Rettens afgørelse

16-18. Hvilken kendelse blev afsagt i den omtalte sag, og hvad påpegede retten yderligere i denne forbindelse?

¹⁶ Det vil sikkert interessere dig at høre om udfaldet af den retssag som blev ført på foranledning af en kvinde der var blevet vred over at hendes tidligere trosfæller ikke ville tale med hende efter at hun havde fornægtet troen og valgt at afskære sig selv fra menigheden.

¹⁷ Inden sagen kom for retten havde en distriktsdomstol afsagt en summarisk dom der gik hende imod. Denne afgørelse hvilede på det grundsyn at en domstol ikke kan tage stilling i sager vedrørende kirketugt. Hun ankede derefter sagen. Appelrettens domc var enstemmig og byggede yderligere på den første tillægsparagraf i den amerikanske forfatning. Den lød som følger: „Eftersom den praksis at ophøre med at omgås udstødte hører sammen med Jehovas Vidners tro, finder vi at bestemmelsen i De Forenede Staters forfatning om ’fri religionsudøvelse’ . . . udelukker at [hun] kan få medhold. De sagsøgte har en forfatningssikret ret til at nægte samkvem med en person. Vi stadfæster derfor“ den dom distriktsretten tidligere har afsagt.

¹⁸ Rettens vurdering lød endvidere: „Når Jehovas Vidner nægter at omgås en person, er det en konsekvens af deres fortolkning af Bibelen, og vi har ikke hjemmel til at ændre denne fortolkning . . . De sagsøgte har ret til frit at følge deres religiøse overbevisning . . . Domstolene foretager almindeligvis ikke nærmere undersøgelser vedrørende forholdet mellem nogle der er eller har været medlemmer af et trossamfund. De enkelte trossamfund har stor handlefrihed når de udøver tugt over for deres medlemmer eller tidligere medlemmer. Vi tilslutter os [tidligere højesteretsdommer] Jacksons betragtning, at ’religiøse handlinger der udelukkende berører medlemmerne af et trossamfund bør kunne udøves frit — så frit som det på nogen måde er muligt’. . . . Medlemmerne af det trossamfund [den pågældende] valgte at forlade har besluttet at de ikke længere ønsker at have fællesskab med hende. Vi finder at de er frit stillede til at træffe en sådan beslutning.“

19, 20. Hvorfor kan en der udelukkes af menigheden ikke få tilkendt erstatning ad rettens vej?

¹⁹ Appelretten erkendte at selv om den pågældende kvinde led under at hendes tidligere trosfæller havde besluttet ikke at tale med hende, „ville det at tilkende hende erstatning for åndelig eller følelsesmæssig overlast krænke Jehovas Vidners forfatningsmæssige ret til fri religionsudøvelse . . . Den forfatningsmæssige sikring af den frie religionsudøvelse indebærer at samfundet må finde sig i lidelser som dem [den pågældende kvinde] har måttet gennemgå, som en pris det er værd at betale for at sikre den ret til religionsfrihed som alle borgere nyder“. Denne afgørelse er i en vis forstand blevet yderligere stadfæstet. Kvinden kærede sagen til landets højesteret for om muligt at få omstødt dommen der gik hende imod. Men i november 1987 blev denne kære afvist af De Forenede Staters Højesteret.

²⁰ I denne vigtige sag blev det altså fastslået (i USA) at en der er blevet udstødt af eller har afskåret sig selv fra den kristne menighed ikke kan få tilkendt erstatning fra Jehovas Vidner ved at bringe sagen for retten.d