Naturkatastrofer — Et af tidens tegn?

„NATION skal rejse sig mod nation og rige mod rige, og der skal være tilfælde af hungersnød og jordskælv det ene sted efter det andet. Alt dette er en begyndelse til veer.“ Med disse ord fortalte Jesus for 1900 år siden sine disciple at sådanne katastrofer, samtidig med tiltagende lovløshed og en verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed om Guds rige, ville danne optakt til et sammensat tegn der skulle markere „afslutningen på tingenes ordning“. — Mattæus 24:3-14.

Det er derfor naturligt at spørge: Oplever vi flere forfærdende jordskælv, orkaner, oversvømmelser, tørkeperioder og hungerkatastrofer end man gjorde før i tiden? Og bringer disse fænomener lidelser over forholdsvis flere mennesker, trods videnskabens og teknikkens fremskridt?

Mange mener ja. For eksempel advarer tidsskriftet New Scientist om at „verden kan forvente flere naturkatastrofer i 90’erne end i tidligere årtier“. I UN Chronicle for juni 1991 udtalte direktøren for Den Meteorologiske Verdensorganisation noget lignende: „Tendensen er udtalt. Fra 1960’erne til 1980’erne . . . er der sket en femdobling i hyppigheden af store naturkatastrofer og en tredobling af de samlede økonomiske tab.“ Verdenssundhedsorganisationens blad, World Health, satte emnet i perspektiv med denne kommentar: „Gennem hele historien kan man spore eksempler på naturkatastrofer og deres hærgen. Men nu hvor vi står på tærskelen til det 21. århundrede, venter der os en forandret sammensætning af demografiske, økologiske og teknologiske omstændigheder som gør mange befolkningsgrupper mere sårbare over for både naturlige og menneskeskabte katastrofer.“

Ingen der følger med i begivenhederne er overrasket over udtalelser som disse. Medierne mangler aldrig opsigtsvækkende stof om naturens rasen — vulkanudbrud på Filippinerne, jordskælv i Californien, oversvømmelse i Bangladesh, hungerkatastrofe i Somalia, orkan på Hawaii og flodbølge i Nicaragua. Der går næppe en måned uden at der meldes om en katastrofe et eller andet sted.

Nogle affejer dette som irrelevant. De hævder at når der tilsyneladende forekommer flere naturkatastrofer i vor tid, skyldes det blot bedre nyhedsformidling og bedre registrering. De tilføjer at naturkatastrofer går ud over flere fordi der ganske enkelt lever flere mennesker i dag. Er det alt hvad der er at sige om den sag?

Læg mærke til hvad der også står i førnævnte artikel fra New Scientist: „I 60’erne blev der registreret 523 naturkatastrofer, i 70’erne 767. I 80’erne nåede tallet op på 1387.“ Videre oplyses det at „en del af den tilsyneladende stigning i de seneste ti år kan tilskrives den større åbenhed med hensyn til at rapportere naturkatastrofer i Kina og Sovjetunionen“. Men derpå tilføjer bladet: „Trods dette stiger antallet.“ At naturkatastroferne tiltager stærkt kan ikke skyldes bedre mediedækning og registrering alene.

Desuden beretter UN Chronicle for marts 1992: „I løbet af de seneste 20 år har omkring 3 millioner mennesker mistet livet, og andre 800 millioner er blevet berørt af ’den ravage, trængsel og lidelse’ som naturkatastroferne forårsager.“ Det betyder at cirka hver syvende indbygger i verden er blevet berørt af naturkatastrofer under en eller anden form. Det virker overvældende og levner ingen tvivl om at vi lever i en omskiftelig og urolig tid.

Når nu Bibelen forudsiger en tid med store problemer, betyder det så at Gud er ansvarlig for de katastrofer og lidelser der har forårsaget dem? Det mener mange. Men hvad viser kendsgerningerne? Og endnu vigtigere: Hvad viser Bibelen?

[Kildeangivelser på side 3]

Midterste foto: Mark Peters/​Sipa Press

WHO/​Røde Kors

Naturkatastrofer — Står Gud bag?

