Hvordan vi viser enker ære

4. (a) Hvorfor og hvordan viste menigheden i det første århundrede enkerne ’ære’? (b) Var disse foranstaltninger altid nødvendige?

⁴ I Første Timoteusbrev, kapitel 5, viser Paulus hvordan de første kristne tog sig af de ældre enker i menigheden. Han formanede Timoteus: „Vis de enker ære som virkelig er enker.“ (Vers 3) De ældre enker blev specielt omtalt som nogle der var værdige til at blive æret — ved regelmæssigt at få økonomisk hjælp. Disse enker var afskåret fra alle former for materiel hjælp og kunne kun ’sætte deres håb til Gud og blive ved med anråbelser og bønner nat og dag’. (Vers 5) Hvordan blev deres bønner om hjælp til livets opretholdelse besvaret? Gennem menigheden. På en organiseret måde blev der sørget for et beskedent underhold til de værdigt trængende enker. Hvis en enke havde økonomiske midler eller slægtninge der var i stand til at hjælpe hende, var sådanne foranstaltninger naturligvis unødvendige. — Versene 4, 16.

5. (a) Hvordan kan nogle enker have ’gået ind for sanselig tilfredsstillelse’? (b) Var menigheden forpligtet til at hjælpe disse enker?

⁵ „Men den [enke] der går ind for sanselig tilfredsstillelse,“ skrev Paulus formanende, „er [åndeligt] død skønt hun lever.“ (Vers 6) Paulus forklarer ikke hvad det indebar at nogle, sådan som Kingdom Interlinear Translation ordret gengiver det, ’levede i vellyst’. Nogle enker har måske haft svært ved at bekæmpe deres „seksuelle lidenskaber“. (Vers 11) Ifølge Liddell & Scott’s Greek-English Lexicon kan det at de ’levede i vellyst’ også indebære at de ’førte en magelig tilværelse eller et liv i overdreven luksus eller nydelse’. Nogle af dem ønskede måske at berige sig på menighedens bekostning og mente at den burde yde dem så megen økonomisk støtte at de kunne leve ekstravagant og overdådigt. Hvad der end var tilfældet, så fremgår det af Paulus’ ord at disse enker ikke var kvalificerede til at modtage hjælp fra menigheden.

6, 7 og fodnoten. (a) Hvad var „listen“? (b) Hvorfor var enker under 60 ikke kvalificerede til at modtage hjælp? (c) Hvordan modvirkede Paulus at unge enker blev ugunstigt „dømt“?

⁶ Derefter siger Paulus: „Lad en enke blive sat på listen [over dem der kunne få økonomisk støtte] når hun ikke er under tres år.“ På Paulus’ tid blev en kvinde over 60 år åbenbart betragtet som ude af stand til at forsørge sig selv, og man anså det for usandsynligt at hun giftede sig igen.a „Yngre enker, derimod,“ sagde Paulus, „skal du afvise [med hensyn til at blive sat på listen], for når deres seksuelle lidenskaber kommer imellem dem og Messias, vil de giftes og står så dømt fordi de har ladet hånt om deres første udtryk for tro.“ — Versene 9, 11, 12.

⁷ Havde „listen“ stået åben for yngre enker, ville nogle af dem måske forhastet have erklæret at det var deres hensigt at forblive ugifte. Men efterhånden som tiden gik kunne de få svært ved at beherske deres „seksuelle lidenskaber“ og derfor ønske at gifte sig, hvorved de kom til at ’stå dømt fordi de havde ladet hånt om deres første udtryk for tro’ med hensyn til at forblive ugift. (Jævnfør Prædikeren 5:2-6.) Paulus modvirkede sådanne problemer idet han videre sagde: „Derfor ønsker jeg at yngre enker skal giftes, føde børn.“ — Vers 14.

8. (a) Hvordan beskyttede Paulus’ vejledning menigheden? (b) Blev der også sørget for yngre enker og ældre mænd hvis de kom i nød?

⁸ Apostelen begrænsede også antallet af de enker der kunne sættes på listen til dem der ved mange års trofast tjeneste havde skabt sig et godt omdømme for gode kristne gerninger. (Vers 10) Menigheden var altså ikke nogen ’velfærdsstat’ for de dovne eller begærlige. (2 Thessaloniker 3:10, 11) Men hvad med de ældre mænd eller yngre enker? Hvis nogen af dem kom i nød ville menigheden uden tvivl have sørget for dem efter hver enkelts behov. — Jævnfør Første Johannesbrev 3:17, 18.

