Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Hvor har jeg oplevet mange gode ting!
    Vagttårnet – 2011 | 15. april
    • I 1958 oplevede vi igen noget godt — vi blev indbudt til at virke i kredstjenesten.

      Dengang var der kun to små kredse i hele landet. Ud over at vi besøgte nogle menigheder, forkyndte vi også i mange uger om året i indianske landsbyer, eller pueblos, hvor der ikke boede nogen Jehovas Vidner. I disse landsbyer blev vi ofte tilbudt logi i små værelser uden vinduer. Værelserne var udstyret med en seng og intet andet. Vi rejste rundt med en trækasse der indeholdt et primusapparat, en pande, tallerkener, et vaskefad, lagner, et myggenet, tøj, gamle aviser og nogle få andre ting. Vi brugte de gamle aviser til at tilstoppe hullerne i væggene så det var lidt sværere for rotterne at trænge ind.

      Værelserne var mørke og beskidte, men de samtaler vi havde, lyste op. Om aftenen, når vi sad på sengen og spiste et beskedent måltid tilberedt på vores primusapparat, snakkede vi sammen. Min impulsive natur havde ofte fået mig til at tale uden at tænke mig om, så min kone brugte af og til sådanne rolige stunder til at nævne hvordan jeg kunne udtrykke mig mere taktfuldt over for brødrene i de menigheder vi besøgte. Jeg fulgte hendes råd, og mine besøg blev mere opmuntrende. Og når jeg tankeløst talte dårligt om andre, afviste hun at tage del i samtalen. Det har lært mig at have et positivt syn på mine brødre. Vores samtaler om aftenen kredsede dog mest om det vi havde læst i Vagttårnet, og de oplevelser vi havde haft i forkyndelsen den dag. Og det var virkelig nogle spændende oplevelser!

      Hvordan vi fandt Carlos

      I byen Jipijapa i det vestlige Ecuador fik vi opgivet navnet på en mand der var interesseret i sandheden. Han hed Carlos Mejía, men vi fik ikke nogen adresse. Da vi om morgenen forlod det værelse vi havde lejet, anede vi ikke hvor vi skulle lede efter ham, så vi gik i en tilfældig retning. Vi måtte passere mange mudderhuller i jordvejene, for det havde regnet kraftigt aftenen før. Jeg gik foran min kone da jeg pludselig hørte et højt skrig bag mig: „Art!“ Jeg vendte mig om og så at Edie stod i mudder til knæene. Hele situationen var så komisk at havde det ikke været fordi min kone var grædefærdig, ville jeg have slået en høj latter op.

      Jeg fik hende trukket op af mudderet, men hendes sko blev dernede. En dreng og en pige stod og kiggede på os. Jeg sagde til dem: „I får en skilling hvis I kan få fat på de sko.“ I løbet af et øjeblik havde Edie fået sine sko tilbage, men hun havde brug for et sted hvor hun kunne vaske sig. Børnenes mor, der havde set hele optrinnet, bød os indenfor. Her hjalp hun min kone med at få vasket benene, mens børnene gjorde skoene rene. Da vi skulle til at gå, skete der noget utroligt. Jeg spurgte kvinden om hun vidste hvor vi kunne finde en mand der hed Carlos Mejía. Hun så helt forbavset ud og sagde: „Det er min mand!“ Der blev oprettet et bibelstudium, og alle i familien blev med tiden døbt. Nogle år senere begyndte Carlos, hans kone og to af deres børn som specialpionerer.

      Udfordrende rejser — hjertevarmende gæstfrihed

      Der var mange udfordringer forbundet med at virke i kredstjenesten. Vi rejste med bus, tog, lastbil, kano og små fly. Engang var vi sammen med områdetilsynsmanden John McLenachan og hans kone, Dorothy, på en forkyndertur. Ved grænsen til Colombia besøgte vi nogle små fiskerbyer. Vi sejlede i en kano der var udhugget af en træstamme og forsynet med en påhængsmotor. I vandet omkring os svømmede hajer der var lige så store som kanoen! Det gjorde selv vores erfarne bådfører ængstelig, og han styrede hurtigt kanoen tættere på land.

      De udfordringer vi mødte i kredstjenesten, var imidlertid alle anstrengelserne værd, for vi fik mulighed for at lære nogle dejlige, gæstfri brødre at kende. De familier vi boede hos, insisterede ofte på at vi skulle have tre måltider om dagen, mens de selv kun fik ét. Eller de nødte os til at sove i husets eneste seng, mens de selv sov på gulvet. Min kone sagde tit: „Disse kære brødre og søstre hjælper mig til at se hvor få ting man kan klare sig med.“

  • Hvor har jeg oplevet mange gode ting!
    Vagttårnet – 2011 | 15. april
    • I begyndelsen af 1970’erne var mit helbred blevet bedre, og vi begyndte igen i kredstjenesten. I vores kreds lå byen Ibarra. Da vi sidst havde besøgt byen, i 1950’erne, var der kun to forkyndere, en missionær og en lokal broder. Vi var derfor ivrige efter at møde de mange nye der siden havde sluttet sig til menigheden.

      Første gang vi var til møde, stod broder Rodrigo Vaca på podiet og ledede en drøftelse med spørgsmål og svar. Hver gang han stillede et spørgsmål, råbte flere af tilhørerne „yo, yo!“ (mig, mig!) i stedet for at række hånden op. Edith og jeg kiggede forbløffede på hinanden. ’Hvad foregår der her?’ tænkte jeg. Senere fandt vi ud af at broder Vaca er blind, men at han kan genkende brødrenes og søstrenes stemmer. Han er en hyrde der virkelig kender sine får! Man kommer til at tænke på Jesu ord i Johannesevangeliet 10:3, 4, 14 om det nære forhold der er mellem „den rigtige hyrde“ og hans får. I dag er der seks spansktalende menigheder, en quichuatalende menighed og en tegnsprogsmenighed i Ibarra. Broder Vaca tjener stadig trofast som ældste og specialpioner.a

  • Hvor har jeg oplevet mange gode ting!
    Vagttårnet – 2011 | 15. april
    • [Illustration på side 31]

      I kredstjenesten besøger vi en familie der er Jehovas Vidner, 1959

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del