„HVAD er det du har gjort mod os, Gud?“

Sådan skal en overlevende efter sigende have udbrudt da han iagttog ødelæggelserne efter den colombianske vulkan Nevado del Ruiz’ udbrud den 13. november 1985. Den påfølgende mudderlavine havde begravet hele byen Armero og dræbt over 20.000 på én nat.

Det er forståeligt at overlevende reagerer sådan. Så hjælpeløse som vi er over for naturens frygtindgydende kræfter, har man fra de tidligste tider ment at Gud var årsag til sådanne ødelæggelser. Primitive folk har bragt ofre, endog menneskeofre, for at formilde deres guder for havet, himmelen, jorden, bjergene, vulkanerne og andre faretruende fænomener. Selv i dag slår nogle sig til tåls med at naturkatastrofer blot er skæbnens lune eller noget Gud har forårsaget. På engelsk bruger man ligefrem udtrykket „acts of God“ om naturkatastrofer.

Men forårsager Gud virkelig de katastrofer der mange steder påfører folk svære lidelser og tab? Har han skylden? For at finde svaret må vi se nøjere på hvad der kendetegner naturkatastrofer.

Hvordan definerer man en naturkatastrofe?

Det var forsidestof da et jordskælv ramte Tangshan i Kina og ifølge officielle opgørelser dræbte 242.000, og da orkanen Andrew fejede ind over det sydlige Florida og Louisiana og anrettede skader for et milliardbeløb. Men hvad nu hvis jordskælvet var indtruffet i den ubeboede Gobiørken 1100 kilometer nordvest for Tangshan? Eller hvis orkanen Andrew havde opbrugt sine kræfter over havet? Så ville de være gået i glemmebogen.

Når vi taler om naturkatastrofer må vi derfor tale om andet og mere end dramatiske naturkræfter under udfoldelse. Hvert år forekommer der tusinder af små og store jordskælv samt i snesevis af storme, cykloner, orkaner, tyfoner, vulkanudbrud og andre voldsomme naturfænomener der kun bliver tør statistik. Men når sådanne begivenheder koster liv og værdier og vender op og ned på tilværelsen, bliver de til katastrofer.

Man bør bemærke at skaderne og tabene ikke altid står i forhold til de naturkræfter der er blevet frigjort. Den største katastrofe er ikke nødvendigvis forårsaget af de voldsomste udladninger af naturkræfter. For eksempel blev San Fernando i Californien i 1971 ramt af et jordskælv der blev målt til 6,6 på richterskalaen, og 65 omkom. Året efter kostede et jordskælv af styrke 6,2 omkring 5000 menneskeliv i Managua i Nicaragua!

Når det drejer sig om naturkatastrofernes tiltagende ødelæggelseskraft, må vi derfor spørge: Er elementerne blevet voldsommere? Eller har menneskelige faktorer forstærket problemet?

Hvis skyld er det?

Bibelen kalder Jehova Gud den store Skaber af alle ting, deriblandt klodens naturkræfter. (1 Mosebog 1:1; Nehemias 9:6; Hebræerne 3:4; Åbenbaringen 4:11) Dette skal ikke forstås sådan at han forårsager hvert eneste vindpust eller hver enkelt regnbyge. Nej, han har sat forskellige love i kraft, som styrer Jorden og dens miljø. For eksempel læser vi i Prædikeren 1:5-7 om tre grundlæggende processer der gør livet på Jorden muligt: Solens opgang og nedgang, det uforanderlige vindmønster, og vandkredsløbet. I relativ ubemærkethed har disse og lignende natursystemer der berører Jordens klima, geologi og økologi, fungeret i tusinder af år. Skribenten af Prædikerens Bog henledte endog opmærksomheden på den store modsætning mellem skaberværkets stabile og uendelige processer og menneskelivets flygtige, midlertidige natur.

Jehova Gud er ikke blot skaberen af naturkræfterne, men han er også den der har magt til at beherske dem. Flere steder i Bibelen finder vi beretninger om hvordan Jehova har styret eller benyttet sådanne kræfter for at gennemføre sin hensigt. Blandt andet delte han på Moses’ tid Det Røde Hav og fik på Josuas tid solen og månen til at forblive i deres position på himmelen. (2 Mosebog 14:21-28; Josua 10:12, 13) Jesus Kristus, Guds søn og den lovede Messias, viste også at han havde herredømme over naturkræfterne, for eksempel da han fik en storm på Galilæas Sø til at lægge sig. (Markus 4:37-39) Sådanne beretninger fjerner enhver tvivl om at Jehova Gud og hans søn, Jesus Kristus, har fuldt herredømme over alt hvad der berører livet her på jorden. — 2 Krønikebog 20:6; Jeremias 32:17; Mattæus 19:26.

