I betagende smukke omgivelser på de vestlige skråninger af Andesbjergene ligger den lille landsby Pallatanga. Det var her Maruja Granizo for 24 år siden første gang kom i forbindelse med sandheden da hendes søster besøgte hende. Det der blev sagt om ’verdens ende’ gjorde dybt indtryk på hende. Men hendes reaktion var ikke lige så positiv da hun fik at vide at Guds navn er Jehova. Ikke desto mindre ønskede hun stadig at lære mere om åndelige emner. Hun spurgte derfor præsten om de dødes tilstand og opstandelsen. Præsten affærdigede foragteligt hendes spørgsmål med en bemærkning om at de eneste der troede på opstandelsen var dem der havde mareridt fordi de havde spist for meget. Men denne sarkastiske bemærkning lagde ikke en dæmper på hendes interesse.

Hendes søster kom senere på besøg igen sammen med Nancy Dávila, en ung søster fra Machala. Nancy opførte sig så venligt og kærligt at Maruja måtte sige til sig selv: ’Det er sådan jeg ønsker mine børns venner skal være.’ De første spørgsmål Maruja stillede, var blandt andet: „Hvor er de døde? Og findes der en opstandelse?“ Maruja husker at da hun hørte at de døde er uden bevidsthed i graven, hvorfra de vil få en opstandelse, blev hun ude af sig selv af glæde og ønskede at fortælle denne nyfundne sandhed til alle. (Præd. 9:5; Joh. 5:28, 29) Hun bad derfor Nancy tage med for at besøge hendes venner og bekendte oppe i bjergene.

Men som det var tilfældet andre steder, var præsten som en konge i disse landsbyer. Mens de var på vej til Marujas hjemby langt inde i bjergene, var præstens ordrer åbenbart gået forud for dem. Et sted blev de hilst af et stort skilt overmalet med sjofle ord.

Et andet sted sagde en slægtning: „Præsten siger at de der går rundt og forkynder, skal dræbes med stokke og sten.“ Maruja svarede: „Hvis I slår os ihjel, hvem vil så komme i fængsel — I eller præsten?“

„Det vil vi,“ svarede slægtningen.

„Men tænk på jeres børn,“ argumenterede Maruja. „Hvem skal tage sig af dem når I kommer i fængsel? Præsten er ligeglad med hvem han beordrer dræbt, for det er ikke ham der bliver draget til ansvar for det. Vi er ikke hunde. Hvis vi bliver dræbt, så vil der blive rejst tiltale og I vil komme til at bøde for det.“

En beretning om udholdenhed

Efter to måneders ophold i Pallatanga blev Nancy nødt til at vende tilbage til Machala, og Maruja var igen alene med sine fire børn og sin gamle moder. Hun følte dog et presserende behov for at komme sammen med Jehovas folk. Hun tog derfor til Riobamba for at finde Jehovas Vidner. Der havde hun lejlighed til at overvære et kredsstævne og blive døbt.

I et stykke tid rejste hun til Riobamba for at overvære møderne når hun havde penge til det. Senere begyndte brødrene fra Riobamba — trods naboernes trusler om at forulempe Vidnerne eller endda at dræbe dem — at hjælpe hende med at forkynde i Pallatanga.

Situationen tilspidsedes en dag da brødrene fra Riobamba havde truffet foranstaltninger til at vise en af Selskabets film på torvet i Pallatanga. Alt var roligt indtil navnet Jehova blev nævnt første gang. Pludselig begyndte folk at råbe: „Maruja Granizo må hellere forsvinde herfra, ellers tør vi ikke stå inde for hendes liv!“ Én rev det lagen ned som var blevet hængt op som lærred til filmforevisningen. Kirkeklokkerne begyndte at kime, og folk kom ud af husene med stokke og sten i hænderne. Brødrene samlede derfor hurtigt deres udstyr sammen og steg op i en bus der kørte ud af byen. Da bussen begyndte at køre hen ad vejen, foretog de en optælling, og det viste sig at et af Vidnerne, Julio Santos, manglede! Var han blevet fanget af pøbelen?

Pludselig så de en stor mand komme løbende hen mod bussen i spidsen for pøbelen; han kastede med sten og råbte: „Efter dem med stokke og sten!“ Det var Julio! Pøbelen var på en eller anden måde kommet mellem ham og bussen, og i et desperat forsøg på at redde livet lod Julio som om han var en af dem. Da han indhentede bussen sprang han op i den, og af sted gik det mod Riobamba.

Maruja og hendes familie var også steget på bussen for en sikkerheds skyld. Men da bussen var kommet uden for landsbyen, steg de af og begyndte at gå hjemad. Hvordan skulle de klare det? Pøbelen ledte efter dem. Flere gange måtte de skjule sig mens pøbelen løb forbi. Sent om aftenen nåede de endelig sikkert hjem.

Hvad er resultatet blevet af 24 års udholdenhed i dette isolerede distrikt? Tyve år senere blev den præst der var skyld i så mange vanskeligheder i Pallatanga, smidt ud af byen af de samme mennesker, anklaget for umoralitet og tyveri. Lidt efter lidt er folk blevet meget modtagelige for Bibelens budskab. Skønt der stadig kun er en lille isoleret gruppe her, leder Maruja nu 11 bibelstudier.

[Illustration på side 227]

Maruja Granizo, til venstre, sammen med sine børnebørn og sin svigerdatter