I 1894 kom en 25-årig dansk-amerikaner, skomageren Sophus Winter, til Danmark og bosatte sig i hovedstaden København. Det første bind af Millenniets Daggry og nogle traktater var blevet oversat, og hen imod slutningen af året kunne broder Winter meddele Selskabets hovedkontor i Allegheny, Pennsylvanien, at han nu havde afhændet alle de bøger han havde haft med.

Andet bind af Millenniets Daggry udkom på dansk-norsk i 1895, og fra januar 1897 begyndte Winter at udgive et månedsblad, Tusindaars-Rigets Budbærer. Der var nu skabt interesse for budskabet hos enkeltpersoner rundt om i landet, og i 1899 blev højtiden til minde om Kristi død overværet af 15 i København og 12 i Odder.

Møderne i København blev overværet af en lille gruppe på fem-seks stykker, deriblandt to fattige syersker. Men der skulle snart komme forstærkning til.

I Brønshøj i det nordlige København boede en norsk skiltemaler, John Reinseth. Han og hans kone, Augusta, forsøgte at opdrage deres fem børn efter Guds ord. John læste tit op fra Bibelen for sin familie og forklarede det, så selv børnene forstod det. De havde også prøvet at gå til forskellige religiøse møder, uden dog at finde noget ståsted. Men så en aften knælede de alle ned, og faderen bad inderligt Gud om at vise dem hvad der var sandhed. Næste morgen stod der en kolportør ved døren med første bind af Millenniets Daggry! Det var Anna Hansen, en af de to fattige syersker.

Carl Lüttichau besøgte dem, og efter store diskussioner begyndte John Reinseth at overvære nogle møder i Ole Suhrs Gade, hvor Selskabets kontor lå, og kom så hjem og fortalte sin kone om alt det forunderlige han havde hørt. Hun havde været sengeliggende i nogle år, men så snart hun kom op og kunne gå ved hjælp af et par krykker, var hun også med til møderne.

Familien blev grebet af sandheden. John gik så meget fra dør til dør som han kunne overkomme. Ofte stod han op klokken halv fem om morgenen for at forberede sig til møderne. Han var meget udholdende. Når han blev træt, fortælles det, plejede han at sætte sig til at blunde på en stol med et nøgleknippe løst i hånden. Når han så faldt i søvn og tabte nøglerne, vågnede han og var atter frisk til at tage fat.

Hans kone ønskede trods sit svage helbred at udbrede sandheden på sin fødeegn omkring Hellebæk i Nordsjælland. Hun pakkede en stor kurvekuffert med bøger og fik den sendt med toget til Helsingør. Da hun ikke kunne tåle at bære mere end et par bøger i sin håndtaske, fik hun syet et bælte til at have om livet, med store, flade lommer som kunne fyldes med bøger. Således udrustet, med sin lette taske i den ene hånd, en stok i den anden, og flere bøger om livet, skjult af en løs frakke, gik denne stoute søster ganske alene fra villa til villa ud langs nordkysten for at tale med folk. Da hun døde i 1925 var hendes sidste ord: „Der er så meget der skal gøres dér i Nordsjælland, og jeg ville så gerne.“

Tre af deres børn blev også nidkære for sandheden, og sønnen Poul blev senere landstjener i en periode.

Den 24. maj 1909 ankom broder Russell med toget fra Stockholm, og cirka 100 var mødt op i Ole Suhrs Gade for at høre ham tale over emnet „Pagterne“. Om aftenen var der 600 som lyttede opmærksomt til hans foredrag „Omstyrtelsen af Satans Rige“. To år senere hørte godt 800 hans offentlige foredrag „Dom fra den store, hvide Trone“.

Ved broder Russells næste besøg, som faldt i august 1912, lejede brødrene for første gang Odd Fellow Palæets store sal, med plads til 1600. Men tilstrømningen var så stor at man i hast måtte arrangere et ekstra møde i en mindre sal i samme bygning. Foredraget „Hinsides Graven“ blev da holdt samtidig i de to sale. Begge steder var der fuldt hus, men alligevel måtte adskillige hundrede gå uden at kunne få adgang.

