I 1946 ankom så nogle gileadmissionærer der havde fået distrikt i Ecuador, til havnebyen Guayaquil. Det var Walter og Willmetta Pemberton og Thomas og Mary Klingensmith.

Efter at have ordnet de nødvendige formaliteter var disse første missionærer snart på vej til hovedstaden, Quito, som ligger på en højslette af vulkansk aske næsten tre kilometer over havet. Da ingen farbare veje førte op til den højde, tog de toget fra Guayaquil til Quito. Idet de mindes turen fortæller de: „Vi kom heldigvis ikke til at sidde på taget eller hænge på siden, som mange gjorde. Ikke så få medbragte bananer, ananas og høns som de solgte undervejs.“

Op ad Djævelens Næse var banen anlagt som en serpentinervej. Det så ud som om toget kørte på en smal afsats der var hugget ind i klippesiden. Det siksakkede sig op ad den stejle skråning, først fremad et stykke, dernæst baglæns det næste stykke, og sådan fortsatte det frem og tilbage indtil det nåede toppen. Efter to dage nærmede de sig deres bestemmelsessted da mørket var ved at falde på. Fyldt med ærefrygt betragtede de de sneklædte vulkaner, hvoraf den mest imponerende var Cotopaxi, en af verdens højeste aktive vulkaner, som er 5897 meter.

Nu begyndte missionærlivet. Der skulle lejes et hus. Der måtte købes mad ind hver dag da der ikke fandtes køleskabe. Maden blev tilberedt på et brændefyret komfur. Hvordan blev tøjet vasket? Ikke i en automatisk vaskemaskine. Med de bare knoer blev tøjet, stykke for stykke, skrubbet på et vaskebræt. Men som en af missionærerne siger: „Jeg kan ikke huske at vi nogen sinde beklagede os noget særligt. Vi fortsatte bare i forkyndelsen.“

Dette var også en udfordring, da de ikke kunne ret meget spansk. Men med tro på Jehova begyndte de at gå fra hus til hus idet de brugte vidnesbyrdskort, grammofoner og en del selvopfundet tegnsprog. Det varede ikke længe før de fik gode resultater.

[Illustration på side 202]

Thomas og Mary Klingensmith, til venstre, og Willmetta og Walter Pemberton var de første gileadmissionærer i Ecuador, 1946