Inden for menigheden

11, 12. (a) Hvilken kilde til nedbrydende tanker fandtes i menigheden i det første århundrede? (b) Hvordan undlod nogle kristne at holde fast ved Guds lære?

¹¹ Lad os betragte noget andet der kan føre til nedbrydende tanker. Uden at have til hensigt at føre falsk lære kan en indviet kristen få for vane at tale tankeløst. (Ordsprogene 12:18) Grundet vores ufuldkomne natur kommer vi alle somme tider til at synde med tungen. (Ordsprogene 10:19; Jakob 3:8) På apostelen Paulus’ tid var der åbenbart nogle i menigheden der ikke kunne tøjle deres tunge, og som lod sig inddrage i spidsfindige diskussioner om ord. (1 Timoteus 2:8) Andre havde for høje tanker om deres egne meninger og gik endda så langt som til at sætte spørgsmålstegn ved Paulus’ myndighed. (2 Korinther 10:10-12) En sådan indstilling resulterede i unødige konflikter.

¹² Disse uoverensstemmelser udviklede sig undertiden til „voldsomme kævlerier“ som forstyrrede freden i menigheden. (1 Timoteus 6:5; Galaterne 5:15) Om dem der forårsagede disse diskussioner, skrev Paulus: „Hvis nogen fører en anden lære og ikke går ind for vor Herre Jesu Kristi sunde ord eller for den lære der stemmer med gudhengivenhed, er han opblæst, og han forstår intet, men er syg i sindet med hensyn til diskussioner og skænderier om ord. Heraf udspringer misundelse, strid, spot, ond mistanke.“ — 1 Timoteus 6:3, 4.

13. Hvilken handlemåde fulgte de fleste kristne i det første århundrede?

¹³ Lykkeligvis forblev de fleste kristne på apostlenes tid trofaste og koncentrerede sig om arbejdet med at forkynde den gode nyhed om Guds rige. De var travlt optaget af „at se til faderløse og enker i deres trængsel“, og de holdt sig ’uplettede af verden’. De spildte ikke tiden på ørkesløse diskussioner om ord. (Jakob 1:27) For at beskytte deres åndelighed undgik de „dårligt selskab“ selv inden for den kristne menighed. — 1 Korinther 15:33; 2 Timoteus 2:20, 21.

14. Hvordan kan en almindelig udveksling af synspunkter udvikle sig til nedbrydende diskussioner hvis ikke man passer på?

¹⁴ De situationer der beskrives i paragraf 11, er heller ikke typiske for Jehovas Vidners menigheder i dag. Vi bør dog være opmærksomme på at den slags ørkesløse diskussioner kan opstå blandt os. Det er selvfølgelig helt normalt at vi drøfter bibelske beretninger eller gør os tanker om hvordan visse ting som vi endnu ikke ved noget om, vil foregå i den nye verden. Og der er heller ikke noget forkert ved at udveksle personlige synspunkter om emner som klædedragt, soignering og valg af underholdning. Men hvis vi er dogmatiske og bliver fornærmede når andre ikke er enige med os, kan det føre til at menigheden bliver splittet på grund af uvæsentlige ting. Det der begyndte som harmløs snak, kan gå hen og blive til noget der virker nedbrydende.

19, 20. (a) Hvordan kan de ældste vise dømmekraft når de skal hjælpe nogle der fører uforstandig tale? (b) Hvordan bør menigheden forholde sig over for dem der insisterer på at fremme falsk lære?

¹⁹ Det er også vigtigt at ældste viser dømmekraft og indsigt når de skal hjælpe nogle der fører uforstandig tale. (2 Timoteus 2:7) Menighedens medlemmer kan undertiden blive optaget af diskussioner om bagateller og spekulative spørgsmål. For at beskytte menighedens enhed bør de ældste være hurtige til at tage sig af sådanne problemer. Samtidig må de undgå at tillægge deres brødre forkerte motiver og ikke uden videre betragte dem som frafaldne.

²⁰ Paulus beskrev den ånd hvori en sådan hjælp skal gives. Han sagde: „Brødre, selv om et menneske uforvarende begår et eller andet fejltrin, skal I som har åndelige kvalifikationer prøve at hjælpe en sådan på fode igen, i mildhedens ånd.“ (Galaterne 6:1) Om kristne der kæmper med tvivl, skrev Judas: „Der er nogle som tvivler, og dem må I fortsat vise barmhjertighed; frels dem ved at rive dem ud af ilden.“ (Judas 22, 23) Hvis nogen efter gentagne formaninger insisterer på at fremme falsk lære, må de ældste naturligvis gøre hvad der er nødvendigt for at beskytte menigheden. — 1 Timoteus 1:20; Titus 3:10, 11.