Den overvældende tilslutning satte sit præg på forkyndelsen. Louis Carlsson fra København fortæller om 1913: „Hele året kendetegnedes af traktatarbejde. Det var broder John Reinseth der hver søndag morgen klokken 9 stod på et eller andet gadehjørne og havde distrikt til de venner som mødte. Vi ringede ikke på døren, men lagde en traktat ind. Jeg husker et tilfælde på Vesterbro. Der var en ejendom hvor hoveddøren havde mat glas; jeg skimtede en mand i entréen. Jeg lagde en traktat med emnet ’Babylon’ ind. Den blev taget op og sendt ud gennem brevsprækken igen. Så lagde jeg en traktat med emnet ’Hvad siger Skriften om Helvede?’ ind. Jeg så manden tage den op og se på den, og den beholdt han.“

Flere mennesker blev indsamlet og der blev dannet nye små menigheder. I foråret 1914 var der foruden menigheden i København mindre kredse i 12 byer.

Verdenskrigen bryder ud

I sommeren 1914 var broder Rutherford på rejse i Europa som broder Russells repræsentant, og i dagene omkring udbruddet af den første verdenskrig skulle han fra Tyskland videre til England. Men opfyldt af kærlighed til brødrene i Danmark, som han allerede havde besøgt i 1910 og 1913, besluttede han at tage en afstikker til København for at overvære de to første dage af et konvent som blev planlagt fra 1. til 4. august.

I en kort afskedstale ved konventet opmuntrede han brødrene til at ydmyge sig under Guds vældige hånd og nære fuldstændig tillid til Ham under alle forhold i de urolige tider. Nu var broder Rutherford imidlertid selv begyndt at blive lidt urolig over krigens udvikling. Han skulle jo videre til England, men den regelmæssige skibsforbindelse mellem Esbjerg og de engelske havnebyer var blevet afbrudt, og ingen vidste hvad de næste dage ville bringe. Broder Rutherford blev fulgt til Esbjerg, og det lykkedes at få ham overført i en fiskekutter — tværs gennem det farvand hvor Jyllandsslaget, et af de største søslag i den første verdenskrig, blev udkæmpet to år senere.

I København fortsatte konventet, og på dets sidste dag blev de udenbys deltagere opfordret til at rejse hjem allerede samme aften — eller nat — og ikke vente til næste dag. Man frygtede at togdriften og anden offentlig trafik ville blive indstillet. Ingen vidste jo hvor omfattende krigen ville blive. Danmark holdt sig imidlertid neutralt, og der blev ikke lagt nævneværdige hindringer i vejen for den fortsatte forkyndelse.

„Skabelsens Fotodrama“

Om efteråret nåede „Skabelsens Fotodrama“ til Danmark. Det blev først vist i Odd Fellow Palæet i København, og i løbet af 1915 blev det vist næsten overalt i provinsen, altid i de bedste lokaler og altid for fulde huse. Dagmar Larsen fra Aalborg, der senere blev gift med Louis Carlsson fra København, beretter: „Vi fik travlt med at dele løbesedler ud. Vi fik udleveret 500 ad gangen, og vi brugte al vor fritid til dette. Min søster Johanne og jeg blev opfordret til at være med som diakonisser ved fremvisningen. Vi bar en sort kjole med hvid krave, og havde en sort fløjlskappe på hovedet. . . . Der var tre fremvisninger om dagen og en trængsel uden lige. Byen var på den anden ende, for det var jo noget ganske enestående med farvefilm, og til og med helt gratis. Folk modtog interessekort, hvor de kunne skrive deres navn og adresse, og to kolportører blev i byen en tid for at finde de interesserede.“

Vanskelige år

Efter broder Russells død i 1916 begyndte en svær tid, især for menigheden i København. Nogle søstre begyndte at føre falsk lære og påvirkede nogle af ældstebrødrene. Tidligt i 1917 kom det til et åbent brud. Under et møde i Ole Suhrs Gade rejste en søster sig pludselig og sagde: „Kom, nu går vi!“ Seksten fulgte hende, cirka en fjerdedel af de forsamlede — og man så dem ikke mere. Deres udmarch føltes imidlertid som en stor lettelse. Mødet kunne fortsætte i ro.

Nogle af de frafaldne sluttede sig til Paul S. L. Johnson, som forlod sandheden i USA i samme periode. I nogen tid søgte de ved bagtalelse og gennem blade som de sendte til brødrene, at drage flere med sig, og efterhånden bredte frafaldet sig som koldbrand til andre menigheder. Det var en tid der krævede tro og udholdenhed.

Fornyet virksomhed efter verdenskrigen

I juli 1919 meddelte Vagt-Taarnet at Den fuldbyrdede Hemmelighed (7. bind af Studier i Skriften) nu forelå på dansk-norsk. Bogen skulle udbredes, og man håbede at mange ville være med til det. Der var allerede blevet afholdt et kolportørkursus i København for at undervise brødrene i at besøge folk. Det var første gang ikkekolportører blev opfordret til at udbrede bøger.

