Evigt liv på jorden — et håb givet af Gud

„Skabningen blev . . . underlagt frugtesløshed . . . på grundlag af håb.“ — ROM. 8:20.

1, 2. (a) Hvorfor er håbet om evigt liv af betydning for os? (b) Hvorfor stiller mange sig tvivlende over for tanken om evigt liv på jorden?

MÅSKE husker du den glæde du følte da du første gang hørte om at menneskene snart, ja i den nærmeste fremtid, ikke længere ville blive gamle og dø, men ville komme til at leve evigt på jorden. (Joh. 17:3; Åb. 21:3, 4) Du har sikkert også glædet dig over at fortælle andre om dette bibelske håb. Når alt kommer til alt, er håbet om et evigt liv en væsentlig del af den gode nyhed vi forkynder. Det er med til at forme hele vores syn på livet.

² I det store og hele taler kristenhedens kirker ikke om noget evigt liv på jorden. Skønt Bibelen siger at sjælen dør, fremholder de fleste kirker den ubibelske lære at mennesket har en udødelig sjæl som lever videre i en åndeverden efter et menneskes død. (Ez. 18:20) Mange stiller sig af den grund tvivlende over for tanken om evigt liv på jorden. Vi kunne derfor spørge: Støtter Bibelen virkelig dette håb? Hvis det er tilfældet, hvornår åbenbarede Gud da første gang dette håb for menneskene?

’Underlagt frugtesløshed på grundlag af håb’

3. Hvordan gav Gud lige fra begyndelsen af menneskehedens historie klart til kende hvad hans hensigt var med menneskene?

³ Lige fra begyndelsen af menneskehedens historie blev det gjort klart hvad Jehovas hensigt var med menneskene. Han gav tydeligt til kende over for Adam at han ville komme til at leve evigt hvis han forblev lydig. (1 Mos. 2:9, 17; 3:22) Adams første efterkommere fik uden tvivl at vide hvordan menneskene havde mistet deres fuldkommenhed, og dette blev bekræftet af de synlige vidnesbyrd. Indgangen til Edens Have blev spærret, og menneskene blev gamle og døde. (1 Mos. 3:23, 24) Som tiden gik, blev menneskenes levetid kortere. Adam levede i 930 år. Sem, der overlevede Vandfloden, blev kun 600 år, og hans søn Arpaksjad 438 år. Abrahams far, Tara, blev 205 år. Abrahams levetid var på 175 år, hans søn Isaks på 180 år, og Jakobs på 147 år. (1 Mos. 5:5; 11:10-13, 32; 25:7; 35:28; 47:28) Mange må have forstået hvad dette betød — at de havde mistet udsigten til at leve evigt! Havde de noget grundlag for at tro på at de ville få håbet om evigt liv tilbage?

4. Hvilket grundlag havde mænd som Abel og Noa for at tro på at Gud ville genoprette det der var gået tabt for Adam?

⁴ Der siges i Guds ord: „[Menneske]skabningen blev . . . underlagt frugtesløshed . . . på grundlag af håb.“ (Rom. 8:20) Hvilket håb? Den allerførste profeti i Bibelen pegede frem til et „afkom“ der skulle ’knuse slangens hoved’. (Læs Første Mosebog 3:1-5, 15). For dem der havde tro, gav løftet om dette „afkom“ grundlag for det håb at Gud ikke havde opgivet sin hensigt med menneskene. Det gav mænd som Abel og Noa grund til at tro at Gud ville genoprette det der var gået tabt for Adam. De har måske forstået at profetien om at ’afkommets hæl ville blive knust’, betød at der skulle udgydes blod. — 1 Mos. 4:4; 8:20; Hebr. 11:4.

5. Hvad viser at Abraham troede på en opstandelse?

⁵ Tænk også på det Abraham gjorde. Da han blev prøvet, „så godt som ofrede [han] Isak . . . sin enestefødte“. (Hebr. 11:17) Hvorfor var han villig til at gøre det? (Læs Hebræerbrevet 11:19). Han troede på en opstandelse! Abraham havde grundlag for denne tro på opstandelsen. Jehova havde jo genoplivet Abrahams forplantningsevne og gjort det muligt for ham og hans hustru, Sara, at få en søn i deres alderdom. (1 Mos. 18:10-14; 21:1-3; Rom. 4:19-21) Abraham havde også Jehovas ord at holde sig til. Jehova havde sagt til ham: „Det er ved Isak at det der skal kaldes dit afkom vil komme.“ (1 Mos. 21:12) Derfor havde Abraham gode grunde til at forvente at Gud ville oprejse Isak.

6, 7. (a) Hvilken pagt indgik Jehova med Abraham? (b) Hvilket håb indeholder Jehovas løfte til Abraham for alle mennesker?

⁶ På grund af Abrahams bemærkelsesværdige tro indgik Jehova en pagt med ham om hans „afkom“. (Læs Første Mosebog 22:18). Den primære del af dette afkom viste sig at være Jesus Kristus. (Gal. 3:16) Jehova havde sagt til Abraham at hans „afkom“ ville blive talrigt „som himmelens stjerner og som sandskornene der er ved havets bred“ — et tal som Abraham ikke kendte. (1 Mos. 22:17) Senere blev det dog åbenbaret hvad Abrahams afkom omfatter. Det er Jesus Kristus og de 144.000, som skal regere med ham i hans rige, der udgør dette „afkom“. (Gal. 3:29; Åb. 7:4; 14:1) Det messianske rige er det middel ved hvilket „alle jordens nationer [skal] velsigne sig“.

