Frygten for en mere splittet verden

Det der nok vækker størst bekymring i forbindelse med globaliseringen, er at den har gjort kløften mellem rig og fattig større. Ganske vist er den globale velstand vokset, men den er fordelt på færre hænder og færre lande. Sammenlagt har verdens 200 rigeste mennesker nu en formue der overstiger det som 40 procent af verdensbefolkningen — omkring 2,4 milliarder mennesker — tjener i løbet af et helt år. Og mens lønningerne fortsat stiger i velstående lande, er den gennemsnitlige indkomst i 80 fattige lande i det forløbne årti faktisk dalet.

Miljøet er også en væsentlig grund til bekymring. Den økonomiske globalisering er blevet drevet frem af markedskræfter der har langt større interesse i profit end i miljøbeskyttelse. Agus Purnomo, der er formand for Verdensnaturfonden i Indonesien, anskueliggør problemet: „Vi er i et konstant kapløb med udviklingen. . . . Jeg er bange for at der om ti år, når vi alle er blevet miljøbevidste, ikke længere vil være noget at værne om.“

Folk frygter også for deres job. Både ansættelse og indtægt er blevet mere usikre fordi globale fusioner og intens konkurrence presser virksomheder til at effektivisere. For en virksomhed med interesse i at øge sin profit er der en idé i skiftevis at hyre og fyre folk alt efter markedets aktuelle behov, men det skaber kaos i folks tilværelse.

Med globaliseringen af pengemarkedet melder der sig endnu en destabiliserende faktor. Investorer fra hele verden udlåner undertiden store pengesummer til udviklingslande, men opsiger senere pludselig deres lån når de økonomiske fremtidsudsigter bliver dårligere. Sådanne massive opsigelser kan kaste det ene land efter det andet ud i en økonomisk krise. Valutakrisen i Østasien i 1998 betød at 13 millioner mistede deres job. I Indonesien fik de arbejdere der kunne beholde deres job, deres løn halveret.

Kløften bliver større

Fordelingen af verdens rigdomme har aldrig været retfærdig, men den økonomiske globalisering har gjort kløften mellem rig og fattig endnu større. Sandt nok har nogle udviklingslande nydt gavn af at blive integreret i den globale økonomi. Eksperter hævder at antallet af folk i Indien der lever under fattigdomsgrænsen, inden for de sidste ti år er gået ned fra 39 procent til 26 procent, og at situationen i Asien som et hele også har forbedret sig. En undersøgelse viser at kun 15 procent af Østasiens befolkning i 1998 måtte klare sig med mindre end 10 kroner om dagen, sammenlignet med 27 procent 10 år tidligere. Men på verdensplan tegner situationen sig ikke så lyst.

I landene syd for Sahara og i andre udviklingslande er indkomsten faktisk gået ned i de sidste 30 år. „Det internationale samfund . . . tillader at hen ved 3 milliarder mennesker — næsten halvdelen af jordens befolkning — må klare sig med 2 dollars eller mindre om dagen i en verden der aldrig har været så velstående,“ påpeger FN’s generalsekretær, Kofi Annan. En af hovedårsagerne til dette enorme sociale skel er økonomisk egeninteresse. „De private finansielle markeder i hele verden svigter når det drejer sig om de allerfattigste,“ siger Larry Summers, tidligere finansminister i USA. „Almindelige banker etablerer sig ikke i fattige lande — for det er der ingen penge i.“

Den store forskel i indkomst mellem rig og fattig skaber barrierer mellem både folk og lande. For ikke så længe siden havde USA’s rigeste mand mere end hvad over 100 millioner amerikanere ejede tilsammen. Globaliseringen har også fremmet væksten af mægtige multinationale virksomheder som praktisk talt har overtaget verdensmarkedet for bestemte produkter. I 1998 var 86 procent af telekommunikationsbranchen — der havde en omsætning på 2,25 billioner kroner — ejet af blot 10 virksomheder. Disse multinationale firmaers økonomiske slagkraft er større end mange regeringers, og som Amnesty International fastslår, „er det ikke menneskerettigheder og arbejdernes rettigheder der står øverst på deres dagsorden.“

Menneskerettighedsorganisationer er forståeligt nok bekymrede over at verdens rigdom er koncentreret hos et privilegeret fåtal. Ville du bryde dig om at bo i et område hvor befolkningens rigeste femtedel tjener 74 gange så meget som den fattigste? Og takket være fjernsynet er de 20 procent der udgør verdens fattigste, udmærket klar over hvordan de rige lever, men de øjner næppe nogen chance for at forbedre deres egen situation. En så grov uretfærdighed i det globale nabolag skaber selvfølgelig grobund for uro og frustration.