16, 17. (a) Hvilke to situationer kan medføre at der bringes en meddelelse med en anden ordlyd? (b) Hvordan lyder meddelelsen?

¹⁶ Det hænder at udøbte forkyndere som begår en overtrædelse, ikke vil tage imod kærlig hjælp. Det kan også ske at udøbte forkyndere beslutter sig til ikke at gå videre frem mod dåb, og informerer de ældste om at de ikke længere ønsker at blive regnet som forkyndere. Hvad bør menigheden da gøre? Da sådanne endnu ikke er blevet godkendt af Gud, kan der ikke blive tale om udstødelse. Den praksis at udstøde overtrædere som ikke angrer, gælder kun i forbindelse med dem som ’kaldes brødre’, det vil sige de døbte. (1 Korinther 5:11) Betyder det da at man blot ser bort fra overtrædelsen? Nej.

¹⁷ De ældste har det ansvar at ’være hyrder for Guds hjord i deres varetægt’. (1 Peter 5:2) Hvis to ældste som tilbyder hjælp, kan fastslå at den udøbte overtræder ikke angrer og ikke opfylder kravene til at være forkynder, vil de oplyse vedkommende om det.d Og hvis en udøbt meddeler de ældste at han ikke længere ønsker at blive regnet som forkynder, vil de tage dette til efterretning. I begge tilfælde vil det være rigtigt at tjenesteudvalget på et passende tidspunkt lader en meddelelse bringe med denne ordlyd: „[Personens navn] er ikke længere en forkynder af den gode nyhed.“

18. (a) Når en sådan meddelelse er bragt, hvad vil de enkelte i menigheden da huske når de afgør hvordan de skal forholde sig? (b) Er det nødvendigt at man helt undgår enhver udøbt der på et tidspunkt har begået en overtrædelse?

¹⁸ Hvordan vil menighedens medlemmer derefter betragte vedkommende? Engang var han „en ikke-troende“ der kom til menighedens møder. Derefter ønskede han, og opfyldte kravene til, at blive forkynder af den gode nyhed. Det er nu ikke længere tilfældet, så han er igen et af denne verdens mennesker. Bibelen forlanger ikke at Jehovas vidner holder helt op med at tale med vedkommende, for han er ikke udstødt.e Men kristne vil naturligvis være meget forsigtige med hensyn til et sådant menneske som er af denne verden og som ikke tilbeder Jehova, ligesom israelitterne var det over for ikkeomskårne fremmede iblandt dem. En sådan forsigtighed er nødvendig for at beskytte menigheden mod at blive fordærvet af „lidt surdej“. (1 Korinther 5:6) Hvis vedkommende senere udtrykker et oprigtigt ønske om at der afholdes et bibelstudium med ham, og de ældste finder at det er i orden, vil dette måske hjælpe ham til at forstå hvor stor en forret det er at tilbede Jehova sammen med hans folk. — Salme 100.

19. Hvordan kan de ældste i nogle tilfælde give yderligere hjælp privat?

¹⁹ Hvis de ældste ser at en sådan person udgør en trussel mod hjorden, kan de privat advare dem der måtte være i fare. Den tidligere forkynder kan for eksempel være et ungt menneske som nu giver sig af med drikkeri eller umoralitet. Skønt det er blevet bekendtgjort at han ikke længere har status som udøbt forkynder, vil han måske forsøge stadig at komme sammen med nogle af de unge i menigheden. I et sådant tilfælde vil de ældste henvende sig privat til forældrene til de unge der måtte være i farezonen, og måske også til de unge selv. (Hebræerne 12:15, 16; Apostelgerninger 20:28-30)