Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Er dine madvarer sikre?
    Vågn op! – 2012 | Juni
    • Er dine madvarer sikre?

      „Tyskland lukker skoler af frygt for E. coli.“ — REUTERS NYHEDSBUREAU, TYSKLAND.

      „Et salmonella-udbrud i fem stater sat i forbindelse med spirer.“ — USA TODAY.

      „Kød fra seks køer fodret med radioaktivt hø når ud til ni præfekturer.“ — MAINICHI DAILY NEWS, JAPAN.

      I LØBET af to uger kunne man i 2011 se ovenstående overskrifter. Forskere anslår at hvert år bliver 30 procent af befolkningen i industrilande ramt af fødevarebårne sygdomme.

      Hvordan påvirker det dig når du ser den slags overskrifter? „Jeg bliver bekymret og vred,“ indrømmer en far i Hongkong. „Jeg har to børn, og jeg bekymrer mig om hvordan de fødevarer de spiser, er fremstillet, og hvor varerne kommer fra.“

      I mindrebemidlede lande er fødevare- og vandbårne sygdomme hvert år skyld i at millioner af mennesker mister livet — de fleste af dem børn. „På vores markeder er madvarerne udsat for fluer, regn, vind og støv,“ siger Bola, der bor i Nigeria. „Når jeg læser eller hører om fødevarerelaterede sygdomme, bliver jeg bange. Jeg vil gerne beskytte min familie.“

      Kan man beskytte sin familie mod sundhedsfarlig mad? Den canadiske fødevarestyrelse siger: „Hvis sundhedsfarlige fødevarer kommer ind i butikkerne, skaber det store overskrifter. Og sådan skal det være. Men det vi gør eller undlader at gøre i køkkenet, har også indflydelse på om fødevarer bliver sundhedsskadelige og gør os syge.“

      Hvad kan du gøre for bedre at beskytte din familie mod fødevarerelaterede sygdomme? Vi vil se på fire ting.

      [Ramme på side 3]

      HVEM ER SÆRLIG UDSAT?

      Nogle er særlig sårbare over for fødevarebårne sygdomme. Det gælder for eksempel:

      ● Børn under fem år

      ● Gravide

      ● Folk over 70 år

      ● De der har et svækket immunsystem

      Hvis du eller nogen du spiser sammen med, falder ind under en af disse kategorier, bør du være særlig varsom med den mad du tilbereder, serverer og spiser.

      [Kildeangivelse]

      Kilde: New South Wales Food Authority, Australien.

  • 1. Køb ind med omtanke
    Vågn op! – 2012 | Juni
    • 1. Køb ind med omtanke

      HVIS ikke du selv dyrker afgrøder, køber du nok dine fødevarer på et marked eller i et supermarked. Hvordan kan du udvælge sunde madvarer når du er på indkøb?

      ● Læg en indkøbsrute.

      „Køb først tørvarer,“ lyder et tips fra rådet for information om fødevaresikkerhed i Australien. „Vent med at købe køle- og frysevarer til sidst.“ Og hvis du vil have varme retter, så hent dem først på hjemvejen.

      ● Vælg friske varer.

      Forsøg om muligt at få fat på friske varer.a Ruth, der bor i Nigeria og er mor til to, siger: „Jeg plejer at tage på markedet meget tidligt om morgenen når varerne er mest friske.“ Elizabeth fra Mexico køber også ind på et marked. Hun siger: „Dér kan jeg købe friske grøntsager og frisk frugt, og jeg kan selv vælge hvilke jeg vil have. Jeg køber altid frisk kød der er slagtet samme dag. Og det jeg ikke bruger, fryser jeg ned.“

      ● Kig nøje på varen.

      Spørg dig selv: ’Er overfladen på frugt eller grønt uskadt? Lugter kødet underligt?’ Kig nærmere på emballagen. Hvis den er beskadiget, kan giftige bakterier trænge ind i fødevaren.

      Chung Fai, som køber ind i et supermarked i Hongkong, siger: „Det er også nødvendigt at tjekke holdbarhedsdatoen som er trykt på emballerede fødevarer.“ Hvorfor? Fødevarer hvor holdbarhedsdatoen er udløbet, kan sagtens se friske ud og dufte og smage godt, men eksperter advarer om at man alligevel kan blive syg af at spise dem.

      ● Pak varerne forsvarligt ned.

