’Bliv i mit ord’

„Hvis I bliver i mit ord, er I virkelig mine disciple.“ — JOHANNES 8:31.

1. (a) Hvad efterlod Jesus sig på jorden da han vendte tilbage til himmelen? (b) Hvilke spørgsmål vil vi behandle?

DA Jesus Kristus, kristendommens grundlægger, forlod jorden og vendte tilbage til himmelen, efterlod han sig hverken bøger han havde skrevet, monumenter han havde rejst, eller rigdomme han havde samlet sig. Men han efterlod sig en gruppe disciple og en klar beskrivelse af betingelserne for at blive en discipel. I Johannesevangeliet finder vi tre betingelser der ifølge Jesus må opfyldes af enhver som vil være hans discipel. Hvad er det for betingelser? Hvordan kan vi opfylde dem? Og hvordan kan vi være sikre på at vi personligt lever op til det der forventes af Kristi disciple i dag?a

2. Hvad er, som nævnt i Johannesevangeliet, en væsentlig betingelse for at man kan være en discipel af Jesus?

² Et halvt års tid før sin død rejste Jesus til Jerusalem og forkyndte for de mange som havde samlet sig dér for at fejre løvhyttefesten. Da højtiden, som varede en uge, var halvt omme, ’fik mange fra mængden tro på ham’. Jesus fortsatte med at forkynde, og på højtidens sidste dag var der igen ’mange der fik tro på ham’. (Johannes 7:10, 14, 31, 37; 8:30) Det var over for disse mange nye troende at Jesus nu nævnte en vigtig betingelse for at være en discipel af ham. Ifølge apostelen Johannes sagde han: „Hvis I bliver i mit ord, er I virkelig mine disciple.“ — Johannes 8:31.

3. Hvad er nødvendigt for at en discipel kan ’blive i Jesu ord’?

³ Hermed mente Jesus ikke at disse nye manglede tro. Nej, det han ville pege på, var at muligheden for at blive sande disciple af ham lå foran dem. Men de måtte blive i hans ord; de måtte være udholdende. De havde taget imod hans ord, men nu skulle de holde fast ved det. (Johannes 4:34; Hebræerne 3:14) At være udholdende var så vigtigt for disciplene at Jesus ifølge Johannesevangeliet sagde det to gange i den sidste samtale han havde med apostlene: „Bliv ved med at følge mig“; ’følg fortsat mig’. (Johannes 21:19, 22) Og det gjorde mange af de kristne i det første århundrede. (2 Johannes 4) Hvad hjalp dem til at holde ud?

4. Hvad satte de første kristne i stand til at holde ud?

⁴ Apostelen Johannes, der selv var en trofast Kristi discipel i omkring syv årtier, pegede på en vigtig faktor. Den fremgår af nogle rosende ord han skrev til trofaste kristne: ’I er stærke, og Guds ord forbliver i jer, og I har sejret over den onde.’ Disse disciple havde holdt ud; de var forblevet i Guds ord, fordi Guds ord var forblevet i dem. De havde holdt fast ved det i deres hjerte. (1 Johannes 2:14, 24) Det samme må vi gøre i dag. Hvis vi skal ’holde ud til enden’, må vi sørge for at Guds ord forbliver i os. (Mattæus 24:13) Hvordan gør vi det? En lignelse, eller billedtale, som Jesus fortalte, giver os svaret.

Når man „hører ordet“

5. (a) Hvilke forskellige slags jord nævner Jesus i lignelsen om manden der gik ud for at så? (b) Hvad skildrer sæden, og hvad skildrer jorden?

⁵ Jesus fortalte om en landmand der gik ud for at så; hans ord blev gengivet af både Mattæus, Markus og Lukas. (Mattæus 13:1-9, 18-23; Markus 4:1-9, 14-20; Lukas 8:4-8, 11-15) Hovedtrækkene går igen i alle tre gengivelser — nemlig at der bliver sået samme slags sæd i forskellig jordbund og med forskelligt udfald. Den første slags jord sædekornene falder på, er hård; den anden slags er kun et tyndt, overfladisk lag; og den tredje slags er fyldt med tidsler. Men den fjerde slags jord er ikke som de tre andre; den er ’god’. Hvad sæden angår, forklarer Jesus selv at det er Guds ord, Rigets budskab. At den falder på forskellig jord, betyder at der er forskel på hjertetilstanden hos dem der hører det. De mennesker der skildres ved de forskellige slags jord, har visse ting fælles; men der er noget specielt ved dem der skildres ved den gode jord, noget der skiller dem ud fra de andre.

6. (a) Hvordan adskiller den fjerde slags jord i Jesu lignelse sig fra de tre andre, og hvad betyder det? (b) Hvad er nødvendigt hvis man skal holde ud som discipel af Kristus?

⁶ I gengivelsen i Lukas 8:12-15 får vi at vide at der i alle fire tilfælde er nogle der ’hører ordet’. Men de der har „et smukt og godt hjerte“, nøjes ikke med at ’høre ordet’. De „beholder det og bærer frugt med udholdenhed“. God jord er blød og dyb; den har plads til at en plante kan spire, få dybe rødder og bære frugt. (Lukas 8:8) Sådan er det også med dem der har et godt hjerte; de forstår Guds ord, er taknemmelige for det og giver det plads hos sig. (Romerne 10:10; 2 Timoteus 2:7) Guds ord forbliver i dem. Derfor bærer de frugt med udholdenhed. Vi ser altså at dyb, oprigtig værdsættelse af Guds ord er nødvendig hvis man skal holde ud som discipel af Kristus. (1 Timoteus 4:15) Men hvordan får man denne dybe værdsættelse af Guds ord?

Et hjerte der „grunder“

7. Hvilket udtryk forbindes ofte med et ’godt’ hjerte?

⁷ Det er interessant at et bestemt udtryk i Bibelen ofte forbindes med et ’godt’ hjerte. Læg mærke til disse citater: „Den retfærdiges hjerte grunder over hvordan det skal svare.“ (Ordsprogene 15:28) „Måtte det min mund siger og det mit hjerte grunder over, have din godkendelse, Jehova.“ (Salme 19:14) „Min mund vil udtale visdomsord, og mit hjerte vil grunde over forstandige tanker.“ — Salme 49:3.

8. (a) Hvad skal vi lade være med at gøre når vi læser Bibelen, og hvad skal vi i stedet gøre? (b) Hvordan gavner det os at grunde over Guds ord under bøn? (Se også rammen „’Befæstet i sandheden’“.)

