Mennesket er ikke den højeste form for liv. Bibelen oplyser at Gud havde skabt en mængde åndelige sønner, usynlige engle, længe før han skabte manden og kvinden. (Job 38:4, 7) En af disse engle begyndte senere at modstå Gud og bagvaske ham, hvorved han gjorde sig selv til Satan (modstander) og Djævelen (bagvasker). Med tiden sluttede andre åndeskabninger sig til Satan Djævelen i hans oprør, hvorved de kom til at udgøre en organisation af oprørske engle eller dæmoner. Kunne det tænkes at disse dæmoner står bag okkultismens overnaturlige fænomener?

Ja, det er netop sådan det forholder sig! I tiden før Vandfloden var disse åndelige ’gudssønner’ i stand til at materialisere sig i legemer af kød og blod så de kunne bo på jorden. (1 Mosebog 6:1, 2; Judas 6) Men efter at de var vendt tilbage til det åndelige domæne, blev deres muligheder for kontakt med menneskene begrænset til de overnaturlige fænomener der har været så almindelige op gennem historien.

Dæmonerne har navnlig sat sig i forbindelse med levende slægtninge og venner til afdøde, og fået disse mennesker til at tro på løgnen om at de døde lever videre et sted i åndeverdenen. Det er ikke svært for dæmonerne at udgive sig for at være afdøde mennesker, da de nøje kan betragte dem mens de lever. Derfor kan de med stor nøjagtighed efterligne et afdødt menneskes karaktertræk, deriblandt dets stemme og måde at udtrykke sig på.

Men, spørger du måske, kan de loyale engle ikke også kommunikere med mennesker? Det er sandt at Gud i tidligere tider benyttede engle til at overbringe budskaber til mennesker. I dag har vi imidlertid den fuldstændige udgave af Bibelen, hvorigennem Gud direkte og fyldestgørende meddeler sig til os. (2 Timoteus 3:16, 17) I Bibelen forbyder Gud udtrykkeligt mennesker at søge forbindelse med væsener fra åndeverdenen.

Gud siger gennem sin profet Esajas: „Men folk vil opfordre dig til at søge råd hos åndemedierne og dem der har en spådomsånd, som hvisker og mumler. De vil sige: ’Man bør nu alligevel søge råd hos ånderne og rådspørge de døde på de levendes vegne.’ Så skal du svare dem: ’Lyt til det HERREN lærer dig! Lyt ikke til åndemedierne — det de fortæller dig vil ikke gavne dig.’“ — Esajas 8:19, 20, Today’s English Version.

Det er grunden til at Gud gav Israels nation præcise påbud om at holde sig fri af okkultisme. Da de gik ind i det forjættede land advarede han dem mod at give sig af med kana’anæernes „vederstyggelige skikke“. (3 Mosebog 18:3, 30) En mere detaljeret omtale af disse skikke findes i Femte Mosebog 18:10, 11. De omfatter det at drive spådomskunst, øve magi, tage varsler, øve trolddomskunst, binde andre med besværgelser, rådspørge spåkyndige eller at henvende sig til de døde.

Vogt dig for det okkulte!

Ved første øjekast synes disse „vederstyggelige skikke“ måske at være ganske harmløse. Men de indebærer en skjult fare. Hvorfor? Fordi man ved at give sig af med sådanne handlinger kommer under dæmonernes indflydelse. Det er kana’anæernes seksuelle fordærv og voldsmentalitet et tydeligt vidnesbyrd om.

I vor tid er det lige så farligt at nære interesse for det overnaturlige. Det kunne meget vel være den lokkemad som leder en i dæmoniske kræfters snarer. I dag behøver man ikke at lede længe for at finde beretninger om hvorledes okkultisme kan være nært knyttet til sex og vold.

JEG var åndemedium, troldmand, en mandlig heks. Jeg levede af spådomskunst. Jeg tog varsler. Jeg bandt andre med besværgelser. Jeg praktiserede sort magi og voodoo. Faktisk øvede jeg de fleste af de spiritistiske handlinger som Bibelen fordømmer i Femte Mosebog 18:10-12.

