I 1946 ankom så nogle gileadmissionærer der havde fået distrikt i Ecuador, til havnebyen Guayaquil. Det var Walter og Willmetta Pemberton og Thomas og Mary Klingensmith.

Efter at have ordnet de nødvendige formaliteter var disse første missionærer snart på vej til hovedstaden, Quito, som ligger på en højslette af vulkansk aske næsten tre kilometer over havet. Da ingen farbare veje førte op til den højde, tog de toget fra Guayaquil til Quito. Idet de mindes turen fortæller de: „Vi kom heldigvis ikke til at sidde på taget eller hænge på siden, som mange gjorde. Ikke så få medbragte bananer, ananas og høns som de solgte undervejs.“

Op ad Djævelens Næse var banen anlagt som en serpentinervej. Det så ud som om toget kørte på en smal afsats der var hugget ind i klippesiden. Det siksakkede sig op ad den stejle skråning, først fremad et stykke, dernæst baglæns det næste stykke, og sådan fortsatte det frem og tilbage indtil det nåede toppen. Efter to dage nærmede de sig deres bestemmelsessted da mørket var ved at falde på. Fyldt med ærefrygt betragtede de de sneklædte vulkaner, hvoraf den mest imponerende var Cotopaxi, en af verdens højeste aktive vulkaner, som er 5897 meter.

Nu begyndte missionærlivet. Der skulle lejes et hus. Der måtte købes mad ind hver dag da der ikke fandtes køleskabe. Maden blev tilberedt på et brændefyret komfur. Hvordan blev tøjet vasket? Ikke i en automatisk vaskemaskine. Med de bare knoer blev tøjet, stykke for stykke, skrubbet på et vaskebræt. Men som en af missionærerne siger: „Jeg kan ikke huske at vi nogen sinde beklagede os noget særligt. Vi fortsatte bare i forkyndelsen.“

Dette var også en udfordring, da de ikke kunne ret meget spansk. Men med tro på Jehova begyndte de at gå fra hus til hus idet de brugte vidnesbyrdskort, grammofoner og en del selvopfundet tegnsprog. Det varede ikke længe før de fik gode resultater.

Den første ecuadorianer finder sandheden

Da Walter Pemberton en sen aften gik ned ad en af Quitos smalle sidegader for at udforske distriktet, kom en lille dreng løbende hen til ham for at spørge hvad klokken var, hvorefter han løb tilbage til en døråbning. Da Walter kiggede indenfor fik han øje på en mand der sad og lavede et par sko. På sit mangelfulde spansk præsenterede han sig og forklarede at han var missionær og spurgte om manden var interesseret i Bibelen. „Nej, men jeg har en broder som er meget interesseret,“ lød svaret. Mandens broder viste sig at være en adventist ved navn Luis Dávalos, der var begyndt at nære alvorlig tvivl om sin tro.

Tidligt næste morgen besøgte Walter Luis. Walter beretter: „På mit ringe spansk fortalte jeg ham at det var Guds hensigt at gøre jorden til et paradis hvor menneskene ville leve evigt under Guds rige.“

Da Luis hørte dette, svarede han: „Hvordan det? Jesus sagde at han tog til himmelen for at berede en plads til dem.“

Walter viste ham at Jesus havde en lille hjord i tanke og at denne lille hjord var begrænset til 144.000. (Luk. 12:32; Åb. 14:1-3) Han forklarede også at Jesus talte om andre får som ikke hører til denne fold men som har håb om at leve her på jorden. — Joh. 10:16.

„Hele mit liv har jeg lært at alle gode mennesker kommer i himmelen,“ sagde Luis. „Jeg må have flere beviser med hensyn til denne jordiske gruppe.“ Sammen læste de så andre skriftsteder, hvorefter Luis udbrød: „Det er sandheden!“ — Es. 11:6-9; 33:24; 45:18; Åb. 21:3, 4.