⁸ Ligesom disse bibelskribenter må vi under bøn og med dyb værdsættelse grunde over Guds ord og over det han har gjort for os. Når vi læser i Bibelen eller bibelsk litteratur, skal vi ikke være som fortravlede turister der haster fra den ene seværdighed til den anden og optager alt på video, men ikke opfatter ret meget. Når det drejer sig om Bibelen, skal vi give os tid til at standse op og ’nyde udsigten’.b Når vi sidder i ro og dvæler ved det vi læser, vil Guds ord virke på vores hjerte. Det vil kalde på følelserne og forme vores måde at ræsonnere på. Det vil også bevæge os til at udtrykke vore inderste tanker over for Gud i bøn. Resultatet bliver at vi knyttes endnu stærkere til Jehova, og vores kærlighed til ham vil få os til stadig at følge Jesus, selv når forholdene gør det svært. (Mattæus 10:22) Ja, dét at grunde over hvad Gud siger, er helt nødvendigt hvis vi skal holde trofast ud indtil afslutningen. — Lukas 21:19.

9. Hvordan kan vi sikre os at vores hjerte stadig er modtageligt over for Guds ord?

⁹ Jesu lignelse viser også at der er hindringer for at sæden, Guds ord, kan vokse. Hvis vi skal holde ud som trofaste disciple, gør vi derfor vel i (1) at kende de forhindringer som de dårlige slags jord i lignelsen står for, og (2) at gøre noget for at undgå dem eller rette op dér hvor det er nødvendigt. På den måde sikrer vi os at vores hjerte stadig er modtageligt over for Rigets sæd, og at vi fortsætter med at bære frugt.

„Langs vejen“ — bekymringer

10. Hvordan var den første slags jord, og hvad betød det at sæden faldt dér?

¹⁰ Den første slags jord sædekornene faldt på, var jorden „langs vejen“, hvor sæden blev „trådt ned“. (Lukas 8:5) Når der gik en vej ind mellem kornmarker, ville der være en stadig trafik af fodgængere langs vejen. (Markus 2:23) Hvis nogen lader denne verdens ’trafik’ af gøremål tage for meget af deres tid og kræfter, kan de få så travlt at værdsættelsen af Guds ord ikke får tid til at vokse frem i deres hjerte. De hører Guds ord, men da de ikke giver sig tid til at tænke dybere over det, bliver deres hjerte ved med at være uimodtageligt. Inden de begynder at holde af det, „kommer Djævelen og tager ordet bort fra deres hjerte for at de ikke skal tro og blive frelst“. (Lukas 8:12) Kan man forebygge at det sker?

11. Hvordan kan vi undgå at vores hjerte bliver som den hårde jord?

¹¹ Ja, der er meget man kan gøre for at hjertet ikke skal blive som den ufrugtbare jord ved en vejkant. Hård og nedtrådt jord kan igen blive blød og frugtbar hvis den graves igennem og færdselen hen over den ledes udenom. Sådan kan vi også gøre vores hjertes ’jord’ god og frugtbar igen hvis vi giver os tid til at læse Guds ord og tænke over det. Nøglen er at man ikke bliver for optaget af livets timelige gøremål. (Lukas 12:13-15) Vi må i stedet sørge for at der er tid til at tænke over „de mere vigtige ting“. — Filipperne 1:9-11.

„På klippegrund“ — frygt

12. Hvad er den egentlige grund til at planterne visner i den anden slags jord Jesus nævnte i sin lignelse?

¹² Når sædekornene falder på den anden slags jord, bliver de ikke bare liggende, som de gør på den første slags jord. De spirer og slår rod. Men når solen stiger, bliver spirerne svedet af varmen, og de visner. Her er der en detalje som er værd at lægge mærke til. Solens varme er ikke den egentlige grund til at spirerne visner. Den sæd der spirer i den gode jord, får jo lige så meget solskin, men den visner ikke, den trives. Hvad er da forskellen? Sæden visnede, forklarer Jesus, fordi den „ikke havde dyb jord“ og „ikke havde væde“. (Mattæus 13:5, 6; Lukas 8:6) Lige under det tynde lag jord var der „klippegrund“, og derfor kunne planterne ikke komme ned og finde væde eller slå rod og stå fast. De visnede fordi jordlaget var for tyndt.

13. Hos hvilken type mennesker er der en tilstand der svarer til et tyndt lag jord, og hvad er den egentlige grund til at de lader sig skræmme?

¹³ Denne del af lignelsen hentyder til mennesker der „med glæde tager imod ordet“ og nidkært følger Jesus „for en tid“. (Lukas 8:13) Når de kommer ud for hede i form af „trængsel eller forfølgelse“, bliver de så angste at de mister glæden og styrken og holder op med at følge Kristus. (Mattæus 13:21) Den dybere årsag til deres frygt er imidlertid ikke modstanden. Der er jo flere millioner disciple af Kristus der bliver udsat for trængsel af forskellig art, men forbliver trofaste. (2 Korinther 2:4; 7:5) Nej, den egentlige grund til at de lader sig skræmme og falder fra, er at deres hjertes klippegrund ikke tillader dem at tænke dybt nok over positive, åndelige anliggender. Den forståelse og værdsættelse de får af Jehova og hans ord, er alt for svag og overfladisk til at de kan holde ud under modstand. Hvordan kan man forebygge at det sker?

14. Hvad må man gøre for at undgå at ens hjerte bliver som et overfladisk lag jord?

¹⁴ Man må sørge for at man ikke har klippegrund i hjertet — dyb bitterhed, egoisme eller andre hårde følelser der ligger skjult og er dybt lejret i hjertet. Hvis der allerede ligger hindringer af den slags, kan de brydes op ved den kraft som Guds ord indeholder. (Jeremias 23:29; Efeserne 4:22; Hebræerne 4:12) Derefter kan man, ved at grunde over Guds ord under bøn, åbne vej for at ordet kan blive ’indplantet’ dybt i ens hjerte. (Jakob 1:21) Så vil man få styrke hvis man skulle blive nedslået, og mod til at forblive trofast under prøvelser.

„Blandt de tornede planter“ — et hjerte der er delt

15. (a) Hvorfor er der grund til at være særlig opmærksom på den tredje slags jord som Jesus nævnte? (b) Hvad sker der med planterne i den tredje slags jord, og hvorfor?