9. (a) Hvorfor er den ordning der i dag træffes for at hjælpe de ældre anderledes end den man havde i det første århundrede? (b) Hvad hjælper Paulus’ omtale af enker i Første Timoteusbrev, kapitel 5, os til at forstå i dag?

⁹ Denne ordning var sandsynligvis fuldt ud tilstrækkelig til at dække behovet i menighederne i det første århundrede. Men som der siges i The Expositor’s Bible Commentary: „I dag, hvor der findes private og offentlige pensionsordninger og man har mulighed for at få arbejde, er situationen helt anderledes.“ De ændrede sociale og økonomiske forhold har medført at det sjældent er nødvendigt for menighederne i dag at føre en liste over ældre der behøver hjælp. Men Paulus’ ord til Timoteus hjælper os til at forstå: (1) At de ældres problemer er noget hele menigheden — især de ældste — må tage sig af, (2) at omsorgen for de ældre bør organiseres på rette måde, (3) og at denne omsorg er begrænset til dem der virkelig har behov.

Nogle ældste i Nigeria aflagde et hyrdebesøg hos en ældre broder og opdagede at han var alvorligt syg. Han blev straks indlagt på hospitalet. Det viste sig at den ældre broder trængte til en grundig lægebehandling, men ikke kunne betale for den. Da menigheden fik det at vide, kom forkynderne med tilstrækkelig mange penge til at betale hans udgifter. To ældste skiftedes til at køre ham til hospitalet og hjem igen, skønt dette krævede at de tog fri fra arbejde. De havde den glæde at se broderen komme sig efter sin sygdom og være hjælpepioner indtil sin død cirka fire år senere.

På Filippinerne var der en ældre søster som ikke havde nogen familie. Under hendes tre års sygdom sørgede menigheden for at hun blev passet og plejet. De fandt et lille sted hvor hun kunne bo, bragte hende mad hver dag og sørgede for at hun var ren og pæn.

14 og rammen. (a) Hvad kan de ældste gøre hvis en ældre broder eller søster kommer i økonomiske vanskeligheder? (b) Hvad har nogle menigheder gjort for at dække de ældres behov?

¹⁴ „Penge er en beskyttelse.“ (Prædikeren 7:12) Men mange ældre brødre og søstre sidder hårdt i det og har ingen slægtninge der er villige til at hjælpe. Dog er de enkelte medlemmer af menigheden sædvanligvis glade for at kunne træde til når de bliver klar over behovet. (Jakob 2:15-17) De ældste kan også undersøge hvilken hjælp de ældre kan få gennem det offentlige. I nogle lande er det imidlertid vanskeligt at få en sådan hjælp, og der har man ikke andet valg end at følge mønsteret i Første Timoteusbrev, kapitel 5, og sørge for at menigheden som et hele yder den fornødne hjælp. (Se Organiseret til at fuldføre vor tjeneste, siderne 118-9.)

Forkynderne i Nigeria hjalp jævnligt en 82-årig pioner og hans kone med materielle gaver. Da myndighederne bestemte at den bygning de boede i skulle rives ned, tilbød menigheden at de kunne flytte ind i et værelse i tilknytning til rigssalen indtil der kunne findes en anden bolig.

I Brasilien har en menighed ansat en sygeplejerske til at passe et ældre par. En søster har samtidig fået til opgave at gøre rent hos dem, lave mad til dem og sørge for andre fysiske behov. Hver måned sætter menigheden et beløb til side til dem.

15. (a) Er der grænser for den hjælp menigheden kan yde? (b) Hvad må de ældre ikke forvente?

¹⁵ Ligesom i det første århundrede er sådanne foranstaltninger kun for de værdigt trængende der virkelig har brug for dem. Tilsynsmænd er ikke forpligtede til at opfylde luksusbetonede krav eller imødekomme urimelige forlangender om opmærksomhed. Som alle kristne bør de ældre have en enkel livsførelse, ’holde deres øje klart’. — Lukas 11:34.