„JEG har undersøgt dig på kryds og tværs uden at finde noget,“ sagde en venlig læge til Elizabeth. „Men jeg kan se at du er dybt deprimeret, og der er en grund til det.“

Elizabeth, der selv troede at hun led af en fysisk sygdom, begyndte at spekulere på om lægen mon kunne have ret. Hun tænkte over hvordan hun i årevis havde kæmpet hver eneste dag for at styre sin urolige og ofte helt uregerlige søn, der nu var seks år. (Det er senere blevet konstateret at hans koncentrationsevne er unormalt dårlig.) „Presset og bekymringerne der fortsatte dag ud og dag ind, var en enorm følelsesmæssig belastning for mig,“ fortæller Elizabeth. „Jeg var kommet så langt ud at jeg følte at alt var håbløst og at jeg lige så godt kunne tage mit eget liv.“

Mange deprimerede mennesker har ligesom Elizabeth været udsat for en usædvanlig hård følelsesmæssig belastning. Ved en banebrydende undersøgelse har de engelske forskere George Brown og Tirril Harris konstateret at deprimerede kvinder gennemsnitlig har været udsat for over tre gange så mange „større vanskeligheder“ (for eksempel dårlige boligforhold eller familieproblemer) som raske kvinder. Disse vanskeligheder havde forårsaget „betydelig og ofte konstant bekymring“ i mindst to år. Hændelser som et familiemedlems eller en nær vens død, en alvorlig sygdom eller ulykke, en chokerende, dårlig nyhed eller pludselig arbejdsløshed forekom også fire gange så ofte blandt de deprimerede kvinder!

Brown og Harris kunne dog konstatere at modgang i sig selv ikke forårsager depression. Meget afhænger af den enkeltes mentale reaktion og følelsesmæssige sårbarhed.

„Alt syntes håbløst“

Sarah, en hårdtarbejdende hustru og mor til tre små børn, fik sin ryg beskadiget ved en arbejdsulykke. Hendes læge sagde at hun måtte skære ned på sin fysiske aktivitet på grund af en diskusprolaps. „Jeg syntes at hele min verden var styrtet i grus. Jeg havde altid været aktiv, jeg havde dyrket sport sammen med mine børn. Jeg grublede over dette, og jeg følte at det aldrig ville blive bedre. Snart mistede jeg al livsglæde. Alt syntes håbløst,“ fortæller Sarah.

Hendes reaktion på ulykken fik hende til at føle at hendes liv nu var helt uden håb og mening, og dette fremkaldte en depression. Som Brown og Harris skriver i deres bog Social Origins of Depression: „Den [udløsende faktor, i Sarahs tilfælde ulykken] kan føre til tanken om at ens liv er blottet for ethvert håb. Det er denne generalisering af håbløshed som vi mener danner den centrale kerne i en depressiv lidelse.“

Men hvad er det der gør at mange mennesker føler sig ude af stand til at rette op på den skade et smerteligt tab har forvoldt, så de i stedet synker hen i en dyb depression? Hvorfor lod Sarah sig for eksempel påvirke af sine negative tanker?

’Jeg duer ikke til noget’

„Jeg har altid manglet selvtillid,“ forklarer Sarah. „Min selvagtelse var meget lav, og jeg følte ikke at jeg fortjente nogen som helst opmærksomhed.“ De smertelige følelser i forbindelse med manglende selvtillid er ofte den udløsende faktor. „Ved hjertesorg kommer en nedslået ånd,“ siges der i Ordsprogene 15:13. Bibelen anerkender at en depression kan være et resultat af negative tanker, og ikke nødvendigvis udelukkende skyldes ydre omstændigheder. Hvad kan være skyld i at man mangler selvrespekt?

