Moskva og Kiev

Den 28. juli 1993 bragte The New York Times et stort billede af Jehovas vidner fra Moskva med billedteksten: „Efter religionens frigivelse i Rusland samledes en mængde nyomvendte på Moskvas Lokomotiv-stadion for at blive døbt som Jehovas vidner.“

Tidsskriftet Times skrev: „Medlemmer med tårer i øjnene omfavnede de våde nye tilhængere. I modsætning til hvordan folk ellers opfører sig på Lokomotiv-stadionet, var der ingen der røg, bandede eller drak.“ I fire dage var der en behagelig atmosfære mellem disse Jehovas vidner fra Rusland og fra over 30 andre lande, deriblandt Danmark. Det højeste antal tilstedeværende var 23.743.

En oplevelse fortalt af en delegeret fra Spanien illustrerer hvordan det forener os at vi ikke er en del af verden. På vej til områdestævnet i Moskva sad han ved siden af en mand fra Afghanistan der fortalte at selv folk af samme tro slog hinanden ihjel i den borgerkrig der blev udkæmpet i hans land. „Hvilket politisk parti støtter din religion?“ spurgte han. „Vi støtter ikke noget parti,“ lød svaret. Eftersom Jehovas vidner er politisk neutrale bliver de ikke involveret i etniske kampe som sætter ét folk op imod et andet.

Moskvas brandinspektør sagde: „Dette stævne er meget imponerende. Det er skønt at så mange mennesker fra forskellige nationaliteter kan finde et fælles sprog. Jeg er forbløffet over den renhed og orden der præger jeres folk. Jeg har arbejdet på dette stadion i over 20 år og har aldrig set noget lignende.“

Da områdestævnet i Moskva begyndte torsdag den 22. juli, kunne man se en gruppe håndværkere der arbejdede på en højtliggende byggeplads i nærheden. I det øjeblik de mere end 23.000 stævnedeltagere istemte med sang, stoppede de med at arbejde — tilsyneladende imponerede! De ville være blevet endnu mere imponerede hvis de vidste at sangene blev sunget på over en halv snes forskellige sprog. Selv døve Jehovas vidner der ikke kunne synge med deres stemmer, ’sang’ med deres hænder ved hjælp af tegnsprog.

Et populært samlingssted om aftenen var Moskvas store Røde Plads, lige uden for Kremls mure. Aftenen inden stævnet begyndte samledes flere hundrede glade Jehovas vidner fra forskellige racer og nationaliteter og omfavnede hinanden. En journalist fra Moscow Times kom tilfældigvis forbi og blev nysgerrig. „Hvor kommer I fra?“ spurgte han. Da han fik det at vide, sagde han: „Jeg har aldrig set så glad en forsamling af så mange forskellige folk på Den Røde Plads. Som regel kommer så store grupper kun for at demonstrere eller protestere over et eller andet.“

Borgerne i både Moskva og Kiev var forbløffede over de tusinder af delegerede der bar reversmærker og som begejstret hilste, omfavnede og forsøgte at tale med hinanden. En forretningsmand fra Iran der var på besøg i Kiev, henvendte sig til et Jehovas vidne fra De Forenede Stater og sagde: „I har noget der er vidunderligt. Jeg har holdt øje med jer de sidste par dage. Jeg kunne godt tænke mig at læse nogle af jeres publikationer på engelsk.“ Han forklarede at hvis det ikke var fordi han skulle rejse til Iran næste dag, var han kommet til stævnet.

I hele Moskva og Kiev — især på gader, på pladser og i undergrundstog — tilbød stævnets delegerede traktater og brochurer til folk. Hver aften kunne man se Jehovas vidner stå ved Lenins grav på Den Røde Plads og føre rolige samtaler og uddele traktater. Folk tog som regel med glæde imod traktaterne, ofte smilende. Hvis én modtog en traktat i et undergrundstog, satte vedkommende sig for det meste straks til at læse den. Det var ikke usædvanligt at se fem eller seks mennesker i en bil sidde og læse i traktaterne.

Efter at have læst budskabet udtrykte passagererne i undergrundstogene ofte deres værdsættelse. „Vi har ikke haft mulighed for at lære om sådanne ting,“ forklarede en midaldrende mand på gebrokkent engelsk. „Mange tak.“ En anden gang blev en ung mand og hans moder så begejstrede for budskabet at de stod af ved en station hvor der var delegerede fra stævnet for at fortsætte drøftelsen.

Højdepunkter fra stævnet

For Jehovas vidner i Moskva og Kiev var det største højdepunkt nok tilstedeværelsen af tusinder af delegerede fra mange andre lande, deriblandt medlemmer af Jehovas Vidners Styrende Råd. Det var en ubeskrivelig glæde bare at få lov til at være sammen med brødre og søstre af så mange forskellige nationaliteter der var forenede i fredfyldt tilbedelse. Da taleren i det afsluttende foredrag i Moskva og Kiev sagde at den største tak går til Jehova Gud, som havde muliggjort dette stævne, rejste stævnedeltagerne sig spontant og brød ud i klapsalver der blev ved indtil taleren måtte fortsætte sit foredrag.

Et andet højdepunkt ved stævnet var de foredrag som medlemmer af Det Styrende Råd hver dag holdt på engelsk, og de korte rapporter fra delegerede fra forskellige lande. Disse engelske foredrag blev tolket til mange sprog på samme tid.

Endnu et højdepunkt var udgivelsen af den nye brochure Hvad er meningen med livet? på russisk og ukrainsk. Noget der især blev værdsat var udgivelsen af Håndbog for den teokratiske skole på russisk, en bog der udruster Jehovas vidner til at fremholde Bibelens sandheder på en bedre måde. Den russiske udgave af Min bibelhistoriebog blev også udgivet. Det er en kortfattet, kronologisk fremstilling af Bibelens beretninger, skrevet specielt til børn og unge. Der er allerede blevet trykt over 36 millioner eksemplarer af denne bog på mere end 80 sprog.

Selv om ens indvielse til Gud må være baseret på kundskab og ikke på følelser, er selve dåbshandlingen alligevel en hjertegribende begivenhed. I Moskva stod stævnedeltagerne og klappede fra den første af de 1489 dåbskandidater blev nedsænket i vandet i et af de tre dåbsbassiner og indtil alle var blevet døbt — over en time senere.

Rusland (3 stævner) 32.582 2.454

[Illustrationer på side 8, 9]

Over 23.000 forenede tilbedere på Lokomotiv-stadionet i Moskva

I Kiev blev der døbt 7402 og i Moskva 1489

Delegerede fra andre lande medbragte i tonsvis af fødevarer til dem der havde behov

Øverst og i midten: Mange etniske grupper mødtes i fredfyldt enhed Nederst: Forkyndelse på Den Røde Plads