Kan vi i betragtning heraf gøre Gud ansvarlig for de store skader naturkatastrofer har anrettet i de senere år? For at finde svaret på dette spørgsmål må vi først undersøge om naturkræfterne nu også er blevet væsentlig voldsommere i nyere tid, og måske endda er kommet helt ud af kontrol.

Læg i den forbindelse mærke til hvad bogen Natural Disasters — Acts of God or Acts of Man? har at sige: „Intet tyder på at de klimatologiske mekanismer der er forbundet med tørke, oversvømmelse og cykloner er ved at ændre sig. Og ingen geolog vil påstå at de jordbevægelser der har forbindelse med jordskælv, vulkanudbrud og tsunami’er (flodbølger fremkaldt af jordskælv) tiltager i voldsomhed.“ Bogen Earthshock siger samstemmende: „Hvert kontinents klippemasser afslører utallige større og mindre geologiske begivenheder som hver for sig ville have været katastrofale for mennesker hvis de fandt sted i dag — og det kan med videnskabeligt belæg siges at sådanne hændelser vil blive ved at gentage sig i fremtiden.“ Med andre ord er Jorden og dens dynamik forblevet stort set uændret gennem tidsaldrene. Uanset om nogle statistikker viser at en geologisk eller anden aktivitet er tiltaget, er det derfor ikke et tegn på at Jordens kræfter udfolder sig ukontrollabelt voldsomt i vor tid.

Hvad er da årsag til at vi læser om hyppigere og voldsommere naturkatastrofer? Hvis naturkræfterne ikke har skylden, lader det til at den anklagende finger må rettes mod os mennesker. Og autoriteterne har faktisk anerkendt at menneskets aktiviteter både har øget risikoen for at vort miljø rammes af naturkatastrofer og gjort det mere sårbart over for disse. I ulandene tvinger det voksende behov for fødevarer landbrugerne til at udpine den smule jord de har under plov eller skaffe sig nye marker ved at rydde livsvigtige træbevoksninger. Det medfører øget erosion. Befolkningstilvæksten bevirker også at der skyder blikbyer og slumkvarterer op tilfældige, og ofte risikable, steder. Selv i industrilandene har mange — som de millioner der bor langs San Andreas-forkastningen i Californien — udsat sig for fare trods klare advarsler. Når der så under sådanne omstændigheder indtræffer en orkan, en oversvømmelse eller et jordskælv, vil det da være rigtigt at hæfte betegnelsen „naturkatastrofe“ på fænomenet?

Et skoleeksempel er tørken i Afrikas Sahel-bælte. Vi forestiller os normalt at tørke (og dermed hungersnød) skyldes mangel på regn eller vand. Men er grunden til hungerkatastrofen egentlig vandmangel? Bogen Nature on the Rampage siger: „De data som videnskabsfolk og hjælpeorganisationer har indsamlet, peger i retning af at dagens vedvarende sultkatastrofe ikke så meget skyldes langvarig tørke som langvarigt misbrug af jord- og vandressourcer. . . . Ørknernes stadige fremrykning i Sahel-området er stort set et menneskeskabt fænomen.“ En sydafrikansk avis, The Natal Witness, bemærker: „Hunger har ikke at gøre med fødevaremangel, men manglende adgang til fødevarer. Men andre ord har det at gøre med fattigdom.“

Det samme kan siges om en væsentlig del af de ødelæggelser andre katastrofer forvolder. Undersøgelser har vist at der dør forholdsvis flere ved naturkatastrofer i de fattige lande end i de velhavende. Et eksempel: Ifølge en undersøgelse indtraf der fra 1960 til 1981 43 jordskælv og andre naturkatastrofer i Japan; de kostede 2700 menneskeliv, svarende til 63 dødsfald pr. katastrofe. I samme tidsrum kom Peru ud for 31 naturkatastrofer med 91.000 dødsofre eller 2900 pr. katastrofe. Hvad skyldes forskellen? Det er nok naturkræfterne der har udløst begivenhederne, men det er menneskets samfundsmæssige, økonomiske og politiske aktivitet der må bære hovedansvaret for den store forskel på tabene af liv og ejendom.