En del af vort tankemønster fastlægges i barndommen. „Som barn blev jeg aldrig rost af mine forældre,“ fortæller Sarah. „Jeg kan ikke huske at jeg overhovedet har fået en kompliment før jeg blev gift. Derfor søgte jeg hele tiden andre menneskers accept. Jeg er frygtelig bange for at andre ikke skal kunne lide mig.“

Dette stærke behov for accept går igen hos mange der er ramt af en alvorlig depression. Forskningen har vist at de er tilbøjelige til at basere deres selvtillid på andres kærlighed og godkendelse, i stedet for på det de selv kan og gør. De bedømmer måske deres eget værd efter hvor stor betydning de har for andre. „Hvis denne støtte ophører,“ oplyser et forskerhold, „vil det føre til dalende selvagtelse, hvilket bidrager væsentligt til et anfald af depression.“

Perfektionisme

Denne overdrevne trang til at være accepteret af andre kan komme til udtryk på flere måder. Sarah fortæller: „Jeg bestræbte mig for at gøre alting helt rigtigt, så jeg kunne få den accept jeg ikke fik som barn. På mit arbejde gjorde jeg alt så perfekt som jeg kunne. Det var også nødvendigt for mig at have den ’fuldkomne’ familie. Jeg havde et idealbillede af mig selv som jeg måtte leve op til.“ Men da hun fik ryggen beskadiget syntes alt pludselig håbløst. Hun tilføjer: „Jeg mente at det var mig der holdt sammen på familien, og jeg var bange for at hvis jeg svigtede ville min mand og mine børn ikke kunne klare sig, og at folk så ville sige: ’Hun er vel nok en dårlig hustru og mor.’“

Sarahs tankegang resulterede i en dyb depression. Undersøgelser af deprimerede menneskers personlighed har vist at hendes tilfælde absolut ikke er enestående. Margaret, der også har lidt af en dyb depression, indrømmer: „Det bekymrede mig meget hvad andre mente om mig. Jeg var en perfektionistisk, overpræcis, overorganiseret, bekymret stakkel.“ Det at man sætter sig urealistisk høje mål eller er alt for samvittighedsfuld og derfor ikke kan leve op til sine egne forventninger, har givet stødet til mange depressioner. I Prædikeren 7:16 siges der advarende: „Vær ikke overmåde retfærdig, og optræd ikke alt for viist. Hvorfor skulle du ødelægge dig selv?“ Det kan virke både fysisk og psykisk nedbrydende at forsøge at give andre indtryk af at man er så godt som fuldkommen. Desuden kan skuffelserne føre til en destruktiv form for selvbebrejdelse.

’Jeg kan ikke gøre noget rigtigt’

Selvbebrejdelser kan være en positiv reaktion. For eksempel er én måske blevet overfaldet fordi han færdedes alene i et farligt område. Bagefter bebrejder han sig selv at han har bragt sig i sådan en situation, og for at undgå lignende hændelser senere hen, beslutter han at det ikke skal ske mere. Men han kunne gå videre og rette skytset mod selve sin personlighed ved at sige: ’Jeg er simpelt hen også så uforsigtig. Jeg roder mig ind i det ene problem efter det andet.’ Gennem denne type selvbebrejdelser kritiserer man sin egen karakter og undergraver sin selvrespekt.

Et eksempel på en sådan destruktiv type selvbebrejdelse ses i den 32-årige Marias tilfælde. Hun var vred på sin storesøster i et halvt år på grund af en misforståelse. En aften ringede hun til hende og gav hende det glatte lag. Da deres mor fandt ud af hvad Maria havde gjort, ringede hun hende op og irettesatte hende skarpt.

„Jeg blev gal på min mor; men jeg blev endnu mere vred på mig selv da det gik op for mig hvor meget jeg havde såret min søster,“ fortæller Maria. Kort tid efter overfusede hun sin niårige søn fordi han ikke opførte sig ordentligt. Drengen tog sig det meget nær, og sagde senere til hende: „Mor, du lød præcis som om du kunne have slået mig ihjel!“

Maria var knust. Hun siger: „Jeg følte at jeg måtte være et forfærdeligt menneske. Jeg tænkte: ’Jeg kan da heller ikke gøre noget som helst rigtigt!’ Det blev ved med at kværne i mit hoved. Det var på det tidspunkt at jeg for alvor blev deprimeret.“ Ja, Marias selvbebrejdelser viste sig at være destruktive.

