder i at bygge og undervise vil sikkert kunne anvendes i stort omfang i den nye verden.

      23. Hvorfor er det en forret at leve i vor tid?

      23 Ja, Jehova forbereder i dag sine tjenere til at overleve ’den store trængsel’ og komme ind i en retfærdig ny verden. Til den tid vil vi ikke skulle kæmpe med Satan og hans onde verden, ej heller med sygdom, sorg og død. Guds folk vil med stor begejstring og glæde kunne fortsætte med den dejlige opgave at skabe et paradis hvor hver dag vil være en glæde. Det er en stor forret at leve på denne betydningsfulde tid, at kende og tjene Jehova og at forstå at vi meget snart vil ’løfte vore hoveder, fordi vor befrielse nærmer sig’. — Lukas 21:28; Salme 146:5.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del