For mere end 25 år siden bemærkede en fremtrædende læge inden for det amerikanske sundhedsvæsen: „Vi lever i frygt for at noget kunne ødelægge vore omgivelser, så at vi kunne ende med at blive fortidsvæsener ligesom dinosaurierne.“

I de mellemliggende år er denne frygt blevet stadig større. Sidste år holdt knap et hundrede biologer foredrag for et nationalt forum i USA, og advarede om en forestående bølge af masseødelæggelse i lighed med den der havde udslettet dinosaurerne. Denne gang ville det blot ikke skyldes naturlige begivenheder, men „menneskers handlinger“.

Worldwatch Institute skriver i sin rapport State of the World 1987: „Et selvopretholdende samfund dækker sine behov uden at forringe muligheden for at de efterfølgende generationer vil være i stand til det samme. Men på mange områder lever vor tids samfund ikke op til dette kriterium. På hvert eneste kontinent opstår der spørgsmål vedrørende den økologiske balance. Omfanget af den menneskelige aktivitet truer nu med at gøre jorden ubeboelig.“

Instituttets rapport lader forstå at når jordens mere end fem milliarder mennesker (og tallet stiger med 83 millioner om året) skal have dækket deres behov, overbelastes jordens evne til at forny sine biologiske systemer.

Den kemiske forurening tynder ud i atmosfærens ozonlag og kan føre til „flere tilfælde af hudkræft, en svækkelse af det menneskelige immunforsvarssystem samt ringere høstudbytte“.

Hvis syreregnen fortsætter vil ikke blot flere skove og søer dø, men også jorden vil forsures yderligere, hvilket det „kan tage årtier, om ikke århundreder, at genoprette“.

Intensiverede landbrugsmetoder „har bevirket at muldlaget forsvinder hurtigere end det kan nå at gendannes“.

Den omfattende skovhugst resulterer i at der optages mindre kuldioxid fra atmosfæren, og anvendelsen af fossilt brændsel bevirker at der frigøres mere kuldioxid end de resterende planter og havene kan optage. Derved opstår der en drivhuseffekt der kan resultere i at store ismasser smelter, hvilket vil skabe oversvømmelse i byer langs kysterne.

Når store regnskovsområder forsvinder, optages og afgives der mindre vandmængder. Det resulterer i mindre nedbør, og ørkenerne kan brede sig.

Giftige kemikalier, urenset spildevand, olieudslip, kernekraftulykker, uforsvarlig anvendelse af radon, mikrobølger og asbest — listen over menneskers overgreb på miljøet synes uendelig.

Rapporten State of the World 1987 siger advarende: „Aldrig før har så mange af de livsvigtige systemer der gør jorden beboelig været ude af balance samtidig. Nye miljøproblemer er så tidsmæssigt og geografisk vidtrækkende at de når ud over de eksisterende politiske og sociale institutioners myndighedsområde. Et enkelt land vil ikke være i stand til at stabilisere jordens klima, beskytte ozonlaget, bevare planetens skovtæppe og muldjord eller afhjælpe forsuringen af søer og vandløb. Det vil kun kunne lade sig gøre gennem et vedvarende internationalt samarbejde.“

Men det går langsomt med dette samarbejde, og tiden er ved at løbe ud. Der bliver anvendt flere hundrede milliarder kroner på våbenkapløbet, men kun småbeløb på at bevare det miljø vi er afhængige af — og som bliver vanrøgtet i den grad at det kan slå os ihjel. Alene De Forenede Stater har siden 1983 anvendt 9 milliarder dollars på forskning i forbindelse med det strategiske forsvarsinitiativ (SDI), og ønsker at anvende yderligere 33 milliarder hertil fra 1986 til 1991. Derimod er man nærig når det drejer sig om at anvende penge på miljøet. Det samme gør sig gældende i andre industrialiserede lande. State of the World 1987 udtrykker krisen i en nøddeskal: „Tiden er inde til at vi slutter fred med hinanden så vi kan slutte fred med jorden.“