Hvilken løsning findes der?

Videnskabsfolk og eksperter har i årevis forsøgt at udtænke modtræk mod naturkatastroferne. De udforsker undergrunden for at klarlægge hvordan jordskælv og vulkanudbrud opstår. Med vejrsatellitter iagttager de vejrmønstrene for at følge cykloners og orkaners kurs eller forudsige oversvømmelser og tørke. Denne forskning har givet oplysninger som man håber at kunne bruge til at afbøde de værste virkninger af disse naturkræfter.

Har indsatsen lønnet sig? En miljøorganisation har om den kostbare, højteknologiske overvågningsform sagt: „Den har sin berettigelse, men hvis den sluger uforholdsmæssigt mange penge og kræfter — hvis den tjener til undskyldning for at ignorere de risici der er indbygget i ofrenes samfund og som forværrer katastroferne — så gør den mere skade end gavn.“ For eksempel er det nyttigt at vide at Bangladesh’ deltaområde er en farezone for oversvømmelser og flodbølger, men det hindrer ikke millioner i at være tvunget til at bo der. Følgen har været en række katastrofer med hundredtusinder af omkomne.

Teknisk information har altså begrænset værdi. Der behøves også forholdsregler der afhjælper de omstændigheder som tvinger folk til at bo i udsatte områder eller leve på en måde som belaster miljøet. Med andre ord skulle hele vor sociale, økonomiske og politiske ordning ændres totalt hvis vi skulle kunne mindske naturkræfternes skadevirkninger. Hvem kan præstere det? Kun den der kan tæmme endog de kræfter som udløser naturkatastroferne.

Hvad vi kan vente af Gud

Jehova Gud vil ikke blot behandle symptomerne. Han vil trænge helt ned til ondets rod. Han vil gøre ende på de begærlige og undertrykkende politiske, kommercielle og religiøse strukturer der „har udøvet myndighed over [mennesket] til skade for det“. (Prædikeren 8:9) Ingen bibelkender kan undgå at lægge mærke til de talrige profetier der peger frem til den tid hvor Gud vil gribe ind for at rense jorden for ondskab og lidelser og genoprette et jordisk paradis hvor fred og retfærdighed råder. — Salme 37:9-11, 29; Esajas 13:9; 65:17, 20-25; Jeremias 25:31-33; 2 Peter 3:7; Åbenbaringen 11:18.

Faktisk lærte Jesus Kristus alle sine disciple at bede om dette med ordene: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Mattæus 6:10) Messiasriget vil fjerne og erstatte alle ufuldkomne menneskelige styreformer, sådan som profeten Daniel forudsagde: „I de kongers dage vil himmelens Gud oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. Og riget vil ikke blive overdraget til noget andet folk. Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig.“ — Daniel 2:44.

Hvad vil Guds rige udrette som vore dages nationer ikke kan? Bibelen giver en fængslende forudskildring af det der venter os. Der vil ikke være hunger og fattigdom som illustreret på disse sider, men „en overflod af korn på jorden; på bjergenes top vil det bugne“. „Markens træer skal give deres frugt, og landet giver sin afgrøde, og [folk] skal være trygge på deres jord.“ (Salme 72:16; Ezekiel 34:27) Om miljøet siger Bibelen: „Ørkenen og det udtørrede land skal glæde sig, og ørkensletten juble og blomstre som krokusen. . . . For i ørkenen er vand brudt frem, og regnfloder på ørkensletten. Og den afsvedne jord er blevet som rørbevoksede damme, og den tørstige jord som vandkilder.“ (Esajas 35:1, 6, 7) Og der vil heller ikke længere blive ført krige mennesker imellem. — Salme 46:9.

