Omkring dette tidspunkt var Johns helbred begyndt at volde os problemer. I 1948 havde han haft tuberkulose, og som følge heraf var hans modstandskraft blevet svækket. Han fik ofte influenzalignende symptomer og måtte ligge i sengen i flere dage ad gangen — han orkede ikke at foretage sig noget eller at se nogen. Vi havde allerede kontaktet en læge kort før vi blev kaldt på Betel, og hans diagnose lød på at John havde en depression.

John bliver syg

I 1970’erne stod det klart for os at Johns helbred ikke blev bedre. Lidt efter lidt havde han givet afkald på nogle af de tjenesteprivilegier han satte så stor pris på, som for eksempel at lede betelfamiliens ugentlige studium af Vagttårnet og dagens tekst om morgenen. Fra at have virket i tjenesteafdelingen fik han til opgave at tage sig af posten og senere at arbejde i haven.

Med Johns kampånd var det svært for ham at foretage forandringer. Når jeg gang på gang forsøgte at få ham til at sætte tempoet ned, kaldte han mig drillende for sin fodlænke, hvorefter han som regel gav mig et kærligt knus. Til sidst fandt vi det tilrådeligt at forlade det portugisiske distrikt og virke i den menighed som havde møder i rigssalen på afdelingskontoret.

Alt imens Johns helbred forværredes, var det rørende at se hans nære forhold til Jehova. Hvis John vågnede midt om natten og var dybt deprimeret, talte vi sammen indtil han faldt så meget til ro at han kunne hente hjælp hos Jehova i bøn. Han klarede med tiden sådanne svære stunder alene, idet han tvang sig til at gentage Filipperne 4:6, 7: „Vær ikke bekymrede for noget . . .“ Så blev han rolig nok til at kunne begynde at bede. Jeg lå ofte vågen og kunne i stilhed se hans læber bevæge sig mens han vendte sig i inderlig bøn til Jehova.