      Hvis du bruger en genanvendelig indkøbspose eller en plasticboks, skal du vaske den ofte i varmt vand og sæbe. Læg kød og fisk for sig så de ikke besmitter andre fødevarer.

      Enrico og Loredana, et par i Italien, handler i lokalområdet. De forklarer hvorfor: „Så behøver vi ikke at transportere maden særlig langt og undgår derved at den bliver fordærvet.“ Hvis hjemturen tager mere end en halv time, så læg køle- og frysevarerne i en termotaske, eller sørg for på anden måde at holde dem kolde.

      Den næste artikel kommer ind på hvordan man kan sikre sine madvarer efter at man er kommet hjem.

      [Fodnote]

      a Se artiklen „Nøgle nr. 1 — Spis sundt“ i Vågn op! for marts 2011.

      [Ramme på side 4]

      NOGET DU KAN LÆRE DINE BØRN: „Jeg lærer mine børn at tjekke holdbarhedsdatoen på emballerede fødevarer, for eksempel snacks, inden de køber dem.“ — Ruth, Nigeria

  • 2. Hav styr på hygiejnen
    Vågn op! – 2012 | Juni
    • 2. Hav styr på hygiejnen

      EN KIRURG beskytter sine patienter ved at vaske hænder og sørge for at instrumenterne bliver steriliseret, og at operationsstuen er ren. Tilsvarende kan du beskytte din familie ved at være proper, holde køkkenet rent og sørge for at madvarerne ikke bliver inficeret.

      ● Vask hænder.

      Sundhedsmyndighederne i Canada peger på at „omkring 80 procent af almindelige infektionssygdomme som forkølelse og influenza spredes via hænderne“. Vask derfor dine hænder med vand og sæbe inden du spiser, efter toiletbesøg og når du tilbereder mad.

      ● Hold køkkenet rent.

      En undersøgelse viste at badeværelset oftest var det reneste sted i hjemmet, hvorimod „det som var besmittet med flest bakterier fra ekskrementer, var opvaskebørsten og -svampen i køkkenet“.

      Derfor skal man ofte udskifte dem. Brug varmt vand og sæbe eller et desinfektionsmiddel til at rengøre overflader i køkkenet. Det er ikke altid let. En kvinde ved navn Bola bor et sted hvor der ikke er rindende vand. „Det er en stor udfordring,“ siger hun. „Men vi sparer ikke på vand og sæbe, og på den måde kan vi altid holde køkkenet og hjemmet rent.“

      ● Skyl frugt og grønt.

      Inden fødevarerne bliver solgt, er de måske blevet besmittet af forurenet vand, dyr, ekskrementer eller af rå fødevarer. Selv hvis du skræller frugt eller grøntsager, skal du først skylle dem grundigt for at fjerne skadelige bakterier. Det tager tid. „Når jeg skal lave en salat,“ siger Daiane, en mor i Brasilien, „giver jeg mig god tid så grøntsagerne bliver skyllet ordentligt.“

      ● Adskil råt kød fra andre fødevarer.

      For at hindre bakteriespredning skal råt kød, fjerkræ samt fisk og skaldyr indpakkes forsvarligt og holdes adskilt fra andre madvarer. Brug et separat skærebræt og en separat kniv til den slags fødevarer, eller vask skærebrættet og kniven grundigt med varmt vand og sæbe før og efter at det har været i berøring med råt kød eller fisk.

      Nu hvor hænderne er vasket og køkkenredskaberne og ingredienserne er rene, hvordan kan maden så tilberedes på forsvarlig måde?

      [Ramme på side 5]

      NOGET DU KAN LÆRE DINE BØRN: „Vi lærer vores børn at vaske hænder inden de skal spise, og skylle eller kassere mad som har været på gulvet.“ — Hoi, Hongkong

  • 3. Tilbered og opbevar mad omhyggeligt
    Vågn op! – 2012 | Juni
    • 3. Tilbered og opbevar mad omhyggeligt

      EN SKØDESLØS kok i oldtidens Israel indsamlede vilde græskar, men han vidste ikke noget om planten. Bagefter brugte han den ukendte plante i en stuvning. De der skulle spise retten, frygtede at maden var blevet forgiftet og råbte: „Døden er i gryden.“ — 2 Kongebog 4:38-41.

      Som ovenstående eksempel viser, skal man være påpasselig med fødevarer der bliver tilberedt eller brugt uden omtanke, for det kan være skadeligt eller medføre døden at spise dem. For at forebygge fødevarerelaterede sygdomme må man derfor lære at tilberede og opbevare madvarerne omhyggeligt. Bemærk følgende fire forslag:

      ● Optø ikke kød ved stuetemperatur.

