Blandt dem der blev døbt ved dette stævne, var en ung mand ved navn Christian Rømer, der var kommet i berøring med bibelstudenterne på sin fødeø Bornholm. Hans fader havde før Første Verdenskrig fået foræret et abonnement på Vagt-Taarnet, og en dag i 1919 fandt den 20-årige Christian et eksemplar af bladet. Han fortæller: „Hvad der skete den dag, var for mig så stor en oplevelse, at der ikke findes ord, som er stærke og udtryksfulde nok til at beskrive det. Det var den sandhed, jeg vidste Bibelen indeholdt, og nu fik jeg den, nu havde jeg den.“

Under konventet i København overværede han et møde for kolportører. Her traf han for første gang Kristian Dal — og dermed var hans livsbane afstukket. Han begyndte som kolportør på Bornholm i juni 1922.

I januar 1924 dannede Selskabet en „kolportørkolonne“ bestående af Kristian og Knud Dal samt Christian Rømer, som blev sendt ud for at virke i Jylland, med Skive som udgangspunkt. Broder Lüttichau lagde for med et offentligt foredrag i byens største sal, hvorefter der blev holdt møder i omegnens forsamlingshuse og krosale med foredrag af Kristian Dal. Der var annoncer i aviserne, distrikterne blev gennemgået med løbesedler, og efter foredragene kom kolportørerne igen med bøger og brochurer.

Hen ad foråret 1924 gik turen videre til Haderslev i Sønderjylland. Denne landsdel havde i mange år været tysk, men var i 1920 blevet genforenet med Danmark ved folkeafstemning. Mange unge sønderjyder havde måttet kæmpe ved den tyske front, og en del havde mistet troen på Gud under skyttegravskrigen i Frankrig.

Christian Rømer fortæller hvordan det var at forkynde blandt disse mennesker: „Det var et meget ejendommeligt og interessant distrikt at arbejde i, blandt dette undertrykte folk. Deres politiske kampe gennem mange år havde gjort dem vågne og tilgængelige, så deres sind var ofte mere åbne for livets spørgsmål.“

Indtil efteråret 1925 måtte de tre kolportører i „Dal-kolonnen“ klare transporten med cykel eller tog, men nu stillede en broder en bil til rådighed. Christian Rømer var i København for at hente den. Han fortæller: „Det var en stor begivenhed, en kær og dejlig gammel Tin-Lizzie, med kaleche og det hele; jeg var chauffør, for der var ingen anden som havde kørekort. Den varede desværre kun et års tid, så fik vi den byttet med tidens store elegance, en Ford sedan, model 1923. Den var i alle fald lukket og mere lun i vinterkulden, en flot ekvipage.“

Idet kolportørerne blev flyttet fra sted til sted, nåede de efterhånden at gennemarbejde hele Jylland og Fyn, indtil marts 1929, da pengene til denne specielle virksomhed slap op.

En tredje kolportørtrup i disse år var Anna Petersen og Thora Svendsen, som gennemarbejdede mange distrikter på Fyn og i Jylland. Søster Petersen forklarer: „Vi pionerer blev som oftest sendt til områder hvor der ikke var menigheder. Vi gik så ind til en købmand og spurgte om han vidste om nogen dér i byen ville leje et værelse ud. Vort ’køkken’ bestod af en primus og et par smågryder, som vi fik lov at stille op inde på værelset eller ude på loftet, enten på et gammelt bord eller på et par kasser, som vi fik fat i hos en købmand.“

Undertiden havde de to søstre lejlighed til at arbejde sammen med „Dal-kolonnen“. Det endte med at søster Petersen og broder Rømer blev enige om at gøre samarbejdet mere permanent. De blev gift i 1933, gjorde heltidstjenesten til deres liv, og skønt søster Rømer nu er på plejehjem, fortsætter broder Rømer som pioner.

[Illustration på side 87]

I 1920’erne blev landet gennemarbejdet af utrættelige kolportører. Øverst fra venstre Kristian Dal, Søren Lauridsen og Christian Rømer, og i forgrunden Anna Petersen og Thora Svendsen