Mindeværdige begivenheder i Tyskland

I 1989 indtraf der nogle yderst overraskende begivenheder i DDR som resulterede i et tilsyneladende uovervindeligt regimes fald. Den 14. marts 1990 blev Jehovas Vidner juridisk anerkendt, og det var afslutningen på 40 års forbud mod deres virksomhed. Der var stor glæde blandt brødrene! Ja, selv folk der ikke var Jehovas vidner reagerede positivt på den juridiske anerkendelse. „Godt nyt!“ skrev en læser til en avis i Berlin. „Selv om jeg ikke har noget religiøst tilhørsforhold, har det berørt mig dybt.“

Den juridiske anerkendelse betød frihed til at indføre Vagttårnsselskabets publikationer i DDR. Forestil jer begejstringen på det tyske afdelingskontor i Selters! Den 30. marts 1990 blev en lastbil læsset med 25 tons bøger og blade bestemt for DDR. Milton G. Henschel og Theodore Jaracz fra Det Styrende Råd var til stede ved denne historiske begivenhed.

Derefter fulgte flere forsendelser. I løbet af de næste to måneder blev der kørt yderligere 250 tons publikationer, deriblandt 115.000 bibler til DDR, så boglageret i Selters næsten blev tømt. Og fra og med Vagttårnet for 1. maj og Vågn op! for 8. maj 1990 har forkynderne i DDR fået alle de blade de har brug for. Men hvad ville vore brødre i Østtyskland gøre med alle de publikationer?

Frihed til at gøre hvad?

„Har I tænkt jer at tage del i politik?“ spurgte en journalist broder Helmut Martin, der var koordinator for arbejdet i DDR. Et naturligt spørgsmål, eftersom mange gejstlige har været i forreste linje i den politiske omstrukturering. „Nej,“ svarede han, „det er ikke formålet med vores tro. Jesus gav sine disciple en bibelsk opgave, og den betragter vi som vort vigtigste arbejde.“ Ja, vore brødre i DDR ventede ivrigt på bøger og blade for at kunne bruge dem i dette „vigtigste arbejde“, at forkynde den gode nyhed om Guds rige. — Matt. 24:14.

Den første forsendelse gik til Bautzen i nærheden af Dresden. Dér blev der organiseret et hold som skulle pakke publikationerne ud og klargøre dem til at blive sendt ud til menighederne. Brødre og søstre arbejdede i skiftehold, endda efter deres verdslige arbejde, for at bøgerne og bladene omgående kunne blive bragt ud til brødrene. For nogle var det en overvældende oplevelse. Hvordan det?

Under forbudet havde enkeltpersoner meldt sig som frivillige til at tage bøger og blade med over grænsen til DDR. De var villige til at løbe en stor risiko for at kunne betjene andre åndeligt. En af disse brødre var nu med på fordelingsholdet i Bautzen, hvor han betjente sine brødre under helt andre forhold. Han havde tårer i øjnene som han stod dér og tog sig så lille ud ved siden af de tonsvis af bøger og blade af samme slags som dem han stykkevis havde haft med over grænsen. Andre mindedes den hårde forfølgelse Jehovas Vidner havde været udsat for. Fra den bygning hvor brødrene nu frit fordelte de kristne publikationer, kunne man se fængselet i Bautzen hvor mange havde været indespærret.

Første offentlige foredrag

I april 1990 passerede Jehovas Vidner i DDR endnu en milepæl — man holdt de første offentlige foredrag siden forbudets indførelse for 40 år siden. I Bautzen blev der lejet en sal som blev passende udsmykket til lejligheden. Der sås mange glædestårer da brødrene strømmede ind. Nogle mødtes for første gang i mange år, andre for første gang nogen sinde, skønt de havde boet i samme by. Ja, friheden bragte mange forandringer. Indtil da var møderne blevet holdt i grupper på 10 til 12 personer der måtte deles om tre eksemplarer af en nedfotograferet udgave af Vagttårnet. Nu havde hver af de 238 forkyndere der var til stede sit eget blad, og det i fire farver!

