Hvilken betydning har påsken for Gud?

PÅSKEN — „festernes fest“ — er efter sigende en fejring af Jesu opstandelse. Men hvad sagde Jesus egentlig om det at mindes hans opstandelse? Har apostlene påbudt os at fejre den? Kræver Gud at vi skal fejre påske, eller skyldes festen menneskers tradition? Disse spørgsmål kan vi let få svar på ved at undersøge historien og Bibelen.

Historiens vidnesbyrd

Lad os begynde med at se på hvad historien kan lære os. Historikeren Sokrates Scholasticus, der levede i det femte århundrede, skrev i sin Kirkehistorie: „Det ser ud til at påskefesten er en gammel skik der er blevet indført i kirken ligesom mange andre skikke er blevet det.“

Bogen Curiosities of Popular Customs (Ejendommeligheder ved folkelige skikke) oplyser at det var kirkens politik „at tildele eksisterende hedenske skikke en kristen betydning. Hvad angår påsken skete denne omstilling påfaldende let. Glæden over den opstigende sol og naturens opvågnen fra vinterens dødlignende tilstand blev til glæden over den opstigende retfærdigheds sol og Kristi opstandelse fra graven. Nogle af de hedenske ceremonier der fandt sted omkring den 1. maj, blev ligeledes ændret så de passede til fejringen af påsken. Mange nye detaljer blev tilføjet.“

I bogen Celebrations skriver Robert J. Myers at „mange af de hedenske genfødselsriter som blev fejret ved tiden for jævndøgn kom til at indgå i højtiden“. Disse udtalelser finder støtte i The New Encyclopædia Britannica, hvori der står: „Ligesom juleskikkene, stammer mange påskeskikke fra gamle hedenske ritualer — i dette tilfælde forårets frugtbarhedsritualer med symboler som påskeæg og påskeharer.“

Af hedensk oprindelse?

Vi ser altså at påsken som den fejres i dag er gennemsyret af hedenske ritualer og skikke. Dermed være ikke sagt at fejringen af påsken slet ikke har relation til Bibelen.

Den påske vi kender stammer efter sigende fra den jødiske påske som er omtalt i Bibelen. Bogen Curiosities of Popular Customs oplyser at „den oldkirkelige påske blev fejret på samme dato som den jødiske påske, og at de to højtider har fælles oprindelse“. Det er derfor ikke overraskende at ordet for påske er næsten det samme på en række sprog.

De første kristne fejrede imidlertid ikke en årlig kristen udgave af den jødiske påske. I opslagsværket Abingdon Dictionary of Living Religions læser vi angående påske: „Oprindelig fejrede man årsdagen (den 14. nisan ifølge den jødiske månekalender) for Jesu korsfæstelse.“

Bibelen oplyser at Jesus aftenen før sin død mødtes med sine disciple i et stort værelse for at fejre den jødiske påske. (Markus 14:12-16) Det var efter dette, Jesu sidste påskemåltid, at han indstiftede Herrens aftensmåltid. I den forbindelse befalede han sine disciple: „Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ — Lukas 22:19.

Herrens aftensmåltid skulle altså fejres én gang om året, til minde om Jesu død. Om denne årlige højtid skrev apostelen Paulus: „Så ofte som I spiser dette brød og drikker dette bæger, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.“ — 1 Korinther 11:25, 26.

Bibelens lære forvanskes

I lydighed mod den bibelske befaling fejrer sande kristne denne højtid hvert år den 14. nisan. I tidens løb er folk imidlertid også begyndt at fejre Jesu opstandelse. Opslagsværket The New Encyclopædia Britannica forklarer at „de første kristne fejrede Herrens påske samtidig med jøderne, om aftenen ved den første fuldmåne i den første forårsmåned (den 14./15. nisan). I midten af det andet århundrede havde man i de fleste kirker flyttet denne højtid til søndagen efter den jødiske højtid.“

Bogen Seasonal Feasts and Festivals oplyser: „Det var øjensynlig ikke før hen imod slutningen af det fjerde århundrede at man i Jerusalem begyndte at højtideligholde langfredag og påskedag som selvstændige helligdage.“

Nogle teologer mener at visse af kirkens ledere, på grund af det tiltagende fjendskab mellem de såkaldt kristne og jøderne, ikke ønskede at kirkens vigtigste helligdag skulle fejres på samme dato som den vigtigste helligdag for jøderne. Med tiden gik de fleste kirker i kristenheden over til at fejre Jesu opstandelse den første søndag efter den fuldmåne der følger efter forårsjævndøgn, og gjorde denne højtid til årets vigtigste. Derved ringeagtede man i realiteten fejringen af Jesu død.

Ifølge disse kilder har kristenhedens påskefest faktisk stjålet opmærksomheden fra den oprindelige årlige højtid til minde om Jesu død.

[Ramme på side 6]

Påske på dansk, engelsk og tysk

▪ Det danske ord påske stammer via latin og græsk fra det hebraiske pesach, der betyder ’det at gå forbi’, hvilket oprindelig betegnede den jødiske fest til minde om udfrielsen af Ægypten. Det engelske ord „Easter“ og det tilsvarende tyske „Ostern“ har imidlertid en helt anden oprindelse.

▪ „Dette navn [Easter] . . . kommer sandsynligvis fra navnet på de hedenske sakseres gudinde Ostara, Osterr eller Eastre. Hun var en personifikation af Østen, morgengryet og foråret.“ — Curiosities of Popular Customs af William S. Walsh.

▪ „Beda, den ærværdige gamle engelske skribent, fortæller at ordet ’Easter’ oprindelig var navnet på en angelsaksisk daggryets gudinde, kendt som Eostre eller Ostara, som man fejrede omkring forårsjævndøgn. Men vi har kun Bedas ord for det, eftersom en sådan gudinde ikke er omtalt nogen andre steder. Det er dog ikke sandsynligt at Beda, der var en nidkær kristen, ville have ulejliget sig med at udtænke en hedensk oprindelse til ordet ’Easter’. Men uanset om der var en sådan gudinde, forekommer det meget sandsynligt at der er en historisk forbindelse mellem ordene ’Easter’ og ’East’ (øst) hvor solen står op.“ — Easter — Its Story and Meaning af Alan W. Watts.

▪ „Man antager i almindelighed at betegnelsen for fejringen af Kristi opstandelse stammer fra det angelsaksiske Eastre, som var navnet på forårets gudinde. Ved nogle nyere undersøgelser er Knobloch . . . imidlertid kommet til en anden forklaring.“ — New Catholic Encyclopedia.

▪ „Den engelske betegnelse Easter og den tyske Ostern stammer sandsynligvis fra Eostur, det gammelnordiske ord for forår, og ikke fra Eostre, navnet på en angelsaksisk gudinde.“ — The Encyclopedia of Religion.