¹⁵ Der er grund til at være særlig opmærksom på den tredje slags jord, den hvor der er tornede planter, for den ligner på flere måder den gode jord. I denne jord kan sæden, ligesom i den gode jord, spire og slå rod. Til at begynde med er der ingen forskel på hvordan sæden gror i de to slags jord. Men lidt efter lidt opstår der en tilstand som kvæler planterne i den tredje slags jord. Den bliver overgroet med tornede planter. Når en ny plante vokser, begynder ’de tornede planter som vokser op sammen med den’, at trænge sig ind på den. I et stykke tid kappes de to vækster om sol, plads og næring, men til sidst bliver planten overskygget af tjørnen, og den bliver kvalt. — Lukas 8:7.

16. (a) Hvem hentydes der til i forbindelse med jorden med de tornede planter? (b) Hvad er det der sammenlignes med de tornede planter? — Se fodnoten.

¹⁶ Hos hvilken slags mennesker finder vi en tilstand der ligner jorden med de tornede planter? Jesus nævner det selv: „Det er dem der har hørt, men da de rives med af dette livs bekymringer, rigdom og sanselige nydelser, kvæles de fuldstændig og bringer intet til fuldendelse.“ (Lukas 8:14) Ligesom landmandens sædekorn og de tornede planter vokser frem samtidig, sådan prøver nogle at tage imod Guds ord samtidig med at de dyrker en hel mængde nydelser. Sandheden fra Guds ord bliver nok sået i deres hjerte, men de udsætter den for skarp konkurrence ved at vende deres opmærksomhed mod en masse andre ting. Deres symbolske hjerte er delt. (Lukas 9:57-62) Det betyder at de ikke bruger tilstrækkeligt med tid på at overveje Guds ord alvorligt og under bøn. De undlader at tage Guds ord helt til sig og kommer derfor til at mangle den inderlige taknemmelighed og værdsættelse der er nødvendig hvis man skal holde ud. Lidt efter lidt bliver deres åndelige interesser overskygget af ikkeåndelige gøremål, og til sidst „kvæles de fuldstændig“.c Hvilken sørgelig udgang for dem der ikke elsker Jehova af hele deres hjerte! — Mattæus 6:24; 22:37.

17. Hvilke valg må vi træffe for ikke at blive kvalt af de „tornede planter“ Jesus nævnte i sin lignelse?

¹⁷ Hvis vi giver åndelige anliggender højere prioritet end materielle hensyn, kan vi undgå at blive kvalt af denne verdens bekymringer og fornøjelser. (Mattæus 6:31-33; Lukas 21:34-36) Vi må aldrig forsømme at læse i Bibelen og grunde over det vi læser. Vi vil finde mere tid til bøn og koncentreret eftertanke hvis vi lever så enkelt et liv som muligt. (1 Timoteus 6:6-8) De af Guds tjenere der har gjort det — de der har ’luget ud’ i deres liv og revet tjørnene op så der kom mere lys, plads og næring til de planter der bærer frugt — de mærker Jehovas velsignelse. Sandra på 26 år siger: „Når jeg tænker over de velsignelser jeg nyder i sandheden, kan jeg se at verden ikke har noget som helst at tilbyde der kan måle sig med det!“ — Salme 84:11.

18. Hvordan kan vi blive i Guds ord og holde ud som kristne?

¹⁸ Vi ser altså at vi alle, unge såvel som gamle, vil blive i Guds ord og holde ud som disciple af Kristus lige så længe Guds ord bliver i os. Lad os derfor sørge for at jorden i vores åndelige hjerte aldrig bliver hård, at den aldrig bliver som et tyndt, overfladisk lag, og at den aldrig bliver tilgroet. Lad den altid være dyb og blød. Da vil vi kunne tage Guds ord helt til os og ’bære frugt med udholdenhed’. — Lukas 8:15.

[Fodnoter]

’Hav kærlighed til hinanden’

„På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — JOHANNES 13:35.

1. Hvilken egenskab fremhævede Jesus kort før sin død?

„BØRNLILLE.“ (Johannes 13:33) Med dette kærlige udtryk henvendte Jesus sig til sine apostle aftenen før han døde. Vi læser ingen steder i evangelierne at han nogen sinde før havde brugt dette bevægende udtryk over for dem. Men det var en ganske særlig aften, og Jesus følte sig tilskyndet til at tale på denne inderlige måde til sine disciple for at gøre det klart for dem hvor meget han holdt af dem. Omkring 30 gange i aftenens løb talte han om kærlighed. Hvorfor fremhævede han denne egenskab så meget?

2. Hvorfor har det så stor betydning for kristne at vise kærlighed?

² Han fortalte selv hvorfor kærligheden er så vigtig. „På dette,“ sagde han, „skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:35; 15:12, 17) Ja, det at være en discipel af Kristus går hånd i hånd med det at vise broderkærlighed. Sande kristne kendes ikke på nogen speciel påklædning, heller ikke på ejendommelige vaner eller skikke, men derimod på den varme, oprigtige kærlighed de viser hinanden. At eje denne kærlighed er den anden af de tre betingelser der, som vi nævnte i foregående artikel, må opfyldes for at man kan være en discipel af Jesus. Hvad kan da hjælpe os til at opfylde denne betingelse?

„I endnu rigere mål“

3. Hvad opfordrede apostelen Paulus de kristne til i forbindelse med kærlighed?

³ En sådan kærlighed som er ud over det sædvanlige, ses blandt sande disciple af Jesus i dag ligesom i det første århundrede. Apostelen Paulus skrev til de kristne dengang: „Med hensyn til broderkærligheden har I ikke behov for at der skrives til jer, for I er selv oplært af Gud til at vise hinanden kærlighed; og I gør det jo over for alle brødrene.“ Alligevel tilføjede han: ’Fortsæt med at gøre det i endnu rigere mål.’ (1 Thessaloniker 3:12; 4:9, 10) Denne opfordring til at vise indbyrdes kærlighed „i endnu rigere mål“ må vi også tage til os.