Bibelen oplyser ikke hvordan Jehova Gud vil udrette alt dette og hvordan han vil tæmme naturkræfterne så de ikke længere anretter ulykker. Men det står fast at de der lever under dette retfærdige styre „ikke [skal] slide til ingen nytte, og de skal ikke føde børn til pludselig rædsel; for de er et afkom bestående af Jehovas velsignede, og deres efterkommere er hos dem“. — Esajas 65:23.

På dette blads sider og i andre af Vagttårnsselskabets publikationer har Jehovas Vidner gentagne gange henledt opmærksomheden på at Guds rige blev oprettet i himmelen i 1914. Dette rige har ledet sine undersåtter til at aflægge et verdensomspændende vidnesbyrd i næsten 80 år, og i dag står vi på tærskelen til det Gud har lovet, nemlig „nye himle og en ny jord“. Menneskeheden vil ikke blot blive befriet for naturkatastrofernes hærgen, men også fra al smerte og lidelse som har hjemsøgt os i seks tusind år. Til den tid kan man virkelig sige at „det som var før er forsvundet“. — 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:4.

Men hvordan med vor tid? Har Gud grebet ind til gavn for de nødstedte efter naturkatastrofer og andre ødelæggende kræfter? Ja, afgjort, men ikke nødvendigvis på den måde som de fleste regner med.

[Illustrationer på side 8, 9]

Menneskets aktiviteter har øget risikoen for at vort miljø rammes af naturkatastrofer

[Kildeangivelser]

Laif/​Sipa Press

Chamussy/​Sipa Press

Wesley Bocxe/​Sipa Press

Jose Nicolas/​Sipa Press

Hvordan Jehova hjælper i dag

BIBELEN siger om Jehova: „Mange ulykker rammer den retfærdige, men Jehova udfrier ham af dem alle.“ Der siges også at Jehova „forstår . . . at udfri gudhengivne mennesker af prøvelse“. — Salme 34:19; 2 Peter 2:9.

Hvordan kommer Jehova sine tjenere til undsætning når de er i vanskeligheder? Ikke ved mirakuløst at holde igen på naturkræfterne eller på andre overnaturlige måder, sådan som mange mener at han burde. Nej, han benytter en anden kraft som de fleste ikke fatter fuldt ud — kærlighed. Ja, Jehova elsker sit folk, og han har indpodet en indbyrdes kærlighed i dem der er så stærk at han kan gøre noget som virker næsten mirakuløst til gavn for dem. — 1 Johannes 4:10-12, 21.

Nogle vil indvende at i nødsituationer er der brug for mad, medicin og nødudstyr, ikke kærlighed. Naturligvis er mad, medicin og nødudstyr vigtigt, men apostelen Paulus ræsonnerer på følgende måde: „Hvis jeg har al tro så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og hvis jeg giver alt hvad jeg ejer til bespisning af andre, og hvis jeg overgiver mit legeme, så jeg kan rose mig, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.“ — 1 Korinther 13:2, 3.

Ikke sjældent læser man om nødhjælpsforsyninger der ligger i en havn og rådner eller bliver ædt af rotter mens de nødstedte bukker under for sult og sygdom. Eller endnu værre: forsyningerne falder i hænderne på grådige og skruppelløse personer som tager ublu priser for dem. Én ting er altså at skaffe forsyninger, noget andet er at få dem ud til de nødlidende. Ægte kærlighed og omsorg kan gøre forskellen.

Kærlighed i virksomhed

I september 1992 ramte orkanen Iniki øen Kauai med 55.000 indbyggere i Hawaii-øgruppen. Vindhastigheden kom op over 200 kilometer i timen, med vindstød på godt 250 kilometer i timen. To blev dræbt, 98 kvæstet; 75 procent af alle huse blev beskadiget, og 8000 blev hjemløse. Der blev anrettet skader for 6 milliarder kroner. Blandt beboerne på denne lille ø var der cirka 800 Jehovas vidner, fordelt på seks menigheder. Hvordan gik det dem?

Før Iniki nåede til øen havde de ældste under tilsyn af en rejsende tilsynsmand allerede kontaktet alle i menighederne for at forvisse sig om at de var i sikkerhed og var beredt på uvejret. Denne betænksomhed var medvirkende til at ingen Jehovas vidner omkom eller led alvorlig overlast. — Jævnfør Esajas 32:1, 2.

