Murens fald

„HVEM ville have troet det?“ „Jeg havde ikke drømt om at jeg skulle få det at se i min levetid!“ Hvilket? Fjernelsen af den berygtede Berlinmur og alt hvad den stod for. Men i november 1989 begyndte nedrivningen.a Østberlinere strømmede ind i Vestberlin — nogle for at smage kapitalismens goder, andre for at gense deres slægtninge.

Dette digebrud åbnede sluseportene, og mange følte at Østeuropa var forandret for stedse.

Afslutningen på den kolde krig?

Men noget der er endnu mere bemærkelsesværdigt end Berlinmurens fald, er at også den ideologiske mur mellem Øst og Vest er styrtet sammen. Pludselig er den kolde krig bragt til ophør. Som den pensionerede amerikanske oberst David Hackworth har skrevet i Newsweek: „Den kolde krig er forbi; det indrømmer selv den mest hårdkogte kommunisthader.“

Ifølge den tyske avis Stuttgarter Zeitung erkendte endog NATO (Nordatlantiske Traktats Organisation) på et møde i London i juli 1990 at det forholdt sig sådan. I artiklen „Den atlantiske alliance siger uigenkaldeligt farvel til koldkrigstiden“ citerede The German Tribune ovennævnte avis: „Efter 41 års konfrontation [med landene i Sovjetblokken] har de 16 NATO-ledere lagt op til en ny strategi og taget endeligt afsked med koldkrigsæraen. . . . Fjendskab er blevet erstattet med partnerskab. . . . Sikkerhed og stabilitet . . . bliver nu ikke først og fremmest garanteret ved militære midler men ved balance- og dialogpolitik samt fælleseuropæisk samarbejde.“ Skuepladsen for fredstruende konflikter er nu flyttet fra Europa til Mellemøsten.

Demokratiet kræver sin pris

Demokrati med såkaldte frie valg er blevet en politisk modesag. Og næsten alle hopper med på vognen. Men demokratiet kræver sin pris. Optøningen mellem Øst og Vest og indførelsen af et kapitalistisk demokrati har været en dyr fornøjelse. I en lederartikel i Asiaweek blev der sagt: „Landene i den forhenværende Sovjetblok er ude i økonomisk uføre . . . Demokratiet koster. . . . Demokratiet har mange fordele, men fuldkommen stabilitet er ikke en af dem.“ Hvem betaler for denne omlægning til et såkaldt friere, demokratisk samfundssystem?

Millioner i Polen, det tidligere Østtyskland og andre lande har opdaget at springet fra centralstyret planøkonomi til fri markedsøkonomi fører arbejdsløshed og andre problemer med sig. Når virksomheder stræber efter strømlinethed og større konkurrenceevne, bliver noget af arbejdsstyrken overflødig. Også andre samfundssektorer bliver alvorligt ramt — deriblandt militæret og rustningsindustrien. Hvad skyldes det?

Efterhånden som krigsfrygten og fjendskabet mellem Øst og Vest fortager sig, svinder behovet for de enorme hære. Hundredtusinder af soldater med familie skal nu tilpasse sig det civile liv, hvilket medfører et vist pres. Forsvarsbudgetterne bliver måske ramt af sparekniven. Våbenfabrikkerne modtager færre ordrer, og fabrikanterne bliver måske nødt til at fremstille andre produkter. Arbejderne må omskoles og sluses over i andre erhverv.

Denne kovending i Østeuropa har skabt en fuldstændig ny international situation. Hvorfor er det gået så stærkt?

Store ord, store forandringer

Grundlaget for forandringerne har været Sovjetunionens nye ikkeinterventionspolitik. Tidligere blev reformkræfterne i Østeuropa holdt i ave ved de sovjetiske invasioner i Ungarn (1956) og i Tjekkoslovakiet (1968). Men begivenhederne i Polen i 1980’erne med Solidaritets udfordring af styret og de gradvise skridt mod større demokrati, viste at Sovjet havde opgivet sin tidligere militære interventionspolitik. Polens enegang afslørede at det knagede i den kommunistiske klippeblok og at der kunne skabes fredelige og gradvise forandringer.

