Nogle der afviste tugt

En der afviste tugt, var Kain, som var skinsyg på sin broder Abel. Jehova så at Kain var begyndt at vige fra den rette vej og formanede ham med spørgsmålet: „Hvorfor er du optændt af vrede og hvorfor har du et modfaldent udtryk i ansigtet? Hvis du gør det gode, finder der så ikke en opløftelse sted? Men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved indgangen, og til dig står dens attrå; og vil du få herredømmet over den?“ (1 Mosebog 4:6, 7) Kain hørte ikke efter. Han begik det første mord i historien ved at dræbe sin broder Abel. — 1 Mosebog 4:8-16.

På Samuels tid ville Elis sønner heller ikke tage imod tugt. Eli var ypperstepræst ved Jehovas helligdom, men hans sønner misbrugte deres stilling til at stjæle af ofrene og forlede kvinder til at begå umoralitet med dem. Deres fader irettesatte dem — temmelig lempeligt — men de hørte ikke efter. Hvad blev følgen af at de afviste tugt? De omkom i kamp, og chokket over budskabet om det skete forårsagede Elis død. — 1 Samuel 2:12-17, 22-25; 3:11-18; 4:1-4, 10-18.

Nogle der hørte efter

Andre tog imidlertid imod tugt. David, der var konge og kriger, begik en frygtelig forbrydelse da han forårsagede Urias’ død efter at have begået ægteskabsbrud med hans hustru. Men David tog imod den irettesættelse Gud gav ham igennem profeten Natan, og derfor forkastede Jehova ham ikke fuldstændigt. (2 Samuel 12:1-14) Ja, tugt kan bringe os på fode igen efter endog meget alvorlige synder.

Job blev vejledt af den unge mand Elihu og kunne vredt have afvist vejledningen. Job havde lidt frygteligt for Satans hånd, men han havde nægtet at ’forbande Gud og dø’. Han kunne af den grund have følt at han ikke behøvede at tage imod vejledning fra denne unge mand. Job hørte imidlertid efter og fandt ud af at han til trods for sin uangribelighed måtte ændre sin indstilling noget. Han fik derefter den forret at få vejledning fra Jehova selv, og til slut blev han belønnet med mange velsignelser. (Job 2:9, 10; 32:6; 42:12-16) Tugt kan således gavne selv dem der har vist fremragende udholdenhed og trofasthed.

Også apostelen Peter fik tugt. Husk at han var en af Jesu Kristi apostle, havde været vidne til Jesu forvandling og havde fået betroet ’rigets nøgler’ af ham. (Mattæus 16:18, 19) Men ved en lejlighed irettesatte apostelen Paulus, der på det tidspunkt var en forholdsvis ny discipel af Jesus, offentligt Peter for hans adfærd i menigheden i Antiochia. Øjensynlig tog Peter imod tugten, for senere omtalte han Paulus som „vor elskede broder“. (2 Peter 3:15; Galaterne 2:11-14) En kristen der nyder mange forrettigheder kan altså også få behov for at modtage tugt.

De bliver ofte afvist når de forsøger at hjælpe. For eksempel henvendte en ældste i Afrika sig til en søster der havde været i sandheden i lang tid og advarede hende om at hun var på vej ud i noget ukristent. Det var vanskeligt at give denne vejledning, og det gjorde ikke sagen lettere at hun blev fortørnet. Hun afviste vejledningen og nægtede at have mere at gøre med den ældstebroder der havde forsøgt at hjælpe hende. Det havde været langt klogere af hende hvis hun havde husket at „trofaste er de sår man får af den der elsker én“. — Ordsprogene 27:6.

Tugt kan hjælpe os til at drage nytte af endnu et bibelsk ordsprog: „Den kloge ser ulykken og skjuler sig, men de uerfarne går videre og må bøde.“ (Ordsprogene 22:3) Disse ord kunne have gavnet en kristen mand i samme land. Han kom i vane med at gå på restaurant uden sin hustru og sit barn. Dette foruroligede nogle, for servitricerne på mange af de stedlige restauranter var i virkeligheden prostituerede på udkig efter kunder. De lokale ældste talte derfor adskillige gange med ham om sagen; men han afviste vejledningen, ofte ret heftigt. Til sidst faldt han i umoralitetens snare. Han havde gjort meget klogere i at tage den velmente vejledning til sig.