4. Hvem skal vi, ifølge Paulus og Jesus, vise særlig opmærksomhed?

⁴ I det samme inspirerede brev tilskyndede Paulus sine trosfæller til at ’trøste de modfaldne sjæle’ og ’støtte de svage’. (1 Thessaloniker 5:14) Ved en anden lejlighed mindede han de kristne om at de stærke „er skyldige at bære deres svagheder som ikke er stærke“. (Romerne 15:1) Også Jesus pegede på at man bør hjælpe de svage. Da han havde forudsagt at Peter ville svigte ham når han, Mesteren, var blevet pågrebet, sagde han til Peter: „Når du engang er vendt om, da styrk dine brødre.“ Hvorfor skulle Peter gøre det? Fordi de andre også ville have svigtet Jesus og derfor ville trænge til hjælp. (Lukas 22:32; Johannes 21:15-17) Vi ser altså at Guds ord påbyder os at vise kærlighed mod dem der er åndeligt svage og måske har mistet forbindelsen med den kristne menighed. (Hebræerne 12:12) Hvorfor er det så vigtigt? To af Jesu billedtaler, eller lignelser, forklarer det på malende vis.

Et bortkommet får og en tabt mønt

5, 6. (a) Hvilke to korte lignelser fortalte Jesus? (b) Hvad fortæller de to lignelser os om Jehova?

⁵ For at belære sine tilhørere om hvordan Jehova ser på dem der har forvildet sig på afveje, fortalte Jesus to korte lignelser. Den ene handlede om en hyrde. Jesus sagde: „Hvilket menneske blandt jer som har hundrede får og mister ét af dem, vil ikke forlade de nioghalvfems i ørkenen og gå ud efter det han har mistet indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre og glæder sig. Og når han kommer hjem kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: ’Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet mit får som var blevet væk.’ Jeg siger jer at således vil der være mere glæde i himmelen over én synder der ændrer sind, end over nioghalvfems retfærdige som ikke har brug for at ændre sind.“ — Lukas 15:4-7.

⁶ Den anden lignelse drejede sig om en kvinde. Jesus sagde: „Hvilken kvinde som har ti drakmestykker, vil ikke, hvis hun taber én drakme, tænde en lampe og feje huset og omhyggeligt søge indtil hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og naboersker sammen og siger: ’Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet den drakme som jeg havde tabt.’ Således, siger jeg jer, bliver der glæde blandt Guds engle over én synder der ændrer sind.“ — Lukas 15:8-10.

7. Hvilke to ting kan vi lære af lignelserne om det bortkomne får og den tabte mønt?

⁷ Hvad kan vi lære af de to lignelser? De viser os (1) hvad vi bør føle i forbindelse med dem som er blevet svage; og (2) hvad vi bør gøre for at hjælpe dem. Lad os se på begge punkter.

Bortkommet — men stadig værdsat

8. (a) Hvordan reagerede hyrden og kvinden i forbindelse med det de havde mistet? (b) Hvad fortæller deres reaktion os om det syn de havde på det bortkomne?

⁸ I begge lignelser var noget blevet væk. Læg mærke til hvordan ejerne reagerede på det. Hyrden sagde ikke: ’Det ene får betyder ikke så meget når jeg stadig har 99. Jeg kan godt undvære det.’ Og kvinden sagde ikke: ’Hvorfor bekymre sig om en enkelt mønt? Jeg har ni andre; det er jeg godt tilfreds med.’ Nej, hyrden gik ud og ledte efter det bortkomne får som om det var det eneste han havde! Og kvinden følte tabet af den ene mønt som om hun ikke havde andre end den! I begge tilfælde var det bortkomne altså stadig højt værdsat af den der havde mistet det. Hvad kan det lære os?

9. Hvad skildrer de følelser som hyrden og kvinden nærede?

⁹ Læg mærke til den konklusion Jesus drager i begge tilfælde: „Således vil der være mere glæde i himmelen over én synder der ændrer sind“, og „således, siger jeg jer, bliver der glæde blandt Guds engle over én synder der ændrer sind“. De følelser hyrden og kvinden nærede, viser i beskeden målestok hvad Jehova og hans skabninger i himmelen føler. Ligesom hyrden og kvinden stadig satte det bortkomne meget højt, sådan er de som er gledet bort og har mistet forbindelsen med Guds folk, stadig dyrebare i Jehovas øjne. (Jeremias 31:3) De kan være åndeligt svage, men de har ikke nødvendigvis en oprørsk indstilling. I nogen grad opfylder de måske stadig Jehovas krav. (Salme 119:176; Apostelgerninger 15:29) Som i lignende tilfælde i fortiden er Jehova ikke hurtig til at ’kaste dem bort fra sit ansigt’. — 2 Kongebog 13:23.

10, 11. (a) Hvordan skal vi betragte dem der er gledet bort fra menigheden? (b) Hvad peger Jesu to lignelser på at vi kan gøre for at udtrykke vores omsorg for dem?

¹⁰ Ligesom Jehova og Jesus nærer vi også dyb omsorg for dem der er svage og er kommet bort fra den kristne menighed. (Ezekiel 34:16; Lukas 19:10) For os er den åndeligt svage som et får der er faret vild, ikke som en der er uhjælpelig fortabt. Vi tænker ikke: ’Hvorfor bekymre sig om en enkelt, svag person? Menigheden klarer sig glimrende uden ham.’ Nej, ligesom Jehova betragter vi dem der er gledet bort, men gerne vil tilbage, som værdifulde.

¹¹ Men hvordan kan vi udtrykke den omsorg vi nærer for dem? Jesu to lignelser viser at vi kan gøre det ved (1) at tage et initiativ, (2) at være varsomme og hensynsfulde, og (3) at gå systematisk til værks. Lad os se på hvert af disse tre punkter.

Tag et initiativ

12. Hvad lærer vi om hyrdens indstilling når der siges at han ’gik ud efter’ det får han havde mistet?

¹² I den første af de to lignelser siger Jesus at hyrden ville „gå ud efter“ det får han havde mistet. Hyrden ville tage et initiativ og gøre en bevidst indsats for at finde det bortkomne får. Afstand, besværligheder og farer ville ikke holde ham tilbage. Nej, han ville blive ved ’indtil han havde fundet det’. — Lukas 15:4.

13. Hvordan reagerede trofaste mænd i fortiden når svage havde behov for hjælp, og hvordan kan vi følge disse bibelske eksempler?