Ifølge visse politiske kommentatorer har forudsætningen for forandringerne i Østeuropa været den pragmatiske politik der er blevet ført af Sovjetunionens ledelse under præsident Mikhail Gorbatjov. I februar 1990 udtalte han: „Det sovjetiske kommunistparti iværksatte perestrojka [omstrukturering af samfundet] og opfandt dets begreb og politik. Med dette som udgangspunkt er der sat dybtgående revolutionære forandringer i gang på alle livsområder og i alle befolkningsgrupper. . . . Inden for perestrojkaens ramme finder der hurtige omskiftelser sted, som er uhørte i originalitet og rækkevidde.“

Som Asiaweek skrev: „Trods tilbageslag har [Gorbatjovs] kampagner for glasnost (åbenhed) og perestrojka (omstrukturering) opildnet reformisterne i Ungarn, Polen og den øvrige Sovjetblok.“ De to russiske nøgleord, glasnost og perestrojka, er gledet ind i den ganske verdens ordforråd siden Gorbatjov i 1985 kom til magten i Sovjetunionen. De betegner en politisk kursændring i den kommunistiske verden.

I en artikel i den konservative franske avis Le Quotidien de Paris skrev den politiske kommentator Philippe Marcovici at omvæltningerne i Tjekkoslovakiet kun var mulige „takket være Moskva, for én ting står klart: Sovjet lod det ikke bare ske, men sørgede for at Tjekkoslovakiet og andre folkedemokratier gjorde sig fri af deres spændetrøje. . . . Både i Prag og Østberlin satte massedemonstrationer skub i forandringerne. Folk søgte ud på gaderne, og det tvang regeringerne til at kapitulere og gå af.“

Den ulmende vulkan eksploderede, og på få måneder opnåede man demokrati og uafhængighed overalt i Østeuropa — både i Polen, DDR, Ungarn, Tjekkoslovakiet, Bulgarien og Rumænien.

Tysklands genforening — velsignelse eller forbandelse?

Dette spørgsmål optager sindene i Europa. De to Tysklande indgik en monetær union i juli 1990 og blev smeltet politisk sammen i oktober. Millioner jubler, men andre er bekymrede, deriblandt østtyskere som må overlade deres hjem til de tidligere ejere i Vesttyskland. Nogle britiske ledere har givet udtryk for deres forbehold. Men ikke desto mindre konkluderede en britisk avis: „Vi bliver nødt til at stole på det nyfødte Tyskland.“

Efter at have været offer for forfærdelige og ødelæggende invasioner af Napoleon (1812) og Hitler (1941), ønskede Sovjetunionen efter den anden verdenskrig at værne sin sikkerhed med en stødpudezone i Østeuropa. Sovjetblokken med de otte kommunistlande i Østeuropa blev dannet i de første år efter 1945.b Nu hvor Sovjetunionen føler sig mindre truet af Tyskland og De Forenede Stater, er jerngrebet om de tidligere lydstater løsnet. Jerntæppet, et ord opfundet af Churchill i 1946, er brudt ned, så nyt lys kan trænge ind.

Hvordan omvæltningerne berører dig

Vi har allerede omtalt nogle af de økonomiske konsekvenser i form af firmalukninger og socialt opbrud som disse omvæltninger har fået i mange lande. Mange bliver sendt ud i arbejdsløshed og må kæmpe om arbejdspladserne. Et biprodukt af filosofien bag markedskræfternes frie spil er at kun de stærke overlever.

På den anden side har demokratiseringen banet vej for international turisme. Som andre lande (for eksempel Spanien og Italien) har erfaret i de sidste 30 år, kan den udenlandske turisme skæppe godt i kassen. Millioner i Vesten brænder efter at besøge Østeuropas historiske byer, hvis navne vækker mindelser om fordums herlighed og pragt — Budapest, Prag, Bukarest, Warszawa og Leipzig, for blot at nævne nogle få. Folk vil også gerne frit kunne besøge Leningrad, Moskva og Odessa. Omvendt ønsker østeuropæere at se Vesten. Den internationale turisme er utvivlsomt med til at vælte mure af uvidenhed og fordomsfuldhed. Som mangen en turist har erfaret, forsvinder fjendebillederne hurtigt når man deler strand med en tidligere „fjende“.

Der er også en anden følgevirkning af murens fald der optager millioner af mennesker, nemlig muligheden for at mødes med trosfæller i andre lande. I hvilket omfang vil dette være muligt? Hvilke forandringer finder sted på det religiøse område i Østeuropa? Disse og andre spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel.

[Fodnoter]

[Kort på side 5]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

TYSKLAND

Berlin

JUGOSLAVIEN

UNGARN

POLEN

RUMÆNIEN

TJEKKOSLOVAKIET

ALBANIEN

BULGARIEN

USSR

En religiøs genoplivning i Østeuropa?

DE SIDSTE årtiers undertrykkelse af ytringsfriheden i de østeuropæiske lande har betydet strenge restriktioner for religionsudøvelsen. Ateismen er blevet forkyndt vidt og bredt, og nogle katedraler og kirker er omdannet til museer for ateisme. Det gælder blandt andet et yndet turistmål i Leningrad. De fungerende præster har måttet danse efter styrets pibe. I 1967 blev alle religiøse bygninger — klostre, kirker og moskeer — officielt lukket i Albanien, hvorefter landet i Radio Tirana blev udråbt til „den første ateistiske stat i verden“.

