-
Opdyrk sikre trafikvanerVågn op! – 1988 | 8. januar
-
-
Sikkerhed — et spørgsmål om holdning
„Temperamentet er,“ ifølge Alex Miller „det der har størst betydning.“ En bilist med 30 års erfaring i at køre bil i både Afrika og Europa fremsætter denne vurdering: „Kørsel er et spørgsmål om karakter. Ens opførsel i trafikken genspejler den måde man behandler andre på til hverdag.“
En canadisk bilist henleder opmærksomheden på værdien af den rette indstilling. Han skriver: „Hvis man betragtede førerbeviset som et ’privilegium’ frem for en ’rettighed’, ville folk udvise så megen takt og tone i færdselen at sikkerheden på vore landeveje ville blive mærkbart forbedret.“
„Hvis sikkerhed er en indstilling, så er tilbageholdenhed en af dens hovedingredienser,“ hedder det i en færdselsvejledning fra det engelske trafikministerium. For manges vedkommende vil dette betyde en holdningsændring. Er det muligt? Ja. Det drejer sig blandt andet om at nære omtanke for andre og være uselvisk, noget der falder nøje sammen med den såkaldte ’gyldne regel’ i Bibelen: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ — Mattæus 7:12.
Men hvordan skal man omsætte dette i praksis? „Når man bliver irriteret i trafikken, er det virkelig svært at vise gode egenskaber,“ har en engelsk bilist bemærket. Det er du utvivlsomt enig med ham i. Trangen til at gøre gengæld kan være stærk. „Men her har jeg haft glæde af musikkassettebånd. Den beroligende virkning er forbløffende.“ — Se rammen på side 9.
„Forsøg af al magt at beherske enhver følelse af irritation,“ tilråder en erfaren japansk bilist. „Hvis du af en eller anden grund bliver irriteret, så giv dig til at nynne eller synge.“
Forvent ikke for meget af andre. Ulykkesstatistikkerne taler deres tydelige sprog om den trussel farlige medtrafikanter udgør. Vær besluttet på at forholde dig afventende. Eller, som et dansk slogan lød for nogle år siden: „Giv tegn med et smil.“
Erkend også at du kan lære af andre. Prøv at analysere dig frem til hvad der gør nogle til dygtige trafikanter. — Se rammen på denne side.
„Der er intet mystisk forbundet med at blive en elitebilist,“ hævder Jim Kenzie, der skriver i avisen The Toronto Star. „Alt hvad der skal til er visse kundskaber, en portion sund fornuft, og en vis hensyntagen til de andre.“ Hvad enten du er uerfaren eller erfaren i trafikken, så husk at vejen ikke er stedet hvor man skal ’vise sig’ eller være utålmodig og selvisk.
Ved at opdyrke en vis føling med bilen og ’aflæse vejen’, samt ved at være koncentreret, forudseende og imødekommende under kørselen, vil man kunne yde et positivt bidrag til færdselssikkerheden.
-
-
Opdyrk sikre trafikvanerVågn op! – 1988 | 8. januar
-
-
[Ramme på side 10]
Aflæs vejen
I England har Det Kongelige Selskab til Forebyggelse af Ulykker udgivet en serie brochurer der skal hjælpe både uerfarne og erfarne bilister. Heri roses bilindustrien indledningsvis for sine investeringer med det formål at producere køretøjer der overholder høje sikkerhedsnormer. Men derefter bliver trafikanterne mindet om at „en bils sikkerhed for en stor del afhænger af chaufføren bag rattet“. Det anbefales alle bilister at ’aflæse vejen’. Hvordan gør man det? Hvad går det ud på?
1. Vær hurtig til at opfatte forandringer i trafikbilledet. En bilist bør hovedsagelig se fremefter og være på udkig efter mulige risikomomenter. Samtidig bør han dog være opmærksom på hvad der foregår i umiddelbar nærhed af vejsiden.
2. Vær opmærksom på stedet, vejret, tidspunktet og medtrafikanterne. Man bør tilpasse sin kørsel efter de lokale forhold, efter om man er i byen eller på landet. Våde, is- eller sneglatte veje er risikable. Stedvis tåge er især farlig. Stærk sidevind kan tvinge én ud af ens bane. Sollys og modkørendes lygter kan midlertidigt blænde én eller nedsætte synsevnen stærkt. I ferietiden er der mange urutinerede bilister på vejene. Hold øje med fodgængere og dyr. Læg mærke til om der er skygger der advarer dig om at fodgængere er på vej ud foran en bus man er ved at køre uden om.
3. Prøv at forudse hvordan dine iagttagelser vil påvirke din kørsel. Vis omtanke når du beslutter hvordan du vil forholde dig, og vælg den sikreste udvej af situationen.
„Elitebilister betjener sig hele tiden af denne teknik,“ hævder Det Kongelige Selskab til Forebyggelse af Ulykker. „Den vil også forbedre din kørsel.“ Hvad mere er, „den medvirker erfaringsmæssigt til at mindske ulykkesrisikoen“.
-