Den gode nyhed forkyndes i New Zealands „polynesiske by“

„Verdens største polynesiske by.“ Ja, sådan kalder nogle den newzealandske storby Auckland. Hvorfor? Jo, byen er ikke blot center for New Zealands egne polynesiere, maorierne; den er også hjemsted for titusinder af andre polynesiere. I de senere år er disse indvandret hertil fra Vest-Samoa, Cook-Øerne, Tonga, Niue og andre Stillehavsøer. I dag lever der faktisk flere maorier fra Cook-Øerne i New Zealand end på Cook-Øerne! Og antallet af folk fra Niue i Auckland overstiger langt befolkningstallet på Niue.

Skønt disse Stillehavsøboere først og fremmest er flyttet til Auckland af økonomiske grunde, har de også andre vigtige behov som må dækkes. Det gælder navnlig deres åndelige behov, eftersom de dybest set har stor respekt for Bibelen. (Mattæus 5:3) Jehovas vidner i New Zealand har været opmærksomme på dette og har bestræbt sig for at forkynde ’den gode nyhed om riget’ for disse øboere. (Mattæus 24:14) Hvilken indsats er der blevet gjort, og hvordan har polynesierne reageret?

Samoanerne gør fremskridt

„Når man træffer en newzealænder, spørger man som regel om hvad han eller hun laver til daglig,“ siger en missionær på Samoa-Øerne. „Men på Samoa forhører man sig sædvanligvis først om vedkommendes religiøse baggrund.“ Denne kommentar siger noget om hvordan disse øboere ser på åndelige spørgsmål. Det er derfor ikke overraskende at de to samoansktalende menigheder i Auckland har en langt større tilvækst end en gennemsnitsmenighed i New Zealand.

Den første samoanske menighed i Auckland blev oprettet i 1977. Og på grund af den gudgivne vækst blev der syv år senere dannet endnu en menighed. (Jævnfør Første Korintherbrev 3:6.) I disse to menigheder er der nu tilsammen 154 forkyndere, hvoraf 12 virker i heltidstjenesten. Det er ikke ualmindeligt at der om søndagen er over 275 til stede ved de bibelske møder i rigssalen.

Den nidkærhed og beslutsomhed som de samoanske brødre og søstre viser i deres forkyndelsesarbejde, er et udtryk for at de tager deres tro alvorligt. (Mattæus 28:19, 20) Dette fremgår af en oplevelse fra en samoansk søster:

I forkyndelsen fra hus til hus traf søsteren en kvinde der stemplede alle religioner som hykleriske og smækkede døren. Chokeret og frustreret spekulerede søsteren over hvad hun skulle gøre. ’Jeg kan ikke lade hende blive i den tro at Jehovas vidner er hyklere,’ tænkte hun. Hun besluttede derfor at efterlade en seddel. „Jeg forklarede ganske kort den bibelske baggrund for mit arbejde, og bad hende om at give mig tid til at forklare det håb som Bibelen fremholder. Jeg noterede også mit telefonnummer.“

Søsteren fortsatte sin forkyndelse fra hus til hus. Da hun nåede til det fjerde hus på vejen, fik hun en telefonbesked om at hun skulle gå tilbage til den vrede dame der havde smækket døren. „Damen undskyldte sin første reaktion,“ beretter søsteren, „og sagde at hun var glad for den seddel jeg havde efterladt. Derefter fulgte en livlig drøftelse, og der blev oprettet et bibelstudium.“

Det er også gribende at se at de samoanske forkyndere viser en selvopofrende missionærånd. I 1981 flyttede en broder sammen med sin familie fra Auckland til Wellington for at støtte en lille gruppe forkyndere der virkede blandt den samoanske befolkning. Den lille kerne af 11 forkyndere er nu blevet til en menighed på 47. „Velsignelserne har langt oversteget de ofre vi har bragt,“ siger broderen. For nylig har han og hans familie reageret på det ’makedoniske kald’ og er flyttet tilbage til deres hjemø Vest-Samoa. (Apostelgerninger 16:9, 10) Andre er også rejst tilbage til deres hjemsteder og har taget specialpioner-, missionær- eller beteltjenesten op.

