-
Jehovas Vidner — Årbogsrapport 1995Jehovas Vidners Årbog 1995
-
-
Internationale stævner bringer glæde
Der har også været flere internationale stævner i dette tjenesteår, nemlig i Orienten, i Sydamerika og i Afrika.
Der var tilrettelagt to stævner i Hongkong. Det var dejligt at iagttage den begejstring og værdsættelse der prægede de 3800 delegerede der kom fra 33 forskellige lande. For mange af de lokale forkyndere var dette deres første personlige kontakt med det internationale brodersamfund. Sproget var ingen hindring, eftersom alle blandede sig med hinanden i pauserne. Den ægte broderlige hengivenhed var stærkt medvirkende til at der herskede en varm og glad atmosfære.
Der har været mange synlige resultater af disse internationale stævner. En kvinde der havde genoptaget sit bibelstudium umiddelbart forud for stævnerne, blev så bevæget over den kærlighed og enhed der kendetegner det internationale brodersamfund, at hun besluttede at kvalificere sig som forkynder, og hun er siden blevet døbt. En anden bibelstudieelev og hans hustru blev så opmuntrede over det de så og hørte, at manden sagde sit arbejde op fordi han konstant havde overarbejde, hvilket afholdt ham fra at overvære møderne. Kort efter blev han udøbt forkynder.
Det vakte en del opsigt da tusinder af delegerede til det internationale stævne i Filippinerne ankom til Manilas lufthavn. Man hørte følgende ordveksling mellem to toldere: „Er det protestanter?“ spurgte den ene. „Nej,“ svarede den anden, „det er Jehovas vidner. Det er den eneste gruppe hvor sorte og hvide kan være sammen.“
Der skulle fem stadioner i Manila til at rumme alle stævnedeltagerne. Mange af de delegerede gav udtryk for deres værdsættelse. En søster fra England skrev: „Vi taler alle om den kærlighed I viste os. Det var sand kærlighed. Jeg kan slet ikke lade være med at fortælle andre om hvor venlige de filippinske venner var. De var så hjertelige og gæstfri og flittige i forkyndelsen.“
Denne række af internationale stævner omfattede også stævner i Chile og Colombia i Sydamerika. Brødrene i Chile gjorde en stor indsats for at kunne overvære stævnet i Santiago. Nogle kom så langt sydfra som Porvenir og Ildlandet, samt fra byen Arica i nord ved den peruvianske grænse, og nogle kom helt fra Påskeøen. Det har krævet store økonomiske ofre, men alle var glade for at de ikke var gået glip af denne mindeværdige begivenhed. Kan du forestille dig hvad stævnet har betydet for forkyndere fra isolerede grupper hvor de mødes 10 eller 15? Her var de omgivet af 80.891 delegerede der fyldte Det Nationale Stadion! Mange havde en klump i halsen. Selv om de havde læst om store stævner andre steder, havde de aldrig helt forstået hvad det vil sige at være omgivet af så mange brødre og søstre. En specialpioner blev så opmuntret af programmet at han tog ni feriedage for at læse og studere den nye ’Historiebog’, og han blev så begejstret for det han læste at han slet ikke kunne holde det for sig selv men måtte fortælle det til andre, når som helst lejligheden bød sig.
Stævnet i Chile blev efterfulgt af et stævne i Colombia hvor 3000 delegerede fra 31 lande sluttede sig til de lokale Jehovas vidner i Bogotá. Til at begynde med var immigrationsmyndighederne noget skeptiske. Da de hørte at vi ventede 40.000 stævnedeltagere, spurgte en embedsmand: „Hvor mange politibetjente skal der til for at overvåge dem?“ „Ingen,“ svarede vi. Vi forklarede at i Chile havde der været 80.000 til stede. „Hvor mange blev slået ihjel?“ spurgte han. „Ingen,“ svarede vi igen. „Jeg tror jer ikke,“ svarede han. Efter at de første stævnedeltagere ankom og han så at de alle var velklædte og ordentlige, sagde han: „Nu forstår jeg hvorfor I ikke har brug for politi ved jeres stævne.“
På et hotel hvor der boede 1500 delegerede, samledes brødrene om aftenen i hotellets forhal, hvor de sang Rigets sange på forskellige sprog. Den gode ånd der prægede denne kærlige internationale familie imponerede virkelig dem der overværede det. Ved slutningen af selve stævnet blev der vinket med lommetørklæder og udvekslet gaver. De mange tårer der blev fældet efter den afsluttende sang, rørte selvfølgelig alle de tilstedeværende dybt. Selv længe efter at programmet var forbi ønskede ingen at tage af sted.