Luis var som en mand der var ved at dø af tørst i en ørken, men det var sandhedens vand han tørstede efter. Han ønskede straks at vide hvad Bibelen lærer om treenigheden, sjælens udødelighed, et brændende helvede og andre læresætninger. Det er vist ikke nødvendigt at sige at Walter ikke kom derfra før sent om aftenen. Allerede næste dag havde Luis travlt med at forkynde for alle sine venner og sige til dem: „Jeg har fundet sandheden!“

„Svaret på min bøn“

Omkring denne tid var Ramón Redín, en af grundlæggerne af adventistbevægelsen i Ecuador, også blevet desillusioneret over sin tro. Han var blevet foruroliget over splittelser i kirken. I virkeligheden tvivlede Ramón på alle kirker. En dag bad han til Gud: „Vis mig sandheden. Hvis du gør det, vil jeg tjene dig trofast resten af mit liv.“

Kort tid efter sagde en af hans venner, Luis Dávalos, at han havde noget meget vigtigt at fortælle ham. „Ramón, vidste du at syvendedagsadventisterne ikke har sandheden?“ Ramón svarede: „Luis, jeg værdsætter din omsorg for mig, men sagen er at intet trossamfund lærer sandheden fra Bibelen, og derfor er jeg ikke interesseret i nogen af dem.“ Ramón tog dog imod et Vagttårn og adressen på missionærhjemmet og lovede at han i det mindste ville tale med missionærerne og se om de kunne besvare hans spørgsmål. Hans tilsyneladende ligegyldighed var ikke et udtryk for hans sande følelser; inderst inde ønskede han at finde ud af om der fandtes sand kristendom. Så da han forlod sin vens hjem brugte han to timer på at finde missionærhjemmet.

Walter Pemberton, der stadig kæmpede med det spanske, gjorde sit bedste for at besvare de spørgsmål Ramón stillede, som for eksempel: „Giver Jehovas Vidner folk frihed til at ræsonnere ud fra Skrifterne?“ Walter svarede: „Vi tvinger ikke nogen til at gå imod deres samvittighed. Vi ønsker at folk skal ræsonnere ud fra Skrifterne, da det er på den måde vi når til de rette konklusioner.“

„Holder Jehovas Vidner sabbatten?“ spurgte Ramón. „Vi holder det Bibelen siger om sabbatten,“ svarede Walter. — Matt. 12:1-8; Kol. 2:16, 17.

Til trods for Ramóns ubehjælpsomme engelsk og Walters begrænsede spansk begyndte sandheden overraskende nok at gå op for Ramón. Ramón husker: „Denne første time gjorde så stort et indtryk på mig at jeg husker at jeg sagde til mig selv: ’Dette må være svaret på min bøn!’“

Drøftelserne fortsatte dag efter dag. Walter slog skriftstederne op i sin engelske bibel og Ramón fulgte med i sin spanske. Femten dage efter det første besøg var Ramón Redín sammen med Luis Dávalos og tre andre ecuadorianere blandt dem der deltog i det første organiserede gruppevidnearbejde i Ecuador. Gud havde besvaret hans bøn om at vise ham sandheden. Broder Redín har siden gjort sit yderste for at holde det løfte han gav om at ville tjene Gud trofast resten af sit liv. I en alder af 87 år virker han stadig som specialpioner.

Pedro finder svaret

Til denne lille men hurtigtvoksende gruppe sluttede sig snart en ung mand der havde søgt efter sandheden i over 17 år. Da Pedro Tules var ti år gammel hørte han en præst forsøge at forklare treenighedslæren. Da Pedro ikke forstod det, spurgte han hvordan tre personer kunne være én Gud. Præsten svarede ved at slå ham oven i hovedet med en lineal og slynge en række ukvemsord imod ham. Pedro sagde til sig selv: ’En dag vil jeg finde ud af hvordan det forholder sig.’

Efter at han i nogen tid var kommet hos adventisterne, begyndte han at overvære Jehovas Vidners møder. Treenighedslærens „mysterium“ blev opklaret næsten med det samme. Det var ikke et mysterium han havde lært, men en løgn. Jesus Kristus er ikke, som nogle siger, „Gud Søn“, men „Guds søn“. (Joh. 20:31) Det gjorde indtryk på ham at alle Vidnerne forkyndte fra hus til hus, et arbejde som han engang havde prøvet at overbevise adventisterne om at de måtte udføre. Han mente at denne form for evangelisering var nødvendig hvis man skulle følge apostlenes eksempel. — Apg. 5:42; 20:20.

Dog stod han stadig med et ben i hver lejr. I fire eller fem måneder blev han ved med at overvære adventisternes møder samtidig med at han også kom hos Jehovas Vidner. Til sidst sagde Walter Pemberton til ham: „Pedro, du må træffe en afgørelse. Hvis adventisterne har ret, så bliv hos dem. Men hvis Jehovas Vidner har sandheden, så hold dig til dem. Sandheden bør komme før alt andet.“ — Jævnfør Første Kongebog 18:21.

og Willmetta og Walter Pemberton var de første gileadmissionærer i Ecuador, 1946