      „Mens [kødet] ligger til optøning på køkkenbordet, kan dets ydre lag være i ’farezonen’ i temperaturer på mellem 4 og 60 grader, hvor bakterier hurtigt formerer sig, selvom [kødet] stadig er frossent i midten,“ siger det amerikanske landbrugsministerium. Lad i stedet kødet tø op i køleskabet, i en mikroovn eller under koldt vand i en tæt pose.

      ● Steg og kog maden tilstrækkeligt.

      Ifølge Verdenssundhedsorganisationen „dræber man næsten alle farlige mikroorganismer når man tilbereder maden ordentligt“. Under madlavningen, især når det gælder supper og gryderetter, bør man sikre sig at temperaturen når op på mindst 70 grader.a Det kan være svært at bedømme centrumtemperaturen i visse madretter. Derfor bruger nogle kokke et stegetermometer.

      ● Servér straks.

      Færdiglavet mad bør ikke stå for længe i stuetemperatur. Det er en god idé at servere maden med det samme for at forhindre at den bliver dårlig. Hold kolde retter kolde og varme retter varme. Du kan holde kødet varmt i ovnen ved cirka 95 grader.

      ● Vær påpasselig med rester.

      Anita, en mor i Polen, serverer for det meste maden så snart den er færdig. Men hvis der er rigeligt, siger hun, „fryser jeg det i små portioner så snart jeg er færdig med tilberedningen så de er lette at tø op“. Spis rester du opbevarer i køleskabet inden der er gået fire dage.

      På en restaurant lægger du ansvaret for madlavningen i andres hænder. Så hvordan kan du beskytte din familie når I spiser ude?

      [Fodnote]

      a Nogle fødevarer, som for eksempel fjerkræ, skal tilberedes ved en højere temperatur.

      [Ramme på side 6]

      NOGET DU KAN LÆRE DINE BØRN: „Når mine børn laver mad, minder jeg dem om at læse og følge instruktionerne på emballagen.“ — Yuk Ling, Hongkong

  • 4. Vær påpasselig når du er ude at spise
    Vågn op! – 2012 | Juni
    • 4. Vær påpasselig når du er ude at spise

      Jeff, en sund og stærk mand på 38 år, tog sin familie med ud at spise på en restaurant nær Pittsburgh i Pennsylvania, USA. En måned senere døde Jeff af akut leversvigt. Hvad havde forårsaget det? Hans mad havde indeholdt forårsløg inficeret med hepatitis A.

      KNAP halvdelen af de penge der går til mad i et vestligt land, bliver brugt på restauranter. Men i samme land skyldes cirka halvdelen af tilfældene af fødevarebårne sygdomme restaurationsmad.

      Hvis man vælger at spise på restaurant, er det andre der står for indkøb, rengøring af køkken og madlavning. Ikke desto mindre er det dig der bestemmer hvor du vil spise, hvad du vil spise, og om du vil tage eventuelle rester med hjem.

      ● Se dig omkring.

      „Når vi træder ind i en restaurant for første gang,“ siger Daiane fra Brasilien, „kigger jeg mig omkring for at se om bordene, dugene, bestikket og tjenerne ser rene og ordentlige ud. Hvis ikke, forlader vi stedet og ser os om efter en anden.“ I nogle lande aflægger sundhedsmyndighederne rutinemæssige kontrolbesøg og giver restauranterne karakterer for hygiejnen, og deres bedømmelse bliver hængt op så den kan ses.

      ● Vær forsigtig med ’doggybags’.

      Den amerikanske fødevare- og lægemiddelmyndighed (FDA) giver dette råd: „Hvis du ikke kan nå hjem inden to timer efter at maden er blevet serveret [men kortere tid hvis lufttemperaturen er over 32 grader], så lad være med at tage resterne med dig.“ Vil du have dem med dig, så tag direkte hjem efter at du har spist, og stil dem i køleskabet.

      Hvis du følger de fire råd i disse artikler, kan du forebygge at din mad bliver sundhedsfarlig.