„Skal livet bestå i fremtiden,“ hedder det i rapporten, „er det nødvendigt at alle på samme tid standser ophobningen af kuldioxid, beskytter ozonlaget, gendanner skove og jordlag, standser befolkningstilvæksten, øger energiudnyttelsen og udvikler vedvarende energikilder. Aldrig før har nogen generation stået over for et så indviklet problemkompleks der kræver øjeblikkelig indsats. Fortidens generationer har altid været bekymrede for fremtiden, men vi er de første der må træffe beslutninger som kan få afgørende betydning for om den jord vi giver i arv til vore børn vil være beboelig.“

Næste artikel vil vise den kritiske udvikling inden for brugen af giftige kemikalier.

Uhyggelige fakta om kemikaliefremstilling

KORT efter klokken 24 en kølig nat i december måned 1984 indtraf historiens værste industriulykke. I verden uden for republikken Indien kendte kun de færreste noget til Bhopal, en fabriksby med over 800.000 indbyggere der ligger omtrent midt i landet. De sovende indbyggere anede intet om de dødsensfarlige begivenheder der var under udvikling blot et stenkast borte.

På det amerikanske firma Union Carbides fabrik i Bhopal begyndte der at opstå et ildevarslende overtryk i en lagertank der indeholdt 45 tons methyl-isocyanat (MIC), en dræbende gasart der anvendes ved sprøjtemiddelfremstilling. En fejl i en ventil bevirkede at en giftig gassky pludselig slap ud og begyndte at sprede død og lidelse over den fredelige by. Skyen gjorde det af med mere end 2500 mænd, kvinder og børn. Over 100.000 andre blev hårdt medtaget.

I tusindvis af døde dyr — vandbøfler, kvæg og hunde — lå spredt rundt omkring på markerne og spærrede vejene både i byen og på landet. Bhopal blev et kæmpemæssigt nødkrematorium hvor de døde blev brændt døgnet rundt. Halvfjerds ligbål med 25 i hvert fortærede de døde. Andre blev begravet i hastigt opkastede massegrave med snesevis af lig i hver.

To år senere blev Europa ramt af en katastrofe. Den blev senere kaldt „Rhinens Bhopal“. På en kemisk fabrik i Basel i Schweiz løb 40 tons giftaffald ved et uheld ud i Rhinen. Det slog i hundredtusindvis af ål og andre fisk ihjel efterhånden som det „drev ned ad floden langs den tysk-franske grænse, ind i Rhinlandet og derefter gennem Holland ud i Nordsøen“. En avis skrev i sin leder: „Førhen betragtede man Schweiz som et rent land med en sikker industri, også på det kemiske område. Den tid er forbi.“

Indbyggerne i Bhopal og befolkningen langs Rhinen er blevet ofre for en teknologisk tidsalder der praler af at kunne fremstille over 66.000 kemiske sammensætninger. Mange af disse stoffer fremstilles for at gøre tilværelsen lettere for mennesker, men ironisk nok er utrolig mange stoffer yderst giftige og kan have dødbringende eller ødelæggende bivirkninger både på mennesker og på hele det biologiske system. En ekspert har kaldt disse kemikalier „biocider“ (livsdræbere).

Mange kemikalier har så lange navne at kun de færreste mennesker kan udtale dem, og for nemheds skyld har man derfor forkortet dem til bogstaver som PCB, DDT, PCDD, PCDF, TCDD og utallige andre. Denne forvirrende mængde forkortelser for giftige kemikalier dækker over noget der er dødsensfarligt både for mennesker og for dem af jordens ressourcer som menneskets liv afhænger af. „I tusindvis af giftige substanser slippes [hvert år] ud i vort miljø,“ siger en talsmand for USA’s miljøstyrelse. Sådanne udslip udgør en fare for luftens renhed, for overfladevandet og for drikkevandet i undergrunden, samt forgifter muldjorden mange årtier fremover.

