Hvem tror på onde ånder?

TROR du at usynlige ånder kan påvirke dit liv? Mange vil uden videre svare nej. Selv om de anerkender Guds eksistens, afviser de hånligt forestillingen om onde åndevæsener.

At troen på ånder ikke er så udbredt i den vestlige verden skyldes til dels at kristenheden i århundreder lærte at Jorden var universets centrum, med himmelen oventil og et underjordisk helvede nedentil. Ifølge denne lære nød englene himmelens lyksaligheder mens dæmonerne forvaltede helvedes anliggender.

Da videnskabelige opdagelser fik folk til at forkaste gængse forestillinger om universets opbygning, blev troen på åndevæsener også bragt i miskredit. I The New Encyclopædia Britannica siges der: „På grund af den kopernikanske revolution (som byggede på den polske astronom Kopernikus’ teorier), hvorefter . . . Jorden ikke længere blev betragtet som centrum i Kosmos men blot som en planet i et solsystem der udgjorde en meget lille del af en galakse i et tilsyneladende uendeligt univers, syntes begrebet om engle og dæmoner forældet.“

Selv om mange ikke tror på onde ånder, er der millioner af andre som gør. Faldne engle har spillet en vigtig rolle i mange religioner, både før og nu. Foruden at de onde engle sår fordærv, betragtes de også som årsag til katastrofer, deriblandt krige, hungersnød og jordskælv, ligesom de formodes at bringe sygdom, sindslidelser og død.

Satan Djævelen, den største af de onde ånder i kristendommen og jødedommen, kaldes af muslimerne for Iblis. I den oldpersiske religion zarathustrismen kaldes han Angra Manyu. I den gnostiske religion, som blomstrede i det andet og tredje århundrede, blev han identificeret med demiurgen, navnet på en jaloux og underordnet gud som en stor del af menneskeheden i uvidenhed tilbad.

Onde ånder af lavere rang spiller en stor rolle i Østens religioner. Hinduer tror at asuraerne (dæmonerne) modstår devaerne (guderne). Særlig frygtet blandt asuraerne er rakshasaerne, afskyelige væsener som holder til ved gravsteder.

Buddhisterne opfatter dæmoner som personificerede kræfter der forhindrer mennesker i at nå nirvana, begærets udslukkelse. En ærkefrister iblandt dem er Mara, med de tre døtre Rati (Begær), Raga (Forlystelse) og Tanha (Rastløshed).

Kinesiske troende tænder bål og fakler og opsender fyrværkeri for at beskytte sig imod kuei, naturdæmonerne. I de japanske religioner er der også mange dæmoner, deriblandt de frygtindgydende tengu, ånder som besætter mennesker indtil en præst driver dem ud.

Blandt naturreligionerne i Asien, Afrika, Oceanien og Amerika menes åndevæsener enten at hjælpe eller at skade mennesker, alt afhængigt af deres lune. Folk tilbeder disse ånder for at afværge ulykker og modtage deres beskyttelse.

Når man til alt dette føjer den udbredte interesse for magi og spiritisme, ses det klart at troen på onde ånder har tag i folk. Men er det fornuftigt at tro at disse væsener er til? Bibelen svarer ja. Men hvis de findes, hvorfor tillader Gud så at de volder mennesker fortræd?