      [Ramme/​illustration på side 7]

      NOGET DU KAN LÆRE DINE BØRN: „Vi lærer vores børn at undgå mad der kan være sundhedsfarlig.“ — Noemi, Filippinerne

  • Snart vil alle kunne spise sundt
    Vågn op! – 2012 | Juni
    • Snart vil alle kunne spise sundt

      DU KAN tage praktiske forholdsregler for at beskytte dig selv mod sundhedsfarlig mad. Men der er mange faktorer som du ikke har kontrol over. For eksempel kan du ikke personligt kontrollere alle fødevarer inden du køber eller tilbereder dem. Du er måske nødt til at købe fødevarer som er blevet forarbejdet i et fjernt land og har været længe undervejs. Og noget af den mad du køber, kan være forurenet af farlige kemikalier i luften, vandet eller jorden.

      I en redegørelse om fødevarerelaterede sygdomme med titlen „Foodborne Disease Control: A Transnational Challenge“ anfører embedsmænd fra Verdenssundhedsorganisationen at nogle af problemerne med fødevaresikkerhed „ikke kan løses af de nationale regeringer alene; det er nødvendigt med et internationalt samarbejde“. Fødevarebårne sygdomme er et globalt problem!

      Mange undrer sig nok over hvorfor vi tillidsfuldt kan sige at snart vil alle kunne spise sund mad. Men det er fordi Jehova, ’al jordens Herre’, lover at han vil løse menneskenes fødevareproblemer. (Josua 3:13) Nogle påstår at det at der findes sundhedsfarlig mad, viser at vi ikke kan have tillid til Gud. Tænk over følgende: Hvis en tjener skødesløst lader god mad blive fordærvet, ville det så være rigtigt at give køkkenchefen skylden? Naturligvis ikke.

      Tilsvarende er det mennesker — ikke Skaberen — der er ansvarlige for at jordens forsyning af gode fødevarer bliver ødelagt. Den store forekomst af forurenet føde er et menneskeskabt problem. Gud forsikrer os dog om at han vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. — Åbenbaringen 11:18.

      Gud har allerede vist at han bekymrer sig for kvaliteten af vores fødevarer. Det er ham der dannede jorden og skabte træer, som ikke blot var „indbydende at se på“, men også ’gode at spise af’. (1 Mosebog 2:9) Selv efter at sygdom kom ind i den menneskelige familie, gav Jehova Gud sit folk nogle specifikke retningslinjer til beskyttelse af deres føde og deres legeme. — Se rammen „Sundhedsforskrifter“.

      Hvilken slags føde ønsker Gud at vi skal have? Bibelen fortæller os: „Han lader grønt græs spire frem til dyrene, og planter til menneskenes tjeneste, så han frembringer brød af jorden, og vin der fryder det dødelige menneskes hjerte, ja, han lader ansigtet glinse af olie, og giver brød der styrker det dødelige menneskes hjerte.“ (Salme 104:14, 15) Bibelen siger også at ’alt hvad der bevæger sig og lever, må tjene os til føde’. — 1 Mosebog 9:3.

      Vi finder følgende løfte i Bibelen angående vores fremtid: „Han vil give regn til din såsæd hvormed du tilsår agerjorden, og som afgrøde af agerjorden brød der bliver fedt og rigt på olie. Den dag græsser din hjord på en vidtstrakt græsgang.“ (Esajas 30:23) Ja, vore dages forfærdende overskrifter vil snart blive erstattet af denne bekendtgørelse: „Sund mad til alle!“

      [Tekstcitat på side 9]

      Skaberen lover os en lys fremtid med masser af god mad

      [Ramme på side 8]

      „SUNDHEDSFORSKRIFTER“

      For omkring 3500 år siden fik israelitterne Moseloven. Denne lov beskyttede dem mod mange fødevarerelaterede sygdomme. Her er nogle eksempler:

      ● Undgå redskaber og service der har været i berøring med døde dyr: „Ethvert redskab som man gør brug af, skal lægges i vand, og det skal være urent til aften og så være rent.“ — 3 Mosebog 11:31-34.

      ● Spis ikke et selvdødt dyr: „I må ikke spise noget som helst der er selvdødt.“ — 5 Mosebog 14:21.

      ● Spis rester inden for kort tid: „Det der er levnet kan også spises den følgende dag. Men det der er levnet af slagtofferets kød den tredje dag, skal brændes i ild.“ — 3 Mosebog 7:16-18.

      Dr.med. A. Rendle Short var overrasket over at Moseloven — sammenlignet med de omkringboende folkeslags love fra samme periode — kunne indeholde „så fornuftige og forstandige sundhedsforskrifter“.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del