Men desværre har denne blanding af racer skabt problemer. „Sydafrika,“ skriver Sir Laurens van der Post, „har flere spændinger mennesker imellem end noget andet land i verden: der er spændinger mellem hvide og asiater, sorte og asiater, hvide og sydafrikanere af blandet europæisk og afrikansk herkomst, afrikanderea og briter, og mellem både afrikandere og briter og sorte.“

Hvem kom her først? Overraskende nok ingen af de ovennævnte folk! „Det er ubestrideligt at af de stammer der findes i dag, er buskmanden ’den ældste indbygger’ og at de andre er immigranter, sorte fra nord og hvide fra syd,“ skriver dr. Tyrrell i Tribal People of Southern Africa (Stammefolk i Sydafrika). Buskmændene, som er små af vækst ligesom pygmæerne i det centrale Afrika, og hvis hudfarve er gullig-brun, er i fare for at uddø. De er blandt de sidste mennesker på jorden der udelukkende lever som samlere og jægere.

Hottentotterne lignede buskmændene meget — og man troede de var en blanding af buskmænd og sorte. De var også jægere, men i modsætning til buskmændene var de desuden kvæg- og fåreavlere. Da hottentotterne bosatte sig i de sydlige egne ude ved kysten, var de de første der mødte de hvide — der fra 1652 havde bosat sig på Afrikas sydligste spids.

Fra det fjerde århundrede og fremefter begyndte sorte afrikanske stammer at trænge ind i det sydlige Afrika. Med tiden talte de sorte millioner — adskilt i hundreder af stammer, hver med sin høvding. Visse stammer der havde det samme sprog, dannede større nationale grupper som for eksempel zulufolket, xhosafolket, sothofolket, tswanafolket, pedifolket, vendafolket og tsongafolket.

Kampen om jord

Buskmændenes livsform var ikke forenelig med hottentotternes og de afrikanske stammefolks. Kampen om jord blev intensiveret med europæernes ankomst, for de krævede store gårde til deres kvægbestande. Selv om den lille jæger var utrolig modig, blev han tvunget til at fortrække, og til sidst bukkede han under for den hvide mands avancerede våben. Nogle blev absorberet af andre folkeslag, som sothofolket, mens andre overlevede i den ugæstfri Kalahariørken.

Efter nogle få kampe var hottentotterne mere villige til at overgive sig og tjene de hvide bosættere. Med tiden kom de til at udgøre en del af det sydafrikanske samfund af blandet europæisk og afrikansk herkomst — en åben og venlig befolkningsgruppe hvis hudfarve varierer fra hvid til mørkebrun.

At buskmændene forsvandt og hottentotterne blev undertvunget bragte ikke fred til Sydafrika. Som bogen Gold and Workers (Guld og arbejdere) forklarer: „Der begyndte en bitter kamp om jord, først i det østlige Kapland mellem xhosafolket og hollænderne og senere briterne, senere i Natal mellem zuluerne og hollænderne og briterne . . . Vendepunktet kom da briterne sendte store hære til Sydafrika. De afgjorde resultatet. Med deres heste, deres moderne geværer og deres kanoner var de til sidst i stand til at knuse xhosafolket i det østlige Kapland og zuluerne i Natal.“

I 1899, 20 år senere, begyndte Boerkrigen, der varede i næsten fire år. Det var en konflikt mellem hvide af engelsk og hollandsk herkomst, og den kostede over 40.000 mennesker livet. Forestil dig det syn der mødte de sorte. Her slagtede de „kristne“ der havde bragt dem Bibelen, hinanden.

Sorte og asiater

Hvad med de sorte der udgør flertallet i Sydafrika? Er de forenede? I begyndelsen af det 19. århundrede sejrede en mægtig zulukriger, Shaka, over flere nabostammer. Hans sejr førte til en kædereaktion af stammekrige der kostede millioner livet.

På grund af opdagelsen af rige guldfelter og industriens fremmarch er sorte stammefolk i løbet af det sidste århundrede efterhånden flyttet til hvide byer for at arbejde der. En tredjedel af den sorte befolkning, der repræsenterer mange forskellige sprog, bor nu sammen i bydele i nærheden af de hvide befolkningsgrupper. Et eksempel er Soweto, med omkring én million sorte, der ligger i udkanten af Sydafrikas største by, Johannesburg. De sorte der bor i disse bydele har antaget mange europæiske skikke, men de holder også fast ved gammel stammetro.

Noget der bidrager til den rige variation af racer er de over et hundrede tusind sorte kontraktansatte minearbejdere fra nabolandene Botswana, Lesotho, Swaziland, Malawi og Mozambique. De kommer for at tjene penge til deres familier derhjemme. De bor i minelejre, hvor der ofte opstår slagsmål mellem de forskellige nationaliteter.

Endelig er der de over en halv million asiater i Sydafrika. Hvordan er de kommet her? I det 19. århundrede herskede Storbritannien over kystregionen Natal. Zuluernes magt var endnu ikke brudt, og de var uvillige til at arbejde i de hvides sukkerplantager. Derfor hyrede man fra 1860 og fremefter arbejdere fra Indien, og de fleste af dem foretrak at blive i landet efter at deres kontrakter var udløbet. Immigrationen fra Indien fortsatte indtil 1911, på hvilket tidspunkt over 150.000 mænd, kvinder og børn havde gjort Sydafrika til deres hjem og dermed bidraget til den rige variation af racer. Sørgeligt nok er selv de ikke forenede. Blandt dem er der hinduer, muslimer og nogle der hører til kristenhedens forskellige kirker, og den dag i dag er der fjendskab mellem nogle sorte og indere.

Måske kan læseren nu forstå hvorfor den tidligere citerede sydafrikanske skribent om dette land skriver at det „har flere spændinger mennesker imellem end noget andet land i verden“. For nylig fremlagde den udelukkende hvide regering nye planer i håb om at tilfredsstille inderne og de farvede. Men mange hvide protesterede kraftigt, hvilket førte til dannelsen af et nyt politisk parti.

Isaac Langa, en sydafrikaner, voksede op i den sorte bydel Alexandra i Johannesburg. Han havde en stærk racefølelse og hadede de hvide og betragtede zuluerne som stående over andre sorte. Han overværede møder der var arrangeret af en forbudt, regeringsfjendtlig organisation, og han var indblandet i urolighederne i Sydafrika i 1976. Han mindes: „Mange blev dræbt af politiets skud; nogle blev krøblinge for livstid. Da jeg så alt dette, blev jeg fyldt af en hævngerrig ånd. Jeg ville gerne have et automatisk gevær, så jeg kunne skyde flest muligt før jeg selv blev dræbt. Da jeg ikke kunne få fat på et, besluttede jeg at gøre som så mange andre og rejse til et af nabolandene for at få militær træning.“

Der kunne også nævnes en hvid afrikander der blev opdraget til at hade de sorte. Mange aftener gennempryglede han og to af hans kammerater de afrikanere de mødte på vejen.