• Costa Rica
    Jehovas Vidners Årbog 1988

    • Splittelse i menigheden

      Mens organisationen endnu var i sin barndom, begyndte Satan at så splid blandt brødrene med ukristne egenskaber som misundelse, stolthed, skinsyge og selvisk ærgerrighed. Stridbarhedens ånd blev tydelig da forskellige kappedes om at få de fremtrædende poster i menighederne.

      Der blev med jævne mellemrum holdt demokratiske valg, hvor man udnævnte ældste ved håndsoprækning. Men ærgerrige brødre som mente at de havde en bedre forståelse af sandheden end dem der var blevet indsat som ældste, forsøgte at undergrave menighedens tillid til de udnævnte brødre ved at stille spørgsmål og modspørgsmål under møderne. Brødrene tog parti, og som følge heraf begyndte to forskellige grupper af menighedsmedlemmer at holde møder hver sit sted i Puerto Limón.

      En skændig indflydelse

      Denne lille, splittede gruppe kristne skulle komme ud for flere vanskeligheder da Vagttårnsselskabets første præsident, Charles T. Russell, døde i 1916. På hovedkontoret i Brooklyn i New York havde selviske brødre smedet et djævelsk komplot for at fravriste Selskabets næste præsident, Joseph F. Rutherford, og andre udnævnte brødre ledelsen. Men Jehova tillod ikke sin organisation at falde i hænderne på disse troløse elementer.

      En af hovedmændene bag modstanden var Paul Johnson, der, i modstrid med Selskabets forklaring, mente at Jesu genløsningsoffer også ville komme Adam og Eva til gavn. Han skrev breve og sendte skriftligt materiale til brødrene i Costa Rica med besked om at de ikke skulle støtte broder Rutherford. Nogle få foretrak Johnsons lære frem for Bibelens og skilte sig ud fra organisationen.

  • Costa Rica
    Jehovas Vidners Årbog 1988

    • Nogle kommer ind på et sidespor

      Satan fik igen travlt med at bekæmpe sandheden. Han forsøgte at aflede brødrenes opmærksomhed fra deres hovedopgave, at ophøje Jehovas navn. Blandt de sorte indbyggere i den atlantiske zone blev der dannet en organisation kaldet UNIA, Universel Forening til Forbedring af Negrenes Kår.

      Som navnet antyder, var dens formål at forbedre forholdene for de sorte. En af de kampagner denne organisation førte, blev kaldt „Tilbage til Afrika“ og blev blandt de sorte næsten sidestillet med kampagnen for jødernes tilbagevenden til Palæstina.

      Brødrene viste ikke alene interesse for denne organisation, men fortolkede endda visse skriftsteder sådan at de støttede dens formål. Resultatet var at nogle brødre kom ind på et sidespor og ikke længere forkyndte den gode nyhed om Guds rige som løsningen på menneskenes problemer. Selv pilgrimsbroderen Victor Samuels mistede sit klare åndelige udsyn. Han blev udnævnt til præst for UNIA og prædikede ved denne forenings møder i stedet for at forkynde for menigheden. Der er ingen tvivl om at dette havde en meget skadelig virkning på brødrene.

  • Costa Rica
    Jehovas Vidners Årbog 1988

    • Efter at Victor Samuels havde forladt Costa Rica blev Henry Adamson fra den oprindelige menighed i Guácimo i 1924 udnævnt til pilgrim og kom til at forestå arbejdet. Nogle af brødrene i Puerto Limón brød sig ikke om den måde broder Adamson optrådte på, og gjorde oprør. Omkring to år senere sendte Selskabet en anden broder fra Brooklyn, George Young. Hans opgave var at forene brødrene i Puerto Limón og at bringe forkyndelsen ind på det rette spor igen. Først holdt han et bibelsk foredrag med lysbilleder i Arrasty-teatret i Puerto Limón. Derefter besøgte han brødrene i San José for at få gang i arbejdet blandt hovedstadens spansktalende indbyggere.

      Broder Youngs forsøg på at forene de to grupper i Puerto Limón viste sig frugtesløse, og han vendte tilbage til De Forenede Stater. Broder Adamson blev i begyndelsen af 1927 flyttet fra Costa Rica til Panama. Efter deres afrejse udnævnte Selskabet ikke nogen anden pilgrim til at forestå arbejdet før ti år senere, i 1937. Men de lokale brødre arbejdede ufortrødent videre. De fortsatte med at forkynde de fire-fem steder hvor de samledes, og sendte deres tjenesterapporter direkte til Selskabet i Brooklyn.

      I 1931 blev de trofastes bønner om enhed besvaret da Selskabet sendte breve til alle menigheder hvori alle som var i overensstemmelse med Selskabet blev opfordret til at vedtage et nyt navn — Jehovas Vidner. Resolutionen blev samtidig en dødsdom for den navnløse oprørsgruppe. Den uddøde, og dermed forsvandt også splittelsen i menigheden i Puerto Limón. Den teokratiske udnævnelse af tjenere der begyndte i 1938, tjente til yderligere at forene brødrene.