To andre internationale stævner var tilrettelagt i Kenya. Næsten 4000 delegerede kom fra 44 lande, hvilket fik det samlede tilhørertal op på 17.875. Hele Nairobi, samt andre dele af landet, summede af begejstring når brødrene gik med deres reversmærker og forkyndte uformelt.
I Sydafrika blev der holdt fire internationale stævner samtidig — i Johannesburg, i Durban, i Cape Town og i Pretoria. Det samlede tilhørertal ved det offentlige foredrag om søndagen var 75.312, og 1360 blev døbt. Derudover blev der holdt 20 mindre områdestævner i Sydafrika og andre lande under det sydafrikanske afdelingskontor, hvilket mere end fordoblede ovennævnte tal.
Disse områdestævner var noget særligt, eftersom det var første gang at Sydafrika havde mulighed for at invitere så mange delegerede fra andre lande. Der kom gæster fra 34 lande, deriblandt Japan, England, De Forenede Stater, Surinam og forskellige lande i Europa. Der var også to busser fyldt med glade delegerede fra Zambia og en bus fra Moçambique.
Sproggrupperne var anbragt i forskellige haller. Men i pauserne glædede de sig over at mødes og spise sammen. Det var hjertevarmende at se mennesker fra forskellige racer tale begejstret sammen, udveksle adresser og små gaver og omfavne hinanden. Her var et synligt bevis på den enhed der som forudsagt skulle herske blandt Jehovas folk. — Zef. 3:9; Joh. 10:16.
Da delegerede fra De Forenede Stater og Japan ankom til lufthavnen Louis Botha i Durban, bød 2000 lokale Jehovas vidner dem velkommen ved at synge Rigets sange. Brødrene hilste hjerteligt på hinanden og omfavnede hinanden. Nogle af de andre turister der ankom sammen med de delegerede ønskede ikke at tage til deres hoteller, men foretrak at overvære dette usædvanlige optrin. Blandt iagttagerne var der en fremtrædende politiker der under en samtale med nogle af brødrene sagde: „Hvis vi havde den samme følelse af samhørighed som jer, ville vi have løst vore problemer for længe siden.“
Den glæde, kærlighed og ægte internationale broderskabsfølelse de delegerede oplevede ved alle disse stævner, samt ved de stævner der tidligere var blevet afholdt i Kiev i Ukraine, og i Moskva i Rusland, kan opleves når man ser Vagttårnsselskabets nye videofilm United by Divine Teaching (Oplæring fra Gud forener).
Det var kun nogle få hundrede udenlandske delegerede som blev inviteret til stævnet i januar i Addis Abeba i Etiopien; men den glæde, begejstring og kærlighed der rådede her, var på ingen måde mindre end ved de større stævner, hvor tusinder var forsamlet. Det var en stor forret at overvære dette stævne sammen med forkyndere der har bevist deres uangribelighed. Detaljer om stævnet findes i Vagttårnet for 15. august 1994.
-
-
Jehovas Vidner — Årbogsrapport 1995Jehovas Vidners Årbog 1995
-
-
[Illustrationer på side 12, 13]
De internationale stævner med temaet „Oplært af Gud“ var præget af stor hjertevarme og glæde
1. Hongkong; 2. Filippinerne; 3. Kenya; 4. Chile; 5. Colombia; 6, 7. Sydafrika
-