Kommunikation og transport var afbrudt mange steder, men tre repræsentanter for Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Honolulu var blandt de første der ankom til ulykkesområdet. De havde fået særlig tilladelse af civilforsvaret til at flyve til Kauai. Straks satte de sig i forbindelse med de lokale forkyndere og organiserede næste morgen et møde for at planlægge nødhjælpsarbejdet. Der blev nedsat en nødhjælpskomité som skulle vurdere behovene og skaffe de nødvendige materialer gennem afdelingskontoret i Honolulu. De arbejdede i døgndrift med at få nødforsyninger ud til de trængende og rengøre og istandsætte beskadigede huse.

Jehovas vidner på de andre øer var også hurtige til at hjælpe deres nødstedte brødre. Så snart lufthavnen på Kauai blev åbnet, fløj 70 brødre dertil for at yde hjælp. Der blev sendt forsyninger til en værdi af 600.000 kroner, bestående af blandt andet generatorer, feltkomfurer, lygter og madvarer. En af rigssalene på øen blev brugt til depot. Brødrene frygtede at den kunne blive plyndret; men så kørte nogle lastbiler fra hæren ind på parkeringspladsen, og chaufførerne spurgte om de måtte holde der. De soldater som bevogtede lastbilerne beskyttede automatisk også nødforsyningerne i rigssalen.

Brødrene bragte generatorerne med rundt fra hus til hus og lod dem hvert sted køre i to til tre timer, sådan at folks frysere kunne holdes i drift. Grupper af brødre blev sendt til forskellige huse for at hjælpe med at gøre rent og reparere. En mand havde voldsomt modstået sin hustru, der er et af Jehovas vidner, men da brødrene arbejdede på hans hus blev han så bevæget at han bare kunne stå og se til mens tårerne løb ham ned ad kinderne. En besøgende fra fastlandet så en anden gruppe forkyndere i arbejde og var så imponeret over deres adfærd og organisering at han gik hen til dem og spurgte hvad der gjorde dem så anderledes. Da en broder svarede at det skyldtes deres kærlighed til Gud og deres medkristne, spurgte manden: „Hvordan kan jeg lære Gud at kende?“ (Mattæus 22:37-40) Derpå tilføjede han: „I er så velorganiserede at der sikkert står nogen og venter på mig når jeg kommer hjem til Florida!“

I alt hjalp Jehovas vidner med at rengøre og istandsætte 295 huse på Kauai. Heraf trængte 207 til små udbedringer, men 54 var alvorligt beskadigede, og 19 lå i ruiner. Arbejdet indbefattede også besøg hos alle der var kendt som Jehovas vidner, så man kunne forvisse sig om at alles behov blev dækket. Da der blev leveret forsyninger til en søster bemærkede en buddhistisk nabo at han ikke havde fået så meget som et tebrev af sine trosfæller. En dame hvis hus Jehovas vidner gjorde rent, sagde: „I er længe kommet til min dør, og jeg har regnet jer for gode medborgere, men dette udtryk for næstekærlighed viser mig hvad jeres organisation står for. Tak for jeres umage.“

De der ledede nødhjælpsarbejdet tænkte ikke kun på deres trosfællers materielle behov, men også på de åndelige. Mindre end to dage efter orkanen holdt flere menigheder allerede møder. Bogstudiegrupperne kom også hurtigt i funktion igen. Ti ældste fra naboøerne kom til Kauai for at bistå de lokale ældste med at aflægge hyrdebesøg hos alle brødre og søstre på øen. Den følgende søndag holdt samtlige seks menigheder et vagttårnsstudium fulgt af en halv times foredrag vedrørende nødhjælpen som et medlem af nødhjælpskomitéen holdt, og til slut en halv times indlæg af en besøgende broder fra afdelingskontorets udvalg i Honolulu. En tilstedeværende beretter: „Alle blev styrket af den gode vejledning og følte sig åndeligt rede til at klare de resterende problemer. De fleste måtte knibe en tåre da programmet sluttede, og der lød et spontant bifald.“

