Tugt givet af kærlige forældre

Både i familien og i den kristne menighed er der behov for at alle forstår formålet med tugt. Det gælder især dem der sidder inde med myndighed. I familien er det forældrene. Ordsprogene 13:24 siger: „Den der sparer sin kæp hader sin søn, men den der elsker ham er efter ham med tugt.“

Hvordan skal forældre da ’tugte’ deres børn? Bibelen forklarer: „I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ (Efeserne 6:4) Denne vejledning gentages andetsteds med følgende ord: „I fædre, I må ikke opirre jeres børn, for at de ikke skal blive mismodige.“ — Kolossenserne 3:21.

Kristne forældre der forstår formålet med tugt, vil ikke optræde med strenghed. Det princip man finder i Andet Timoteusbrev 2:24, kan anvendes her. Paulus skrev: „En Herrens træl bør ikke strides med nogen, men bør være mild imod alle, egnet til at undervise.“ Ubeherskede vredesudbrud, råben, skrigen og fornærmende eller nedsættende bemærkninger kan ikke betegnes som kærlig tugt og passer sig ikke for en kristen. — Efeserne 4:31; Kolossenserne 3:8.

Når man skal opdrage børn, er det ikke nok med en enkelt irettesættelse. De fleste børn må have gentagne påmindelser før de ændrer deres tankegang. Forældrene må derfor bruge tid, vise tålmodighed og ofre megen omtanke på hvordan de vil opdrage deres børn. De må huske på at børnene skal opdrages i „Jehovas tugt og formaning“. Det er en opdragelse og oplæring der tager tid.

Jehova er den fuldkomne Dommer

Forældre, kristne hyrder og andre som ifølge Bibelen har myndighed til at give tugt, bør tage deres ansvar alvorligt. De må ikke tiltage sig retten til at dømme andre som fuldstændig uforbederlige. Deres tugt må derfor aldrig antage karakter af hævn eller være udtryk for fjendtlighed.

Det er sandt at Bibelen omtaler Jehova som en der straffer strengt og endegyldigt. Den siger for eksempel at „det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder“. (Hebræerne 10:31) Men intet menneske bør nogen sinde sætte sig i Guds sted i denne eller andre henseender. Og ingen bør have grund til at føle at det er frygteligt at falde i sine forældres eller en ældstes hænder.

Jehova har evnen til at bevare fuldkommen ligevægt når han tugter. Det har mennesker ikke. Gud kan læse et menneskes hjerte og afgøre om overtræderen lader sig tugte og kan forbedre sig, eller om dommen skal være endelig og afgørende. En sådan dom kan mennesker ikke afsige. Når der er behov for at tugte, må de der har myndighed, derfor altid gøre det med det formål at korrigere og forbedre.