Fordømmes i Bibelen. Alle de forskellige former for spådomskunst, uanset hvad de kaldes, er helt i modstrid med det Bibelen lærer. Gennem Moses advarede Jehova gentagne gange indtrængende Israel om ikke at efterligne andre nationers spådomskunst idet han sagde: „Der må ingen findes hos dig som lader sin søn eller datter gå gennem ilden, ingen som driver spådomskunst, øver magi, tager varsler eller er troldmand, eller som binder andre med en besværgelse eller som spørger et åndemedium eller en spåkyndig til råds eller som henvender sig til de døde. For enhver der øver disse ting er en vederstyggelighed for Jehova, og på grund af disse vederstyggeligheder driver Jehova din Gud dem bort foran dig.“ (5Mo 18:9-12; 3Mo 19:26, 31) Selv om de profetiske tegn og varsler gik i opfyldelse, undgik de der øvede denne spådomskunst, ikke fordømmelse. (5Mo 13:1-5; Jer 23:32; Zak 10:2) Hvor stærkt spådomskunst fordømmes i Bibelen, fremgår af at alle der øvede den, ubetinget skulle lide døden. — 2Mo 22:18; 3Mo 20:27.

Trods disse gentagne befalinger var der imidlertid frafaldne som lod hånt om Jehova — ikke blot jævne mennesker, som kvinden i En-Dor, men også betydningsfulde personer, konger som Saul og Manasse og dronning Jesabel. (1Sa 28:7, 8; 2Kg 9:22; 21:1-6; 2Kr 33:1-6) Skønt den gode kong Josias udrensede dem der drev spådomskunst på hans tid, var dette ikke nok til at redde Juda fra at blive ødelagt, sådan som søsterriget Israel var blevet. (2Kg 17:12-18; 23:24-27) I sin godhed sendte Jehova imidlertid først sine profeter for at advare indbyggerne om deres afskyelige handlinger, ligesom hans profeter også advarede spådomskunstens moder, Babylon. — Es 3:1-3; 8:19, 20; 44:24, 25; 47:9-15; Jer 14:14; 27:9; 29:8; Ez 13:6-9, 23; Mik 3:6-12; Zak 10:2.

I aposteltiden var spådomskunsten også meget udbredt. På øen Cypern blev en troldmand ved navn Bar-Jesus slået med blindhed fordi han lagde hindringer i vejen for Paulus’ forkyndelse; og i Makedonien uddrev Paulus en spådomsånd af en pige som generede hans arbejde, til stor bestyrtelse for hendes herrer, der tjente godt på hendes okkulte evner. (Apg 13:6-11; 16:16-19) Andre, som for eksempel Simon i Samaria, opgav derimod frivilligt deres magiske kunster, og i Efesus brændte så mange deres spådomsbøger at værdien af dem beløb sig til 50.000 sølvstykker (hvis denarer, 223.200 kr.). — Apg 8:9-13; 19:19.

Menneskers naturlige ønske om at kende fremtiden tilfredsstilles når de tilbeder og tjener deres Skaber, for gennem sin meddelelseskanal åbenbarer Gud kærligt hvad vi har brug for at vide på forhånd. (Am 3:7) Vender man sig bort fra Jehova og mister det nære forhold til den eneste der fra begyndelsen kender enden, bliver man imidlertid let offer for dæmonernes spiritistiske indflydelse. Saul er et eksempel herpå. Han søgte først kundskab om fremtidige begivenheder hos Jehova, men efter at han som følge af sin troløshed var blevet afskåret fra al kontakt med Gud, vendte han sig til dæmonerne som en erstatning for Guds ledelse. — 1Sa 28:6, 7; 1Kr 10:13, 14.

Der er derfor en tydelig forskel mellem den åbenbarede sandhed fra Gud og de oplysninger man kan få gennem spådomskunst. De der vender sig til spådomskunst, påføres ofte voldsomme kramper af usynlige dæmoniske magter. Undertiden ophidser de sig selv ved hjælp af uhyggelig musik og narkotiske stoffer. Jehovas sande tjenere oplever ikke sådanne legemligt forvridende og mentalt forstyrrende anfald når de ledes af den hellige ånd til at tale. (Apg 6:15; 2Pe 1:21) Guds profeter følte sig forpligtede til at tale åbent uden at forlange betaling; de hedenske spåmænd udøvede deres profession for selvisk vindings skyld.

Spådomskunst nævnes ingen steder positivt i Bibelen. Spiritistisk udøvelse af spådomskunst nævnes mange steder sammen med en fordømmelse af utugt og ægteskabsbrud. (2Kg 9:22; Na 3:4; Mal 3:5; Ga 5:19, 20; Åb 9:21; 21:8; 22:15) I Guds øjne ligestilles spådomskunst med opsætsighed, som er en alvorlig synd. (1Sa 15:23) Det er derfor ubibelsk at omtale Jehovas kommunikation med sine tjenere som et udslag af „god“ spådomskunst.

Guds sande tjenere har derimod aldrig søgt oplysninger hos sådanne. Moseloven, som israelitterne fik kort tid efter at de var blevet løst fra trældommen i Ægypten, indeholdt et strengt forbud mod at rådspørge „de spåkyndige“. (3Mo 19:31) De der ’bedrev utugt’ med disse, ville blive udryddet af Guds folk, det vil sige de skulle dø. Og om dem der praktiserede spådomskunst, sagde Loven videre: „Hvad angår en mand eller en kvinde i hvem der viser sig at være en medieånd eller en spådomsånd, så skal de ubetinget lide døden.“ (3Mo 20:6, 27) Da israelitterne næsten 40 år senere var rede til at drage ind i det forjættede land og drive dets indbyggere bort, fik de denne påmindelse: „Du [må] ikke lære at efterligne disse nationers vederstyggeligheder. Der må ingen findes hos dig . . . som spørger et åndemedium eller en spåkyndig til råds eller som henvender sig til de døde.“ — 5Mo 18:9-11.