Vil det nu sige at alle der lider af en dyb depression mangler selvrespekt? Nej. Der er mange forskellige komplicerede årsager. Mange følelser kan fremkalde det Bibelen kalder „hjertesorg“, deriblandt indestængt vrede, krænkelse, reel eller overdreven skyldfølelse og uafklarede konflikter i forholdet til andre. (Ordsprogene 15:13) Alt dette kan resultere i „en nedslået ånd“, depression.

Da det gik op for Sarah at hendes depression for en stor del skyldtes hendes tankegang, blev hun i første omgang modløs. „Men så kunne jeg skimte lys forude,“ fortæller hun, „for jeg forstod at hvis det var min tankegang der var skyld i depressionen, kunne min tankegang også fjerne depressionen.“ Denne tanke virkede oplivende på hende. Hun forklarer: „Jeg indså at hvis jeg ændrede nogle af mine tankebaner kunne det ændre resten af mit liv.“

Sarah foretog de nødvendige forandringer, og hendes depression lettede. Maria, Margaret og Elizabeth vandt ligeledes kampen mod depressionen.

En læge vil i mange tilfælde ordinere antidepressiv medicin for at rette op på den kemiske ubalance. Elizabeth, der er omtalt tidligere, fik en sådan medicin, og allerede efter nogle uger begyndte hun at blive i bedre humør. „Men for at fremme medicinens virkning måtte jeg også opdyrke en positiv indstilling,“ fortæller hun. „Jeg var besluttet på at blive rask med det ’skub’ jeg fik af medicinen. Jeg sørgede også for at få noget motion hver dag.“

Desværre hjælper de antidepressive midler ikke altid, og nogle har erfaret at de kan give ubehagelige bivirkninger. Dertil kommer at selv om der rettes op på den kemiske ubalance kan depressionen vende tilbage hvis patientens tankegang ikke ændres. Det kan imidlertid bringe lindring hvis man er villig til at . . .

Fortælle om sine følelser

Sarah var dybt utilfreds med at hun både skulle passe et arbejde og bære en stor del af ansvaret for familien. (Se side 7.) „Men jeg holdt mine følelser for mig selv,“ siger hun. „Så en aften da jeg syntes at alt var håbløst ringede jeg til min lillesøster, og for første gang i mit liv fortalte jeg løs om mine følelser. Det var et vendepunkt, for den opringning var en meget stor hjælp for mig.“

Hvis du er deprimeret, vil det derfor være godt hvis du kan finde et medfølende menneske at betro dig til. Det kan være din ægtefælle, en nær ven, en slægtning, en trosfælle, en læge eller en professionel rådgiver. Noget af det vigtigste i kampen mod en depression er „at have en man kan støtte sig til, en man kan dele livets problemer med“, viser en undersøgelse der er blevet offentliggjort i Journal of Marriage and the Family.

Det har en lægende virkning at sætte ord på sine følelser fordi det hindrer en i at lukke øjnene for problemet så det ikke bliver løst. Men man skal give udtryk for sine sande følelser. Det nytter ikke noget at man lader sig hæmme af falsk stolthed fordi man gerne vil have ry for at kunne tage al modgang i stiv arm. „Ængstelse i en mands hjerte nedbøjer det, men gode ord får det til at fryde sig,“ siges der i Ordsprogene 12:25. Kun hvis man åbent fortæller andre om sin „ængstelse“ har de mulighed for at forstå en og sige de „gode ord“ der kan virke opmuntrende.