I København skulle foredraget holdes i Odd Fellow Palæet. Over en time før mødets begyndelse samledes folk uden for lokalets indgang, og da dørene blev åbnet blev den store sal fyldt i løbet af få minutter! Mange måtte gå uden at få adgang. Opmærksomheden under foredraget var stor, og efter mødet blev der afsat hen ved 300 eksemplarer af brochuren med foredragets indhold.

En af dem der på grund af den store tilstrømning ikke fik hørt broder Macmillans ’Millionforedrag’ i København, var en ung og ivrig socialdemokrat — en tobaksarbejder ved navn Angelo Hansen. Hans interesse for de bibelske sandheder var imidlertid blevet vakt, og da han et par måneder senere blev arbejdsløs og måtte gå til kontrol, traf han på en arbejdsløs kollega som var bibelstudent. Der blev forkyndt, og Angelo Hansen blev selv bibelstudent.

Rutherfords besøg i 1922

I 1922 kom broder J. F. Rutherford igen til stævne i København, og denne gang holdt han selv sit ’Millionforedrag’ i Odd Fellow Palæet — samme sted som broder Macmillan havde holdt det halvandet år tidligere.

Hvilket indtryk gjorde foredraget? Dagbladet Politiken skrev dagen efter på forsiden: „Dommer Rutherford havde Sukces i Gaar i Koncertpalæet. Længe før han begyndte sit Foredrag, var hver eneste Plads i den store Sal besat, og nye Tilhørere kom i Skarevis. Adskillige Hundrede maatte gaa igen. Der var ikke Plads.“

Blandt dem der blev døbt ved dette stævne, var en ung mand ved navn Christian Rømer, der var kommet i berøring med bibelstudenterne på sin fødeø Bornholm. Hans fader havde før Første Verdenskrig fået foræret et abonnement på Vagt-Taarnet, og en dag i 1919 fandt den 20-årige Christian et eksemplar af bladet. Han fortæller: „Hvad der skete den dag, var for mig så stor en oplevelse, at der ikke findes ord, som er stærke og udtryksfulde nok til at beskrive det. Det var den sandhed, jeg vidste Bibelen indeholdt, og nu fik jeg den, nu havde jeg den.“

Under konventet i København overværede han et møde for kolportører. Her traf han for første gang Kristian Dal — og dermed var hans livsbane afstukket. Han begyndte som kolportør på Bornholm i juni 1922.

Vækst i København

En dag da Angelo Hansen i vinteren 1921-22 som sædvanlig gik rundt blandt de mange arbejdsløse ved kontrolstedet, med ’Millionbrochuren’ oprakt over sit hoved, råbende: „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø!“, kom en søgende ung mand hen til ham. Det var Christian Bangsholt. Han modtog brochuren, læste den på en nat, og begyndte at komme til møderne i Ole Suhrs Gade. Det han hørte dér var helt forskelligt fra alt hvad han tidligere havde hørt i Frelsens Hær, pinsemissionen, metodistmenigheden og alle de andre steder han forgæves havde søgt sandheden. Han kunne slet ikke holde det for sig selv.

Adskillige af dem han talte med begyndte at komme til møderne, deriblandt ægteparret Herløv og Betty Larsen. Herløv og Christian var ungdomsvenner, og de havde tit siddet og spillet sammen på deres musikinstrumenter. Nu spillede de sandhedens melodi sammen.

Samme forår var en anden ung mand, Hans Christian Johnsen, begyndt at interessere sig for bibelstudenternes budskab. Han var ellers ateist og direkte antireligiøs, og socialistiske idéer optog ham meget. Men en plakat med indbydelse til ’Millionforedraget’ fangede hans opmærksomhed, og han tog ud for at høre foredraget. Undervejs derud købte han en avis for at have noget at kigge i hvis foredraget skulle blive for kedeligt. Han fik også brug for den — men til at notere skriftsteder på! Foredraget virkede logisk og letforståeligt. Ateismen måtte vige for troen på Gud. Det ene foredrag blev til flere, og fra september var hans kone også med. De blev hurtigt klar over at Rigets budskab måtte forkyndes fra dør til dør.

En dag i 1925 fik broder Johnsen til opgave at besøge en ung mand, Einer Benggaard, der havde læst nogle af Selskabets bøger. Hans tro voksede meget hurtigt, og han kom omgående med i vidnearbejdet.

Sådan opstod der i tyverne en lille kerne af unge, ivrige forkyndere der i mange år satte deres præg på menighedens arbejde, og store dele af den vækst der er sket i København helt frem til i dag, kan spores tilbage til den indsats de og få andre har ydet.