Et verdensomspændende brodersamfund

En sådan kærlighed kendetegner Jehovas folk overalt. Da cyklonen Val havde hærget Vest-Samoa et års tid før, var skaderne omfattende, men Jehovas vidner andre steder kom hurtigt deres brødre til undsætning. Da myndighederne senere bevilgede alle trossamfund — også Jehovas Vidner — midler til reparation af deres bygninger, returnerede Jehovas Vidner beløbet med den besked at alle skader hos dem allerede var udbedret, og med forslag om at pengene blev brugt til at reparere nogle af statens bygninger. Denne gestus blev omtalt i et stedligt dagblad. En embedsmand bemærkede dette og betroede en broder at han skammede sig over sin egen kirke fordi den havde taget imod statsmidlerne skønt alle dens beskadigede bygninger var forsikrede.

I september 1992 reagerede Jehovas vidner også omgående da floden Ouvèze i Sydøstfrankrig gik over sine bredder og anrettede ødelæggelser i Vaison-la-Romaine og 15 omliggende byer. Oversvømmelsen kostede 40 mennesker livet, ødelagde 400 huse, beskadigede hundreder af andre og afbrød elektricitet og vand til tusinder af familier. Tidligt næste morgen var lokale forkyndere de første til at komme de nødstedte til hjælp. De der stod uden tag over hovedet blev indkvarteret hos gæstfri brødre på egnen. Brødre i hundredvis kom fra fjern og nær og tilbød at hjælpe. En nødhjælpskomité blev oprettet i den nærliggende by Orange for at samordne fire frivillige arbejdsholds indsats. Holdene fjernede slam og rensede huse, vaskede muddervædet tøj i stakkevis, og tilberedte og udleverede mad og drikke i de berørte områder. De meldte sig endog frivilligt til at gøre en skole og adskillige kommunale bygninger rene. Deres utrættelige indsats blev påskønnet af både brødrene og lokalbefolkningen.

Mange andre steder har Jehovas vidner ligesom deres naboer været ude for katastrofer som oversvømmelser, storme og jordskælv. De giver hverken Gud eller nogen anden skylden, idet de er klar over at årsagen er tid og tilfælde eller uafvendelige omstændigheder. (Prædikeren 9:11) De nærer i stedet tillid til at deres trosfæller i selvopofrende kærlighed vil komme dem til hjælp uanset hvad der måtte overgå dem. Denne omsorg er en følge af deres fælles tro. Som disciplen Jakob siger: „Hvis en broder eller en søster er nøgen og mangler den daglige føde, og en af jer siger til dem: ’Gå bort i fred, hold jer varme og mætte,’ men I ikke giver dem det fornødne til legemet, hvad gavner det så? Således er også troen, hvis den ikke har gerninger, i sig selv død.“ — Jakob 2:15-17.

Hvor vi kan opnå sand beskyttelse

Jehovas vidner forventer ikke mirakler i form af guddommelig indgriben, men erkender at deres beskyttelse ligger i deres verdensomspændende kristne brodersamfund. Faktisk er det intet mindre end mirakuløst hvad dette brodersamfund formår at udrette i nødsituationer. De husker Jesu ord i Mattæus 17:20: „Hvis I har tro på størrelse med et sennepsfrø, vil I sige til dette bjerg: ’Flyt dig herfra og derhen,’ og det vil flytte sig, og intet vil være umuligt for jer.“ Ja, bjerglignende hindringer forsvinder når sand kristen tro forenet med kærlighed motiverer til handling.

Jehovas folk over hele jorden mærker deres Guds beskyttende hånd i disse ustabile og farlige tider. De føler ligesom salmisten: „I fred vil jeg både lægge mig og falde i søvn, for du, Jehova, du alene, lader mig bo trygt.“ (Salme 4:8) Med tillid retter de opmærksomheden mod deres nuværende opgave — at ’forkynde denne gode nyhed om riget på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne’, hvorefter ’enden vil komme’. (Mattæus 24:14) Og med forvisning ser de frem til opfyldelsen af Jehovas løfte om en fredfyldt, retfærdig ny verden, hvor de ikke længere kommer ud for katastrofer af nogen slags, hverken menneskeskabte eller naturlige. — Mika 4:4.

[Illustrationer på side 12]

Jehovas vidner kom fra fjern og nær for at hjælpe efter oversvømmelsen