⁷ Abraham kan umuligt have forstået den fulde betydning af den pagt Jehova indgik med ham. Men alligevel „ventede [han] på byen som havde faste grundvolde“, siger Bibelen. (Hebr. 11:10) Denne by er Guds rige. For at erfare velsignelserne under dette rige må Abraham have liv igen. Det vil være muligt for ham at få evigt liv på jorden ved en opstandelse. Evigt liv vil også være muligt for andre der bliver oprejst fra de døde, og for dem der overlever Harmagedon. — Åb. 7:9, 14; 20:12-14.

„Ånden i mit indre tvinger mig“

8, 9. Hvorfor er Jobs Bog ikke blot en beretning om et enkelt menneskes prøvelser?

⁸ I tiden mellem Abrahams oldesøn Josef og profeten Moses levede der en mand ved navn Job. Jobs Bog i Bibelen, der efter alt at dømme er skrevet af Moses, fortæller hvorfor Jehova tillod Jobs lidelser, og hvordan det gik ham til sidst. Imidlertid er Jobs Bog ikke blot en beretning om et enkelt menneskes prøvelser; den drejer sig om spørgsmål af universel betydning. Bogen giver os indblik i hvordan Jehova udøver sit suveræne herredømme med retfærdighed, og den åbenbarer at alle Guds jordiske tjeneres uangribelighed og deres udsigt til at opnå liv er inddraget i det stridsspørgsmål der blev rejst i Edens Have. Selvom Job ikke forstod dette stridsspørgsmål, gav han ikke på noget tidspunkt sine tre venner ret i deres anklager, men fastholdt at han havde bevaret sin uangribelighed. (Job 27:5) Det skulle underbygge vores tro og hjælpe os til at forstå at vi også kan bevare vores uangribelighed og støtte Jehovas suverænitet.

⁹ Efter at Jobs tre såkaldte trøstere var færdige med at tale, tog „Elihu, buzitten Barak’els søn“, til orde. Hvad fik ham til det? „Jeg er fuld af ord,“ sagde han, „ånden i mit indre tvinger mig.“ (Job 32:5, 6, 18) Selvom de ord Elihu udtalte under inspiration, blev opfyldt da Jobs lidelser blev bragt til ophør, har de også betydning for andre. De indeholder et håb for alle der bevarer deres uangribelighed.

10. Vis med et eksempel at et budskab fra Gud til et enkelt menneske undertiden har en større rækkevidde og gælder hele menneskeheden.

¹⁰ Jehova giver undertiden et budskab der gælder ikke blot den person det i første række er henvendt til, men hele menneskeheden. Det ses for eksempel i tilfældet med den profeti hvormed profeten Daniel tydede kong Nebukadnezar af Babylons drøm om det store træ der blev fældet. (Dan. 4:10-27) Selvom drømmen fik en opfyldelse på Nebukadnezar selv, pegede den frem til noget langt større. Den viste at Guds suveræne herredømme over jorden igen ville blive udøvet af en konge i Davids slægt efter en periode på 2520 år regnet fra år 607 f.v.t.a Dette herredømme over vor klode begyndte på ny at blive udøvet da Jesus Kristus blev indsat som konge på tronen i himmelen i 1914. Snart vil Guds rige altså gøre alle lydige menneskers forhåbninger til virkelighed!

„Fri ham fra at stige ned i gravens dyb!“

11. Hvad viser Elihus ord at Gud er villig til?

¹¹ I sit svar til Job taler Elihu om „et sendebud“, „en talsmand, én ud af tusind, som kan fortælle mennesket om dets retskaffenhed“. Hvad sker der hvis dette sendebud ’bønfalder Gud om at vise mennesket velvilje’? Elihu siger: „Da viser [Gud] ham sin gunst og siger: ’Fri ham fra at stige ned i gravens dyb! Jeg har fundet en løsesum! Lad hans legeme blive friskere end det var i ungdommen; lad ham vende tilbage til ungdomskraftens dage.’“ (Job 33:23-26) Disse ord viser at Gud er villig til at tage imod „en løsesum“ for dem der angrer og vender om. — Job 33:24.

12. Hvilket håb indeholder Elihus ord for menneskene i almindelighed?

¹² Ligesom profeterne ikke til fulde forstod alt hvad de skrev, forstod Elihu sikkert heller ikke til fulde det han sagde om løsesummen. (Dan. 12:8; 1 Pet. 1:10-12) Dog genspejlede Elihus ord håbet om at Gud en dag ville tage imod en løsesum og befri menneskene for alderdommens virkninger og for døden. Hans ord indeholdt det storslåede håb om evigt liv. Jobs Bog viser også at der vil ske en opstandelse. — Job 14:14, 15.

13. Hvilken betydning har Elihus ord for kristne i dag?

¹³ I dag er Elihus ord stadig fulde af mening for millioner af kristne der nærer håb om at overleve afslutningen på den nuværende tingenes ordning. De der er kommet op i årene, ser frem til at få deres ungdomskraft tilbage. (Åb. 7:9, 10, 14-17) Udsigten til at se de opstandne komme frem med ’friske legemer’ er desuden til stadig glæde for de trofaste. Og naturligvis afhænger både udødelighed i himmelen for de salvede og evigt liv på jorden for Jesu „andre får“ af at de har tro på Kristi genløsningsoffer. — Joh. 10:16; Rom. 6:23.

