18, 19. Hvordan forsøgte myndighederne i Danmark at modarbejde forkyndelsen?

¹⁸ Danmark. Den 1. oktober 1932 blev der indført en bestemmelse der gjorde det ulovligt at sælge trykt materiale hvis man ikke var i besiddelse af et vandrebrev. Men vores brødre anmodede ikke om en sådan tilladelse. Den følgende dag var fem Jehovas Vidner i færd med at forkynde i Roskilde. Sidst på dagen kunne de andre forkyndere ikke finde August Lehmann. Han var blevet arresteret for at sælge ’varer’ uden at have vandrebrev.

¹⁹ Den 19. december 1932 mødte August Lehmann i retten. Han fortalte at han havde henvendt sig til folk for at tilbyde dem bibelsk litteratur, men benægtede at der var tale om handel. Retten gav ham medhold med følgende udtalelse: „Den tiltalte ... er i stand til at sørge for sit eget underhold, og han har ikke erhvervet sig nogen økonomisk fortjeneste eller haft til hensigt at opnå en sådan. Hans virksomhed har tværtimod medført økonomisk tab for ham.“ Retten tog Vidnernes parti og afgjorde at August Lehmanns aktivitet ikke kunne „betragtes som handel“. Men Guds folks modstandere var besluttede på at hindre forkyndernes virke mest muligt i hele landet. (Sl. 94:20; se den danske autoriserede oversættelse af 1931) Anklagemyndigheden appellerede sagen helt til Højesteret. Hvordan reagerede vores brødre?

20. Hvordan lød kendelsen fra Højesteret i Danmark, og hvordan reagerede brødrene?

²⁰ I ugen før retsmødet i Højesteret optrappede Jehovas Vidner i Danmark deres forkyndelse. Tirsdag den 3. oktober 1933 bekendtgjorde Højesteret sin afgørelse. Den gav byretten medhold i at August Lehmann ikke havde overtrådt loven. Denne kendelse betød at Vidnerne frit kunne fortsætte forkyndelsen. For at give udtryk for deres værdsættelse af at Jehova havde givet dem denne juridiske sejr, øgede brødrene og søstrene deres indsats yderligere. Siden denne retsafgørelse har forkynderne i Danmark kunnet udføre deres tjeneste uden indblanding fra myndighedernes side.