¹³ Sådan er det også når man skal nå ud til en der trænger til opmuntring; det kræver ofte at den stærkeste, tager initiativet. Det forstod de trofaste i fortiden. Da for eksempel Jonatan, Kong Sauls søn, forstod at hans nære ven David havde brug for opmuntring, brød Jonatan op „og tog af sted til David i Horesj og styrkede hans hånd ved Gud“. (1 Samuel 23:15, 16) Flere hundrede år senere, da landshøvdingen Nehemias så at nogle af hans jødiske landsmænd var blevet svage, stod han straks frem og opmuntrede dem til at ’huske på Jehova’. (Nehemias 4:14) Også vi vil straks ’stå frem’ — tage et initiativ — når der er behov for at styrke en der er blevet svag. Men hvem i menigheden er det der skal gøre det?

14. Hvem i den kristne menighed bør række hånden ud til de svage?

¹⁴ Det er især de kristne ældste der har ansvar for at ’styrke de slappe hænder og gøre de vaklende knæ faste’ og for at ’sige til de forskræmte hjerter: „Vær stærke. Vær ikke bange“’. (Esajas 35:3, 4; 1 Peter 5:1, 2) Læg imidlertid mærke til at apostelen Paulus’ formaning til at ’trøste de modfaldne sjæle’ og ’støtte de svage’ ikke kun blev givet til de ældste. Paulus’ ord var stilet til hele „menigheden af thessalonikere“. (1 Thessaloniker 1:1; 5:14) Det påhviler altså alle kristne at række hånden ud til de svage. Hver enkelt kristen bør, ligesom hyrden i lignelsen, føle sig bevæget til at „gå ud efter“ den der er gledet bort. Men naturligvis gøres dette bedst i samarbejde med de ældste. Er der noget du kan gøre for at række hånden ud til en i din menighed der er svag?

Vær varsom og hensynsfuld

15. Hvad kan være grunden til at hyrden bar sig ad som han gjorde?

¹⁵ Hvad gør hyrden når han endelig finder det får der er blevet borte? ’Han lægger det på sine skuldre.’ (Lukas 15:5) En rørende og meget sigende detalje, ikke sandt? Fåret kan have flakket om i nætter og dage, i ukendt terræn og måske med fare for at blive angrebet af løver. (Job 38:39, 40) Det er uden tvivl blevet svækket fordi det ikke har fået noget at spise. Nu har fåret simpelt hen ikke kræfter til selv at klare anstrengelserne på rejsen tilbage til folden. Hyrden bøjer sig derfor ned, løfter varsomt fåret op og bærer det hen over alle forhindringer hele vejen tilbage til hjorden. Hvordan kan vi efterligne denne store omsorg fra hyrdens side?

16. Hvorfor bør vi tænke alvorligt over den varsomhed hyrden behandlede det bortkomne får med?

¹⁶ Den der har mistet forbindelsen med menigheden, kan meget vel være åndeligt udmattet. Som fåret der er kommet bort fra sin hyrde, har den svage måske flakket rundt på må og få i denne verdens fjendtlige miljø. Uden den beskyttelse der er i folden, den kristne menighed, er han mere end nogen sinde udsat for at blive angrebet af Djævelen, der „går omkring som en brølende løve og søger nogen at opsluge“. (1 Peter 5:8) Han er oven i købet svag fordi han ikke har fået åndelig føde. Derfor er han sandsynligvis alt for afkræftet til selv at overvinde de hindringer der er på den lange vej tilbage til menigheden. Det er os der må ’bøje os ned’, varsomt løfte den svage ’op på skuldrene’ og bære ham tilbage. (Galaterne 6:2) Hvordan kan vi gøre det?

17. Hvordan kan vi efterligne apostelen Paulus når vi besøger en der er svag?

¹⁷ Apostelen Paulus sagde: „Hvem er svag, uden at jeg er svag?“ eller, efter Peter Schindlers oversættelse: „Er der nogen, der ikke kan klare sig, saa maa jeg dele deres Kaar.“ (2 Korinther 11:29; 1 Korinther 9:22) Ja, Paulus kunne leve sig ind i andres, også de svages, situation. Vi må vise samme empati over for de svage. Når vi besøger en kristen der er åndeligt svag, må vi forsikre ham om at Jehova sætter pris på ham, og at hans medkristne savner ham. (1 Thessaloniker 2:17) Lad ham vide at enhver i menigheden er parat til at støtte ham, ja, være „en broder som er født med henblik på trængselen“. (Ordsprogene 17:17; Salme 34:18) Når vi udtrykker os oprigtigt på denne måde, kan vi måske, varsomt og lidt efter lidt, løfte ham op og bære ham på vej, indtil han kan vende tilbage til hjorden. Hvad er så det næste vi skal gøre? Det fremgår af lignelsen om kvinden og den tabte mønt.

Gå systematisk til værks

18. (a) Hvorfor følte kvinden i lignelsen ikke at det var håbløst at lede? (b) Hvordan gik hun systematisk til værks, og hvad førte det til?

¹⁸ Kvinden der har tabt en af sine mønter, véd at det er svært, men ikke håbløst, at finde den igen. Havde hun nu tabt mønten ude i et vildsomt terræn eller i en mudret sø, ville hun sikkert have regnet den for at være tabt for evigt. Men hun véd at mønten må være et sted i huset. Her er det muligt at finde den, og hun begynder en eftersøgning hvor hun går grundigt og systematisk til værks. (Lukas 15:8) Først tænder hun en lampe så der kommer lys i den mørke bolig. Så tager hun sin kost og lader den glide hen over gulvet i håb om at høre noget klirre. Endelig giver hun sig til med lampen i hånden at lede i hver og én af husets kroge — indtil der kommer et blink tilbage fra sølvmønten! Hendes grundighed er blevet belønnet!

19. Hvad kan det som kvinden gjorde for at finde sin mønt, lære os med hensyn til at hjælpe de svage?

¹⁹ Dette træk ved lignelsen minder os om at det ikke er umuligt for os at opfylde vores bibelske forpligtelse til at hjælpe en svag medkristen. Men det viser også at der kræves et stykke arbejde. Det er som apostelen Paulus sagde til de ældste fra Efesus: ’Ved således at slide i det bør I hjælpe dem som er svage.’ (Apostelgerninger 20:35a) Husk på at kvinden ikke fandt sin mønt ved bare skødesløst at kaste et blik rundt i huset. Nej, hun fandt den fordi hun gik seriøst og systematisk til værks og blev ved ’indtil hun fandt den’. Sådan bør det også være når vi prøver at hjælpe en åndeligt svag tilbage; vi skal gå seriøst og målrettet til værks. Hvad kan vi gøre?

