Josef var nu 28 år og havde tilbragt de sidste 10 år som slave eller i fængsel. For at sige det mildt havde hans liv ikke formet sig sådan som han havde håbet. Ville han nogen sinde få sin frihed igen? Ville han igen komme til at se sin kære gamle far og sin lillebror, Benjamin, som han elskede så højt? Hvor længe ville han mon være tvunget til at blive i dette hul?

Har du på et tidspunkt følt det ligesom Josef? Nogle gange tager vores liv en drejning som afviger stærkt fra det vi havde forestillet os da vi var unge. Ja, det kan virke som om de vanskelige situationer vi befinder os i, trækker ud i en uendelighed, og det kan være svært at se en udvej eller forestille sig hvordan man skal holde det ud. Lad os se hvad vi kan lære af Josefs tro.

“JEHOVA VAR FORTSAT MED JOSEF”

Josef vidste at hans Gud, Jehova, aldrig glemte ham, og det har helt sikkert hjulpet ham til at holde ud. Selv her i et fængsel i et fremmed land sørgede Jehova for at velsigne ham på forskellige måder. Beretningen siger: “Jehova var fortsat med Josef og viste ham loyal hengivenhed og lod ham finde yndest i fængselsøverstens øjne.” (1 Mosebog 39:21-23) Josef sled i det og gav på den måde Gud et godt grundlag for at velsigne ham. Det må have været en stor trøst for Josef at vide at Jehova altid var med ham.

Var det Jehovas mening at Josef skulle blive i fængslet i det uendelige? Svaret på det spørgsmål kunne Josef kun gisne om, og han har helt sikkert lagt sagen frem for Jehova i bøn. Som det så ofte sker, kom svaret på en helt uventet måde. En dag opstod der røre i fængslet da to nye fanger ankom – hofmænd fra Faraos personlige tjenerstab. Den ene var kongens overbager, den anden var hans overmundskænk. – 1 Mosebog 40:1-3.

Øversten for livvagten satte Josef til at opvarte disse to tidligere så fremtrædende mænd.b En nat drømte de hver sin meget livagtige og forvirrende drøm. Da Josef kom om morgenen, kunne han se at der var noget galt. Derfor spurgte han: “Hvorfor er jeres ansigter så triste i dag?” (1 Mosebog 40:3-7) Måske har Josefs venlige måde at være på overbevist de to mænd om at de godt kunne røbe deres bekymringer for ham. Selvom Josef ikke var klar over det på det tidspunkt, skulle denne samtale føre til et vendepunkt i hans liv. Men ville den overhovedet have fundet sted hvis ikke Josef her havde valgt at vise andre venlig interesse? Hans valg bør få os til at stille os selv spørgsmålet: ’Kommer min tro til udtryk ved at jeg viser interesse for mine medmennesker?’

De to mænd fortalte at de var foruroligede over deres livagtige og mærkelige drømme – og over den omstændighed at de ikke havde nogen der kunne tyde dem. Egypterne tillagde drømme stor betydning og var meget afhængige af de mænd der hævdede at kunne tyde dem. Faraos to hofmænd vidste ikke at det var Jehova, Josefs Gud, der stod bag deres drømme. Men det var Josef klar over. Han sagde: “Tilkommer det ikke Gud at give tydninger? Jeg beder jer, gengiv den [drømmen] for mig.” (1 Mosebog 40:8) Josefs ord vækker genklang hos alle der oprigtigt studerer Bibelen i dag. Hvor ville det være skønt hvis alle religiøse mennesker var lige så ydmyge! Vi må være villige til at tilsidesætte en stolt menneskelig tankegang og vise samme tillid til Gud når det gælder om at nå frem til den rigtige fortolkning af hans ord. – 1 Thessaloniker 2:13; Jakob 4:6.

Mundskænken fortalte sin drøm først. Han havde drømt om et vintræ med tre ranker der bar drueklaser. Druerne blev modne, og mundskænken pressede dem så druesaften kom ned i Faraos bæger. Med Jehovas hjælp forstod Josef med det samme drømmens betydning. Han fortalte mundskænken at de tre ranker betød tre dage. I løbet af tre dage ville Farao give mundskænken sit tidligere embede tilbage. Mens lettelsen bredte sig i mundskænkens ansigt, kom Josef med en anmodning til ham: “Du må endelig vise mig loyal hengivenhed og nævne mig for Farao.” Josef forklarede at han var blevet bortført fra sit hjemland og kastet i fængsel på et uretfærdigt grundlag. – 1 Mosebog 40:9-15.

Opmuntret af det gode budskab mundskænken havde fået, bad bageren Josef fortælle hvad den drøm han havde haft, betød. Han havde set tre kurve brød på sit hoved, og fugle kom og spiste af brødet i den ene af kurvene. Forklaringen på den drøm blev også åbenbaret for Josef. Men det var ikke godt nyt for bageren. Josef sagde: “Dette er dens tydning: De tre kurve er tre dage. Om tre dage vil Farao løfte dit hoved op fra dig og hænge dig på en pæl, og de flyvende skabninger skal spise kødet af dig.” (1 Mosebog 40:16-19) Som alle Guds trofaste tjenere har gjort, overbragte Josef frimodigt Guds budskab, både når det var godt nyt, og når det drejede sig om en forestående dom. – Esajas 61:2.