Vore brødre i hele Tyskland er Jehova taknemmelige for at forkyndelsen nu kan udføres mere frit. Den ekstra arbejdsbyrde i Bautzen og andre steder betragtes som en glædelig udvidelse af Rigets virksomhed. I Selters er man nødt til at arbejde ekstra for at klare behovet i de østeuropæiske lande. Et medlem af betelfamilien siger: „Man glæder sig hver gang produktionstallene stiger. Det er skønt at have en andel i dette arbejde.“

Stævnerne skaber historie

Da grænsekontrollen mellem Østtyskland (DDR) og Vesttyskland blev ophævet den 1. juli 1990, kunne man i en tysk avis læse følgende overskrift: „Det der skete ved grænsen i søndags er mere end øjet og forstanden kan fatte.“ Den samme følelse havde de omkring 30.000 Jehovas vidner fra Østtyskland, da de den 24.-27. juli overværede det særlige internationale stævne „Det rene sprog“ på Olympia Stadion i Vestberlin. Cirka 45.000 delegerede fra 64 lande, deriblandt syv medlemmer af Det Styrende Råd, overværede denne historiske begivenhed.

En broder fra Østtyskland sagde: „Efter forbudets ophævelse oplevede vi en vidunderlig fest der bekræftede enheden, kærligheden og harmonien, et bevis for at det havde været værd at arbejde illegalt i de 40 år.“

Stævnet var navnlig tilrettelagt til gavn for brødrene fra Østtyskland, og de tog imod indbydelsen med glæde og forventning. I Dresden havde brødrene plantet 16.000 blomster der netop blomstrede på det rette tidspunkt og som smykkede de to podier, hvorfra programmet blev holdt på tysk og engelsk.

De østtyske myndigheder havde sørget for 13 særtog som skulle bringe 9500 Jehovas vidner til stævnet i Berlin, og ved hver jernbanestation i Østberlin blev de delegerede budt velkommen over højttalersystemet. Menighederne havde desuden lejet 200 busser. Alle gæsterne blev indlogeret, takket være brødrenes gæstfrihed, deres flittige indsats for at finde privatlogi, og de øst- og vestberlinske myndigheders velvilje med hensyn til at stille skoler til rådighed.

En stævnedeltager fra Vesttyskland bemærkede: „De østtyske brødre var usædvanlig hjertelige og gæstfri. Vore værtsfolk stillede logi til rådighed for 22 voksne og 6 børn, så deres hjem var forvandlet til et mindre hotel. Og andre skaffede de plads hos deres naboer.“ Et ægtepar i Østberlin med en toværelses lejlighed og fire telte i haven, havde 26 gæster før og under stævnet.

Hvad var det der gjorde stævnet til noget særligt for de østtyske brødre? For mange var det dét at de for første gang overværede et stævne sammen med deres menighed. På andre gjorde det et dybt indtryk at man kunne synge Rigets sange sammen, og for nogle var gensynet med gamle venner et højdepunkt. Den åndelige mad der blev serveret og de nye publikationer der blev frigivet blev modtaget med stor taknemmelighed.

Der var også stor værdsættelse af de foredrag der blev holdt af de østtyske ældste som i mange år modigt havde betjent deres brødre. En forkynder beretter: „Da den første broder fra Østtyskland stod på talerstolen for at behandle dagsteksten sammen med os, fyldtes jeg af en ubeskrivelig følelse, for jeg vidste hvor meget han havde påtaget sig i årene under forbudet.“

Efter dåbsforedraget sås et syn der af en broder blev beskrevet som „et højdepunkt af glæde“. Mens de 1018 dåbskandidater vinkende blev ført ud, genlød stadion i 19 minutter af en uafbrudt klapsalve. Mange af de tilstedeværende kunne ikke holde glædestårerne tilbage. „Indtil nu har vi kun set den slags begivenheder på billeder i publikationerne eller i forbindelse med lysbilledforedrag,“ sagde en broder. Andre østtyske brødre mindedes deres egen dåb under forbudet, i et badekar.