Apostelen Paulus’ rejseledsager Lukas skrev: „En tjenestepige med en spådomsånd kom os i møde. Hun plejede at skaffe sine herrer en stor fortjeneste ved at øve spådomskunst.“ (Apostelgerninger 16:16) Ligesom tilfældet var med denne pige, forsynede en dæmon også mig med en viden som jeg ikke kunne have fået på normal vis.

For eksempel vidste jeg det på forhånd da min bedstemoder skulle dø; og når en slægtning blev gravid vidste jeg det før alle andre. Dette var ikke blot gisninger der tilfældigvis holdt stik — det jeg fik kundskab om, skete næsten altid. Hvis jeg ønskede at en studiekammerat, en lærer eller en slægtning skulle blive syg, blev han det uvægerlig.

Engang blev jeg vred på min bedstemoder og ønskede at hun måtte komme til skade. Jeg påkaldte dæmonerne og bad dem sørge for at hun ville skære sig. Samme eftermiddag skar hun sig på en kniv.

Ved en anden lejlighed ønskede jeg at min broder skulle lade mig være i fred. Jeg praktiserede voodoo, og ved hjælp af forskellige klædningsstykker lavede jeg en dukke der forestillede ham. Når som helst han derefter kom inden for en afstand af 3 meter fra mig, fik han stærke smerter i brystet og åndedrætsbesvær. På den måde fandt han ud af at det var bedst at lade mig være i fred.

Engang betvivlede en af mine bekendte spottende min evne til at påkalde dæmonerne. Jeg vidste at han handlede med stoffer, så jeg fortalte ham at han ville blive arresteret og derefter løsladt. Dæmonerne gjorde nøjagtig som jeg bad dem om. Inden der var gået to måneder blev han arresteret. Derefter blev sagen opgivet, og han blev løsladt. Denne mand satte aldrig mere spørgsmålstegn ved mine evner.

Okkultismen griber mig

Min familie var dybt rodfæstet i de religiøse ritualer og hedenske skikke der fandtes i området ved Ozark Mountains i De forenede Stater, hvor folk brugte elskovsdrikke og lignende. Jeg blev født efter at mine forældre var flyttet til San Francisco. De ønskede egentlig ikke at få børn — det ville forstyrre deres frie livsform. Derfor blev jeg forsømt og manglede i den grad kærlighed at mit følelsesliv led skade. Jeg blev en enspænder og hadede andre mennesker.

Jeg var ikke ret gammel da jeg begyndte at fatte interesse for det okkulte. Jeg så alle de film og TV-programmer der handlede om dette emne. Da jeg var omkring seks år benyttede jeg regelmæssigt et Ouija-bræt. Jeg var åben for, og endda ivrig efter, at få en kommunikation i gang med åndeverdenen. Jeg vidste at dæmonerne eksisterede og talte meget gerne med dem. De begunstigede mig med særlige evner og en særlig viden.

Jeg begyndte at læse alle de bøger om okkultisme jeg kunne få fat i, fra de offentlige biblioteker og navnlig fra boghandeler. En forretning, hvis ejer var et åndemedium, henvendte sig især til dem der praktiserede heksekunst eller sort magi. Ved at læse gamle bøger om okkultisme lærte jeg navnene at kende på de dæmoner som spiritister før i tiden havde været i kontakt med.

Jeg begyndte at bruge disse navne når jeg underholdt mig med dæmonerne. Det var som om hver enkelt dæmon adskilte sig fra de andre ved sin personlighed og den måde den gjorde tingene på. På den måde lærte jeg et utal af dæmoner at kende ved navn.

Ud fra det jeg havde læst om okkultisme vidste jeg at dæmonerne var engle som havde mistet Guds gunst og at de ikke var afdøde menneskers ånder eller sjæle. Jeg havde medlidenhed med disse engle og navnlig med Satan. Jeg blev satandyrker, men samtidig — selvmodsigende som det var — bad jeg til Gud. Når mine bønner blev besvaret troede jeg at det var Gud der svarede mig. Satan havde grundigt bedraget mig. — 2 Korinther 11:14.

Selv om dæmonerne udrustede mig med særlige kræfter hjalp de mig ikke til at blive et bedre menneske. Tværtimod fordrejede de min tankegang så jeg begyndte at hade andre fremfor at holde af dem. Jeg blev med tiden utugtig, tyv, dranker, stofmisbruger og homoseksuel.