I 1958 blev to søstre fra Gileadskolen sendt til Ecuador. Unn Raunholm fra Norge og hendes partner, Julia Parsons fra Newfoundland, fik distrikt i Ibarra, en smuk by beliggende i en dal nord for Quito. Her blev religionsfriheden endnu en gang tappert forsvaret. Unn husker tydeligt hvad der skete:

„Da vi var ved at være færdige med at gennemgå distriktet i Ibarra by, fandt vi ud af at der var små byer i oplandet som vi ikke kunne arbejde i, for eksempel San Antonio, hvor de laver smukke træskærerarbejder såvel som mange religiøse billeder. Så snart præsten hørte at vi var der, kom han enten ridende på hesteryg eller løbende med en hel flok mennesker efter sig og skabte sådan en tumult at vi blev nødt til at fortrække. Så vi besluttede at koncentrere os om en anden lille by, der hed Atuntaqui.

En dag da vi forkyndte i nærheden af kirken, lagde vi mærke til en gruppe mennesker uden for den, men tog ikke nogen notits af det før byens politimester kom hen til os. Han var en venlig mand som jeg tidligere havde besøgt; han havde også taget imod noget læsestof. Denne gang sagde han imidlertid nervøst: ’Frøken, skynd jer at forlade byen. Præsten er ved at organisere en demonstration imod jer, og jeg har ikke folk nok til at beskytte jer.’ Det viste sig at præsten i San Antonio var blevet forflyttet til Atuntaqui, og han var igen i gang med sine numre.

Da vi var fire ude i forkyndelsen den dag, tog det nogen tid før vi alle var samlet og klar til at tage af sted. Så opdagede vi at bussen til Ibarra først gik en time senere. Derfor styrede vi mod et hotel og håbede at finde beskyttelse dér indtil bussen kom. Undervejs dertil begyndte vi at høre råben. Hoben kom efter os! Vatikanets hvide og gule flag blev svunget foran gruppen mens præsten råbte sloganer som ’Længe leve den katolske kirke!’ ’Ned med protestanterne!’ ’Længe leve den ubesmittede Jomfru!’ ’Længe leve skriftemålet!’ Hver gang gentog hoben sloganet ord for ord efter præsten.

Netop som vi spekulerede på hvad vi skulle gøre, kom et par mænd imod os og inviterede os ind i Arbejdernes Hus. Det tilhørte fagforeningen, og de forsikrede os om at her ville ingen gøre os noget. Så mens pøbelen stod udenfor og råbte sloganer som ’Ned med frimurerne!’ og ’Ned med kommunisterne!’ havde vi indenfor travlt med at forkynde for nogle som af nysgerrighed kom ind for at se hvad der foregik. Vi afsatte alt det læsestof vi havde.

I betragtning af den forholdsvis store interesse vi havde fundet i Atuntaqui, besluttede vi at tage dertil igen, men denne gang begyndte vi forsigtigt i udkanten af byen. Nogle må imidlertid have fortalt at vi var der, for kirkeklokkerne begyndte at ringe vildt, og snart hørte vi en høj stemme advare os om at præsten kom denne vej med en pøbel efter sig. Præsten kom hen til mig og udbrød: ’Frøken, hvor vover De at komme tilbage efter det der skete sidste gang!’ Jeg prøvede at ræsonnere med ham idet jeg forklarede at landets forfatning garanterede religionsfrihed. ’Men det her er min by!’ sagde han. ’Ja,’ sagde jeg, ’men jeg har ret til at tale med folk her, og de har ret til at lytte hvis de ønsker det. Hvorfor siger De ikke til Deres sognebørn at hvis de ikke vil høre noget, kan de bare lade være med at lukke op når vi kommer, og så vil vi gå videre til den næste.’

Så vendte præsten sig mod skaren og sagde: ’Jeg forlader i hvert fald denne by hvis disse mennesker går ét skridt videre!’ Derpå opfordrede flere af dem der havde stået og lyttet, os til at fortsætte med vort arbejde og lovede at bakke os op over for præsten. Men da vi ikke ønskede at starte en borgerkrig, skønnede vi at det var bedst at gå og komme igen en anden dag.“

Tilbage til San Antonio

„Da vi så at denne ildsprudende præst var blevet flyttet til Atuntaqui, besluttede vi at besøge den anden by, San Antonio, igen,“ fortsætter søster Raunholm. „Vi havde ikke taget ret mange besøg før kirkeklokkerne begyndte at ringe og flere kvinder samlede sig i gaderne med stokke og koste i hænderne. Et sted blev vi inviteret indenfor, og mens vi snakkede, blev der banket hårdt på døren. Det var politimesteren. Han rådede os indtrængende til at forlade byen og sagde: ’I ved hvad der skete i Atuntaqui, og I ved at der ikke er nogen grund til at komme her da vi allerede er kristne.’ Jeg spurgte ham om han mente at sande kristne ville komme mod folk med stokke i hånden. Jeg foreslog at han gik ud for at sige til folk at de skulle gå hjem. Han sagde at han ville forsøge, men han kom tilbage næsten med det samme og sagde at de ikke ville høre på ham.

Da inviterede en nabo os over til sit hus for at vi kunne tale med hans familie, og han eskorterede os endda dertil. Mens vi var der, hørte vi igen en banken på døren, og det viste sig at være politiet bevæbnet med geværer. De var tilkaldt fra Ibarra af politimesteren. De sagde: ’Vi har hørt om jeres vanskeligheder. Fortsæt I bare med at gå fra hus til hus, og vi vil være lige bag ved jer.’ Vi takkede dem for deres venlighed og foreslog at de tog hen til præsten, da det var ham der havde sat det hele i gang.“

Det gjorde politiet. Fra da af var der aldrig mere problemer når vore søstre forkyndte i San Antonio.

[Illustration på side 220]

Unn Raunholm blev sendt til Ecuador som missionær i 1958