Døden opsluges for bestandig

14. Hvad viser at der skulle noget mere til end Moseloven for at israelitterne kunne få håb om evigt liv?

¹⁴ Abrahams afkom blev til en uafhængig nation da israelitterne trådte ind i et pagtsforhold til Gud. Da de fik Loven, sagde Jehova: „I skal overholde mine forskrifter og mine lovbud, for det menneske der handler efter dem, skal leve ved dem.“ (3 Mos. 18:5) Men da de ikke kunne leve op til Lovens fuldkomne norm, blev de fordømt af Loven og måtte løskøbes fra dens fordømmelse. — Gal. 3:13.

15. Hvilken fremtidig velsignelse blev David inspireret til at skrive om?

¹⁵ Efter Moses inspirerede Jehova andre bibelskribenter til at nævne håbet om evigt liv. (Sl. 21:4; 37:29) For eksempel sluttede salmisten David en salme om de sande tilbederes enhed på Zions bjerge med ordene: „For Jehova har påbudt at dér skal velsignelsen være, ja, liv til fjerne tider [el.: til evig tid].“ — Sl. 133:3.

16. Hvad har Jehova gennem Esajas lovet vedrørende ’hele jordens’ fremtid?

¹⁶ Jehova inspirerede Esajas til at profetere om evigt liv på jorden. (Læs Esajas 25:7, 8). Som et ’vævet stykke’ — et tæppe — har synden og døden hvilet som en tung og kvælende byrde på menneskene. Jehova forsikrer sit folk om at synden og døden vil blive opslugt, fjernet, for bestandig „fra hele jorden“.

17. Hvilket profetisk billede viser at Messias ville åbne vejen til evigt liv?

¹⁷ Vi kan også henvise til det der ifølge Moseloven skulle ske med bukken for Azazel. Én gang om året, nemlig på forsoningsdagen, skulle ypperstepræsten „lægge begge sine hænder på hovedet af den levende buk og over den bekende alle Israels sønners misgerninger . . . Og bukken [skulle] på sig bære alle deres misgerninger til et øde land“. (3 Mos. 16:7-10, 21, 22) På samme måde ville Messias ifølge profeten Esajas komme og tage vore „sygdomme“ og „lidelser“ på sig og bære „manges synd“ og således åbne vejen til evigt liv. — Læs Esajas 53:4-6, 12.

18, 19. Hvilket håb understreges i Esajas 26:19 og Daniel 12:13?

¹⁸ Gennem Esajas sagde Jehova til sit folk, Israel: „Dine døde skal leve. Mine døde legemer skal opstå. Vågn op og råb af glæde, I støvets beboere! For din dug er som duggen på katostplanterne, og jorden vil bringe de livløse tilbage til verden.“ (Es. 26:19) De Hebraiske Skrifter indeholder et tydeligt håb om en opstandelse til liv på jorden. Da profeten Daniel var næsten 100 år gammel, forsikrede Jehova ham således: „Du skal hvile, men stå op til din lod ved dagenes ende.“ — Dan. 12:13.

¹⁹ På grund af dette håb om en opstandelse kunne Marta sige til Jesus om sin døde bror: „Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.“ (Joh. 11:24) Ændrede Jesu lære og hans disciples inspirerede skrifter noget ved dette håb? Er evigt liv på jorden stadig det håb Jehova tilbyder menneskene? Vi vil få svar på disse spørgsmål i den næste artikel.

[Fodnote]

Evigt liv på jorden — et kristent håb?

„[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere.“ — ÅB. 21:4.

1, 2. Hvordan ved vi at mange jøder i det første århundrede nærede håb om at opnå evigt liv på jorden?

EN RIG og fremtrædende ung mand løb hen til Jesus, faldt på knæ for ham og spurgte: „Gode lærer, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?“ (Mark. 10:17) Den unge mand ville gerne arve evigt liv — men hvor? Som vi har været inde på i den foregående artikel, havde Gud hundreder af år tidligere givet jøderne håbet om en opstandelse og evigt liv på jorden. Dette håb havde mange jøder stadig i det første århundrede.

² Da Lazarus’ søster Marta mødte Jesus og sagde om sin bror der var død: „Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag,“ var det uden tvivl opstandelsen til liv på jorden hun tænkte på. (Joh. 11:24) Det er rigtigt at saddukæerne ikke troede på en opstandelse. (Mark. 12:18) Men i bogen Judaism in the First Centuries of the Christian Era [Jødedommen i de første århundreder af den kristne æra] fra 1927 siger forfatteren, George Foot Moore: „Også andre skrifter fra det andet og første århundrede før vor tidsregning vidner om at mange troede at de som var døde i tidligere generationer, ville blive bragt til live igen på jorden ved det imødesete vendepunkt i verdenshistorien.“ Så det den rige unge mand der henvendte sig til Jesus, ønskede at opnå, var evigt liv her på jorden.

3. Hvilke spørgsmål vil vi se nærmere på i denne artikel?

³ I dag er der mange i kristenheden som ikke mener at Jesus og hans disciple forkyndte håbet om evigt liv på jorden. De fleste tror på et liv efter døden i en åndeverden. Derfor har mange den opfattelse at udtrykket ’evigt liv’ i De Kristne Græske Skrifter altid henviser til et liv i himmelen. Men er det rigtigt? Hvad mente Jesus når han talte om evigt liv? Hvad troede hans disciple? Indeholder De Kristne Græske Skrifter håbet om evigt liv på jorden?