Indbyggere fra Niue er lydhøre

I Auckland har forkyndelsesarbejdet også fremgang blandt folk fra Niue. En rejsende tilsynsmand fortæller: „I tjenesten fra hus til hus er det meget almindeligt at blive inviteret indenfor. Familiebibelen er som regel lige ved hånden, og man drøfter den gerne.“

I dag er der en meget aktiv niueansk menighed i Auckland. Da den rejsende tilsynsmand sidste år besøgte menigheden, kunne de 76 forkyndere byde 127 gæster velkommen til det offentlige bibelske foredrag om søndagen. Og der råder en meget god ånd blandt brødrene og søstrene.

„Mit besøg bliver betragtet som en særlig opmuntringsuge for alle,“ bemærker den rejsende tilsynsmand. „Hver spiseaftale er et menighedsanliggende. Og de benyttes som kærkomne lejligheder til at servere specialiteter fra Niue som for eksempel takihi (ret af papajafrugter, taroer [en slags søde kartofler] og bananblade), pitako (brød lavet af taroer, bananer og tapioka-mel) og punu povi (sprængt, konserveret oksekød), der nogle gange spøgefuldt bliver kaldt for øboernes kæmpebøffer.“

Publikationer på polynesiske sprog

For at dække den polynesiske befolknings åndelige behov i Auckland og andre steder, har Vagttårnets Selskab udgivet adskillige bibelske publikationer på polynesiske sprog. For eksempel udkommer Vagttårnet halvmånedligt på rarotongansk (der tales af maorierne på Cook-Øerne) og månedligt på niueansk. Af disse udgaver af Vagttårnet spredes der cirka 1000 eksemplarer, og af den samoanske udgave omkring 900 eksemplarer af hvert nummer i New Zealand.

Foruden Vagttårnet udgives der adskillige bøger og brochurer på de mange forskellige polynesiske sprog. I 1989 kom bogen Sandheden der fører til evigt liv på niueansk, og dette er den første publikation der behandler de bibelske grundlærdomme på det sprog. Bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden på rarotongansk har været en meget stor hjælp i forkyndelsen. Praktisk talt alle bibelstudier foregår ud fra denne bog. „At eleverne hurtigt begynder at overvære menighedens møder,“ siger en ældste, „er et vidnesbyrd om at bogen er en uvurderlig hjælp i undervisningen.“

Jehovas folk spreder ikke kun disse publikationer i hus-til-hus-forkyndelsen, men også i det man kunne kalde torvetjenesten. De store markeder med midlertidige boder der sælger Stillehavsøernes specielle fødevarer og kunsthåndværk, er dukket op fordi der i de senere år har været en eksplosiv tilvækst i den polynesiske befolkning i Auckland. Det er ikke usædvanligt at der kommer 25.000 til marked en lørdag formiddag. Forkynderne betragter det som en gunstig lejlighed til at tale med de handlende om Guds rige.

Jehovas vidner har gennem deres forkyndelse sået Rigets sæd i overflod og har spredt store mængder bibelsk læsestof til det polynesiske folk. Vagttårnets afdelingskontor rapporterer at man i tjenesteåret 1990 trykte og udsendte 23.928 publikationer på de polynesiske sprog.

Glæde over det åndelige bord

De polynesiske forkyndere er opmærksomme på deres åndelige behov. Det betyder meget for dem at overvære de ugentlige møder i rigssalen samt alle kreds- og områdestævner. (Hebræerne 10:23-25) Ved områdestævnet „Guds retfærdighed“ i Auckland i december 1988 blev programmet fremført på samoansk, niueansk og rarotongansk. Et af højdepunkterne på det samoanske program var et godt indøvet og livligt fremført bibelsk skuespil. De af Aucklands forkyndere som oprindelig stammer fra Niue og Cook-Øerne, viste deres kristne gæstfrihed som imødekommende værter for besøgende fra deres hjemøer. Alle der overværede stævnet frydede og glædede sig over Jehovas åndelige bord. Ved stævnet „Det rene sprog“ i Auckland i 1990 overværede 503 programmet på samoansk.

Ja, denne positive reaktion på Rigets budskab viser tydeligt at folk fra de polynesiske øer i det sydlige Stillehav har ’ventet på Jehovas lov’. (Jævnfør Esajas 42:4, 12.) Og de giver udtryk for deres glæde ved nidkært at forkynde den gode nyhed i New Zealands „polynesiske by“.