Loven foreskrev udtrykkeligt: „Alt fedtet tilhører Jehova. . . . I må ikke spise noget som helst fedt eller noget som helst blod.“ — 3Mo 3:3-17.

Ikke pålagt kristne. Da Jehova efter Vandfloden tillod Noa og hans familie at spise kød, sagde han ikke noget om fedt. (1Mo 9:3, 4) Det blev imidlertid forbudt dem at spise blod. Dette var mere end 850 år før Lovpagten blev indgået med Israel — med dens forbud mod at spise såvel blod som fedt. I det 1. århundrede e.v.t. bekræftede den kristne menigheds styrende råd at forbudet mod blod stadig stod ved magt for de kristne. (Apg 15:20, 28, 29) Men som i tilfældet med Noa og hans familie blev der heller ikke her sagt noget om at spise fedt. Loven om at man ikke måtte spise fedt, blev således kun givet til Israels folk.

Begrundelse for loven. Under Lovpagten var både blodet og fedtet forbeholdt Jehova. Livet er i blodet, og da kun Jehova kan give liv, tilhører blodet ham. (3Mo 17:11, 14) Fedtet ansås for at være den mest værdifulde del af dyret. Når dyrets fedt blev bragt som offer, skete det tydeligt nok i erkendelse af at de bedste dele tilkom Jehova som den der sørgede rigeligt for sine skabninger. Den ofrende viste dermed at han ønskede at give det bedste til Gud. Eftersom dette røgoffer på alteret var et symbol på at israelitterne helligede Jehova det bedste, sagde man at det var som „føde“ for Jehova og til „en formildende duft“ for ham. (3Mo 3:11, 16) At spise fedt var derfor at tilegne sig noget der var viet til Gud, en krænkelse af Jehovas ret, og medførte dødsstraf. I modsætning til blodet kunne fedtet imidlertid bruges til andre formål, i hvert fald hvis det stammede fra et selvdødt dyr eller et dyr der var blevet dræbt af et andet dyr. — 3Mo 7:23-25.

Hvad loven omfattede. Mange bibelkommentatorer har med henvisning til sidstnævnte skriftsted (v. 25) søgt at begrænse forbudet i 3 Mosebog 3:17 til kun at omfatte fedtet fra de dyr der kunne bringes som ofre, såsom okser, får og geder. De jødiske rabbinere er uenige i denne sag. Forbudet i 3 Mosebog 3:17 mod at spise fedt nævnes imidlertid sammen med forbudet mod at spise blod, en lov der umiskendeligt gjaldt alle dyrs blod. (Jf. 3Mo 17:13; 5Mo 12:15, 16.) Det er derfor mere rimeligt at antage at Moselovens bestemmelse om fedt gjaldt alle dyrs fedt, også fedtet af de dyr israelitterne brugte som slagtedyr.

Den opfattelse at forbudet gjaldt alt fedt, modsiges ikke af 5 Mosebog 32:14, hvori det hedder at Jehova vil give Israel „fedt af lam og væddere“ at spise. Her er der tale om et billedligt udtryk der hentyder til hjordens bedste dyr. At der er tale om poetiske udtryk, fremgår også af at der senere i samme vers nævnes „nyrefedt af hvede“ og „drueblod“. På lignende måde forholder det sig med Nehemias 8:10, hvor folket opfordres til at ’gå hen og spise fede retter’. Derved skal ikke forstås at man spiste fedt i bogstavelig forstand. „Fede retter“ betyder gode retter med kød der ikke er sejt og tørt, men mørt og saftigt, tilsat velsmagende ingredienser og tilberedt med vegetabilske olier. De engelske bibeloversættelser foretaget af Knox og Moffatt siger derfor henholdsvis: „Gør jer til gode med kraftigt kød,“ og: „Spis de lækre stykker.“

Moseloven forbød ikke at man opfodrede eller opfedede får eller andet kvæg til slagtebrug. Vi læser om „fedekalven“ der blev slagtet til den hjemvendte søn. (Lu 15:23) Til Salomons madvareforsyninger hørte „fedet hornkvæg“ og „opfedede gøge“. (1Kg 4:23) Det hebraiske ‛eʹghæl-marbeqʹ, „fedekalv“, forekommer i 1 Samuel 28:24; to andre ord, mechīmʹ og merī’ʹ, bruges om ’fedekvæg’ og „fededyr“. (Es 5:17; Ez 39:18) Men opfedningen havde ikke til formål at frembringe nyrefedt eller et fedtlag. Tanken var at dyrene skulle blive velnærede, kødfulde, med saftigt kød, ikke magre. — Jf. 1Mo 41:18, 19.