20. Hvad kan vi konkret gøre for at hjælpe de svage?

²⁰ Hvordan kan vi hjælpe en der er svag, til at få større tro og værdsættelse? Et personligt bibelstudium ud fra en passende publikation kan være netop det han har brug for. At lede et bibelstudium med en der er svag, kan give os mulighed for at hjælpe ham grundigt og på regelmæssig basis. Sandsynligvis er det tjenestetilsynsmanden der bedst kan afgøre hvem der skal give den nødvendige støtte. Han kan også nævne nogle emner der er gode at gennemgå, og pege på hvilke publikationer der er bedst at bruge som grundlag. Ligesom kvinden i lignelsen opnår det hun vil, ved at bruge de rigtige redskaber, har vi også i dag redskaber der kan hjælpe os til at løse den opgave vi har fået af Gud med hensyn til at hjælpe de svage. Vi har to nye redskaber der er særlig egnede til dette, nemlig bøgerne Tilbed den eneste sande Gud og Kom nær til Jehova.a

21. Hvordan fører det at hjælpe de svage til velsignelse for alle parter?

²¹ At hjælpe nogle som er svage, fører til velsignelse for alle parter. Den der hjælpes, opnår den lykke at blive genforenet med sine sande venner. Vi selv får del i den særlige glæde man kun får ved at give. (Lukas 15:6, 9; Apostelgerninger 20:35b) Menigheden som et hele bliver præget af stadig større varme i takt med at dens medlemmer forøger deres kærlige omsorg for andre. Og frem for alt er det til ære for Jehova og Jesus Kristus når disse Hyrders ønske om at hjælpe de svage genspejles af deres tjenere her på jorden. (Salme 72:12-14; Mattæus 11:28-30; 1 Korinther 11:1; Efeserne 5:1) Vi har i sandhed god grund til fortsat at ’have kærlighed til hinanden’!

’Bær megen frugt’

’Bær megen frugt, og vis at I er mine disciple.’ — JOHANNES 15:8.

1. (a) Hvilken betingelse som Jesus nævnte over for sine apostle, må man opfylde for at være en af hans disciple? (b) Hvad bør vi spørge os selv om?

DET var aftenen før Jesus døde. Jesus havde givet sig tid til at tale fortroligt og opmuntrende med sine apostle. Klokken må have passeret midnat, men han holdt så meget af disse nære venner at han fortsatte med at tale med dem. Midt i samtalen mindede han dem så om endnu en af de betingelser de måtte opfylde for at kunne fortsætte med at være disciple af ham. Han sagde: „Min Fader er herliggjort ved dette at I bærer megen frugt og viser at I er mine disciple.“ (Johannes 15:8) Opfylder vi i dag dette krav til disciple? Hvad betyder det at ’bære megen frugt’? Vi vil finde svarene hvis vi vender tilbage til den samtale der fandt sted den aften.

2. Hvilken lignelse fortalte Jesus den sidste aften før han døde?

² Denne opfordring til at bære frugt blev fremsat i forbindelse med en lignelse. Jesus sagde til sine apostle: „Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vinavleren. Enhver gren på mig som ikke bærer frugt, tager han væk, og enhver som bærer frugt, renser han, for at den kan bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord som jeg har talt til jer. Forbliv i samhørighed med mig, og jeg vil forblive i samhørighed med jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den forbliver på vintræet, således kan I heller ikke, hvis ikke I forbliver i samhørighed med mig. Jeg er vintræet, I er grenene. . . . Min Fader er herliggjort ved dette at I bærer megen frugt og viser at I er mine disciple. Ligesom Faderen har elsket mig, har jeg også elsket jer; forbliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I forblive i min kærlighed.“ — Johannes 15:1-10.

3. Hvad må Jesu disciple gøre for at bære frugt?

³ I denne lignelse er det Jehova der er vinavleren, og Jesus er vintræet. Apostlene, som Jesus talte til, er grenene. Lige så længe de bestræbte sig for at ’forblive i samhørighed med ham’, ville de bære frugt. Jesus fortalte også hvad der skulle til for at apostlene kunne bevare denne livsvigtige samhørighed: „Hvis I holder mine bud, vil I forblive i min kærlighed.“ Apostelen Johannes skrev senere noget lignende til sine medkristne: „Den som holder [Kristi] bud forbliver i samhørighed med ham.“a (1 Johannes 2:24; 3:24) Jesu disciple bliver altså i samhørighed med ham ved at holde hans bud, og denne samhørighed betyder at de kan bære frugt. Hvad kendetegner da den frugt vi skal bære?

Plads til mere frugt

4. Hvad lærer vi af den omstændighed at en gren bliver ’taget væk’ hvis den ikke bærer frugt?

⁴ Ifølge denne lignelse sørger Jehova for at beskære vintræet; han tager de grene væk der ikke bærer frugt. Hvad fortæller det os? Det fortæller os ikke alene at alle disciple skal bære frugt, men også at alle kan bære frugt, uanset deres situation og de begrænsninger de måtte have. Det ville slet ikke stemme med Jehovas kærlighed hvis en discipel blev ’taget væk’, eller erklæret for uegnet, fordi nogle personlige begrænsninger forhindrede ham i at udrette visse ting. — Salme 103:14; Kolossenserne 3:23; 1 Johannes 5:3.

5. (a) Hvad siger Jesu lignelse om muligheden for at bære mere frugt? (b) Hvilke to former for frugt vil vi her se nærmere på?

⁵ Lignelsen om vintræet viser også at vi, inden for de muligheder vi har, skal gøre plads sådan at vi kan øge vores aktivitet som disciple. Læg mærke til hvordan Jesus siger det: „Enhver gren på mig som ikke bærer frugt, tager han væk, og enhver som bærer frugt, renser han, for at den kan bære mere frugt.“ (Johannes 15:2) Og hen mod slutningen af lignelsen tilskynder Jesus sine disciple til at bære „megen frugt“. (Vers 8) Hvad lærer vi af det? At vi som disciple af Jesus aldrig skal slå os til tåls med det vi gør. (Åbenbaringen 3:14, 15, 19) Vi skal hele tiden være på udkig efter muligheder for at bære mere frugt. Hvilken frugt er det vi skal søge at bære mere af? Det er (1) „åndens frugt“ og (2) Rigets frugt. — Galaterne 5:22, 23; Mattæus 24:14.

