• Fysisk handicappede, men dygtige som forkyndere
    Vagttårnet – 1986 | 15. november

    • Tre brødre i samme situation

      De tre brødre Tanizono er i fyrreårsalderen og har dystrofi i bækkenringen. Før de lærte sandheden at kende koncentrerede de sig udelukkende om deres verdslige arbejde i håb om at glemme den gradvise svækkelse deres krop gennemgik og den alt for tidlige død der er kendetegnende for denne sygdom. De begyndte hver for sig at studere Bibelen og lærte sandheden at kende. Spørgsmålet var hvad de kunne gøre for at udvide deres tjeneste og derved vise Jehova deres værdsættelse. Den yngste af brødrene, Toshimi, fortæller:

      „Jeg boede sammen med min ældste broder, Akimi, og hans kone indtil 1979. Da jeg ikke længere var i stand til at klare mig selv, kom jeg ind på den samme institution som min broder Yoshito boede på. Her begyndte jeg som hjælpepioner, og i løbet af de næste fem år studerede jeg Bibelen med omkring 12 børn på afdelingen. Et af børnene blev tvunget til at holde op med at studere eftersom hans forældre var imod det, men de lod sig formilde da han inderligt bad dem om at lade ham fortsætte. Han døde 16 år gammel med et sikkert håb om opstandelsen. Omkring et år senere blev jeg ringet op af hans forældre, der før havde været modstandere. Nu havde de problemer med deres yngste datter og mente at et studium kunne hjælpe hende.

      Min broder Yoshito og jeg ville gerne være almindelige pionerer. Men kunne vi klare at nå de 1000 timer, som er kravet? Ganske vist ville det blot indebære at vi brugte 30 timer mere i tjenesten hver måned. Men kunne vi holde til det? Så var det vi tænkte: ’Hvis vi ikke gør det nu, vil vi til sidst nå det punkt hvor det vil være umuligt for os.’ Når vi drøftede det kom vi gang på gang i tanker om Paulus’ ord i Første Korintherbrev 9:16: ’Ja, ve mig om jeg ikke forkyndte den gode nyhed.’ I virkeligheden er vi alle forpligtede til at forkynde den gode nyhed, hvad enten vi har et godt eller et dårligt helbred. Vi indsendte altså vore ansøgninger og begyndte som almindelige pionerer den 1. september 1984.“

      Yoshito tilføjer: „Da jeg i januar 1976 prøvede at være ’midlertidig pioner’ tog det så hårdt på mig at jeg måtte blive i sengen i to måneder. Det jeg frygtede mest var at jeg som almindelig pioner ville blive så syg at jeg var nødt til at blive hjemme fra møderne. Men i august måned 1985 havde jeg lykkeligvis nået mit timemål på årsbasis, og jeg var ikke gået glip af et eneste møde på grund af min pionertjeneste!“

      Toshimi siger: „Vi udfører det meste af vores tjeneste ved brevskrivning. Vi skriver til folk der ikke har været hjemme, til venner og familie, til ikke-troende familiemedlemmer, til brødre og søstre i menigheden samt til indbyggerne i et bjergdistrikt der kun får besøg af forkyndere to gange om året. Vi forkynder uformelt for læger, sygeplejersker og sygeplejeelever og for vore medpatienter. Indtil nu har seks patienter lært sandheden at kende. Tre af dem var forkyndere og stod for at skulle døbes da de døde. Det gavner os fysisk at have travlt. Vi finder åndelig tilfredsstillelse ved at vide at vi tager del i forkyndelsesarbejdet, og det glæder vort hjerte at vide at vi opmuntrer andre.“

      Yoshito tilføjer: „Som ældste i menigheden kan vi begge af egen erfaring opmuntre dem der rækker ud efter pionertjenesten. Dengang vi indsendte vore pioneransøgninger følte to ældre søstre sig også opmuntret til at slutte op i pionerernes rækker. Med ånden i Salme 119:71 i tanke er jeg især glad for at kunne sige at min tidligere negative tankegang har ændret sig til Jehovas måde at tænke på. Ja, ’det er godt for mig at jeg har været i nød, så jeg kunne lære [hans] forordninger’.“

      Nu tager den ældste af brødrene ordet. Akimi siger: „Det er udelukkende på grund af brødrenes venlighed og min hustrus kærlige støtte at jeg kan udrette det jeg gør inden for teokratiet. Jeg kan ikke selv gå et eneste skridt. I 14 år har brødrene nu utrætteligt hjulpet mig til hvert eneste møde og stævne. Lige fra jeg begyndte at studere drejede samtalerne blandt de unge sig om pionerernes oplevelser. Som foreslået i Rigets Tjeneste besluttede jeg at prøve pionertjenesten i et år. Med nogle betænkeligheder vedrørende mit fysiske helbred afgav jeg dette løfte til Jehova i bøn, og de sidste fem år har jeg regelmæssigt fornyet mit løfte. I tjenesten på arbejdsmarken gør jeg brug af en trehjulet cykel specielt beregnet for handicappede, og med den kan jeg komme tæt ind til døren ved mange huse. Ofte sidder jeg i områder hvor der er mange fodgængere. Hvis der ikke kommer ret mange forbi beder jeg Jehova om at der må komme nogen jeg kan forkynde for, og så dukker et menneske med et lyttende øre op. Nogle jeg studerer Bibelen med kommer hjem til mig, og jeg har været i stand til at hjælpe otte mennesker frem til dåb.

      Som præsiderende tilsynsmand og tilsynsmand for den teokratiske skole ankommer jeg i god tid til møderne så jeg er til stede og kan tage imod brødrene når de kommer. Eftersom jeg ikke er i stand til ubesværet at besøge dem i deres hjem, finder jeg det yderst vigtigt at bruge tiden før og efter møderne effektivt. Ofte bruger jeg også telefonen i hyrdearbejdet.

      I de sidste fire eller fem år er mine kræfter aftaget betydeligt. Ved sengetid kan jeg bogstavelig talt ikke bevæge en muskel, og når jeg ligger i min seng er jeg så anspændt at jeg føler det som om der hviler en stor byrde på mig. Min hustru hjælper mig med at ændre stilling så jeg kan slappe af. Det er på tidspunkter som disse at brødrenes varme og kærlige ord hjælper mig til at bevare et glad ansigt, som jeg håber afspejler min hjertetilstand mere end min legemlige tilstand.“

      I øjeblikket kan denne sygdom ikke helbredes. Men brødrene Tanizono føler at det at være travlt optaget i forkyndelsen, at være opmærksom på de mennesker de besøger og på deres behov, at arbejde nært sammen med trosfæller og at være fuldt optaget af tjenesten for Gud som pionerer, har hjulpet dem til at holde sygdommens udvikling på et minimum. Dette takker de Jehova for.

      Handicappede men beslutsomme

      Fysiske handicap har ikke mindsket disse dygtige forkynderes nidkærhed og kærlighed til heltidstjenesten. De har den samme beslutsomhed som apostelen Paulus, der skrev: „Vi [giver] ikke op; nej, selv om vort ydre menneske hentæres, så fornys jo vort indre menneske fra dag til dag.“ — 2 Korinther 4:16.