„Det var bare lidt medfølelse jeg trængte til da jeg ringede til min søster, men jeg fik meget mere end det,“ fortæller Sarah. „Hun hjalp mig til at se at jeg på nogle områder tænkte forkert. Hun sagde at jeg påtog mig et alt for stort ansvar. I begyndelsen havde jeg slet ikke lyst til at høre på hende, men da jeg begyndte at følge hendes råd kunne jeg mærke at en tung byrde begyndte at blive løftet fra mine skuldre.“ Dette bekræfter at ordene i Ordsprogene 27:9 er sande: „Olie og røgelse fryder hjertet; ligeså den sødme som en ven bereder med et råd fra sjælen.“

Det er vidunderligt at have en ven eller en ægtefælle der siger sin oprigtige mening og hjælper en til at se situationen i det rette perspektiv. Det kan hjælpe en til at fokusere på ét problem ad gangen. Man bør være taknemmelig for en sådan „kyndig ledelse“ i stedet for straks at forsvare sig. Hvis du i øjeblikket er ramt af en depression, har du måske brug for en der efter flere samtaler kan foreslå nogle skridt du kan tage for at ændre din situation og mindske eller helt fjerne det følelsesmæssige pres du udsættes for.b

Kampen mod en depression indbefatter ofte en kamp mod en følelse af at man ikke duer til noget. Hvordan kan man bekæmpe denne følelse?

Få større selvrespekt

Som det fremgår af den foregående artikel blev Maria for eksempel ramt af en depression efter nogle konflikter i familien. Hun drog den slutning at hun var et forfærdeligt menneske der ikke kunne gøre noget som helst rigtigt. Men det passede ikke. Hvis hun blot havde analyseret sine tanker, kunne hun have rokket ved sin negative opfattelse af sig selv gennem dette ræsonnement: ’Jeg gør noget der er rigtigt og noget der er forkert — nøjagtig ligesom alle andre mennesker. Jeg har begået nogle fejl, og jeg må arbejde på at tænke før jeg taler, men der er ingen grund til at gøre en myg til en elefant.’ Hvis hun havde tænkt i de baner, havde hun haft sin selvrespekt i behold.

Den overkritiske indre stemme der fordømmer os, har alt for ofte uret! I rammen er der anført nogle typiske forvrængede tanker der kan fremkalde en depression. Lær at genkende sådanne tanker og at sætte spørgsmålstegn ved dem.

Jean, en 37-årig enlig mor, manglede også selvrespekt. „Det var en belastning for mig at skulle opdrage to drenge på egen hånd. Og når jeg så andre enlige mødre blive gift, tænkte jeg ved mig selv: ’Der må være noget i vejen med mig,’“ forklarer hun. „Jeg blev ved med at dvæle ved de negative tanker, og de voksede og overskyggede alt andet, så jeg til sidst blev indlagt med en depression.

Da jeg var blevet udskrevet, læste jeg en liste over ’Tanker der kan disponere en for depression’ i Vågn op! for 8. januar 1982. Jeg læste den liste hver eneste aften. Nogle af de nedbrydende tanker var: ’Mit værd som menneske afhænger af hvad andre tænker om mig,’ ’Jeg må aldrig føle mig såret; jeg skal altid være glad og afbalanceret’ og ’Jeg bør være en fuldkommen mor.’ Jeg var noget perfektionistisk, men så snart jeg opdagede at jeg tænkte i disse baner, bad jeg Jehova om at hjælpe mig til at lade være. Det gik op for mig at negative tanker resulterer i at man mister sin selvrespekt, for det eneste man har øje for er problemerne — man kan slet ikke se alle de velsignelser Gud har skænket en. Jeg tvang mig selv til at afvise de nedbrydende tanker, og det hjalp mig over depressionen.“ Har du nogle tanker som det var bedst for dig at du afviste?

Er det min skyld?

Alexander formåede at undervise sin skoleklasse skønt han var dybt deprimeret. (Se side 3.) Men da nogle af hans elever dumpede til en meget vigtig eksamen, fik han selvmordstanker. „Han følte at det var ham der havde svigtet,“ fortæller hans kone, Esther. „Jeg sagde til ham at det ikke var hans fejl. Man kan ikke forvente at alt hvad man gør lykkes.“ Desværre kunne han til sidst ikke tænke på andet end sin voldsomme skyldfølelse, og det førte til selvmord. Overdreven skyldfølelse bunder i mange tilfælde i at man mener sig ansvarlig for hvad andre mennesker gør, skønt det er en helt urealistisk indstilling.

