Nogle analytikere ser en anden fordel i den økonomiske integration: De mener at den vil gøre landene mere utilbøjelige til at gå i krig mod hinanden. I sin bog The Lexus and the Olive Tree hævder Thomas L. Friedman at globaliseringen „giver flere gode grunde til at afholde sig fra krig, og at den på flere måder . . . øger omkostningerne ved at gå i krig“.

Frygten for en mere splittet verden

Det der nok vækker størst bekymring i forbindelse med globaliseringen, er at den har gjort kløften mellem rig og fattig større. Ganske vist er den globale velstand vokset, men den er fordelt på færre hænder og færre lande. Sammenlagt har verdens 200 rigeste mennesker nu en formue der overstiger det som 40 procent af verdensbefolkningen — omkring 2,4 milliarder mennesker — tjener i løbet af et helt år. Og mens lønningerne fortsat stiger i velstående lande, er den gennemsnitlige indkomst i 80 fattige lande i det forløbne årti faktisk dalet.

Miljøet er også en væsentlig grund til bekymring. Den økonomiske globalisering er blevet drevet frem af markedskræfter der har langt større interesse i profit end i miljøbeskyttelse. Agus Purnomo, der er formand for Verdensnaturfonden i Indonesien, anskueliggør problemet: „Vi er i et konstant kapløb med udviklingen. . . . Jeg er bange for at der om ti år, når vi alle er blevet miljøbevidste, ikke længere vil være noget at værne om.“

Folk frygter også for deres job. Både ansættelse og indtægt er blevet mere usikre fordi globale fusioner og intens konkurrence presser virksomheder til at effektivisere. For en virksomhed med interesse i at øge sin profit er der en idé i skiftevis at hyre og fyre folk alt efter markedets aktuelle behov, men det skaber kaos i folks tilværelse.

Med globaliseringen af pengemarkedet melder der sig endnu en destabiliserende faktor. Investorer fra hele verden udlåner undertiden store pengesummer til udviklingslande, men opsiger senere pludselig deres lån når de økonomiske fremtidsudsigter bliver dårligere. Sådanne massive opsigelser kan kaste det ene land efter det andet ud i en økonomisk krise. Valutakrisen i Østasien i 1998 betød at 13 millioner mistede deres job. I Indonesien fik de arbejdere der kunne beholde deres job, deres løn halveret.