De Forenede Staters miljøstyrelse anslår at der hvert år alene i USA siver knap 6 billioner liter farlige kemiske affaldsstoffer ned i grundvandet. Når man ved at der kun skal én liter opløsningsmiddel til at gøre 5 millioner liter grundvand udrikkeligt, kan det næsten tage vejret fra en at forestille sig hvilken katastrofe 6 billioner liter giftige kemikalier kan forvolde.

Den uforsvarlige udledning af farlige kemikalier og giftigt spildevand forurener floder og vandløb, og fiskene dør. Når floderne og vandløbene løber ud i havene bliver de dødbringende kemikalier ført med, og nogle steder i havene hvor der før var et rigt liv er der i dag, ifølge den berømte havforsker Jacques Cousteau, ikke flere fisk tilbage.

Fugle- og dyrelivet er også truet. Ikke engang fredede naturområder går ram forbi. I The New York Times for 4. februar 1986 stod der at „ti amerikanske naturreservater er forurenede af giftige kemikalier, og yderligere 74 er i farezonen. . . . Udslip fra landbruget der indeholder selen og andre kemikalier har slået mange vandfugle i reservaterne ihjel.“

Verdens miljøeksperter tegner ikke noget lovende billede af fremtiden. Det voldsomme indhug i jordens ressourcer resulterer ikke blot i tab af muldjord og i forurening af luften og vandet. Hvordan vil det gå med jordens enorme tropiske regnskove der i årtusinder har strakt deres grønne grene i snesevis af meter i vejret? Noget kunne tyde på at de er i fare for at gå samme vej som de ressourcer vi ser forsvinde for øjnene af os. Hvad enten vi erkender det eller ej, afhænger vort liv af disse frodige værker som Jehova har frembragt, hvilket den næste artikel vil vise.

En jord uden skove — Er det hvad fremtiden vil bringe?

ENORME områder der i tusinder af år har været dækket af frodige, tropiske regnskove, ligger i dag øde hen. Disse smukke, grønne områder hvor millioner af frodige planter og træer, flere over 60 meter høje, engang tjente som bolig for eksotiske dyr og fugle, er nu i hastigt tempo ved at blive lagt øde.

Med en ødelæggende effektivitet hærger mennesket bjergene med øksen, saven, bulldozeren og tændstikken og forvandler dem til afsvedne, nøgne og øde landskaber. Den ubarmhjertige udryddelse af jordens tropeskove sker i det chokerende tempo af 20 hektarer i minuttet, eller over 100.000 kvadratkilometer årligt — et område der svarer til hele Østrig.

Ifølge eksperter vil omkring 12 procent af den regnskov der fandtes i 1980, være udryddet i år 2000. Slet ingen lille præstation af mennesket, selv om det har ry for at kunne ødelægge alt. Hermed vil det eksotiske fugle- og dyreliv, og de mange forskellige planter der ikke kan trives i andre klimaområder på jorden, også være forsvundet. Mennesket er i færd med at ødelægge et udsnit af det meget komplicerede økosystem der er så vigtigt for dets eget liv og som forsyner det med uvurderlige goder.

Over halvdelen af den medicin mennesket anvender, udvindes af planter, hvoraf mange kommer fra troperne. Og hvad ville industrien stille op hvis den ikke havde adgang til gummi, terpentin, spanskrør og bambus — alt sammen noget der stammer fra tropeskovene? Dertil kommer utallige former for fibre, harpiks, farvestoffer og krydderier. Mennesket udrydder blindt og kritikløst en skat af umådelig værdi.

Disse store skove frembringer desuden enorme mængder livgivende ilt. Visse videnskabsfolk advarer om at det massive indhug i de iltproducerende skove kan vise sig at forstærke den frygtede drivhuseffekt, og dermed få vandstanden i havene til at hæve sig til katastrofale højder.

Udryddelsen af skovene har allerede fået en alvorlig og øjeblikkelig indvirkning på store dele af verden. Lande som Brasilien, Indonesien og Filippinerne har oplevet hvordan tætte jungleområder hurtigt er blevet forvandlet til praktisk taget golde landskaber. „På ti millioner hektarer skovområde i Sydøstasien vokser der i dag kun sejlivet og ubrugeligt avneknippe, der hverken egner sig som føde, brændsel eller foder,“ skriver World Resources Institute.