Åndens frugt — kristne egenskaber

6. Hvordan understregede Jesus Kristus betydningen af den første af de egenskaber der kaldes „åndens frugt“?

⁶ I beskrivelsen af „åndens frugt“ nævnes kærligheden allerførst. Guds hellige ånd kalder kærlighed frem hos de kristne, for de adlyder det bud Jesus gav kort før han fortalte sin lignelse om vintræet der bar frugt. Jesus havde sagt til apostlene: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden.“ (Johannes 13:34) Ja, i den samtale han havde med sine apostle den sidste aften han levede, mindede han dem gang på gang om hvor vigtigt det var at vise egenskaben kærlighed. — Johannes 14:15, 21, 23, 24; 15:12, 13, 17.

7. Hvilken forbindelse viste Peter at der er mellem dét at bære frugt og dét at vise kristne egenskaber?

⁷ Peter, som selv var til stede den aften og nat, forstod at en kærlighed som den Jesus havde, og dermed forbundne egenskaber, må kunne ses hos en der er en sand discipel af Jesus. Mange år senere tilskyndede han de kristne til at lægge vægt på egenskaber som selvbeherskelse, broderlig hengivenhed og kærlighed. Og han tilføjede at dette ville afholde dem fra at „blive uvirksomme eller uden frugt“. (2 Peter 1:5-8) Ja, uanset hvordan vore forhold er, kan vi altid bære åndens frugt. Måtte vi derfor bestræbe os for at vise kærlighed, venlighed, mildhed og andre kristne egenskaber i endnu højere mål. „Imod sådanne ting er der ingen lov.“ Nej, i den retning er der ingen begrænsning. (Galaterne 5:23) Lad os derfor bære „megen frugt“.

Rigets frugt

8. (a) Hvilken sammenhæng er der mellem åndens frugt og Rigets frugt? (b) Hvilket spørgsmål fortjener overvejelse?

⁸ Sunde og farverige frugter pynter i høj grad på et træ eller en busk. Men som bekendt er de langtfra kun til pynt. Frugterne og deres frøkerner har betydning for en plantes formering. Sådan er det også med åndens frugt; den ’pynter’ på den kristne personlighed, men langt mere end det. Egenskaber som kærlighed og tro tilskynder os til at ’sprede frø’, det vil sige sprede Rigets budskab, som vi finder i Guds ord. Læg mærke til hvordan apostelen Paulus understreger denne vigtige sammenhæng: ’Vi tror også,’ siger han — og vi husker at tro hører med til åndens frugt — men han fortsætter: ’Og derfor taler vi.’ (2 Korinther 4:13) Paulus gør det endnu mere klart dér hvor han siger: „Lad os . . . bringe Gud lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber.“ Det er den anden form for frugt vi skal bære. (Hebræerne 13:15) Kunne vi mon gøre plads i vores liv til at bære mere frugt som forkyndere af Guds rige, ja, til at bære „megen frugt“?

9. Er dét at bære frugt det samme som at gøre disciple? Begrund svaret.

⁹ For at kunne give et svar må vi først være helt på det rene med hvad Rigets frugt består i. Er det rigtigt at sige at når man har ’gjort disciple’, så har man båret frugt? (Mattæus 28:19) Består den frugt vi bærer, først og fremmest i nogle personer som vi hjælper til at blive døbte tilbedere af Jehova? Nej. Hvis det var tilfældet, ville det være meget nedslående for alle vore kære brødre og søstre som trofast har forkyndt Rigets budskab år efter år i distrikter hvor resultaterne er få. Hvis Rigets frugt kun bestod i nye disciple, ville disse flittige forkyndere være som de ufrugtbare grene i Jesu lignelse. Sådan er det naturligvis ikke. Hvad er da i første række Rigets frugt?

Bær frugt ved at sprede Rigets sæd

10. Hvordan fremgår det af Jesu lignelse om sædemanden og de forskellige slags jord, hvad Rigets frugt er og ikke er?

¹⁰ Jesu lignelse om manden der såede sine sædekorn i forskellig slags jord, peger på svaret, et svar som er opmuntrende for dem der forkynder i distrikter hvor resultaterne er få. Jesus forklarede at sæden er Guds ord, altså Rigets budskab, og at jorden står for et menneskes symbolske hjerte. Noget af sæden ’faldt i den gode jord, og efter at være vokset op frembragte den frugt’. (Lukas 8:8) Hvilken frugt? Når et hvedeaks er vokset op og modnet, kommer der ikke nye aks ud af det; der kommer nye sædekorn. Sådan er det også med den kristne. Den frugt han bærer, er ikke nødvendigvis nye disciple, men nye ’sædekorn’ til spredning.

11. Hvordan kan Rigets frugt defineres?

¹¹ I dette tilfælde er Rigets frugt altså hverken nye disciple eller gode kristne egenskaber. Den sæd der bliver sået, er Rigets ord, og den frugt der kommer ud af det, er derfor også Rigets ord — men mangfoldiggjort. I dette tilfælde består den i dét at tale om Guds rige, forkynde den gode nyhed. (Mattæus 24:14) Er det overkommeligt at bære Rigets frugt — forkynde den gode nyhed om Riget — uanset hvordan ens situation er? Ja. I den samme lignelse forklarer Jesus hvorfor det er sådan.

Vi yder vort bedste til Guds ære

12. Er det overkommeligt for alle kristne at bære Rigets frugt? Begrund svaret.

¹² Den sæd der blev sået i den gode jord, bar frugt, sagde Jesus, „én hundrede fold, én tres og én tredive“. (Mattæus 13:23) Når der er sået korn på en mark, kan forskellige forhold have indflydelse på hvor stort et udbytte der kommer. Sådan er det også med det vi kan gøre i forkyndelsen af den gode nyhed; der er forskel på vore omstændigheder, og Jesus viste at han tog dette i betragtning. Nogle har godt helbred og mange kræfter; hos nogle er der mange anledninger der åbner sig. Det vi er i stand til at gøre, kan være mere eller mindre end hvad andre kan, men når vi yder vort bedste, glæder det Jehova. (Galaterne 6:4) Hvis vi er oppe i årene eller er hæmmede af sygdom og derfor ikke kan være så meget med i forkyndelsen, vil vores forstående Fader, Jehova, alligevel betragte os som nogle der „bærer megen frugt“. Hvorfor? Fordi vi giver ham ’alt hvad vi har’; vi tjener ham af hele vort hjerte.b — Markus 12:43, 44; Lukas 10:27.

