Prissvingninger. I de senere år har der været drastiske udsving i priserne på olie, metaller og andre vigtige råvarer. Den pludselige stigning i oliepriserne i 1970’erne udløste en omfattende inflation og en verdensomspændende økonomisk afmatning. De lande i den tredje verden som ikke producerer olie blev især hårdt ramt.

I 1980’erne har der været en voldsom nedgang i prisen på de fleste handelsvarer. Det har medført en alvorlig svækkelse af økonomien i de fattigere lande hvis eksport hovedsagelig består af sådanne produkter. Lande som Mexico og Nigeria, der i høj grad er afhængige af deres olieeksport, har også oplevet en mærkbar nedgang i levestandarden på grund af faldende oliepriser. Sådanne prissvingninger kan ødelægge selv den bedste økonomiske planlægning.

Statsforbrug

Militærudgifter. Verdens samlede militærudgifter for 1987 anslås til syv billioner kroner. Det svarer til omkring 12,6 millioner kroner i minuttet! Det er ikke alene de rige lande der bruger pengene på oprustning; nogle af de fattigste lande i verden har planlagt en årlig forøgelse på 10 procent i forsvarsudgifterne.

Økonomen John K. Galbraith siger i en kommentar til den sociale og økonomiske virkning af den tredje verdens militærudgifter: „De der betaler for disse våben er de fattigste af de fattige. De købes på bekostning af ikkemilitære investeringer som skulle forbedre levevilkårene, på bekostning af det daglige brød.“

„Hvide elefanter“. Det fortælles at en konge af Siam plejede at forære en hvid elefant til hoffolk han ikke kunne lide. Eftersom dyret blev betragtet som helligt, kunne det ikke sættes til at arbejde. Dets underhold kunne således betyde økonomisk ruin for den uheldige modtager af gaven. I de senere år er nogle vestlige lande uforvarende kommet til at spille kongen af Siams rolle. Deres hjælpeprogrammer har finansieret storslåede teknologiske projekter som modtagernationerne ikke har kunnet vedligeholde.

Disse dyre, upraktiske „hvide elefanter“ skaber uorden i de fattige landes økonomi: luksuriøse lufthavne hvorfra der sjældent afgår fly, en moderne indrettet brødfabrik der ikke kan fremstille brød fordi den mangler mel, en gigantisk cementfabrik der konstant bryder sammen på grund af manglende vedligeholdelse.

Regeringerne i den tredje verden har undertiden pådraget sig enorme gældsposter ved at ødsle penge ud på ekstravagante forehavender som vandkraftværker, atomkraftværker, ja endog nye hovedstæder.

Befolkningstilvæksten

I mange lande er den hurtige befolkningstilvækst en medvirkende årsag til den lavere levestandard. Boliger, job, skoler, ja end ikke fødevareproduktionen, kan holde trit med den stadig voksende efterspørgsel. I Mexico, for eksempel, nødvendiggør den voksende befolkning at der årligt må skabes en million nye job hvis antallet af arbejdsløse ikke skal stige. I mange afrikanske lande har den hurtigt voksende befolkning — forstærket af folkevandringen til byerne — ført til en tredobling af fødevareimporten og har været medvirkende til de sidste ti års nedgang i levestandarden. Desperate fædre som ikke har kunnet finde job og forsørge deres store familie, har i flere tilfælde blot forladt den eller begået selvmord.

[Ramme på side 8]

GÆLDSKRISEN

Statsgæld

I mange lande er statens udgifter langt større end dens indtægter. De omfattende lån som denne praksis kræver, fører i årenes løb til et enormt budgetunderskud, den såkaldte statsgæld. Tilbagebetalingen af denne gæld, med påløbende renter, tvinger regeringen til at blive ved med at låne, og det presser rentesatsen op og sætter fart i inflationen. Som bladet Time forklarer er regeringerne desuden utilbøjelige til at nedsætte forbruget, fordi „vælgerne, menneskeligt nok, ønsker flere goder og lavere skatter, og politikerne, hvilket også er forståeligt, giver efter for [vælgernes ønsker]“. På denne måde udskyder man regnskabets dag, og i mellemtiden vokser leveomkostningerne.

International gæld

Nogle lande importerer af forskellige grunde flere varer og tjenesteydelser end de eksporterer, og det resulterer i et underskud på betalingsbalancen. Underskuddet skal betales i valuta der er gangbar i andre lande, som regel i dollars eller anden stærk valuta. Disse penge må enten tages af landets valutareserve eller lånes af andre lande. Hvis landets valutabeholdning svinder faretruende ind, og der ikke kan optages flere lån, kan det blive nødvendigt at gribe til importrestriktioner eller en devaluering. Begge fremgangsmåder udløser en voldsom stigning i prisen på importerede varer, hvoraf mange måske er livsnødvendige for både industrien og forbrugerne.

Det er navnlig landene i den tredje verden der har problemer med handelsbalancen, fordi der, i så godt som alle tilfælde, er sket et drastisk fald i værdien af de varer de eksporterer. For eksempel kunne der i 1960 for et ton kaffe købes 37 tons kunstgødning, hvorimod der i 1982 kun kunne købes 16 tons. Lignende tal gør sig gældende for kakao, te, bomuld, kobber, tin og andre vigtige produkter som udgør størstedelen af ulandenes eksport. Hovedsagelig som følge af disse ugunstige handelsbetingelser, som de kun har lidt kontrol over, var ulandenes gæld i 1987 nået op på over 7000 milliarder kroner — et astronomisk beløb. Denne møllesten om deres hals er en alvorlig hindring for en økonomisk bedring og tillige en trussel mod visse regeringers stabilitet.

The New York Times bragte for nylig følgende kommentar: „Det eneste der forener Latinamerika er gæld . . . Regeringerne giver dette problem skylden for deres vaklende popularitet, og gælden betragtes som den politiske faktor der vil få størst indvirkning på deres nærmeste fremtid.“

[Kort på side 7]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Verdensinflationsraten 1980-85

(Baseret på El Mundo en Cifras, udgivet af The Economist)

■ 0 til 15%

■ 15 til 30%

■ 30 til 100%

■ over 100%

■ Tal ikke tilgængelige