Krisen i Sydafrika

I de tre følgende artikler redegør en „Vågn op!“-korrespondent i Sydafrika for krisen og dens løsning

„OPTØJER koster 26 livet.“ „Blandede følelser ved begravelse af 15 uro-ofre.“ „Den udbredte vold fortsætter.“ „Antallet af omkomne efter 10 dages bombevold i Sydafrika steget til 13.“ Avisernes overskrifter og nyhedsmeddelelser fortæller den uhyggelige og sørgelige historie. En kommentator udtrykker det på denne måde: „Sydafrika befinder sig i den værste krise i landets historie, både indadtil og udadtil.“

Millioner af mennesker i hele verden følger situationen gennem medierne, og mange har derfor fået den opfattelse at hele Sydafrika er ét kaos. Men det er ikke tilfældet. I de fleste hvide områder og i de sorte landområder fortsætter tilværelsen ganske som normalt.

Men i nogle sorte bydele foregår der frygtelige ting. En ung sort kvinde der var mistænkt for at være politistikker, blev for eksempel sparket, trampet på og brændt levende. Folks vrede er som regel først og fremmest rettet mod dem der arbejder for eller samarbejder med regeringen. Sorte politibetjente er blevet dræbt, og flere hundrede har fået deres hjem brændt ned eller slemt beskadiget.

De fleste af oprørerne er teenagere eller endog børn. For dem er volden ved at blive en livsform. Desuden benytter bøller uroen som en lejlighed til at overfalde og udplyndre uskyldige mennesker.

Uroen har også berørt Sydafrikas økonomi. Den lokale valuta har gennemgået en kraftig devaluering. Mange firmaer har måttet lukke, med arbejdsløshed til følge. Sydafrikas internationale renommé har lidt skade. Der lyder nu flere trusler om sanktioner og tilbagetrækning af kapital end nogen sinde før.

Dette berører også Sydafrikas nabolande — Swaziland, Botswana, Lesotho og Sydvestafrika/Namibia, hvis økonomi i høj grad er afhængig af Sydafrika. To af de større nabolande, Moçambique og Angola, har i mange år befundet sig i en krise der er endnu alvorligere end Sydafrikas. Omfattende indre uroligheder har voldt ubodelig skade på landenes økonomi.

Sydafrika er et smukt land med mange naturressourcer — god landbrugsjord, guld, diamanter, kul, kobber og mange andre værdifulde mineraler. Og der er mange venlige mennesker i landets forskellige befolkningsgrupper — sorte, hvide, farvede (mennesker af blandet race) og indere.

Sydafrika er desuden et meget religiøst land. De fleste mennesker, hvide såvel som sorte, tror på Gud. Alligevel er landet forfærdelig splittet. Kan religionen siges at bære skylden? Eller hvad er det der har fremkaldt denne sørgelige situation? Og — endnu vigtigere — findes der en løsning?

Et splittet land — hvad er løsningen?

I 1955 bemærkede en besøgende i Angola, der dengang var en portugisisk koloni, til sin overraskelse at han som hvid pludselig var blevet „aristokrat“! I butikker og kontorer og på andre offentlige steder blev han ekspederet før de sorte.

For bare en snes år siden forekom dette stadig ofte i mange afrikanske lande.

Men i 1960erne overtog de sorte magten i det ene land efter det andet hvor de hvide udgjorde en lille minoritet. I Sydafrika var der imidlertid millioner af hvide der havde et fast greb om regering og økonomi og som i mange årtier havde ment at det var Guds vilje at de skulle have magten. Hvordan var denne situation opstået?

De første hvide kolonister, hollænderne, gik i land ved Kap det gode Håb i 1652. Da de så hottentotterne og buskmændene, landets indfødte beboere der gik klædt i dyrehuder, følte de sig overlegne på grund af deres højere kultur. Snart opstod der gnidninger.

Da hvide landbrugere slog sig ned på de indfødtes jagtmarker blev buskmændene vrede og viste det ved at stjæle kvæg. De små buskmænd blev jaget som dyr, og derfor var de i det 19. århundrede skammeligt nær ved at blive udryddet. Hottentotterne blev undertvunget, deres antal blev drastisk reduceret af kopper, og de få der var tilbage blev optaget i andre racer.

I det 18. århundrede stødte de hvide landbrugere (boerne) på xhosafolket — der var en del af en sort indvandrerbølge fra nord. Igen opstod der spændinger. Forbitrede krige blev udkæmpet. Englænderne havde i mellemtiden erobret Kapkolonien, men mange boere var modstandere af det britiske herredømme og drog derfor nordpå i 1830rne. Efter mange vanskeligheder og konflikter grundlagde de to nye stater nord for floderne Oranje og Vaal. Både englænderne og boerne praktiserede raceadskillelse.