Evigt liv „i genskabelsen“

4. Hvad vil finde sted „i genskabelsen“?

⁴ Bibelen lærer at de salvede kristne vil blive oprejst til liv i himmelen, hvorfra de skal herske over jorden. (Luk. 12:32; Åb. 5:9, 10; 14:1-3) Men når Jesus talte om det evige liv, var det ikke altid kun denne skare han tænkte på. Læg mærke til hvad han sagde til sine disciple efter at den rige unge mand var gået bedrøvet bort da han fik indbydelsen til at forlade alt og blive en Kristi discipel. (Læs Mattæus 19:28, 29). Jesus sagde til sine apostle at de ville være blandt dem der skulle herske som konger og dømme „Israels tolv stammer“, det vil sige resten af menneskeverdenen, dem som skaren i himmelen skulle regere over. (1 Kor. 6:2) Men han talte desuden om en belønning for „enhver“ der følger ham. De vil også „arve evigt liv“. Alt dette vil finde sted „i genskabelsen“.

5. Hvordan vil du forklare hvad „genskabelsen“ er?

⁵ Hvad mente Jesus med udtrykket „i genskabelsen“? Den danske autoriserede oversættelse af 1948 siger „ved verdensgenfødelsen“, og oversættelsen af 1992 siger „ved verdens genfødelse“. I The Bible — An American Translation er udtrykket oversat med „i den nye verden“. I The Jerusalem Bible hedder det „når alt gøres nyt“, og i The Holy Bible — New International Version er udtrykket oversat med „ved fornyelsen af alle ting“. Eftersom Jesus brugte udtrykket uden at give en nærmere forklaring, havde han uden tvivl den gængse betydning i tanke, nemlig det der havde været jødernes håb i århundreder. Forholdene på jorden ville blive genskabt så de ville blive som de havde været i Edens Have før Adam og Eva syndede. Genskabelsen vil være en opfyldelse af Guds løfte om at ’skabe nye himle og en ny jord’. — Es. 65:17.

6. Hvad fortæller lignelsen om fårene og gederne os om håbet om evigt liv?

⁶ Jesus talte igen om evigt liv i sit svar på disciplenes spørgsmål om afslutningen på tingenes ordning. (Matt. 24:1-3) „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham,“ sagde han, „da vil han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle nationerne skal samles foran ham, og han vil skille folk fra hinanden, ligesom en hyrde skiller fårene fra gederne.“ De der får en ugunstig dom, skal „gå bort til evig afskærelse, men de retfærdige til evigt liv“. „De retfærdige“ som får evigt liv, er dem der loyalt støtter Kristi salvede „brødre“. (Matt. 25:31-34, 40, 41, 45, 46) Da de salvede er udvalgt til at skulle regere i det himmelske rige, må „de retfærdige“ være Rigets jordiske undersåtter. Om Jehovas konge siges der: „Han råder fra hav til hav og fra Floden til jordens ender.“ (Sl. 72:8) Han „råder“ over dem der får evigt liv på jorden.

Hvad viser Johannesevangeliet?

7, 8. Hvilke to former for håb må Jesus have haft i tanke da han talte med Nikodemus?

⁷ Som vi har set i Mattæus-, Markus- og Lukasevangelierne brugte Jesus udtrykket „evigt liv“ ved nogle få lejligheder. I Johannesevangeliet citeres Jesu ord om „evigt liv“ og at „leve evigt“ 17 gange. Lad os undersøge nogle af disse steder for at se hvad Jesus sagde om håbet om evigt liv på jorden.

⁸ Det første tilfælde hvor Johannes refererer at Jesus talte om evigt liv, er i samtalen med en farisæer ved navn Nikodemus. Han sagde til ham: „Hvis et menneske ikke fødes som følge af vand og ånd, kan det ikke komme ind i Guds rige.“ De som kommer med i himlenes rige, må „fødes igen“. (Joh. 3:3-5) Men Jesus standsede ikke her. Han talte derefter om det håb som står åbent for hele verden. (Læs Johannes 3:16). Jesus viste hermed at håbet om evigt liv gjaldt både hans salvede disciple som skulle genfødes til liv i himmelen, og mange andre som ville få liv på jorden.

9. Hvilket håb nævnte Jesus over for en samaritansk kvinde?

⁹ Efter at have talt med Nikodemus i Jerusalem rejste Jesus nordpå, til Galilæa. På vejen traf han en kvinde ved Jakobsbrønden nær Sykar i Samaria. Han sagde til hende: „Den som drikker af det vand jeg giver ham, vil aldrig i evighed blive tørstig, men det vand jeg giver ham, vil i ham blive en kilde med vand der springer frem og skænker evigt liv.“ (Joh. 4:5, 6, 14) Dette vand er i overført betydning alle Guds foranstaltninger til at give menneskene evigt liv, også til dem der kommer til at leve på jorden. I Åbenbaringens Bog fortælles det at Gud selv siger: „Enhver der tørster vil jeg frit give af kilden med livets vand.“ (Åb. 21:5, 6; 22:17) Jesus talte altså til den samaritanske kvinde om evigt liv ikke blot for de salvede arvinger til himlenes rige, men også for mennesker som havde et jordisk håb.