Tre dage senere gik Josefs ord i opfyldelse. Farao holdt en fødselsdagsfest – noget der ikke forekom blandt Guds folk på Bibelens tid – og bekendtgjorde dommen over sine to tjenere. Bageren blev henrettet, nøjagtig som Josef havde forudsagt, og mundskænken blev genindsat i sit embede. Men sørgeligt nok glemte denne efterladende mand alt om Josef. – 1 Mosebog 40:20-23.

“DET ER IKKE MIG DET KOMMER AN PÅ!”

Der gik to hele år. (1 Mosebog 41:1) Man kan forestille sig hvor frustrerende det må have været for Josef. Hans forhåbninger var måske store efter at han gennem Jehova havde modtaget tydningen af de besynderlige drømme mundskænken og bageren havde haft. I den følgende tid vågnede han måske hver dag op med en forventning om at dette ville være dagen hvor han blev løsladt – for blot at opdage at fængslets ensformige rutine fortsatte uforandret. Måske har de to år i virkeligheden været de vanskeligste for ham at udholde. Alligevel holdt han aldrig op med at stole på sin Gud, Jehova. Frem for at opgive håbet var han besluttet på at holde ud, og af den grund kom han desto stærkere ud af denne prøvende tid. – Jakob 1:4.

Det kan godt være at mundskænken glemte Josef, men Jehova glemte ham aldrig. En nat gav han Farao to drømme han ikke kunne glemme. I den første så kongen syv smukke, fede køer stige op af Nilen, og efter dem kom syv grimme og tynde køer. De tynde køer åd derpå de fede køer. Senere drømte Farao at han så et strå med syv gode aks. Men syv andre aks, sygelige og vindblæste, spirede frem og slugte de gode aks. Da Farao vågnede om morgenen, var han dybt foruroliget, og han tilkaldte alle sine vismænd og magere for at få drømmene tydet. Men ingen af dem var i stand til det. (1 Mosebog 41:1-8) Om det betyder at de var chokerede eller kom med forskellige modstridende forslag, ved vi ikke. Under alle omstændigheder var Farao skuffet – nu var han endnu mere opsat på at finde ud af hvad denne underlige drøm betød.

Endelig kom mundskænken i tanker om Josef. Han fik dårlig samvittighed og fortalte Farao om den bemærkelsesværdige unge mand i fængslet som to år tidligere havde tydet hans og overbagerens drøm korrekt. Farao sørgede straks for at få hentet Josef fra fængslet. – 1 Mosebog 41:9-13.

Prøv at forestille dig hvordan Josef har haft det da han fik at vide at Farao havde tilkaldt ham. Hurtigt skiftede han tøj og barberede sig – sandsynligvis barberede han alt sit hovedhår af, da det var skik og brug blandt egypterne. Han har uden tvivl inderligt bedt Gud om hans velsignelse i forbindelse med denne samtale. Snart befandt han sig i kongens overdådige palads, og her blev han stillet for monarken. Beretningen lyder: “Da sagde Farao til Josef: ‘Jeg har haft en drøm, men der er ingen som kan tyde den. Nu har jeg hørt sige om dig at du kan høre en drøm og tyde den.’” Josefs svar viste endnu en gang hans ydmyghed og hans tro på Gud. “Det er ikke mig det kommer an på! Gud vil give et svar til Faraos vel.” – 1 Mosebog 41:14-16.

Jehova elsker ydmyge mennesker som er trofaste over for ham. Derfor er det ikke så mærkeligt at han gav Josef den oplysning som vismændene og magerne ikke kunne give Farao. Josef forklarede at de to drømme betød det samme. At budskabet blev gentaget, betød at sagen ‘stod fast’ fra Jehovas side – drømmene ville med sikkerhed gå i opfyldelse. De fede køer og de gode aks repræsenterede syv år med overflod i Egypten, mens de tynde køer og de sygelige aks var et billede på syv års hungersnød som ville følge efter årene med overflod. Denne hungersnød ville fortære landets overflod. – 1 Mosebog 41:25-32.

Farao vidste at Josefs tydning var korrekt. Men hvad skulle han stille op? Josef gav Farao et forslag til en plan. Farao måtte udse sig en “forstandig og vís mand” som skulle forestå oplagringen af det overskydende korn i de syv år med overflod. Og under den efterfølgende hungersnød skulle denne mand sørge for at uddele denne overflod til de nødlidende. (1 Mosebog 41:33-36) Josefs evner og erfaring gjorde ham i høj grad kvalificeret til at påtage sig det arbejde, men han foreslog ikke sig selv. Hans ydmyghed gjorde en sådan overmodig fremgangsmåde utænkelig, og hans tro gjorde den unødvendig. Hvis vi har en stærk tro på Jehova, behøver vi ikke at være ambitiøse eller at fremhæve os selv. Vi kan roligt lade situationen hvile i hans hænder.

“FINDES DER VEL EN ANDEN MAND SOM DENNE?”

Farao og alle hans tjenere så visdommen i Josefs plan. Kongen erkendte også at det i virkeligheden var Josefs Gud der stod bag det kloge råd. Han sagde til sine tjenere ved hoffet: “Findes der vel en anden mand som denne, i hvem Guds ånd er?” Og til Josef sagde han: “Eftersom Gud har ladet dig vide alt dette, er der ingen så forstandig og vís som du. Du skal personligt være over mit hus, og hele mit folk skal adlyde dig i ét og alt. Kun i henseende til tronen vil jeg være større end du.” – 1 Mosebog 41:38-41.