13. (a) Hvad er vores vigtigste motivation til ’fortsat at bære frugt’? (b) Hvad kan hjælpe os til at blive ved med at bære frugt hvis der kun er få i vores distrikt der vil høre? (Se rammen på side 21.)

¹³ Uanset om vi kan bære Rigets frugt i større eller mindre udstrækning, vil vi føle os tilskyndet til ’fortsat at bære frugt’ når vi husker grunden til at vi gør det. (Johannes 15:16) Jesus nævnte den vigtigste motivation: „Min Fader er herliggjort ved dette at I bærer megen frugt.“ (Johannes 15:8) Ja, når vi forkynder, er vi med til at hellige Jehovas navn for alles øjne. (Salme 109:30) En kvindelig forkynder ved navn Honor, som nu er midt i halvfjerdserne, siger: „Det er en forret at gå bud for den Allerhøjeste, og det er det også i de distrikter hvor resultaterne er få.“ Claudio, som har været en ivrig forkynder siden 1974, blev spurgt hvordan han kan blive ved med at forkynde til trods for at kun få i hans distrikt vil lytte. Han svarede ved at citere Johannes 4:34, hvor Jesus siger: „Min mad er at gøre hans vilje som har sendt mig, og at fuldføre hans gerning.“ Claudio tilføjede: „Jeg vil ikke nøjes med at begynde på mit arbejde som forkynder; ligesom Jesus vil jeg også gerne gøre det færdigt.“ (Johannes 17:4) I hele verden er der vidner for Jehova der er enige med Claudio. — Se rammen „Hvordan de ’bærer frugt med udholdenhed’“, side 21.

Forkyndelse og undervisning

14. (a) Hvilken dobbelt hensigt tjente både Johannes Døbers og Jesu tjeneste? (b) Hvori består den kristne tjeneste i dag?

¹⁴ Ifølge evangelieberetningerne var Johannes Døber den første der forkyndte Guds rige. (Mattæus 3:1, 2; Lukas 3:18) Hans hensigt var først og fremmest at udføre „en vidnegerning“, og det gjorde han i tro og med håb om at „mennesker af alle slags kunne få tro“. (Johannes 1:6, 7) Der var flere af dem Johannes forkyndte for, der blev disciple af Jesus. (Johannes 1:35-37) Man kan derfor sige at Johannes både forkyndte og gjorde disciple. Også Jesus var både forkynder og lærer. (Mattæus 4:23; 11:1) Det er meget naturligt at Jesus også gav sine disciple påbud om både at forkynde Rigets budskab og tage sig af dem der lyttede til budskabet, så de kunne blive disciple. (Mattæus 28:19, 20) Vores arbejde i dag er derfor også en kombination af forkyndelse og undervisning.

15. Hvilken lighed er der mellem reaktionen på forkyndelsen i det første århundrede og i dag?

¹⁵ Blandt de mennesker i det første århundrede der hørte apostelen Paulus forkynde og undervise, var der nogle som „begyndte at tro på det der blev sagt; andre troede ikke“. (Apostelgerninger 28:24) I dag møder vi samme reaktioner. I de fleste tilfælde falder Rigets sæd desværre ikke i god jord. Der er dog nogle sædekorn der falder i god jord, spirer og slår rod, sådan som Jesus forudsagde. Hver eneste uge året rundt er der over 5000 nye der bliver sande disciple af Kristus! Det er mennesker som ’tror på det der bliver sagt’, til trods for at de fleste andre afviser det. Hvad har medvirket til at gøre deres hjerte modtageligt for Rigets budskab? Ofte har den personlige interesse fra en forkynder der trofast har vandet de nysåede sædekorn, gjort udslaget. (1 Korinther 3:6) Her vil vi gengive blot to eksempler på dette.

Personlig interesse gør en forskel

16, 17. Hvorfor er det vigtigt at vi viser personlig interesse for dem vi forkynder for?

¹⁶ Karolien, en ung forkynder i Belgien, besøgte en ældre dame der ikke viste nogen interesse for budskabet. Karolien og hendes medforkynder så at damen havde en bandage om sin ene hånd, og de spurgte om der var noget de kunne gøre for hende. Damen sagde nej tak. Men to dage senere kom de to forkyndere tilbage og spurgte den ældre dame hvordan hun havde det. „Det var det der gjorde udslaget,“ siger Karolien. „Hun blev forbløffet over at se at vi var personligt interesserede i hende. Så bød hun os indenfor, og vi gik i gang med et bibelstudium.“

¹⁷ Sandi, en forkynder i USA, har fundet en måde at vise personlig interesse på der virker godt dér hvor hun forkynder. Når hun hører at en familie i nabolaget har fået et barn, besøger hun forældrene som nabo og tilbyder dem Min bibelhistoriebog.c Moderen er som regel hjemme, og hun er kun glad for at vise den nyfødte frem for en gæst. Der kommer ofte en god samtale i gang. „Jeg taler med forældrene om hvor godt det er at læse højt for et barn; det knytter et særligt bånd mellem forældrene og den lille,“ fortæller Sandi. „Bagefter taler jeg med dem om hvor stor en udfordring det er at opdrage børn sådan som verden er i dag.“ Et besøg af denne art har for nylig ført til at en moder og seks børn er begyndt at tjene Jehova. Med initiativ og personlig interesse kan du måske komme til at opleve lignende glæder i din tjeneste.

18. (a) Hvordan er det muligt for os alle fortsat at opfylde kravet om at ’bære megen frugt’? (b) Hvilke tre betingelser for at være en discipel af Jesus er du besluttet på at opfylde?

¹⁸ Hvor er det godt at vide at det er muligt for os at opfylde kravet om at ’bære megen frugt’! Uanset om vi er unge eller ældre, om vi er raske eller syge, om distriktet vi forkynder i, er mere eller mindre lydhørt, så kan vi alle bære megen frugt. Hvordan? Ved at bære åndens frugt i endnu højere grad og ved at sprede budskabet om Guds rige i så stor udstrækning som vi formår. Samtidig med dette bestræber vi os for at ’blive i Jesu ord’ og for at ’have kærlighed til hinanden’. Når vi opfylder disse tre vigtige betingelser som vi finder i Johannesevangeliet, da er vi ’virkelig Jesu disciple’. — Johannes 8:31; 13:35.

[Fodnoter]