Selv når det drejer sig om børn kan forældrene kun påvirke deres liv, men ikke dirigere det fuldstændigt. Hvis noget ikke går så godt som man havde håbet, kan man spørge sig selv: Har nogle tilfældigheder spillet ind? (Prædikeren 9:11) Har jeg gjort alt hvad man med rimelighed kunne forvente af mig, inden for grænserne af mine fysiske, mentale og følelsesmæssige ressourcer? Har jeg ganske enkelt haft for høje forventninger? Bør jeg arbejde på at være mere rimelig og beskeden? — Filipperne 4:5.

Men hvad nu hvis du begår en alvorlig fejltagelse, og fejlen virkelig er din? Kan fejlen gøres god igen ved at du bliver ved med at gå og rette bebrejdelser mod dig selv? Mener du ikke at Gud vil tilgive dig, endda „i rigt mål“, hvis du angrer oprigtigt? (Esajas 55:7) Når Gud har lovet „ikke [at] bebrejde for bestandig“, bør du så dømme dig selv til at skulle lide hele livet igennem på grund af en fejl du engang har begået? (Salme 103:8-14) Jehova ønsker at du tager skridt til at ’rette det urette’. Det behager ham langt mere end konstant bedrøvelse, og det kan også få din depression til at lette. — 2 Korinther 7:8-11.

’Glem hvad der er bagved’

Nogle af vore følelsesmæssige problemer har måske rod i fortiden, for eksempel hvis vi engang er blevet behandlet uretfærdigt. Vær villig til at tilgive og glemme. ’Det er sandelig ikke let at glemme!’ tænker du måske. Nej, men det er bedre end at ødelægge resten af sit liv ved at blive ved med at spekulere på noget som ikke kan ændres.

„Idet jeg glemmer hvad der er bagved og rækker efter det der er foran,“ skrev apostelen Paulus, „jager jeg frem mod målet efter sejrsprisen.“ (Filipperne 3:13, 14) Paulus gik ikke rundt og rugede over det han havde gjort mens han var under jødedommen — og han havde endda bifaldet et mord. (Apostelgerninger 8:1) Nej, han satte alt ind på at blive egnet til at modtage sejrsprisen, det evige liv. Maria lærte også at lade være med at dvæle ved fortiden. En overgang bebrejdede hun sin mor den måde hun havde opdraget hende på. Hendes mor havde lagt vægt på dygtighed og fysisk skønhed, og Maria var derfor blevet perfektionist. Desuden var hun jaloux på sin kønne søster.

„Jeg gav min familie skylden for min opførsel, men det var egentlig jalousien der var roden til det hele. Efterhånden indså jeg dog at det kunne være lige meget hvem der havde skylden. Jeg har måske nok nogle dårlige egenskaber på grund af min opdragelse, men det kan jo ikke nytte noget at jeg bare giver op. Jeg må gøre noget ved det! Jeg må ændre opførsel.“ Da Maria først havde indset dette, var det lettere for hende at foretage de nødvendige mentale ændringer, så hun kunne vinde kampen mod depressionen. — Ordsprogene 14:30.

Et realistisk syn på sig selv

Alt taget i betragtning er det nødvendigt at man har et realistisk syn på sig selv hvis man skal gøre sig håb om at bekæmpe en depression. „Jeg [siger] til hver eneste af jer: Lad være med at overdrive din egen betydning, og prøv at bedømme dig selv besindigt,“ skrev apostelen Paulus. (Romerne 12:3, Ny Testamente — på hverdagsdansk) Man overvurderer sig selv hvis man for eksempel er stolt og perfektionistisk, eller hvis man ignorerer sine begrænsninger. Disse tendenser må bekæmpes. Men man må også passe på ikke at gå til den anden yderlighed.

Jesus Kristus viste at hver eneste af hans disciple havde stor værdi da han sagde: „Sælges fem spurve ikke for to småmønter? Dog er ikke én af dem glemt hos Gud. Men endog alle jeres hovedhår er talt. Vær ikke bange; I er mere værd end mange spurve.“ (Lukas 12:6, 7) Hver eneste af os har så stor værdi for Gud at han lægger mærke til selv de mindste detaljer i forbindelse med os. Han har dyb omsorg for os og ved alt om os — endda mere end vi selv ved. — 1 Peter 5:7.