Denne kærlighed og gode ånd rakte også ud over stadion og blev bemærket af udenforstående. En trafikleder i Vestberlin udtalte: „Jeg har i 20 år været involveret i offentlige begivenheder, men jeg har aldrig før set en sådan høflighed, hensynsfuldhed og tilbageholdenhed.“ En anden trafikleder sagde: „Jeg ville ønske at vi altid havde sådanne behagelige passagerer. Kom snart igen!“

I det afsluttende foredrag takkede broder M. G. Henschel ikke alene det vestberlinske men også det østberlinske politi for dets indsats med at lede trafikken. For mange der huskede situationen under forbudet, var det en usædvanlig gestus. En broder fra Dresden opsummerede de østtyske stævnedeltageres følelser således: „Det var så skøn en oplevelse at jeg greb mig selv i at spørge: drømmer jeg eller er det virkelighed? Det var en lille forsmag på den nye verden.“

Flere særlige stævner i Østeuropa

Fra den 2. til den 5. august var omkring 22.000 forsamlet i Budapest og tre andre byer i Ungarn. En uge senere, den 9.-12. august, blev der holdt et landsstævne i Prag, Tjekkoslovakiet, med 23.876 til stede. Samtidig blev der på Warszawas største stadion holdt et stævneprogram på russisk og polsk som blev overværet af mere end 35.000, deriblandt over 17.000 delegerede fra Sovjetunionen. Dette stævne var et historisk vendepunkt for Jehovas vidner fra Sovjetunionen, idet hele programmet blev holdt på russisk. Det var aldrig sket før. Brødrene blev også glædeligt overraskede over at brochuren med stævneprogrammet indeholdt 73 af Rigets sange på deres eget sprog, deriblandt alle de sange der skulle synges ved stævnet. Hvilken storslået lejlighed til at synge Jehovas pris! I juli og august blev der desuden holdt ti andre stævner i Polen, og antallet af tilstedeværende nåede op på 152.460.

For første gang i mere end 40 år kunne Jehovas vidner i Rumænien komme sammen til områdestævner, som blev holdt i byerne Brasov og Cluj-Napoca, hvor cirka 36.000 var til stede. Ved stævnerne i Berlin og i de østeuropæiske byer kom antallet af døbte op på 10.481.

Det var også første gang nogen sinde at Jehovas vidner fra Bulgarien kunne glæde sig over at høre et helt områdestævneprogram på deres eget sprog. De var blandt de 6537 der den 23.-26. august 1990 var forsamlet i Thessalonika i Grækenland. De lyttede til fire foredrag som blev holdt af brødre fra Bulgarien, mens resten af programmet blev oversat fra græsk til bulgarsk. I Jugoslavien var det første gang at der blev holdt områdestævner i alle seks delstater. Rapporter om stævnerne blev offentliggjort i aviser og udsendt i radio og fjernsyn.

Mange steder i verden er folk splittede på grund af etniske problemer, endog inden for samme land. Men Jehovas Vidners fredelige internationale stævner er et vidnesbyrd om at de lever og arbejder sammen i enhed, uanset deres forskellige nationale baggrund. Derfor giver Gud stadig deres arbejde vækst. — 1 Kor. 3:6.

[Illustrationer på side 19]

Den 30. marts 1990 afgik den første forsendelse med bøger og blade til DDR

Efter 40 års forbud fik forkynderne i Bautzen deres egne eksemplarer af „Vagttårnet“

[Illustrationer på side 20]

Olympia Stadion, Berlin

Østtyske Jehovas vidner udsmykkede stævnepladsen med 16.000 blomster

Brødre der engang sad fængslet i DDR mødtes ved stævnet

[Illustrationer på side 21]

Ved stævnet „Det rene sprog“ i Berlin den 24.-27. juli 1990 var det første gang i 40 år at Jehovas vidner fra Østtyskland frit kunne komme sammen. I alt var der 44.532 til stede

Østtyske brødre medvirkede på stævneprogrammet

[Illustrationer på side 22]

Alle delegerede fra Østtyskland fik som gave et eksemplar af brochuren „Hvordan kan blod redde dit liv?“ og bogen „Menneskets søgen efter Gud“, som blev udgivet ved stævnet