10. Hvad sagde Jesus til sine religiøse modstandere om evigt liv efter at have helbredt en mand ved Betzatadammen?

¹⁰ Det følgende år var Jesus igen i Jerusalem. Her helbredte han en mand ved Betzatadammen. Der var nogle som kritiserede Jesus for det han gjorde, og dem forklarede han: „Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøre.“ Efter at have fortalt dem at Faderen „har overgivet al dom til Sønnen“, sagde Jesus videre: „Den der hører mit ord og tror ham som har sendt mig, har evigt liv.“ Og han sagde også: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre [Menneskesønnens] røst og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“ (Joh. 5:1-9, 19, 22, 24-29) Jesus fortalte her sine jødiske modstandere at han var den der af Gud var udnævnt til at opfylde jødernes håb om evigt liv på jorden, og at han ville gøre det ved at oprejse de døde.

11. Hvordan ved vi at håbet om evigt liv på jorden er indbefattet i det Jesus talte om, som berettet i Johannes 6:48-51?

¹¹ I Galilæa var der tusinder som begyndte at følge Jesus fordi de ønskede at få brød som han tilvejebragte mirakuløst. Jesus talte til dem om en anden slags brød, „livets brød“. (Læs Johannes 6:40, 48-51). „Det brød jeg giver, ja, det er mit kød til liv for verden,“ sagde han. Jesus gav sit liv ikke blot for dem der skulle herske med ham i det himmelske rige, men også „for verden“, den menneskeverden der kan genløses. „Hvis nogen spiser af dette brød“, det vil sige tror på Jesu offers genløsende kraft, har vedkommende håb om evigt liv. Ja, når Jesus talte om at „leve evigt“, indbefattede det håbet om evigt liv på jorden under Messias’ styre, et håb som jøderne længe havde næret.

12. Hvilket håb havde Jesus i tanke da han sagde til sine modstandere at han ville ’give sine får evigt liv’?

¹² Senere, ved indvielseshøjtiden i Jerusalem, sagde Jesus til sine modstandere: „I tror ikke, for I hører ikke til mine får. Mine får hører min stemme, og jeg kender dem, og de følger mig. Og jeg giver dem evigt liv.“ (Joh. 10:26-28) Talte Jesus kun om liv i himmelen, eller tænkte han også på det evige liv i et paradis på jorden? Jesus havde kort tid forinden trøstet sine disciple med ordene: „Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget.“ (Luk. 12:32) Her ved indvielseshøjtiden havde Jesus imidlertid også sagt: „Jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; dem bør jeg også føre.“ (Joh. 10:16) Da Jesus ved denne lejlighed talte til sine modstandere, indbefattede hans ord derfor både håbet om himmelsk liv for den „lille hjord“ og håbet om evigt liv på jorden for millioner af „andre får“.

Et håb som ikke krævede nogen forklaring

13. Hvad mente Jesus da han sagde: „Du skal være med mig i Paradiset“?

¹³ Under sine svære lidelser på marterpælen gav Jesus et uigendriveligt bevis på hvad menneskehedens håb er. En forbryder som var pælfæstet ved siden af ham, sagde: „Jesus, husk mig når du kommer i dit rige.“ Jesus gav ham da løftet: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ (Luk. 23:42, 43) Da manden sandsynligvis var jøde, behøvede han ingen forklaring på hvad „Paradiset“ var. Han kendte til håbet om evigt liv på jorden i en kommende verden.

14. (a) Hvad viser at det var svært for apostlene at forstå hvad det himmelske håb var? (b) Hvornår fik Jesu disciple en klar forståelse af det himmelske håb?

¹⁴ Det der krævede en forklaring, var imidlertid det himmelske håb Jesus talte om. Da han talte til disciplene om at han ville gå til Faderen og berede dem en plads, forstod de ikke hvad han mente. (Læs Johannes 14:2-5). „Jeg har meget endnu at sige jer,“ sagde han senere til dem, „men I er ikke i stand til at bære det i øjeblikket. Men når han kommer, sandhedens ånd, vil han lede jer til hele sandheden.“ (Joh. 16:12, 13) Først efter pinsedagen i år 33, da de blev salvet med Guds ånd til at være fremtidige konger, forstod disciplene at de skulle have en trone i himmelen. (1 Kor. 15:49; Kol. 1:5; 1 Pet. 1:3, 4) Håbet om en himmelsk arv var noget nyt for dem, og det blev dét de inspirerede breve i De Kristne Græske Skrifter drejede sig om. Men bekræfter disse breve også menneskehedens håb om evigt liv på jorden?

Hvad siger de inspirerede breve?

15, 16. Hvordan peger Hebræerbrevet og apostelen Peters ord frem til håbet om evigt liv på jorden?

¹⁵ I Hebræerbrevet henvender apostelen Paulus sig til sine trosfæller og kalder dem „hellige brødre, som har andel i den himmelske kaldelse“. Han taler imidlertid også om at Gud har underlagt Jesus „den kommende beboede jord“. (Hebr. 2:3, 5; 3:1) I De Kristne Græske Skrifter sigter grundtekstens ord for „den beboede jord“ altid til jorden befolket af mennesker. „Den kommende beboede jord“ må derfor være den fremtidige tingenes ordning på jorden under Jesu Kristi herredømme. Jesus vil da opfylde dette løfte givet af Gud: „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — Sl. 37:29.

