Da epoken med fri abort tog sin begyndelse i England, citerede avisen Daily Mail professor Ian Morris for at have sagt: „Hvis jeg i begyndelsen af min lægekarriere havde vidst hvad jeg ved i dag, ville jeg aldrig have valgt gynækologi.“ Han tilføjede: „Jeg afskyr operationen. Den går stik imod alt hvad jeg er oplært i som læge. Hele hensigten med at være læge er at redde liv, ikke at udføre denne specielle form for drab.“ Hårde ord, må man sige, og ikke alle læger kan tilslutte sig dem. Men de giver alligevel en idé om hvad nogle læger instinktivt føler ved dette indgreb.

[Ramme på side 9]

En loyalitetskonflikt?

Genève-deklarationen blev vedtaget på Verdenslægeforeningens generalforsamling i Genève i september 1948. Den er bygget på den gamle hippokratiske ed. Det følgende er et uddrag af deklarationen:

„På det tidspunkt, hvor jeg bliver optaget som medlem af lægestanden: lover jeg højtideligt, at jeg vil vie mit liv til tjeneste for menneskeheden. . . . Jeg vil udøve mit kald samvittighedsfuldt og værdigt. . . . Jeg vil nære den højeste respekt for menneskets liv fra undfangelsens øjeblik, selv under trusler, og jeg vil ikke gøre brug af min lægelige kunnen imod almindelige humanitære principper.“

Hvordan fortolker læger dette løfte? Her følger to modstridende betragtninger. Hvilken holdning kan du tilslutte dig?

DR. I. M.

„Jeg kan aldrig se på det væv jeg fjerner ved en svangerskabsafbrydelse uden at føle afsky. Ganske vist er det blot en substans, men når alt kommer til alt er det et menneskeliv jeg tilintetgør.“

DR. V. A.

„Svangerskabsafbrydelse er aldrig forkert. Så længe et individ er fuldstændig afhængigt af moderen, er det ikke en person.“