Hvordan trives religionen nu hvor friheden alle vegne i Østeuropa spirer frem som forårsblomster? Den franske skribent Jean-François Kahn skriver: „Den underkuede religion kan tage det underkuede folk ved hånden. I går skete det i Iran. I dag sker det i sovjetisk Aserbadjan. I morgen vil den måske sprede sig i Rusland som en steppebrand.“ Nogle trossamfund har allerede bekendt sig til nationalistiske idealer og forhåbninger og har gjort sig til forum for politiske protester — med de katolske, ortodokse og lutheranske præsters velsignelse.

Hvordan står det til med den religiøse frihed i den nye demokratiske atmosfære?

Status over forandringerne

Østeuropas største kirker, med den katolske kirke i spidsen, forsøgte omgående at opnå de nye regeringers juridiske anerkendelse. L’Osservatore Romano oplyste at der „den 9. februar [1990] blev indgået en overenskomst mellem pavestolen og Republikken Ungarn.“ Ved denne overenskomst blev de diplomatiske forbindelser mellem de to parter genoprettet. (Vatikanet betragtes som en selvstændig, suveræn stat.)

Ifølge en anden rapport fra Vatikanet har den ukrainske katolske kirke, som er blevet undertrykt siden 1946, anmodet om legalisering og har indledt forhandlinger „af praktisk art med regeringen og den russisk-ortodokse kirke angående kirkelivet i Ukraine“.

I april 1990 besøgte paven Tjekkoslovakiet og blev budt velkommen i Prags lufthavn af „rangspersoner fra kirken og staten, blandt andre . . . republikkens præsident, Vaclav Havel.“ (L’Osservatore Romano) Også her er der en religiøs klimaændring undervejs.

Den katolske kirke har altid været en magtfaktor i Polen. Med sin nyvundne frihed spiller den nu med musklerne og slår i bordet for at få genindført religionsundervisningen i skolerne. Som en præst udtrykker det: „Skolerne er national ejendom. Over 90 procent af den polske nation er katolsk. . . . Med tilbørlig respekt for andre trosretninger vil religionsundervisning i skolen give lærerne og myndighederne deres autoritet tilbage, fordi den taler til menneskets moralske inderste.“

I en artikel om den ortodokse kirke i Rumænien siges der: „Patriarken og en række biskopper som samarbejdede med [Ceauşescu-] regimet, har måttet træde tilbage. Der er blevet nedsat en kommission for at puste nyt liv i kirken. Mange tidligere ikketroende vender sig til religionen og fylder de lokale kirker . . . Den rumænske ortodokse kirke, som blev opløst for 40 år siden, har fået lov at genopstå.“ — Orthodox Unity, juli 1990.

Nye toner fra Albanien

Ifølge presseforlydender er der også så småt begyndt at blæse nye vinde i Albanien, den lille bjergstat på tre og en kvart million indbyggere der ligger indesluttet mellem Adriaterhavet, Jugoslavien og Grækenland. Den tyske avis Die Welt rapporterer: „I Albanien, den gamle kommunismes sidste bastion i Europa, er folk begyndt at stemme med fødderne,“ idet mange har søgt tilflugt på vestlige ambassader, hvorfra de har fået lov at rejse til Italien, Tyskland og andre lande.

Det hedder videre i artiklen: „I maj 1990 fik albanerne lovning på pas og på afskaffelse af forbudslove mod religion.“ (Citeret fra The German Tribune, 15. juli 1990) Professor i historie Denis R. Janz bemærker: „Den lange og møjsommelige kamp for total sekularisering synes opgivet.“ Men han tilføjer: „Der foreligger vidnesbyrd om . . . at religionen rent faktisk har fået tildelt et knusende slag i dette samfund.“

Midt i det hele holder Jehovas vidner sig som altid strengt neutrale. Tro mod Bibelens principper holder de sig fri af politiske og nationalistiske konflikter. De stoler på at Gud vil lade dem virke under fredelige forhold så de kan fuldføre deres opgave med at forkynde Guds rige overalt på jorden. — Mattæus 22:21; 1 Timoteus 2:1, 2; 1 Peter 2:13-15.

Hvordan går det Jehovas vidner i Østeuropa? Hvordan har de klaret sig i forbudstiden? Er den religiøse frihed også kommet dem til gode?

[Illustration på side 7]

Vil folk søge tilbage til Østeuropas kirker?