¹⁶ Apostelen Peter blev også inspireret til at skrive om menneskehedens fremtid. Han skrev: „De himle og den jord som er nu, [er] gemt til ild og bevaret til de ugudelige menneskers doms og undergangs dag.“ (2 Pet. 3:7) Hvad vil erstatte de nuværende regeringshimle og det onde menneskesamfund som nu eksisterer? (Læs Andet Petersbrev 3:13). De vil blive erstattet af „nye himle“ — Guds messianske rige — og „en ny jord“ — et retfærdigt menneskesamfund af sande tilbedere af Gud.

17. Hvordan beskrives menneskehedens håb i Åbenbaringen 21:1-4?

¹⁷ Den sidste bog i Bibelen indeholder det opmuntrende syn af menneskene som er blevet ført frem til fuldkommenhed. (Læs Åbenbaringen 21:1-4). Dette har været troende menneskers håb lige siden Adam og Eva mistede deres fuldkommenhed i Edens Have. Retsindige mennesker vil komme til at leve evigt i et paradis på jorden uden at ældes. Dette håb hviler solidt på både De Hebraiske Skrifter og De Kristne Græske Skrifter, og det har været til opmuntring og styrke for trofaste Guds tjenere frem til i dag. — Åb. 22:1, 2.

Evigt liv på jorden — et genopdaget håb

„Men du, Daniel, . . . sæt segl for bogen indtil endens tid. Mange vil undersøge den på kryds og tværs, og kundskaben vil blive stor.“ — DAN. 12:4.

1, 2. Hvilke spørgsmål vil vi se på i denne artikel?

MILLIONER af mennesker i dag har en klar forståelse af det bibelske håb om evigt liv i et jordisk paradis. (Åb. 7:9, 17) Ved begyndelsen af menneskehedens historie åbenbarede Gud at menneskene ikke var skabt til at leve blot nogle få år og så dø, men at de var skabt til at leve evigt. — 1 Mos. 1:26-28.

² Det var en del af israelitternes håb at menneskene skulle genvinde den fuldkommenhed som Adam havde mistet. De Kristne Græske Skrifter peger på det middel hvormed Gud vil gøre et evigt liv i et paradis på jorden muligt for menneskene. Så hvorfor måtte dette håb genopdages? Hvordan kom det atter for dagens lys og blev gjort kendt for millioner?

Et håb tilsløres

3. Hvorfor skal det ikke overraske os at håbet om et evigt liv på jorden er blevet tilsløret?

³ Jesus forudsagde at der ville fremstå falske profeter som ville forvanske hans lære, og at de fleste ville blive vildledt. (Matt. 24:11) Og apostelen Peter advarede de kristne: „Der [vil også] være falske lærere blandt jer.“ (2 Pet. 2:1) Apostelen Paulus talte om at der ville komme „en tid da de ikke [ville] finde sig i den sunde lære, men efter deres egne ønsker [ville] de samle sig en masse lærere for at få deres ører kildret“. (2 Tim. 4:3, 4) Satan gør hvad han kan for at vildlede folk, og han har gjort brug af det forudsagte frafald fra den oprindelige kristne lære for at tilsløre sandheden om Guds kærlige hensigt med jorden og menneskene. — Læs Andet Korintherbrev 4:3, 4.

4. Hvilket håb for menneskene har nogle af kristenhedens ledere forkastet?

⁴ Bibelen forklarer at Guds rige udøver sit herredømme fra himmelen, hvorfra det vil knuse og gøre ende på alle menneskeskabte herredømmer. (Dan. 2:44) Under Kristi tusindårige styre vil Satan være bundet i afgrunden, de døde vil blive oprejst, og menneskene vil blive ført frem til fuldkommenhed på jorden. (Åb. 20:1-3, 6, 12; 21:1-4) I kristenheden har nogle af dem som er gået foran i frafaldet, imidlertid antaget andre opfattelser. Kirkefaderen Origenes fra Alexandria, som levede i det tredje århundrede, fordømte dem der troede på et tusindårsrige med jordiske velsignelser. Den katolske teolog Augustin fra Hippo (354-430) „kom til sidst til den overbevisning at der ikke ville blive noget millennium“, siges der i The Catholic Encyclopedia.a

5, 6. Hvorfor var Origenes og Augustin imod læren om tusindårsriget?

⁵ Hvorfor var Origenes og Augustin imod læren om et jordisk tusindårsrige? Origenes var elev af Klemens fra Alexandria, som overtog forestillingen om en udødelig sjæl fra græsk filosofi. Origenes var stærkt påvirket af Platons ideer om sjælen. „I den kristne lære indbyggede han hele det kosmiske drama om sjælen, en lære han tog fra Platon,“ siger teologen Werner Jaeger. Som følge heraf overførte Origenes tusindårsrigets jordiske velsignelser til den åndelige verden.

⁶ Før Augustin i en alder af 33 år bekendte sig som kristen, var han blevet nyplatonist, det vil sige tilhænger af en version af Platons filosofi der var blevet udviklet af Plotin i det tredje århundrede. Efter at Augustin havde bekendt sig som kristen, forblev hans tankegang nyplatonisk. „Hans hjerne var den smeltedigel hvori Det Nye Testamentes religion sammensmeltedes fuldstændigt med den græske filosofis platoniske tradition,“ siger The New Encyclopædia Britannica. Det tusindårsrige der skildres i kapitel 20 i Åbenbaringens Bog, forklarer Augustin allegorisk, oplyser The Catholic Encyclopedia og tilføjer: „Denne forklaring . . . blev antaget af de efterfølgende vestlige teologer, og læren om tusindårsriget som den oprindelig var, fik ikke længere nogen støtte.“