Boerne var calvinister fra den nederlandsk-reformerte kirke. De læste ofte i Bibelen, men mente alligevel at de var de sorte overlegne — og mange troede ligefrem at der hvilede en forbandelse fra Gud over de sorte.

Kirken støtter apartheid

Det foruroligede mange hvide at der i løbet af det 19. århundrede blev omvendt flere og flere sorte og farvede. En kirkesynode traf derfor en historisk afgørelse i 1857: „På grund af nogle [hvides] svaghed . . . vil menigheden adskilt fra hedningerne [de ikke-hvide] . . . nyde sine kristne privilegier i en særskilt bygning eller institution.“ Kirken gav altså sin tilslutning til raceadskillelsen.

Splittelsen greb mere og mere om sig. I dag er der særskilte nederlandsk-reformerte kirker for hvide, sorte, farvede og indere.

I slutningen af det 19. århundrede opstod der endnu en tendens til splittelse. På det tidspunkt var der blevet oprettet mange missionsstationer, hvoraf de fleste var engelske og blev ledet med fast hånd af de hvide. James Kiernan, professor i socialantropologi ved Natals universitet, oplyser at „det afrikanske præsteskab i disse kirker der domineredes af de hvide, mente at denne udelukkelse [at det afrikanske præsteskab ikke kunne opnå ledende stillinger] byggede på diskrimination, og viste deres modvilje ved at oprette deres egne kirker“. Den første blev dannet i Johannesburg i 1892. I dag er der omkring 4000 trossamfund i Sydafrika, og de fleste består af sorte.

Ved århundredskiftet kæmpede „kristne“ hvide, imperialistiske englændere og nationalistiske boere, om overherredømmet. Englænderne erobrede boerrepublikkerne fordi de var i overtal, og sammen dannede de senere Den sydafrikanske Union.

Men boerne, der nu kaldes afrikandere, vandt en politisk sejr da deres Nationalistparti ved et valg i 1948 erobrede flertallet og kom til magten i kraft af deres apartheidpolitik. En kommentar i Die Transvaler, et dagblad der udgives af afrikandere, lød: „Vi fører apartheidpolitik . . . der bygger på de kristne principper om retfærdighed og rimelighed.“ En strøm af love og regulativer fulgte for at konsolidere raceadskillelsen.

Da de hvide lever adskilt fra de sorte og ikke plejer samkvem med dem, er mange af dem ikke klar over hvilke dårlige forhold der hersker i de sorte bydele, og er ikke i stand til fuldt ud at forstå hvilken stor ydmygelse apartheidpolitikken er for de sorte. Næsten alle sorte er modstandere af apartheid, og denne modstand er blevet anvendt som brændstof på uroens bål.

Findes der en løsning?

Både i og uden for Afrika øves der et voksende pres mod apartheidpolitikken, og for nylig besluttede regeringen at foretage nogle vidtrækkende forandringer. Den gennemførte nogle reformer og trak visse apartheidlove tilbage. Men det synes umuligt at løse Sydafrikas problemer på en måde der stiller alle tilfreds. Mange, sorte såvel som hvide, ønsker en fredelig forandring, men nogle hvide der er tilhængere af en hård kurs, er fast besluttede på at bevare status quo. Begge parter er splittede mellem ekstremister og moderate. De sorte splittes desuden af stammetilhørsforhold.

Hvilke løsninger tilbyder kirkerne? Bibelske løsninger? Henviser de til Guds rige? Nej, de er gået ind på den politiske arena. Nogle præster opfordrer endda til passiv modstand og forhandler med ledere af frihedsbevægelser der er kendt for deres voldelige metoder. Som følge deraf klager mange kirkegængere over at de ’hører for meget om politik og for lidt om Gud’.

Splittelserne inden for kirkerne øger forvirringen. Blandt de forskellige grene af den nederlandsk-reformerte kirke høres der nu megen kritik af apartheidpolitikken. Mange præster, både sorte og hvide, har fordømt den. Western Cape-synoden erklærede i oktober 1983 at racediskrimination er „syndigt“ og at kirken fra da af skulle være åben for folk af alle racer.

Den 29. august 1985 udtrykte et regionalråd af den nederlandsk-reformerte kirke, kirkerådet i Stellenbosch, en officiel anerkendelse af at racediskrimination „strider mod de bibelske principper om næstekærlighed og retfærdighed“ og at apartheid har „ført til sorg for menneskene“. Splittelser i raceanliggender plager også nogle af de engelske kirker. For oprigtige mennesker der allerede som børn har lært at apartheid er „Guds vilje“, virker dette forbavsende og forvirrende.