Skovningen og salget af træer fra enorme skovområder vil medføre at skovene er udryddet på Fiji inden for de næste 20 år; i Thailand vil det ske ved århundredskiftet, og regnskovene i det filippinske lavland vil være borte omkring 1990, meddeler Science Digest. Ødelæggelserne i Australiens skove er også udbredt — to tredjedele af regnskovene er helt forsvundet! I Indien bliver der årligt fældet over en million hektarer skov.

„Her i midten af 1980’erne,“ hed det i apriludgaven af bladet Natural History i 1986, „mister hvert eneste land i Afrika træbeplantede arealer. Faktisk er mangelen på skove i hele den tredje verden nu en kendsgerning.“ I 63 lande fælder 1,5 milliarder mennesker træerne hurtigere end der kan nå at vokse nye træer op, hvorved de skaber et underskud af træer der kun kan føre til fallit hvad skove og brænde angår. Eksperter mener at dette underskud vil være fordoblet i år 2000.

Ødelæggelsen af skovene rører ved selve kernen i menneskets eksistensgrundlag, nemlig landbruget. Når man fælder træerne på bjerg- og bakkeskråningerne for at kunne så sin sæd, vil mulden hurtigt blive skyllet bort når der ingen vegetation er til at holde på jorden. I de lande hvor det er småt med brændsel „har man anslået at der hvert år bliver brændt 400 millioner tons gødning . . . Man anslår at denne afbrænding af en potentiel gødningskilde nedbringer udbyttet af korn med over 14 millioner tons.“

Vil det sige at jordens mægtige skove virkelig er dødsdømte på grund af uimodståelige kræfters spil? Vil denne generation mon efterlade ret mange af jordens ressourcer og dens skønhed til sine børn? Man taler meget om problemerne, skriver endnu mere, men gør kun lidt. Hvilken fremtid vil denne generation give i arv til sine børn? Det vil tiden vise, og tiden er ved at udløbe.

Fremtidsudsigterne for os og vore børn

EN FAMILIE kan ikke bruge flere penge end den tjener og stadig have en god økonomi, og et land kan ikke give mere ud end det får ind og samtidig opnå fremgang. Vi kan heller ikke fortsætte med at bortødsle miljøet uden at det vil give underskud. Vi kan ikke sætte mere muldjord over styr end der gendannes, udvikle mere kuldioxid end planterne kan optage, fælde flere træer end vi erstatter eller forurene mere luft og vand end jorden kan rense. Man må stå til regnskab for et nationalt underskud, og det samme vil være tilfældet med „underskuddet“ på miljøområdet. Regningen skal betales, enten med penge og internationalt samarbejde eller med liv — vort eget og vore børns.

Vore dages teknologi har gjort det muligt at ødelægge jorden. Men den kunne også anvendes til at modvirke ødelæggelsen. Hvorfor gør man det så ikke? På grund af kærlighed til penge. Det ville koste milliarder. Verden af i dag kan eller vil i selviskhed ikke se længere end til sine egne kortsigtede, materialistiske ønsker. Eftersom man nægter at bruge de nødvendige penge, vil man komme til at betale i form af tab af muldjord, af skove og af grundvand, i form af drivhusatmosfære, forurenet vand og utallige sygdomme — og i form af menneskeliv. Ved at klamre sig til sine penge sælger verden sine børns fremtid.

Vil den nå at vågne op i tide? Historiens svar er ikke særlig betryggende. Dét er derimod Guds svar. Jehova Gud selv siger at han vil træde til og „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åbenbaringen 11:18) Han vil fjerne de mennesker fra jorden der ødelægger dens miljø og skæmmer dens skønhed, for han har skabt den smukt og sådan at den kan opretholde menneskers liv. „Himmelen er min trone, og jorden er min fodskammel,“ siger han, og: „Mine fødders sted vil jeg herliggøre.“ — Esajas 66:1; 60:13.