7. Hvilken falsk lære har undergravet menneskets håb om evigt liv på jorden, og hvordan er det sket?

⁷ Menneskehedens håb om evigt liv på jorden blev undergravet af en idé der fandtes i det gamle Babylon og derfra havde bredt sig til hele verden, nemlig den idé at mennesket har en udødelig sjæl der blot for en tid har taget bolig i et fysisk legeme. Da kristenhedens teologer antog denne idé, fortolkede de alle de skriftsteder der beskrev det himmelske håb, på en sådan måde at det kom til at se ud som om alle gode mennesker kommer i himmelen. Ifølge denne forestilling er et menneskes liv på jorden kun midlertidigt og bestemt som en prøve på om det enkelte menneske er værdigt til liv i himmelen. Noget lignende var sket med det oprindelige jødiske håb om et evigt liv på jorden. Efterhånden som jøderne antog den græske forestilling om menneskets iboende udødelighed, tabte de det oprindelige håb om et liv på jorden af syne. Denne nye måde at betragte mennesket på er en helt anden end den fremstilling vi finder i Bibelen. Ifølge Bibelen er mennesket en fysisk skabning, ikke en ånd. Jehova sagde til det første menneske: „Støv er du.“ (1 Mos. 3:19) Jorden, ikke himmelen, er menneskets evige hjem. — Læs Salme 104:5; 115:16.

Glimt af sandheden viser sig i mørket

8. Hvad sagde nogle lærde i 1600-tallet om menneskenes håb?

⁸ Selvom de fleste trossamfund der bekender sig til kristendommen, ikke lærer at der er håb om et evigt liv på jorden, er det ikke lykkedes Satan fuldstændig at tilsløre sandheden. Ned igennem tiden har nogle få omhyggelige bibellæsere set glimt af sandhedens lys, idet de har forstået visse aspekter af den måde hvorpå Gud vil genrejse menneskene til jordisk fuldkommenhed. (Sl. 97:11; Matt. 7:13, 14; 13:37-39) I 1600-tallet havde bibeloversættelser og bogtrykkerkunsten gjort det muligt for flere at få adgang til at læse Bibelen. I 1651 skrev en engelsk filosof at eftersom menneskene i Adam „har mistet Paradiset og det evige liv på jorden“, så må i Kristus „alle mennesker komme til at leve på jorden, for ellers stemmer sammenligningen ikke“. (Læs Første Korintherbrev 15:21, 22). En af den engelsktalende verdens berømte digtere, John Milton (1608-1674), har skrevet det berømte epos Paradise Lost (Det tabte Paradis), som blev efterfulgt af Paradise Regained (Det gjenvundne Paradiis). Heri skildrer Milton den belønning som de troende vil modtage i et jordisk paradis. Skønt Milton viede en stor del af sit liv til studiet af Bibelen, forstod han alligevel at den bibelske sandhed først ville blive forstået fuldt ud ved Kristi nærværelse.

9, 10. (a) Hvad skrev Isaac Newton om menneskehedens håb? (b) Hvorfor syntes Kristi nærværelse at ligge langt ude i fremtiden for Newton?

⁹ Den berømte engelske matematiker og naturvidenskabsmand sir Isaac Newton (1642-1727) var også meget interesseret i Bibelen. Han forstod at de hellige ville blive oprejst til himmelsk liv og ville herske usynligt sammen med Kristus. (Åb. 5:9, 10) Om undersåtterne under Guds rige skrev han: „Jorden vil fortsat være beboet af dødelige efter dommens dag, og dét ikke blot i 1000 år, men i al evighed.“

¹⁰ Newton mente at Kristi nærværelse lå hundreder af år ude i fremtiden. „Én grund til at Newton mente at Guds rige lå så langt ude i fremtiden, var at han var dybt pessimistisk på grund af det store trinitariske frafald han så rundt om sig,“ siger historikeren Stephen Snobelen. Den gode nyhed var stadig tilsløret, og Newton så ingen kristen bevægelse der kunne forkynde den. Han skrev: „Disse profetier af Daniel og Johannes [de sidstnævnte nedskrevet i Åbenbaringens Bog] skulle ikke forstås førend i endens tid.“ Newton forklarede: „’Da,’ siger Daniel, ’vil mange løbe frem og tilbage og kundskaben skal blive stor.’ For Evangeliet skal forkyndes for alle nationerne før den store trængsel og verdens ende. Den store skare uden tal der kommer ud af den store trængsel og står med palmegrene i hænderne, kan ikke komme ud af alle nationerne medmindre det sker ved forkyndelsen af Evangeliet før trængselen kommer.“ — Dan. 12:4; Matt. 24:14; Åb. 7:9, 10.

11. Hvorfor var menneskenes håb stadig tilsløret for de fleste på Miltons og Newtons tid?

¹¹ På Miltons og Newtons tid var det farligt at give udtryk for ideer der gik imod kirkens officielle lære. Derfor blev meget af det de fandt frem til ved deres bibelstudium, ikke offentliggjort før efter deres død. Ved reformationen i det 16. århundrede blev læren om menneskets iboende udødelighed ikke reformeret, og de mest indflydelsesrige af de protestantiske kirker fortsatte med at lære den augustinske idé at tusindårsriget hørte fortiden til, ikke fremtiden. Er kundskaben så ’blevet stor’ i endens tid?