Da Sarah indså at Gud nærer personlig interesse for hende, hjalp det hende til at få større selvrespekt. „Jeg har altid næret ærefrygt for Skaberen, men på et tidspunkt gik det op for mig at han har omsorg for mig som enkeltperson. Uanset hvad mine børn gør, uanset hvad min mand gør, uanset hvordan min mor og far har opdraget mig, så har jeg et personligt venskab med Jehova. Den tanke hjalp mig til at få større selvrespekt.“

Eftersom Gud betragter sine tjenere som dyrebare, afhænger vort værd altså ikke af andre menneskers mening. Det er naturligvis ubehageligt at føle at man ikke bliver accepteret af andre. Men hvis man bedømmer sig selv ud fra andre menneskers mening om en, er man i fare for at blive ramt af en depression. Kong David, en mand efter Guds hjerte, blev ved en lejlighed kaldt ’en usling af en mand’, ordret „en uduelig mand“. Men David forstod at kritikeren, Sjimi, var uligevægtig, og betragtede ikke bemærkningen som en objektiv bedømmelse af hans værd som menneske. Og som det så ofte sker undskyldte Sjimi senere. Hvis du bliver kritiseret, og det måske er med rette, så husk at kritikken gælder et eller andet du har gjort, ikke dit værd som menneske. — 2 Samuel 16:7; 19:18, 19.

Sarah blev hjulpet til at lægge grunden til et godt forhold til Gud ved at studere Bibelen og bibelske bøger og blade, og ved at overvære Jehovas Vidners møder. „Men den største hjælp var min ændrede holdning til bøn,“ fortæller Sarah. „Tidligere mente jeg at vi kun burde bede til Gud om store ting, og at vi ikke burde ulejlige ham med ubetydelige småproblemer. Nu føler jeg at jeg kan tale med ham om alt. Hvis jeg skal træffe en afgørelse og er lidt nervøs for det, beder jeg ham om at hjælpe mig til at være rolig og ligevægtig. Jeg får et nærmere og nærmere forhold til ham fordi jeg ser at han besvarer mine bønner og at han hjælper mig gennem hver dag og hver eneste prøvelse.“ — 1 Johannes 5:14; Filipperne 4:7.

Kæmp ’time for time’

„Jeg har prøvet alt, også antidepressive midler og ernæringstilskud,“ siger Eileen klagende. Hun er en 47-årig husmor der i årevis har kæmpet mod en dyb depression. „Jeg har lært at skubbe nedbrydende tanker væk, og det har hjulpet mig til at blive mere omgængelig. Men depressionen er der stadig væk.“

At en depression varer ved behøver ikke at betyde at man ikke bekæmper den på den rigtige måde. Lægerne ved ikke alt om hvordan denne lidelse skal behandles. I nogle tilfælde er depressionen en bivirkning af medicin mod alvorlige fysiske sygdomme, og i visse tilfælde er denne medicin uundværlig.

Det er naturligvis en hjælp at fortælle en forstående ven om sine følelser, men intet menneske kan vide præcis hvordan man har det. Det ved Gud imidlertid, og han vil gerne hjælpe. „Jehova har givet mig styrke til at blive ved med at kæmpe,“ fortæller Eileen. „Han hjælper mig til at holde ud, og han har givet mig håb.“

Hvis man tager imod Guds hjælp og andres følelsesmæssige støtte og samtidig selv gør en indsats, vil man ikke blive så overvældet af depressionen at man giver op. Man kan lære at leve med depressionen, ligesom man kan lære at leve med enhver anden kronisk sygdom. Det er ikke let at holde ud, men det kan lade sig gøre! Jean, der har lidt af en langvarig og dyb depression, siger: „Vi tog det ikke engang dag for dag. Det var snarere time for time.“ For både Eileen og Jean gælder det at det var Bibelens håb der holdt dem oppe.