„Kundskaben vil blive stor“

12. Hvornår skulle kundskaben blive stor?

¹² Om „endens tid“ forudsagde Daniel at der ville ske noget meget positivt. (Læs Daniel 12:3, 4, 9, 10). „Da vil de retfærdige skinne så klart som solen,“ sagde Jesus. (Matt. 13:43) Hvordan ’blev kundskaben stor’ i endens tid? Læg mærke til hvad der skete i årtierne forud for 1914, det år endens tid begyndte.

13. Hvad skrev Charles Taze Russell efter at han havde undersøgt emnet genoprettelse nærmere?

¹³ Sidst i 1800-tallet var der flere der oprigtigt søgte at forstå ’mønsteret af sunde ord’. (2 Tim. 1:13) En af dem var Charles Taze Russell. I 1870 dannede han og nogle andre sandhedssøgende en bibelstudiekreds. I 1872 studerede de emnet genoprettelse nærmere. Russell skrev senere: „Vi [havde] indtil den Tid ikke klart set den store Forskel mellem Belønningen for Menigheden, der nu er paa Prøve, og den Belønning som de trofaste af Verden faar.“ De sidstnævntes belønning vil blive „Genoprettelsesherligheden — Genoprettelse til den menneskelige Naturs Fuldkommenhed, som Slægtens Hoved engang ejede i Edens Have“. Russell anerkendte at han havde fået hjælp af andre i sit bibelstudium. Hvem var det?

14. (a) Hvordan forstod Henry Dunn Apostelgerninger 3:21? (b) Hvem sagde Dunn ville få evigt liv på jorden?

¹⁴ Henry Dunn var en af dem. Han havde skrevet om „genoprettelsen af alt det som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra gammel tid“. (Apg. 3:21) Dunn vidste at denne genoprettelse blandt andet bestod i at menneskene ville blive ført frem til fuldkommenhed på jorden i Kristi tusindårsrige. Han havde også undersøgt et spørgsmål som mange havde spekuleret på. Hvem skulle leve evigt på jorden? Han forklarede at millioner ville blive oprejst, lære sandheden at kende og få mulighed for at få tro på Kristus.

15. Hvad forstod George Storrs angående opstandelsen?

¹⁵ I 1870 kom George Storrs også til den slutning at de uretfærdige ville blive oprejst og få mulighed for at leve evigt. Han forstod også ud fra Skrifterne at en der bliver oprejst, men som ikke tager imod denne mulighed, „vil ende med at dø, om så en sådan ’synder er hundrede år gammel’“. (Es. 65:20) Storrs boede i Brooklyn, New York, og udgav et blad der hed Bible Examiner.

16. Hvordan adskilte Bibelstudenterne sig fra folk i kristenheden?

¹⁶ Russell forstod ud fra Bibelen at tiden var kommet til at den gode nyhed skulle gøres kendt vidt og bredt. Derfor begyndte han i 1879 at udgive Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence, som nu kaldes The Watchtower Announcing Jehovah’s Kingdom (Vagttårnet — forkynder af Jehovas rige). Før da var det kun meget få der forstod sandheden om menneskenes håb, men nu begyndte grupper af „Bibelstudenter“ i mange lande at modtage og studere dette blad. Den opfattelse at det kun er nogle få der kommer i himmelen, mens millioner vil opnå liv i fuldkommenhed på jorden, adskilte Bibelstudenterne fra de fleste i kristenheden.

17. Hvordan er profetien om at kundskaben skulle blive stor, gået i opfyldelse?

¹⁷ Den forudsagte „endens tid“ begyndte i 1914. Er kundskaben om menneskehedens håb så blevet stor? (Dan. 12:4) Allerede i 1913 var Russells prædikener nået op på at blive trykt i 2000 aviser med tilsammen 15.000.000 læsere. Ved udgangen af 1914 havde over 9.000.000 mennesker på tre kontinenter set „Skabelsens Fotodrama“ — en kombination af levende billeder og lysbilleder som forklarede Kristi tusindårsrige. Fra 1918 indtil 1925 holdt Jehovas tjenere i hele verden på over 30 sprog foredraget „Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø“, som forklarede håbet om evigt liv på jorden. I 1934 forstod Jehovas Vidner at de der nærede håb om at leve evigt på jorden, skulle døbes. Denne forståelse fyldte dem med fornyet iver efter at forkynde den gode nyhed om Riget, og i dag er der millioner der nærer håb om at komme til at leve evigt på jorden. Deres hjerter er fyldt med taknemmelighed mod Jehova.

„Guds børns herlige frihed“ vinker forude!

18, 19. Hvilken livskvalitet forudsiges i Esajas 65:21-25?

¹⁸ Profeten Esajas blev inspireret til at skrive om det liv Guds folk vil opnå her på jorden. (Læs Esajas 65:21-25). Nogle træer der eksisterede for omkring 2700 år siden da Esajas skrev disse ord, eksisterer sandsynligvis stadig den dag i dag. Kan du forestille dig at leve så længe og stadig have dine kræfter og dit gode helbred i behold?

¹⁹ I stedet for at livet blot vil være en kort vandring fra vugge til grav, vil det byde på endeløse muligheder for at bygge, plante og vokse i kundskab. Tænk på de venskaber der vil kunne sluttes! Kærlige venskabsbånd vil kunne knyttes og vokse sig stærkere i det uendelige! Hvilken ’herlig frihed’ Guds børn da vil opnå på jorden! — Rom. 8:21.

[Fodnote]